Michelangelo Buonarroti

Side 109
Sønner skulde gøre sig bekendte, Faderen til Benvenuto Cellini og Faderen til Baccio
Bandinelli. Man ser, med hvilken Alvor det simple Spørgsmaal om den Plads, der burde
anvises en Statue, blev behandlet i Renæssancens Florents. Man overlod Afgørelsen
til et Udvalg af de Kunstforstandigste.
Da Statuen tydeligt nok ikke var beregnet paa at ses fra alle Sider, idet
Skulderbladene og hele Rygpartiet var forsømt, saa Figuren krævede at stilles imod
en Mur og ikke, som Afstøbningen nutildags paa Piazzale Michelangelo, frembød sig
til Rundskue, saa var man hurtigt enig om, at den burde have Rygstød. Men Malerne
Cosimo Roselli og Sandro Botticelli var for at opstille David ved Domkirken, og give den
Donatello's Judith til Modstykke. Giuliano Sangallo ønskede den (til Værn for Marmoret)
stillet i Loggia'en i en Niche; Leonardo var af samme Mening, føjede kun til, at denne
Niche burde have en sømmelig Udsmykning (ornamento decente).
Denne sidste Anskuelse burde have sejret; den vilde have skaanet Marmorets
beundringsværdige Overflade, og havde man rykket Statuen frem under Midterbuen,
vilde den have faaet tilstrækkeligt Lys, desuden have givet Orcagna's ypperlige Værk
som Ramme et Indhold, der var Rammen værdigt.
Men Michelangelo attraaede Opstillingen ved Palazzo dei Priori som den
ærefuldeste. Den var imidlertid tillige den mest udsatte, hvad der viste sig, da (som
ovenfor berettet) i 1527 under en Gadekamp Davids venstre Arm blev brækket i tre
Stykker. Desuden kom Statuens Størrelsesforhold ikke der til deres Ret; den blev lille,
set imod Paladsets vældige ru Murværk. Dog man rettede sig efter Kunstnerens Ønske.
Flytningen af det gigantiske Værk fra Værkstedet til denne Plads tog fulde fire Dage,
14. til 18. Maj 1504. Man havde maattet gennembryde Muren i Dômbygherrernes Hus
for at bringe den ud, og der maatte stilles Vagt ved den, da man havde kastet Sten imod
den. Tilhængere af Huset Medici antoges for Gerningsmændene, hvad der oplyser,
at en sindbilledlig Anskuelse gav Billedstøtten Actualitet. Under dens Overførelse til
Piazza della Signoria holdtes den svævende i et Træbur.
8. Juni 1504 blev den opstillet, 8. September afsløret. Tredive Aar derefter gav man
den til Modstykke i ringe Afstand, ud for Hjørnet, overfor hvilket Uffizierne begynder,
Bandinelli's slette Gruppe, Hercules med Cacus, ret som kunde denne af noget
Menneske med Begreb om Kunst betragtes som sideordnet. Nu er Michelangelo's
udprægede Friluftsværk blevet anbragt i et Museums Stueluft (Accademia di belle arti)
sammen med en Torso Og en Del Gibsafstøbninger og Fotografier efter Mesterens
Tegninger og Malerier, der altsammen ikke kommer Giganten ved. Fra at være
Firenze's Vartegn er den bleven en Museumsgenstand.
4
I Louvre er en ypperlig Pennetegning havnet, som giver en Forestilling om hvorledes
den anden hos Michelangelo bestilte Statue af David, Bronceværket, har været
anlagt og har taget sig ud. Her er den unge Helt noget ældre og mere udviklet
end Marmorbilledstøttens Hyrdedreng. Han er nøgen som denne, men endnu mere
muskelstærk. Med venstre Haand, hvori Slyngen endnu hænger, let støttet til Lænden,
bøjer han Kroppen rask lidt tilbage, idet han med løftet højre Ben lader Foden træde
paa Goliaths kæmpestore afhuggede Hoved, hvis venstre Kind ligger op imod det fast
staaende venstre Bens lille Fod, fine Ankel og stærke Skinneben. Paa samme Blad er
i stort Format omhyggelig tegnet Marmorgigantens højre Arm, og ved Siden er skrevet
nogle Ord, som beviser, at Michelangelo i sin Ungdomskraft har sammenlignet sig selv
med David. Der staar: