Michelangelo Buonarroti

Side 108
Sonetter skriver han: "Naar den fuldstændige og guddommelige Kunst har dannet sig
Forestillingen om en Skikkelses Figur og Stilling, saa udfører den ( Kunstneren) først
i et ringe Stof (umil materia) en simpel Model (un simplice modello). Det er den første
Fødsel, fra hvilket Kunstværket stammer. Men den næste Handling foregaar i den
levende Sten; dér fuldbyrdes Hammerens Løfter, og Ideen genfødes saa skøn, at der
sikres Værket Udødelighed." I den følgende Sonet, som varierer Tanken, taler Digteren
paany om Modellen som knap og ringe (con breve e vil modello).
En lille Skitse har været Michelangelo nok til i Undfangelsens Øjeblik at fastholde
Omrids og Holdning. Saa har Menneskeskikkelsen i dens fulde Højde, ja i overnaturlige
Forhold staaet saa levende for hans usvigeligt sikre Fantasi, at han efter det blotte
Fantasibilled har kunnet udhugge en Gigant af Marmorblokken. I dette Tilfælde siges
det endda, at han selv har forfærdiget de Redskaber, han anvendte.
3
De Indtryk Michelangelo i Rom havde modtaget af de nøgne Dioskurer paa Monte
Cavallo, havde skænket ham Indvielsen og Modet til at fremstille en lignende nøgen
Kæmpeskikkelse. Af sit eget har han givet Giganten den Ild, som ikke slukkes, der
brænder i dens Indre. Af sit eget Forraad tog han ogsaa den anatomiske og fysiologiske
Viden, som røber sig i Statuens Holdning og Lemmer, f. Ex. i Aarernes Svulmen paa
den nedhængende højre Arm.
Værket, som efter Kontrakten skulde være fuldendt i to Aar, krævede fire Maaneder
derover. Det begyndtes 13. September 1501; i Slutningen af Januar 1504 var det
færdigt, og Fodstykkets Udførelse blev betroet Antonio Pollaiuolo's Søn og Navne,
tilligemed Giuliano da San Gallo og hans yngre Broder Antonio.
Myndighederne i Firenze synes at have fundet en politisk Hentydning i Davids
Vredesblik. Man saa jo alt forud i Davidskikkelsen et Sindbilled paa nationalt Forsvar og
retfærdigt Styre, og det Tidspunkt, da Michelangelo's David stod fuldendt, var et, hvor
man politisk aandede op. Man betragtede Piero de' Medici som en Tyran, og man havde
frygtet, at Cesare Borgia vilde paatvinge Florentinerne ham. Men 18. August 1502 var
Alessandro den Sjette pludselig død og dermed Cesare's Magt knækket; 28. December
1503, altsaa kun en Maaned før Statuens Fuldførelse, var Piero de' Medici druknet i
Garigliano-Floden. Den sidste Oktober 1502 var den Florents velsindede Giulio den
Anden bleven Pave. Ikke mindre end fire sammenstødende Omstændigheder affødte
et Moment, hvor man havde Fornemmelsen af at være bleven befriet fra mange truende
Farer.
Den Tanke at opstille Giganten ved Domkirken blev lige strax opgivet.
Folkestemningen var for at give den Plads enten i Priorernes Loggia (fra 1541 kaldet
Loggia dei Lanzi som Cosimo den Første's tyske Landsknægtes Hovedvagt) eller
ogsaa i Palazzo della Signoria.
Men i Paladsets Gaard stod allerede Donatello's David, som sindbilledligt udtrykte
Befrielse; udenfor Paladset stod Donatello's Judith, der senere blev anbragt i Loggia'en.
Saa lod da Uldhandlerlavets Consuler Domkirkens Bygningsøvrighed sammenkalde
et Udvalg af tredive Mestere, der skulde tage Bestemmelse om, hvor Statuen
skulde have blivende Sted. Der var Billedhuggeren Malere, Arkitekter, Miniaturister,
Guldsmede, Uhrmagere, Gemmeskærere, Broderere og Tømmermænd, desuden
Signoriets to Herolder. Der var af kendte Mænd Leonardo da Vinci, Granacci,
Botticelli, Perugino, Filippino, Lorenzo di Credi, Giuliano da San Gallo, Andrea della
Robbia, Sansovino, David del Ghirlandajo, Simone del Pollaiuolo, og to Mænd, hvis