Michelangelo Buonarroti

Side 107
Verrocchio's langt senere, vaabenklædte David er af en anden Støbning end
Donatello's. Denne var hensunken i en overvældende Følelse af den fuldførte Bedrift.
I Verrocchio's magre og spinkle Yngling, der er udført med den samvittighedsfuldeste
Iagttagelse af det ungdommelige Legems Muskler og Sener, er der efter Sejren en
utvivlsom Herskerværdighed.
Alt det fængslende Liv i Michelangelo's David skyldes den Omstændighed, at han
alene ikke har fremstillet sin Helt efter Sejren, men i den indre og ydre Spænding,
som gaar forud for Kampens og Sejrens Øjeblik. At afbilde selve Daaden var udelukket
alene ved Blokkens Form; den gav ikke Plads til den udstrakte Arm med Slyngen og
Stenen. Ynglingen maaler derfor med Øjnene sin Fjende, sigter endnu kun med Blikket.
Den højre Arm og Haand er i Minuttet ledig; men med venstre Haand trækker David
til sig Slyngen, som ligger over hans venstre Skulder, og hvori Stenen er gemt. Det
Øjeblik, som er fremstilt, er det, før højre Haand med Lynets Hast bemægtiger sig
Læderposen og udslynger Stenen. Legemets Stilling er let vuggende. Der hviles paa
højre Fod, den venstre Hæl er lidt løftet. Den hele Skikkelse staar paa Spring, samler
sig, tilsyneladende rolig, til den afgørende Handling.
Men det er i Ansigtets Minespil, at Michelangelo har samlet Alt, hvad han havde paa
Hjerte at udtrykke, ikke blot den Følelse af Uovervindelighed, der var en Grundfølelse
i hans egen Sjæl, men den vældige Vrede, der var en jævnlig tilbagevendende
Grundstemning i hans Sind, Evnen og Lysten til at tilintetgøre Modstand og skaffe
sig og sine Oprejsning ved en Sejr, der fældede Kæmper saa let som andre ryddede
Mandslinger af Vejen.
Se paa dette Hoved, der bøjer sig lidt til Siden for bedre at faa Ram paa sit Maal,
disse Øjne, den fødte Sejrherres, med det morderisk truende Blik, denne Pande, hvis
Hud trækker sig sammen i en Forbitrelse, der er saa rolig som voldsom, Næsen med
de udspilede, dirrende Næsebor, den tæt sammenpressede Mund og den skønne,
fastformede Hage. Over det hele Aasyn ligger et mægtigt, lokket Haar, der falder ned
over den kraftige Nakke og dækker lidt af den senede Hals.
Denne Yngling synes, som Michelangelo selv, aldrig at have været Barn, og alt
attenaarig at være Mand, ja en Mand, som tager Kampen op med hvilkensomhelst
Modstander, uden et Sekunds Tvivl om Stridens Udfald. Her gjorde Kunstneren sig til
Herre over den kolossale Marmorblok, som ingen anden havde vovet at give sig i Kast
med, ogsaa den en Goliath, der maatte maales med fuldt saa skarptskuende et Blik
som det, David retter paa Filistrenes Gigant.
Denne Goliath skulde ikke halshugges, men tilhugges; det kom her an paa mer end
Behændighed; paa overlegen Kunst; det gjaldt ikke her om Evnen til at slaa ihjel, men
om Evnen til at kalde tillive.
Under Fremstillingen af den, der tilintetgør en Kolos, fuldbragte Michelangelo det
omvendte og vanskeligere, at frembringe en Kolos, et ungdommeligt Legem, hvis
Former var overnaturligt store. At særligt Hænderne er paafaldende store, er naturligvis
sket med Vilje. Det særtegner Figuren, viser dens Egenart. Andre Fejl i Forholdene,
hele Bagsidens Fladhed har været betingede ved Blokkens Form.
Men for første Gang i Michelangelo's Virksomhed studser vi ved det Forbausende, at
denne Skikkelse i overnaturlig Størrelse er hugget ud af Marmoret uden at Kunstneren
har gjort noget Forarbejde. Der gives et Par Smaaskitser, den ene uden Arme, den
anden uden højre Arm, en i Vox, en i Ler. De synes udelukkende at have havt den
Bestemmelse at give Bestillerne en Forestilling om Planen. Saaledes har det altid
forekommet Michelangelo tilstrækkeligt at antyde ved Hjælp af Modellen. I en af sine