Michelangelo Buonarroti

Side 106
unyttet hen. Hvorvidt Agostino's Behandling var naaet frem, vides ikke; men det siges,
at Benene var adskilte. Hvori Uenigheden mellem ham og Bygningsøvrigheden bestod,
vides heller ikke. Men det hedder sig, at han vilde udføre Figuren i fire Stykker, hvad
dog klinger mærkværdigt. I ethvert Tilfælde betragtedes Blokken som forhugget af Den,
der havde forsøgt at give den dens første Form.
Naar Billedhuggerne i mer end halvhundred Aar var vegne tilbage for den Opgave
at gøre en Statue af Blokken, beroede det sandsynligvis mest paa Uvilje mod at skulle
lade deres frembringende Evne hindres af Hensyn til den Facon, Blokken havde faaet
ved en anden Kunstners borthuggende Haand. Signoriet havde vist Blokken til Andrea
Sansovino, der var vendt hjem fra Portugal, hvor han paa den ærefuldeste Maade
havde arbejdet for to hinanden følgende Konger. Han erklærede, kun at kunne løse
Opgaven, naar han fik Lov at føje nogle Stykker Marmor til.
I Michelangelo's Øjne var som bekendt Flikværk i Marmorkunst det forkasteligste
af Alt, og han, der som fattig Yngling vel aldrig havde set et stort Stykke Marmor, helt
eller opgivet af andre, uden at Driften til at mestre det rørte sig i hans Sind, erklærede
da i Modsætning til Sansovino, at han af denne Blok vilde kunne uddrage en Statue
i ét Stykke.
Man har længst skarpsindigt gjort opmærksom paa det højst Utaknemmelige i
Opgaven. Enten bandt Buonarroti sig til Agostino's Udkast af David som Profet i den
overleverede Stilling, der undgik Lemmernes Parallelisme (Hvilen kun paa den ene
Fod; den ene Arms Gliden ned langs Kroppen; den andens Sysselsættelse med at
kaste Kappen om Skuldren); i saa Fald kunde han umuligt lægge nogen Oprindelighed
for Dagen. Eller ogsaa forlod han det Spor. Agostino havde angivet, og da udsatte han
sig for, at der blev noget Tvungent ved Værket, idet han nødvendigvis maatte tilpasse
sin Ide efter Blokken istedetfor Blokken efter sin Ide.
Et af to: Mislykkedes Værket for ham, saa vilde man haane ham som Den, der
havde villet gælde for dueligere end Agostino og end Andrea Sansovino. Men lykkedes
Værket, saa forblev den overvundne Vanskelighed nødvendigvis usynlig for Enhver,
der ikke forud var underrettet om den.
2
I første Samuels Bog. 17. Kapitel, fortælles om den Styrke, David havde vist sig i
Besiddelse af som Smaakvægets Hyrde. Allerede som Dreng var han saa stærk, at
han alene havde fældet en Løve og en Bjørn, der vilde forgribe sig paa de Lam, han
vogtede.
Det er her glemt. hvad der i forrige Kapitel efter en anden Kilde var fortalt, nemlig
at David var Sauls Vaabendrager. Her kommer han som Hyrde for at bringe sine
Brødre, der tjener i Sauls Hær, friske Levnedsmidler, ser Goliath, hører ham haane den
israelitiske Hær, og tilbyder Kongen at fælde ham. Efter nogen Vægring tager Saul imod
Tilbudet, men udstyrer David med sine Klæder, med en Brynje og en Kobberhjelm, og
lader ham binde Kongens Sværd i et Skærf Over Klæderne. Dog David, som er vant til
at gaa nøgen, kan ikke bevæge sig med en saadan Oppakning: "Han begyndte at gaa;
thi han havde ikke prøvet det før. Da sagde David til Saul: jeg kan ikke gaa i Klæderne;
thi jeg har ikke forsøgt det. Og David lagde dem bort fra sig."
Dette er Forklaringen af Davids Nøgenhed, og allerede Donatello havde givet
Exemplet ved at fremstille den unge Sejrherre nøgen (den første nøgne Statue, udført
af en Florentiner). Kun en Hyrdehat og Benskinner havde Donatello ladet David
beholde.