Michelangelo Buonarroti

Side 103
(note: Betegnende nok er Modstykket for Raffaellos Vedkommende til denne
Signatur Indskriften paa Fornarina's Portræt i Palazzo Barberini. Paa det grønne,
guldrandede Baand om Elskerindens Arm har Giulio Romano med Guldskrift sat:
Raphael Urbinas).
Værket, som er udsprunget af den oprindeligt maleriske Opfattelse af Pietà, der
fremtraadte i Begyndelsen af det i 5. Aarhundrede, er frontalt og beherskes af
Madonnaskikkelsen, der set forfra, som hele Værket maa ses, aabenbarer sig i sin
Bredde. Den magre og fine Kristusfigur, der ligger paa tvers indkapslet i det hule
Rum mellem Madonnas foroverbøjede Hoved og hendes Knæ, virker ikke pinligt ved
nogen Ligstivhed. Vel røber højre Haands Fingre med deres svage Krumning, at
Dødens Stivhed længst er indtraadt, og vel røber det tilbagefaldende Hoved i dets
Kraftesløshed, at dette er ikke Søvnens Hvile men Dødens. Dog er, i Stedet for Ligets
vandrette Stilling paa Jorden i de ældste maleriske Fremstillinger, traadt talrige blide
og bølgende Linier, idet den Dødes Overkrop er løftet højt i Vejret af Moderens Arm
og højre Knæ, medens Bugpartiet synker i hendes Skød, Laarene atter hæves af
hendes venstre Knæ og Benene fra Knæene glider ned langs hendes Kappe, indtil
Fødderne finder Støttepunkter af ulige Højde paa Bakkedragets ujævne Stenmasser
eller Træstumper.
Compositionen er beundringsværdig; det hele danner et fast sammentrængt
Marmorhele, der er bygget op i let overskuelig Pyramideform. Medens
Kristusskikkelsen er nøgen, kun om Lænderne har et tyndt Klæde, der danner
Overgangen fra den svære Kaabes mægtige Folder for neden, til den Dragt der
indhyller Madonnas Overkrop, er Gudsmoder saaledes dækket, at hendes Former
ikke mer end anes. Blottet er kun Ansigtet, venstre Haand og den yderste Spids af
venstre Fod. Det tynde Belte med Kunstnerens Navnetræk, der strækker sig tvers over
Skikkelsen fra venstre Skulder til højre Lænd, fremkalder krøllede Linnedpartier, dog
mest ret brede Flader med svagt hævede Rande, der virker harmonisk paa Øjet. For
neden danner den mægtige Kappe af et tæt, svært Stof stærke Bølgelinier, og mellem
den Dødes højre Lænd og slapt nedfaldne højre Haand en malerisk Fordybning.
Mellemrummet mellem Madonnas Kappe og Kristi højre Læg er saa ringe, at det har
udkrævet et betydeligt Bore-Arbejde at faa Benet til at fremtræde frit med dets spinkle
og elegante Form.
Medens Oldtidens Grækere sjældent vragede Anvendelsen af Farver i deres
Billedhuggerkunst, har Michelangelo stadigt givet Afkald paa Farven.
Spillet af Lys og Skygge har i et Værk som dette - med Mørket i Klædebonnets dybe
Folder, Lyset paa Madonnas Pande og paa Sønnens glatte, nøgne Legem - erstattet
det Virkemiddel, Farven afgav for Oldtidens chromatisk aftonede Skulptur.
Hvor Michelangelo's Pietà den Dag idag er opstillet, altfor højt, og daarligt
belyst, i det første Kapel tilhøjre for Indgangen til Peterskirken, kommer Værket
aldeles ikke til sin Ret. Man har anbragt en Bronceglorie bag Kristi Hoved og ladet
to middelmaadige Bronce-Engle holde en svær Krone højt over Madonnas Isse.
Gruppens Størrelsesforhold passer desuden ikke til Omgivelsernes. Den er vilkaarligt
hensat i et Kapel, hvis Maalfang ikke stemmer overens med dens, og i en Afstand fra
Beskuerens Øjne, som forskyder det Indtryk, den kunde og skulde gøre.
Det var Michelangelo selv, der (ikke halvhundred Aar efter at den ædle Gruppe
var bleven opstillet i Santa Petronillas Kapel) som San Pietro's Arkitekt lod Kapellet
nedbryde. 1544 flyttedes Værket over i en Rotunde, der kaldtes Santa Maria della
Febbre. Dog her stod det kun en Menneskealder, til ogsaa denne Rotunde 1575 blev