Michelangelo Buonarroti

Side 102
der har mistet sit Alt, det Væsen, hun ikke blot elskede, men som hun omfattede
med Andagt. Den Søn, hun paa ufattelig Maade havde skænket Livet, og hvem hun
med hemmelighedsfuld Dyrkelse tilbad, ligger her i hendes Skød, jammerligt myrdet,
forsmædeligt henrettet, som Lig. Ungdommeligt nænsom og øm har den Følelse været,
der har gjort dette livløse Mandslegeme saa adeligt og saa let, saa fint og saa frit for
Jordelivets Slakker. Den har, trods al Kunstnerens anatomiske Kundskab og trods al
hans artistiske Stræben efter ved genial Benyttelse af Kontraster at naa den stærkeste
og varigste Virkning, været i sit inderste Væsen from.
Og Madonna selv er behandlet med samme ømme Ærefrygt. Med Vilje er hun
fremstillet ung, neppe ældre end Sønnen. Vi er jo her i Mysteriet, ikke underkastede
Hverdagslivets Love. Michelangelo gav som gammel den teologiske Forklaring af den
paafaldende Ungdommelighed, at denne Jomfru aldrig havde kendt Sansernes Liv,
som medtager og ælder, men kysk som hun var i sit Væsen var forbleven ung ved et
guddommeligt, om end menneskeligt motiveret Under. Han har snarere gjort Madonna
ung, fordi hun tiltalte ham mest som ungdommelig.
Den Sjælsro, som præger hendes Aasyn, vilde synes mer end naturlig, dersom ikke
den veltalende Bevægelse i hendes venstre Haand røbede, at Fatningen er tilkæmpet.
Hun lider, som et højere Væsen lider. Ulykken, som har ramt hende, forstyrrer ikke
Ansigtstrækkenes Adel, lægger ingen Uro over den høje, rene Pande, hvis Stejlhed
fremhæves ved Hovedklædets Form og Fald. Hendes Aasyn er, skønt trøstesløst, dog
harmonisk, med den fine lige Næse, den smukke lukkede Mund, den faste, kraftige
Hage, og Hovedets Bøjning, der fremhæves af Dragtens krusede Linning omkring
Halsen.
Højttronende sidder hun der, hyllet i Sørgeklæder, paa Golgathas Stenfliser ved
Korsets Fod som Kærligheden, der varsomt har givet den Døde et Leje i sit Skød, idet
han ligger udstrakt over hendes Knæ, hvilende i hendes Kappes Folder, holdt oppe af
hendes højre Haand, der under hans Armhule ligesom sky kun med en Flig af Dragten
griber om det glidende Legem, der ikke maa krænkes ved djærv Berøring.
Som ingen Madonna hos Michelangelo med sit Blik møder Blikket hos sit spæde
eller legende eller stolte Barn, saaledes ser heller ikke Guds Moder i hans Pietà paa
den voxne, afsjælede Søns Ansigt. Hun ser ned for sig, fortabt i dyb Følelse og dybere
Tanker.
5
For eneste Gang i sit Liv har Michelangelo her forsynet et af sine Værker med sit Navn.
Han har endog anbragt det paa temmelig paafaldende Maade, idet han paa det smalle
Baand, der fra Madonnas venstre Skulder strækker sig tvers over hendes Overkrop, har
indhugget i Stenstil sit Navnetræk, noget forkortet, da Pladsen ikke tillod Medtagelsen
af alle Bogstaver. Der staar:
MICHAEL AGLVS BONARROTVS FLOEN FACIEBAT
(Michael Angelus Bonarrotus Florentinus Faciebat). For at spare Plads staar der
indeni det sidste O i Bonnarrous et T og indeni O i Floen et R.
Det vilde ikke være forblevet en Hemmelighed, hvem Ophavsmanden var, selv om
Arbejdet var forblevet navnløst. Vasari giver den Forklaring, at Michelangelo en Dag
havde truffet et Selskab af Lombardere i "Kongen af Frankrigs Tempel", som paastod,
at hans Pietà var et Værk af "vor Gobbo i Milano" (Andrea Solario, kaldet del Gobbo,
en forøvrigt meget fortjenstfuld Kunstner).