Michelangelo Buonarroti

Side 101
thi i November 1497 blev hans Plan til Værket godkendt, Penge ham anviste og en
Skrivelse udstedt af Cardinalen til Øvrigheden i Lucca om at lade Kunstneren ved
dennes snarlige Ankomst til Carrara finde nødvendig Imødekommen med Hensyn til
Marmorets Beskafenhed. Dog kan Michelangelo, efter hans Breve at dømme, neppe
have været i Carrara før Marts 1498. Da har han for første Gang taget de Marmorbrud
i Øjesyn, der skulde komme til at sysselsætte ham saa levende, og skulde optage saa
urimelig stor en Part af hans kostbare Tid. Han var jo nemlig daarligt i Stand til at lade
andre arbejde for sig, vilde selv gøre Alt.
Da Marmorblokken i god Behold var ankommet til Rom, blev Kontrakten indgaaet
og undertegnet. Michelangelo skulde have 450 Gulddukater for sit Arbejde og dette
være udført et Aar efter den Dag, hvor det paabegyndtes. Man føler Kunstnerens stolte
Selvtillid i, at han har kunnet nøjes med saa kort en Frist.
I det 13. Aarhundrede var af de Billedhuggere, der i Kirkerne fremstillede
Passionshistorien eller Martyrernes Skæbne, Lidelsen bleven opfattet som et Genskær
af himmelsk Fryd. Al Smerte overstraaledes af den Godhed, Blidhed, Uskyld og
Kærlighed, som her gav sig Udtryk. Den Kristendom, man troede paa og kendte, var
den triumferende Kristendom.
Med Begyndelsen af det 15. Aarhundrede indtraadte et Omslag i Følemaaden.
Det blev nu det Mørke og Tragiske i Kristendommens Væsen, som ved Gengivelser
af Lidelseshistorien gjorde sig gældende paa den triumferende Sejersvisheds
Bekostning.
Fremstillingen af Moderens Gensyn med Sønnen som korsfæstet havde oprindeligt
lokket Malere, ikke Billedhuggere. Giotto havde lagt sin stille Inderlighed, Giovanni
Bellini (i Brera) høj Værdighed og alvorlig Følelse i Billedet af Madonnas Kval. Bellini
var her maaske noget paavirket af Mantegna's Strenghed. Botticelli endelig kunde ikke
finde Udtryk stærke nok for Madonnas Fortvivlelse. Hos ham falder Maria i Afmagt, og
de øvrige tilstedeværende hulker.
Billedhuggerne paa deres Side havde i det 15. Aarhundredes Reliefer ikke kunnet
give Passionshistorien et tilstrækkelig patetisk Udtryk. Den Lermodel af Donatello til et
Dobbeltrelief, der opbevares i South Kensington-Museet i London, og som tilvenstre
fremstiller Kristi Hudfletning, tilhøjre hans Korsfæstelse, skitserer under Korset i
Forgrunden en Madonnafigur i vild Ophidselse, løftende sin Arm forfærdet og fortvivlet.
Det Broncerelief af Korsfæstelsen med de lidenskabeligt grædende og gesticulerende
Kvinder og Disciple, som nu findes i Bargello i Florents, viser ligeledes en Stræben
efter med ophidset Indbildningskraft at gaa til det Yderste i Gengivelse af en Ligklages
Tummel og Gny.
Kommer man fra disse Billedhuggeres Reliefkunst til Michelangelo's Pietà, saa
falder der Ro over Sjælen, og den betages af stille Højhed, den forstummede,
overvældede Smertes, der taler uden Ord og som, uden at foretage mer end et
Minimum af Fagter, bevæger. Denne Madonna, der i sin dybe Kval er fattet, er det
ædleste Udtryk for den Grundfølelse, at hvad her er foregaaet, er noget ubegribeligt,
naturstridigt noget, der oprører ved sin skrækkelige Meningsløshed.
Den, der blot har fordybet sig i Michelangelo's første stille Relief, Madonna ved
Trappen, har vidst, hvor strengt og sørgmodigt (ja man kan sige hvor ophøjet) hans
Følelsesliv var. Men først her fra dette Underværk "Pietà" vælder hans Sjæleliv i dets
ganske egenartede Højhed os imøde.
Denne 24-aarige havde loddet Sorgens Dybde i Menneskesjælen. Han havde loddet
den i en Moders Sjæl, som har mistet sit Kæreste paa Jorden, i en Kvindes Sjæl,