Michelangelo Buonarroti

Side 100
han har trukket venstre Ben op under sig. Det hørte til Overleveringen fra Antiken, at
Bueskytter fremstilledes knælende.
Ynglingen stirrer ned med Hovedet drejet stærkt til Højre, og har al sin
Opmærksomhed fæstet paa et Punkt, han øjensynlig vil ramme. Der er i Holdningen
en saa kraftig Contraposto, at Stillingen næsten er en Smule vreden. Den højre Arms
Fingre griber om noget paa Jorden, den venstre Arm, der har været brækket af,
er erstattet af Santarelli; den er højt løftet, men havde vistnok skullet gaa længere
tilbage. Forskellige Forklaringer af Stillingen er blevne forsøgte; man har ment, at
højre Haand greb om en Træbul, eller at den famlede efter en paa Jorden liggende
Pil. Det er lykkedes Karl Frey ved nøjagtig Iagttagelse af Originalen at give den rette
Forklaring. Det er det midterste Stykke af Buen, som højre Haand slutter om, idet der i
Marmoret har været indsat en Bue af Bronce, ligesom de Pile, der fattes i det bevarede
Marmorkogger, har været Broncepile. Med venstre Haand har Eros draget Buesnoren,
paa hvilken Pilen har ligget, stærkt tilbage. Det Øjeblik, der er fremstillet, er det, hvor
Pilen er lige ved at blive afskudt.
Man har til Oplysning af Motivet henvist til et Sted i Platons Symposion, paa hvilket
Poliziano kan have gjort Kunstneren opmærksom, hvor Eros skildres som forvoven
Jæger, ligeledes paa et Sted hos Bukolikeren Moschos, som Poliziano har oversat,
hvor Eros kaldes omflakkende, og hvor der tillægges ham flammende Øjne.
Statuens Overflade har lidt ved langvarig Vejrsmuldring i fri Luft og ved den slette
Behandling sidenhen.
Stillingen findes paa antike Gemmer. Der er f. Ex. en Camée af Chalcedon, hvor
Eros, som knæler ved et Alter, holder en fangen Sommerfugl i Vejret med den ene
Haand og griber efter noget paa Jorden med den anden. Overkroppens og den ene
Arms Stilling ligesom Blikkets Retning genfindes forøvrigt hos de to nøgne Ynglinge
paa hver sin Side af Ezechiel i Sistina.
4
De hidtil berørte Værker er Milestene paa en stor Kunstners Ungdomsvej til den
Fuldkommenhed, som griber, løfter og beriger Sindet, ikke den Enkeltes Sind alene,
men Menneskehedens.
I Michelangelo's Pietà fra hans 24. til 25. Aar er den dybeste Følelse forenet med
det højeste Mesterskab.
Jacopo Gallo, der som Bankier stod i Forretningsforbindelse med en fransk
Kirkefyrste, Frankrigs første Orator ved Pavehoffet, Jean de Groslaye de Villiers,
Presbyter-Cardinal ved Santa Sabina og Abbed af St. Denis, foreslog denne at bestille
en Gruppe af Jesu Moder med Liget af hendes Søn hos den unge Buonarroti, idet han
forvovent og viist gik i Borgen for at "dette vilde blive Roms skønneste Marmorværk og
at ingen Levende vilde kunne yde et bedre."
Værket skulde opstilles i "Kongen af Frankrigs Tempel" (den hellige Petronillas
Kapel i St. Peters (gamle) Kirke). Dette Kapel havde Kong Ludvig den Ellevte nylig
ladet istandsætte. Ældgamle Mosaiker i Kuppelen saa ned paa mange franske Herrers
Gravskrifter og Mindesmærker, kom ogsaa snart til at se ned paa Cardinalens af Santa
Sabina; thi han oplevede neppe at se det bestilte Arbejde fuldført. 6. August 1499 stod
hans eget Castrum doloris i Kapellet.
Det havde været Planen, at Michelangelo alt i 1497 skulde begive sig til Carrara for
der at faa den mægtige Marmorblok udleveret, som han havde nødig til sin Gruppe;