Klik her for at læse kirkebladet - Hjortshøj Kirke

Ikke et ord om flygtninge- og indvandrerpolitikken… 

- men et par ord om Brorsonkirken. Og vores egen. 

Midt i august ryddede politiet med magt Brorsonkirken 

i København for et større antal afviste, irakiske 

flygtninge, som gennem længere tid havde søgt 

og fået ophold der. Sagen har siden været heftigt 

debatteret, ikke mindst i kirkelige kredse. Det har 

været en diskussion med flere niveauer: Man har 

diskuteret både flygtningepolitikken generelt, medmenneskelighed, 

retfærdighed, kirken som fredhellig 

og politiets fremfærd. Og de forskellige diskussioner 

har ofte været godt blandet sammen. 

Jeg prædikede om begivenhederne i Brorsonkirken 

den følgende søndag, og flere af kirkegængerne 

sagde bagefter ”der gik du godt nok på listesko”. Ja, 

det gjorde jeg, og det var helt bevidst. For jeg vil insistere 

på, at vi så vidt som overhovedet muligt skal 

adskille kristendom og politik. 

For hver enkelt af os, kan der meget vel være en 

sammenhæng mellem det, vi tror på og vores politiske 

overbevisninger. Men vi kan konstatere, at der 

er rigtigt mange forskellige politiske holdninger til 

samfundets indretning, også blandt mennesker der 

betragter sig som kristne. Er det da mig eller de andre, 

der har fejlsluttet fra kristendom til politik? Lur 

mig, om ikke jeg som regel vil mene, at det er de 

andre, der har misforstået noget. Men det er en farlig 

vej at gå: At jeg skulle have forstået, hvad kristendommen 

vil at vi skal gøre som mennesker i 

et samfund. At jeg skulle have den fulde indsigt i, 

hvordan Gud vil indrette velfærdssamfundet i 2009, 

hvilken efterlønsalder vi skal have, og hvor mange 

flygtninge vi skal give ophold i Danmark. 

I kirken prædiker vi kærlighed. Kærlighed fra Gud 

og kærlighed mellem mennesker. Og det skal vi blive 

ved med for ingen kan leve uden den kærlighed. I 

kirken får vi at vide, at Gud elsker os som vi er. Det 

er en stor befrielse og en stor gave. Og han giver os 

den opgave, at vi skal elske med den kærlighed han 

viser og tilgive med den tilgivelse, han viser os. På 

den måde kan kærligheden strømme med hver enkelt 

kirkegænger ud i verden og blive til virkelighed, 

også der. 

Men hvordan det sker gennem hver enkelt af os… 

det er svært at sige. Som kristne er vi tvunget til 

konstant at overveje, hvad det rigtige er at gøre. 

Der er ingen opskrifter. Der er ingen facitliste. Der 

står intetsteds i Biblen, om vi skal give opholdstilladelse 

til 213 afviste irakere i Brorsonkirken, eller 

om det også gælder de 200 afviste flygtninge, der 

er rejst frivilligt hjem, eller om det også gælder de 

tusindvis af flygtninge, der hensygner i lejre i Iraks 

nabolande, eller om det gælder alle irakere. 

I enhver situation; i vores privatliv og i de sociale 

sammenhænge, vi er en del af, må vi overveje igen 

og igen, hvad det er, vi skal gøre. Som mennesker, 

som samfundsborgere, som kristne. Det er ingen let 

opgave, men jeg tror, at man skal gå til sagen med 

en vis ydmyghed. Og at man derfor skal være varsom 

med at spænde Jesus foran en bestemt politisk 

vogn. Måske man endda skal være varsom med at 

spænde ham for noget som helst andet end foran 

ens eget liv. 

Og mest af alt skal jeg vogte mig for, når jeg en 

gang har truffet mine valg og dannet mig min holdning, 

at være skråsikker og selvretfærdigt bedrevidende 

som den farisæer, der også blev prædiket 

om i august: Ham fra Lukasevangeliets kapitel 18, 

vers 9-14. 

Morten SKovsted 

FLYGTNINGE I HJORTSHØJ KIRKE? 

Forestil dig, at de afviste, irakiske flygtninge havde banket på døren til Hjortshøj kirke i stedet for 

Brorsonkirken i København. Hvad ville du have sagt som borger i Hjortshøj eller som medlem af 

menighedsrådet? Skal vi give husly og kirkeasyl til disse medmennesker, der står i kød og blod for- 

an vores dør? Eller skal vi afvise dem, fordi vi som kirke ikke vil blande os i politik? 

Kom til en forhåbentlig fredelig og hyggelig debataften i Den Gamle Skole 

onsdag d. 2. september kl. 19.30 

Om dette nummer ......................2 

Sommerhøjskolen 2009 ..............4 

Kirketid ..................................... 6 

Et blik på kirkens historie .........10 

Om Hjortshøj Kirkes historie ........ 14 

Kristendom i praksis ..................... 17 

Salmer og tekster ......................... 18 

Reformationen i korte træk .......... 20 

Besøgstjenesten ........................... 22 

Et liv uden Gud ............................. 23 

Fornyelse i kirken ......................... 24 

Aktiviteter ............................. 25 - 26 

FDF/Praktisk info ........................... 27 

Kalenderen ................................... 28 

Kirkebladet udgives af Hjortshøj menighedsråd 

og udarbejdes af en redaktionsgruppe bestående 

af: Ruben Fønsbo, Heidi Jensen og Morten SkovSkovsted (ansv.). Evt. indlæg, kommentarer, kritik eller 

ros kan mailes til rubens@email.dk. 

Kirkebladet har til formål at oplyse om kirke og 

kristendom, at anspore til refleksion og debat 

herom samt at oplyse om arrangementer i kirke 

og sognegård. Redaktionen ønsker et kirkeblad 

skrevet af en bred skare af skribenter, og læserindlæg 

modtages derfor gerne. Dette betyder 

også, at hvert enkelt indlæg ikke nødvendigvis er 

udtryk for redaktionens holdning, men udelukkende 

må stå for skribentens egen regning. 

Bladet udgives fire gange om året d. 1. marts, 1. 

juni, 1. september og 1. december. Deadline en 

måned før udgivelse. 

Kirkebladet trykkes i 1500 eksemplarer, der ho- 

hvor vi i afslappede rammer og fordomsfrit vil diskutere, hvad kristendom og kirke i denne 

vedsageligt omdeles i Hjortshøj sogn og forefindes 

i kirken. Har du ikke fået Kirkebladet leveleve- konkrete, politiske og menneskelige virkelighed betyder i 2009. Sognepræst Morten Skovsted vil 

ret, bedes du henvende dig til Hanna Rasmussen, 

forsøge at styre gemytterne og efter behov komme med et par provokerende indspark i debatten. 

Løvgangen 1, tlf. 86 22 02 84. Bladet kan også 

Alle er velkomne og der vil være kaffe, øl og vand at købe. 

læses på www.hjortshoejkirke.dk. 

2 3

Omvejen er den eneste vej! 

Sommerhøjskole 2009 med ’Fællesskab’ som tema 

Temaet for Sommerhøjskole 2009 var ”Fællesskab”. 

Og på vanlig vis blev temaet angrebet fra forskellige 

sider: Foredrag, debat, fællessang , vandring og bevægelse 

og musik. 

Indledningsforedraget stod det tidligere medlem 

af Moon-bevægelsen og nu folkekirkepræst Martin 

Herbst for. Titlen var: ”Sekterisme og sundt menneskeligt 

fællesskab. Fra Moon-sektmedlem til 

folkekirkepræst”. Og det blev til 2½ times spændende 

beskrivelse og diskussion af emnet. Men 

med så mange interessante synspunkter at det er 

umuligt at få det hele med i en så kort artikel som 

denne. Vi blev alle meget grebet af problemstillingen: 

Hvad er sekterisme og hvordan bekæmper vi 

den? Foredraget gav også anledning til at mange 

købte hans bog: ”Mit livs omvej” så man selv kunne 

fordybe sig. 

Beskrivelsen af Martin Herbst´s 20 årige medlemskab 

af Moon-bevægelsen er interessant, men det 

mest spændende var hans refleksioner over hvad 

sekterisme er og hvordan vi undgår den. Ifølge 

Martin Herbst er sekterisme karakteriseret af følgende 

3 synspunkter: 

1. Al autoritet bliver forankret i en karismatisk lederskikkelse. 

2. Man kommer til at leve i færdige forklaringers paradis. 

3. Der er ingen selvkritik. Det er altid de andres skyld! 

Vi skal alle ud på nogle omveje i livet for at blive 

menneske. For at blive klogere. Odysseus var 20 år 

på færden, Moses 40 år i ørkenen. For Martin Herbst 

blev næsten 20 år i Moon-bevægelsen hans livs omvej 

før han atter vendte hjem, for nu at sidde i en 

præstebolig på Amager. 

Af K.E. Mortensen 

selvkritik. Og det er problematisk, for det fører til åndeligt 

dovenskab, arrogance og frygt. Når hele autoriteten 

er forankret i en karismatisk lederskikkelse 

eller i en snæver gruppe af ledere, så mister det enkelte 

medlem noget af sin selvstændighed. Man forfalder 

til en åndelig dovenskab og glemsel. Man er i 

form for arrogance, for man ved alt. Og man ved det 

bedre end alle andre, hvad der afføder en falsk form 

for selvstændighed hos den enkelte. Og fordi man nu 

har lederen og læren, opstår der et tredje problem. 

Der er ikke nogen selvkritik. Sekten kryber sammen i 

en angstens bevægelse, hvor man lukker ting ude og 

vinkel kan bidrage til en sund optik og være et lødigt 

korrektiv til en sekterisk tænkning. En sekt trives, 

fordi den klart markerer sig i forhold til omverdenen. 

Så man skal gøre hvad Jesus gjorde: bryde 

grænsen, nedrive skellet. Man skal rette en saglig, 

men også en kærlig kritik mod sekterismen. 

Man støder jo også på modsætninger og paradokser 

i kristendommen. Hver gang Jesus åbner 

munden, insisterer han på menneskers værdighed, 

og just i den insisteren opfordrer han 

dem til selvkritik: ”Altså det der sker når folk 

møder Jesus, er at de tror problemet ligger i de 

andre, men hele tiden bliver de kastet tilbage 

på sig selv”. 

Martin Herbst følte at da han var med i Moonbevægelsen, 

var han midt i noget større. Og 

bange for at dø hvis han gik. Men i mødet med 

kristendommen mødte han noget større og turde 

tage angsten i hånden. 

Og vi skal huske at en åndelig kamp skal kæmpes 

med åndelige midler, og at en verdslig kamp skal 

kæmpes med verdslige midler. 

For at give de mange indtryk fra foredraget lejlighed 

til at bundfælde sig gik vi med Ib og Milena i 

spidsen gennem Andelssamfundet. 

Efter spisning af den dejlige mad som højskoleudvalget 

havde lavet, var der en meget smuk koncert 

i kirken, hvor Kirsten Münster Berg sang vidunderligt 

og Anne-Marie Elbech tryllede smukke toner ud 

af vort orgel. 

Der findes sekter i både fast og flydende form. Den 

På 2.-dagen startede vi meget smukt med Britta 

Søes morgensamling i kirken, som rørte os alle 

dybt, inden Kirsten Thonsgaard godt hjulpet af alle 

deltagerne gennemgik de sidste 100 års kulturhistorie. 

Og om eftermiddagen var deltagerne i højskoledagene 

endnu mere selv på. Først ude at røre 

faste form er til at få øje på, f.eks. Al-Qaeda, Blekin- 

os med hjælp fra Anita og derefter sang fra Højskogegadebanden, 

Jehovas Vidner og altså også Moon- fare for at miste sig selv, for man får hele sin iden- 

ikke stiller selvkritiske spørgsmål. Denne forsimpling lesangbogen under ledelse af og med kommentarer 

bevægelsen. Men så findes der også en sekterisme, titet fra denne organisation eller struktur, hvor det 

i et ”dem” og ”os” er ikke konstruktiv. Den styrker fra tidligere forstander på Vestbirk Højskole, Jens 

der ikke er særlig synlig, fordi den foregår i åbne so- egentlige referencepunkt er lederen. Man glemmer 

blot positionerne. Martin Herbst mener at sekteris- Grøn. 

ciale fællesskaber, f.eks i familien, på arbejdspladsen alt det der gik forud: historien, bevidstheden og trame 

simpelthen er en øjensygdom. Et angreb på vo- 

og selv i folkekirken. Men ovenstående er 3 kendeditionen. Arrogancen opstår i forbindelse med at der 

res perspektiv. Og kampen står mellem perspektiver. Og den dejlige mad som højskoleudvalget havde lategn 

på sekterisme, uanset om formen er fast eller i den sekteriske optik, i læren, ligger færdige forkla- 

Man kan ikke bombe Al-Qaeda væk. Det er en forvet alt for meget af, kom hjemløse til glæde, for Pe- 

flydende. Der er en karismatisk lederskikkelse, det ringer på alt mellem himmel og jord. Nuvel, det giver 

tolkning af Islam, det er et perspektiv. Ikke overrater kørte det ind til Kirkens Korshærs Nattjeneste i 

4 er de færdige forklaringers paradis og der er ingen stabilitet og ro, men det afføder også en uhyggelig 

skende mener Martin Herbst at den kristne indfalds- 

Mejlgade, da højskoledagene var slut. 

5

Vor kirkes tidslinje Af Steen Kløve Lassen 

En tidslinje – sådan i store træk, og fra en lidt alternativ synsvinkel 

År 0 – eller sådan ca. 

Ingen ved præcis, hvornår Jesus blev 

født – det er rent gætværk. Derfor 

kan man strengt taget holde juleaften, 

når det nu passer én selv! Skrifterne 

i bibelen stemmer nemlig ikke 

helt overens med andre historiske 

kilder. Ej heller er de indbyrdes særligt 

enige. Egentlig gik man da Jesus 

blev født, i romerriget ud fra tidspunktet 

for Roms grundlæggelse, og Jesus 

var således født d. 25. december, 753 

år efter Roms grundlæggelse. Faktisk 

skiftede man først til den nuværende årstalsbestemmelse 

engang i middelalderen, da en smart munk fik 

den fikse ide, at det jo kunne være et godt PR-fif for 

kirken, hvis man nu gik ud fra den centrale figurs fødselsdag! 

År 30 – eller 33 – eller sådan derved 

Jesus rager uklar med det jødiske præsteskab, og de 

vil have ham klynget op – på et kors. Det blev han så 

– med lidt hjælp fra romerne. Dette skal vise sig at 

blive en skelsættende begivenhed, idet vi stadig fejrer 

den som den vigtigste kirkelige begivenhed her 

knapt 2000 år senere. For selv om Jesus var død, var 

han nemlig ikke død alligevel – han fortsatte med at 

leve, og gå rundt blandt sine venner og sit folk i endnu 

en tid. Netop deri ligger en stor del af budskabet 

med Jesus – at det er noget, der sker for os alle – 

altså ikke det at dø, men at vi – på en måde – netop 

ikke gør. Men dette at Jesus genopstår, skal nok mere 

forstås i overført betydning, 

idet Helligånden også bliver 

blandet ind i det omkring 

pinsetid. Desuden sagde Jesus: 

”Gå ud og gør alle folkeslag 

til mine disciple”, 

hvilket apostlene så gjorde. 

Én af dem tog til Rom, 

og prædikede der. Han hed 

Peter. Fik også en stor kirke 

opkaldt efter sig - det er 

noget med løver og forfølgelse 

og grundlæggelsen af 

kirken der, der skulle udvikle 

sig til pavedømmet. 

Til gengæld var damer ikke 

velkomne, der måtte være 

måde med liberalismen. Så 

det store spørgsmål var nu: 

Kunne man være kristen, 

uden at være jøde? Og det 

uden at lade sig omskære? 

Heldigvis blev svaret ”ja” til 

begge spørgsmål. Det er vi 

nogle stykker, der er glade 

for i dag – specielt mændene! 

Men hermed var vejen ideologisk set banet for, 

at kristendommen kunne udvikle sig til en verdensreligion. 

År ca. 150 til omkring 400, eller sådan noget 

Hvis nogen tror, Bibelen er specielt hellig i sig selv, og 

at man ved at følge den har gjort sig ufejlbarlig, bedre 

end andre, eller i øvrigt tager dens ord for pålydende, 

er man i den grad galt afmarcheret! Bibelen er nemlig 

skrevet af mennesker som dig og mig. Jeg ved ikke 

med jer, men jeg er i hvert fald ikke ufejlbarlig! Så diverse 

nyreligiøse bevægelser er altså på glatis, hvis 

teksten skal tages helt og fuldt bogstaveligt. Bibelen 

skal nok forstås i forhold til den tid, den er skrevet i 

– af mennesker. Helt grundlæggende består Bibelen, 

som de fleste ved, af det Gamle Testamente, som vi 

et langt stykke af vejen deler med jøderne, og vores 

egen tilføjelse: Det Ny Testamente. Til daglig plejer 

vi fx at sige, at der er fire testamenter – altså i Bibelen. 

I og for sig findes der mange flere, de kom bare 

ikke med i den endelige udgave. Ligesom så mange 

andre skrifter. Så der er sket en stor frasortering, og 

efterhånden er der opstået en kanon – en slags fælles 

overenskomst om, hvad der er med i Bibelen – eller 

”Bogen”. 

fulgt minoritet blevet salonfæhig, og nærmest påbudt, 

hvis man ville have en karriere i den romerske administration. 

Man holdt det første økumeniske koncil = 

kirkemøde: Her besluttes det, at faderen og sønnen 

er én og samme person. Desuden kommer den første 

fælles trosbekendelse til: Den Nikæanske – mødet 

blev nemlig holdt i Nikæa. 

År 381 

Andet økumeniske koncil: Nu med Helligånd. Så nu 

hedder det ”Faderen, Sønnen og Helligånden”, i modsætning 

til mødet i Nikæa, hvor de ”kun” var faderen 

og sønnen. Holdt i Konstantinopel, opkaldt efter førnævnte 

kejser, og nu indkaldt af en anden romerske 

kejser. 

År 395 

Romerriget deles i det Vestromerske og det Østromerske 

rige, med hovedstæder i Rom og Konstantinopel/Byzans. 

Af disse kommer det Østromerske rige til 

at bestå længst – helt frem til 1453. Paven bliver boende 

i Rom, men Patriarken i Konstantinopel og Paven 

i Rom stod næsten lige i magtmæssig henseende. Patriarken 

kronede fx den Østromerske kejser, mens Paven, 

da Vestromerriget gik til grunde, i mange år ikke 

havde nogen at krone til kejser – surt! 

År 431 

Vi er nu – logisk nok – nået til det tredje økumeniske 

koncil: Nu med Jomfru Maria. Ses som en vigtig figur 

i kristendommen, idet hun føder Kristus, og dermed 

er i en slags forbindelse med Gud. Siden indførslen af 

protestantismen i vores kulturkreds set som en ret 

overdrevet detalje, men ses som af stor vigtighed i 

katolicismen. 

År 451-681 

Tre økumeniske konciler afholdes, i 451, 553 og 680- 

681, hvor det overvejende diskuteres om Jesus er af 

menneskelig natur, eller om han er en del af Guds natur, 

og hvornår han var det ene, og hvornår han var 

det andet, hvornår man skulle tolke hans udsagn som 

et menneskes, og hvornår det var som Gud, han talte. 

Kort sagt: En temmelig forvirrende diskussion, men 

det blev dog en ”både/og” – løsning. 

År 476 

Vestromerriget går til grunde – det er efterhånden 

blevet en fælleseuropæisk folkefornøjelse at invadere 

og plyndre Rom! (- man kommer til at tænke på udsalg 

i Bilka ;-)) Ingen til at beskytte Paven og Kirken i 

Rom – stakkels Pave :-( 

År 537 

Haga Sofia indvies. Den største og vigtigste kirke i datidens 

kristne verden indvies i Konstantinopel. Dette 

var den kristne kulturs fremmeste udstillingsvindue. 

Indtil Peterskirken i Rom blev bygget, den vigtigste 

kristne kirke. 

År 325 – præcist! 

År 787 

Syvende økumeniske synode i Nikæa (II) i Lilleasien. 

Det havde i mange år været en stående debat, om 

man måtte afbilde Jesus eller Gud. Nogle mente ”ja”, 

andre ”nej”. Ikonoklasmen = billedforbuddet havde sit 

Dette år menes fødselskirken i Betlehem påbegyndt – 

udgangspunkt i det 5. Bud: ”Du må ikke have andre 

af Konstantin den Store, af stilling kejser i Rom, af re- 

guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede 

ligiøs overbevisning kristen – en nyhed, der kom til at 

i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på 

År 50 – eller deromkring 

betyde uanede muligheder for udbredelsen af religio- 

jorden eller i vandet under jorden”. Denne ret firkan- 

Apostelmødet i Jerusalem. Her blev det besluttet, at nen. Den blev nemlig statsreligion i hele romerriget, 

tede og ortodokse tolkning blev heldigvis underkendt, 

kristendommen var for alle. Paulus havde nemlig la- og som sådan også en del af det politiske magtspil. På 

idet tolkningen var, at så længe det ikke var billedet, 

6 vet rav i den, idet han havde forkyndt for ikke-jøder. godt og ondt. Kristendommen var fra at være en for- 

man tilbad, men tanken og ideen bag, var det OK. 7

År 800 

Og ”Juhuu” siger Paven i Rom: 

Endelig én, der værd at krone 

til Kejser: Karl den Store: Så 

har jeg også én, ligesom Patriarken 

i Byzans! Og så gør han 

det slemme ved muslimerne i 

Spanien! Muhammeds ide med 

Islam har nemlig haft stor succes 

i det sydlige udland, og er 

blevet en politisk, militær og 

religiøs trussel til kristendommen. 

År 968 

En vis Harald Blåtand hævder, at danerne er blevet 

kristne: Nok lidt af en tilsnigelse, eftersom han nok 

var under storpolitisk pres, og det sandsynligvis kunne 

være forbundet med en politisk fordel i forhold til 

Karl den Stores efterfølgere. 

Så havde de i 

hvert fald ikke den undskyldning 

til at invadere 

landet, at det var for at 

kristne dem – det var de 

jo allerede. Desuden var 

mange almindelige mennesker 

noget forbeholden 

ved en konvertering, 

men generelt vendte den 

folkelige stemning også efterhånden til fordel for kristendommen. 

Der var ligesom mere perspektiv i det 

med evigt liv i himlen, frem for Ragnarok! 

har sikkert hjulpet godt 

på motivationen, så den 

var der mange, der var 

med på at støtte. Minder 

det lidt om jihad? At 

det så samtidig kunne gå 

ud over Konstantinopel/ 

Byzans, der lå på vejen, 

gjorde sandsynligvis ikke 

udfordringen mindre interessant. 

Det koster at 

have en hær på kost – og de blev længe i byen – er 

det påfaldende? 

Sådan blev det ved et par hundrede år, og i 1292 var 

vi så nået til det fjerde korstog. Alle påfaldende præget 

af en del studehandler undervejs. En byzantinsk 

prins tilbød fx en kæmpe sum, hvis toget da lige slog 

et smut forbi Konstantinopel og gjorde ham til kejser 

i stedet for kejseren – så det gjorde man da lige. 

Til gengæld var det så som så, hvad der var tilbage 

af datidens største europæiske by, efter den behandling. 

I vores del af verden er der jo lidt langt til Jerusalem. 

Men så kan vi jo tage på korstog tættere på. Så 

Valdemar den Store tog til de baltiske lande i stedet. 

Hvad der lige talte mest, udbredelsen af kristendommen, 

eller udvidelsen af ens eget magtgrundlag, skal 

jeg lade folk selv gætte om. Men der fik han så fat en 

rød klud med et hvidt kors! Det har vi siden syntes var 

meget pænt. 

det lykkes dem aldrig at erobre byen. Dog får de et 

nogenlunde fast herredømme på Balkan frem til 1683, 

hvorefter det gik gradvist tilbage, for til sidst at gå til 

grunde som en følge af første verdenskrig. 

År 1492 

Spanierne får smidt de sidste muslimer ud af landet, 

så vestfronten mod dem i Europa får en naturlig 

grænse ved Gibraltar. 

Omkring 1500 

Der var voksende utilfredshed med den katolske kirke 

mange steder i Europa. Den spanske inkvisition kom 

også på banen. Det var simpelthen udrensning af anderledes 

troende – jøderne og muslimerne, som der 

ellers var en del af. Dette skete under store folkelige 

protester. 

delse, blev tingen skåret noget mere ud i pap for menigmand. 

Samtidig var man jo i renæssancen, hvor 

der skete en del med hensyn til videnskab og argumentation, 

og noget af det gik kirken en del på tværs 

– fx at Jorden ikke var universets centrum, og at man 

kunne bruge sin sunde fornuft og ræsonnere sig frem 

til ting. Så den katolske kirke var på flere måder ved 

at male sig op et hjørne, og tabte en stor del af sin 

menighed. Os, for eksempel. 

At den katolske kirkes rigdom stak mange i øjnene, 

var ganske åbenlyst. På den tid var det typisk sådan, 

at magten i et land var tredelt: Kronen, herremændene 

og kirken, og alliancerne skiftede jævnt hen hele 

tiden. Nu fik man i vores del af verden mulighed for at 

køre kirken ud på et sidespor, og kronen fik lejlighed 

til at hapse kirkens rigdomme – hvilket den så gjorde, 

fx i Danmark. Det kostede godt nok et par konger, 

men hvor der handles osv. Læs fx ”Kongens Fald”. 

Dette er i hvert fald baggrunden for, at kirken i vores 

del af verden hører under staten, og hvorfor vi af og til 

beder for, at Margrethe skal ha’ det godt! 

År 1175 – 1250 

Samtidig skete der i det nordlige Europa en afstandtagen 

til den katolske kirke, og kritikken begyndte indefra. 

Paven havde gang i byggeriet af Peterskirken 

i Rom, og det kostede. Enhver der har set den, ved 

hvorfor. Kirken var i sig selv vel ved muffen, men skulle 

bruge flere penge. Så man begyndte at sælge afladsbreve 

til opholdet i Helvedes forgård, Skærsilden 

= den lutrende/rensende ild, hvor du får dine synder 

År 1618 – 1648 

Herimellem er tredive år, og der var krig derimellem, 

heraf navnet: Trediveårskrigen. Katolikkerne ville 

gøre protestanterne til katolikker, og protestanterne 

ville gøre katolikkerne til protestanter. Og sådan 

skete der ikke specielt meget, ud over der blev slået 

en hel del mennesker ihjel, Christian den IV fik roterende 

storhedsvanvid og kørte landet bankerot, foruden 

han fik startet en masse krige med svenskerne. 

Blev der bygget mange huse i halvfjerdserne? Var 

”brændt af”, inden du kommer i himlen. Mod en be- 

Storebæltsbroen et stort projekt? Det var småting i 

stemt sum penge kunne man springe opholdet over, 

År 1054 

forhold til det, der blev bygget mellem to ovennævnte 

eller afkorte det. ”Når pengene i kassen klinger, snart 

Den første store ballade: Den kristne kirke deles i to, årstal. Næste alle de hvide landsbykirker rundt i det 

sjælen ud af skærsilden springer”, forkyndte en smart 

den (græsk/russisk-) ortodokse, og den katolske. Den ganske danske land blev nemlig bygget mellem disse 

munk som slogan på en markedsplads. Man kunne 

ene med centrum i Konstantinopel, den anden i Rom. to årstal, også den på bakken. En imponerende bedrift 

endda købe afladsbreve for sine slægtninge mange 

Patriarken mener, at han har monopol på at udnæv- af en befolkning på under en halv million – og de står 

generationer tilbage. Det faldt mange for brystet at 

ne kejsere, og at der absolut ikke skal være nogen der endnu, så hvis man tager det som udtryk for styr- 

der skulle være en sammenhæng mellem usselt mam- 

tysk-romersk, udnævnt af Paven! Ikke desto mindre ken i deres tro, må den have været stor! 

mon og ens tid i skærsilden. Jesus sagde jo netop, at 

har Paven fået ambitioner, og er efterhånden blevet til 

ville være sværere at få en rig i himmeriget, end en Til slut var de, som var protestanter før krigen, stadig 

chefen i butikken, idet man ikke blev konge eller kej- År 1309-1378 – eller senere, tror jeg??? 

kamel gennem et nåleøje, og så kom kirken selv med protestanter, og ligesådan med katolikkerne. Så det 

ser noget sted i den vestlige del af Europa, uden hans Paven flytter til Avignon. Og så i 1378 var der igen en 

en nem smutvej! Og Jesus sagde jo også, at alene ved eneste nogen vandt ved det, var strengt taget at in- 

godkendelse. Ellers var det ud (- af min butik!) Erin- Pave i Rom – og stadig én i Avignon: Er De forvirret? 

tro var man tilgivet sine synder – betingelsesløst! gen vandt noget, men alle blev en god del fattigere. 

drer vi en vis Barbarossa, der måtte kravle på sine Det var datiden også – kort og godt noget rod. To pa- 

Specielt Danmark. Surt! 

knæ, og vente ved porten, til Paven ”havde lyst til” at ver, hvoraf den ene blev udnævnt antipave af den an- 

se ham? 

den – stadig forvirret? Nå, men forklaringen bliver nok 

Dette er en meget summarisk gennemgang, med et 

ikke meget bedre. 

glimt i øjet, og med absolut frasigelse af historisk kor- 

År 1095 til 1292: 

rekthed. Ligeledes er tiden før Kristi fødsel udeladt, 

Det første korstog blev indledt i 1095. Det blev ind- År 1453 

men mange af Jesu handlinger skete netop i kraft af 

ledt, da der stadig var røre i andedammen efter kir- Konstantinopel og Byzans rendes over ende af mus- 

en nyfortolkning af indholdet og budskabet i det Gamkens 

deling. Men nu var kejseren i Byzans på spanlimerne. Byen/staten havde ellers væres bolværket 

le Testamente, og som en indsigelse mod præsteskaden, 

idet han var trængt af muslimernes fremmarch. mod muslimernes indtrængen i Europa østfra. Dette 

bets fortolkning af dette. Deraf konflikten og døds- 

Og Paven mente, at Jerusalem skulle befries fra de er for eksempel forklaringen på, at der findes muslidommen 

ved korsfæstelsen, men sådan sagde han jo 

vantro, altså muslimerne. At Paven så også lovede, at mer i det tidligere Jugoslavien. Tyrkerne, for dem er 

Godt nok var de fleste jo u-uddannede, men derfor også selv, det måtte gå. Og det gjorde det jo også. 

8 det var den direkte vej i Himlen, hvis man faldt i kamp, det, trænger ad flere omgange helt frem til Wien, men 

behøver man jo ikke være dum. Og med Luthers le- Heldigvis? 

9

Den kristne kirkes tilblivelseshistorie 

En hurtig gennemgang af de første 1.500 år og et bud på 

hvorfor kirken ser ud som den gør 

Prøv noget sjovt næste gang du skal rundt i Danmark: 

Se dig omkring. Næsten uanset hvor du er, er der kun 

få steder du ikke har udsigt til mindst én kirke. Her kan 

man konstatere mere end et gran af sandhed i den 

franske katolske teolog Alfred Loisys ord ’Kristus prædikede 

Guds Rige; i stedet fik vi kirken’. Mener man at 

kunne spore en vis bitterhed, kan det skyldes Loisys 

lange kamp med den katolske kirke. I 1902 udgav han 

skriftet ’L’Évangile et l’Église’ (Evangeliet og Kirken), 

som året efter kom på den katolske kirkes liste over 

forbudte bøger. Bogen var den katolske modernismes 

programskrift, og her gentog Loisy bl.a. sine synspunkter 

fra 1890’erne om at Bibelen ikke var fejlfri og 

ufejlbarlig. Allerede i 1893 førte disse synspunkter til 

at han mistede sit job som professor i bibelsk teologi, 

og i 1908 blev han ekskommunikeret. Han døde i 1940 

uden at være blevet forsonet med kirken. 

Men hvordan kan kirken som organisation ekskludere 

medlemmer? Hvad er det for en struktur, og hvad er 

det for regler der gør det muligt, og hvordan er udviklingen 

fra de 12 apostle til den katolske kirke sket? 

Hvor kommer traditionerne, dogmerne og skikkene 

fra? Dem læser man nemlig ikke noget om i Bibelen, 

og man kan med god ret sige at det i hvert fald ikke 

var Jesus der grundlagde den kristne kirke. De kirker 

der bekender sig til kristendommen, har dog alle det 

til fælles at de baserer deres forkyndelse på Bibelen, 

men de gør det på vidt forskellige måder og ud fra vidt 

forskellige tolkninger af både skrift og tradition. 

Når kirken udviklede sig som den gjorde, skyldes det 

i høj grad at Jesu genkomst lod vente på sig. De første 

kristne menigheder levede i det som i teologiske 

kredse kaldes ’nærforventningen’; dvs. forventningen 

om at Jesu genkomst var nært forestående. Paulus 

var fx ganske sikker på at Jesus ville vende tilbage 

i hans egen levetid, og herom skriver han i 1. Tessalonikerbrev 

kap. 4 v. 15: ’For det siger vi jer med 

et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når 

Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede’. 

Der skulle altså ikke gå ret lang tid, og de første kristne 

samfund havde således mere karakter af religiøse, 

uformelle og afventende grupperinger end en egentlig 

kirke. De evangelier som vi kender, var heller ikke 

nedskrevet endnu; det begyndte man først på da de 

første generationer; dvs. da de mennesker som havde 

mødt, set og hørt Jesus, var ved at uddø. Da Jesu 

Af Ruben Fønsbo 

genkomst samtidig udeblev, opstod gradvist et behov 

for en formalisering af både menighedsstrukturen og 

trosgrundlaget. 

De tidlige menigheder og kirkedannelsen 

De første menigheder var kristustroende jøder, og fra 

tidlige tider, sandsynligvis allerede kort efter Jesu død, 

afholdt man sammenkomster i private huse, ofte under 

ledelse af disciple eller husenes ejere. I Apostlenes 

Gerninger kap. 2 beskrives hvordan de troende dagligt 

mødtes i templet, og hjemme brød de brødet og spiste 

sammen mens de priste Gud. 

Gennem en årrække efter Jesu død rettede forkyndelsen 

af hans ord sig mod jøder, men på det såkaldte 

Apostelmøde i år 50 (ca.) mødtes på den ene side 

disciplene og de ældste fra menigheden i Jerusalem, 

og på den anden side Paulus og Barnabas. Paulus havde 

gennem længere tid missioneret blandt både jøder 

og hedninger, mens flertallet af hans modstandere 

talte for at Kristi ord udelukkende var rettet mod jøder. 

Paulus fik imidlertid sine synspunkter anerkendt; 

synspunkter som bl.a. handlede om at kristne ikke behøvede 

at blive omskåret, og derudover skulle de kun 

overholde de fire regler som blev specificeret i Ap.G. 

15.28-29: ’For Helligånden og vi har besluttet ikke at 

lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, 

at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og 

fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at 

holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!’. 

Hermed var grunden for kristendommens udbredelse 

blandt ikke-jøder lagt, og gennem de følgende mere 

end 50 år voksede antallet af kristne støt. Apostelmødet 

understreger dog det grundlæggende problem i 

den tidlige kirke, nemlig enighed; eller rettere, mangel 

på enighed. Det var ganske enkelt nødvendigt at 

have et fælles grundlag for forkyndelsen, og de personer 

som fastlagde dette grundlag, kom meget hurtigt 

til at stå som teologiske autoriteter i de tidlige menigheder. 

Her indtog apostlene, ikke mindst Peter, en 

særstilling, men også Paulus opnåede, ikke mindst i 

kraft af det enorme antal omvendelser han udvirkede, 

en væsentlig position. Det er ikke praktisk muligt 

at sætte tal på hvor mange der blev omvendt af Paulus, 

men de af hans breve der kendes fra Bibelen, er 

skrevet til menigheder som han selv grundlagde på 

sine missionsrejser til bl.a. Cypern, Lilleasien, Makedo- 

10 

Søndagsskolebillede; en ukendt kunstners bud på kir- 

’De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til 

alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver 

dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jub- 

11 

kens allerførste menighed 

lende og oprigtige af hjertet priste de Gud ...’ (Ap.G. 2)

nien, Grækenland, Kreta og Rom. Mange af brevene indeholder 

anvisninger på menighedsliv, troslære, regler 

for kirkepraksis og kristen livsførelse. En stor del af det 

som skulle udvikle sig til kirkens praksis, er således allerede 

grundlagt her, kort efter midten af det 1. årh. 

Peter og Paulus. Mosaik fra Ravenna, ca. år 500 

Kanon og tradition 

Uanset hvor uformel og løs den tidlige kirkestruktur 

kan have set ud, var der allerede tidligt tre grundlæggende 

træk, nemlig det nævnte episkopat, og 

derudover bekendelse og kanon (græsk: rettesnor 

el. målestok). 

Da man sent i det 1. århundrede begyndte at nedskrive 

de kendte overleveringer, opstod behovet for 

en anerkendt kanon; dvs. en oversigt over hvilke tekster 

der skulle være en del af trosgrundlaget, og hvilke 

der ikke skulle. Det blev især nødvendigt fordi troen 

hyppigt var under angreb. Omkr. år 140 offentliggjorde 

Markion af Pontus sit bud på en bibelkanon, 

og da han ikke brød sig om jødedommen og dens 

gudsbillede, udelod han Gammel Testamente. Hans 

kanon omfattede således kun 10 breve af Paulus og 

et Lukas-evangelium hvorfra alle referencer til jødedommen 

var fjernet. Markions opfattelse af Kristus 

og frelsen adskilte sig også radikalt fra hvad apostlenes 

efterfølgere forkyndte, og i det hele taget medvirkede 

hans kanon til at forstærkede behovet for en 

konkret oversigt over de tekster der udgjorde det 

sande troens grundlag. Markions kanon blev afvist, 

og teologer som Muratori, Irenæus, Tertullian og Clemens 

gav hver deres bud på en bibelkanon, men det 

skulle vare mere end 200 år endnu før biskop Athanasius’ 

definitive oversigt lå fast i 367. Til gengæld har 

den ikke ændret sig siden. 

sti magt befalede Konstantin herefter at forfølgelserne 

af de kristne skulle indstilles, og kristendommen skulle 

være statsreligion i Romerriget. Roms betydning i romerriget 

smittede af på kirken; ikke mindst fordi Rom 

var den by hvor apostlene Peter og Paulus led martyrdøden, 

og med byens betydning voksede også den 

romerske biskops betydning, og med årene vandt han 

anerkendelse som kirkens egentlige overhoved. I vore 

dage er biskoppen af Rom formentlig bedre kendt under 

titlen ’Pave’. 

Kirken den er et gammelt hus... 

De første egentlige kirker kendes fra omkr. år 200. Her 

fandt man de såkaldte ’huskirker’ som var bygninger 

der kun anvendtes til gudstjenester. Ingen af de oldkirkelige 

bygninger er bevaret, men under Rom findes 

stadig de tidligste kristne begravelsespladser, Katakomberne, 

og herfra har man hentet store mængder 

oplysninger om de tidlige kristne. Ikke alene har man 

en kirke på det sted hvor apostlen Peter blev korsfæstet 

og begravet. Resterne af denne kirke og apostlens 

grav findes stadig under den nuværende Peterskirke i 

Rom. Fra samme periode kendes ruinerne af kristne 

kirker i bl.a. Jordan, og Laterankirken i Rom, som i dag 

er byens domkirke, blev påbegyndt i 313. 

Kirken i Danmark 

På vore breddegrader er kristendommen, og dermed 

de kristne kirker, et noget nyere fænomen. Traditionen 

vil vide at kong Harald Blåtand kristnede danerne efter 

at have set munken Poppos jernbyrd, og det skete 

i slutningen af 900-tallet. Det vides dog med sikkerhed 

at der har været kristne missionærer i Danmark 

allerede i 700-tallet, og krønikeskriveren Adam af Bremen 

skriver at der i 1070 fandtes 300 kirker i Skåne, 

150 på Sjælland og 100 på Fyn. Disse kirker var dog 

opført i træ, da de ældste kendte stenkirker herhjemme 

er fra ca. 1075, men det vil ikke være urimeligt at 

antage at i hvert fald en del af dem er fra før Harald 

kristnede danerne. 

Den tidlige kirkeledelse 

I de tidlige menigheder kunne enhver tage ordet og for- 

De nordiske kirker bar præg 

kynde. Der var formelt ingen præst eller leder af de 

af at man havde masser af 

enkelte samfund af troende, men mange religiøse og 

byggematerialer til rådig- 

verdslige sager og pligter blev varetaget af en kreds af 

hed i form af kampesten og 

presbytere (ældste). Blandt dem blev udpeget en over- 

frådsten, men hvor kirkerne 

ordnet leder; en såkaldt opsynsmand. Det græske ord 

af udseende adskilte sig fra 

ἐπίσκοπος (episkopos) betyder ’opsynsmand’, og ordet 

andre landes kirkebygninger, 

’biskop’ er afledt af ’episkopos’. Udnævnelsen til opsyns- 

kunnet udforske begravelsesskikke, men katakomber- 

overtog man via ærkebispemand 

(dvs. biskop) skete ved en formel indvielse med 

håndspålæggelse og velsignelse som symboler på at 

Helligånden nu var med den nyindviede, og at man nu 

var en af apostlenes efterfølgere og dermed et led i den 

såkaldte Apostolske Succession; rækken af biskopper 

tilbage til apostelen Peter. 

I begyndelsen havde mange af disse biskopper borgerlige 

hverv ved siden af opsynstjenesten, men efterhånden 

som menighederne voksede i størrelse, blev det 

nødvendigt at biskopperne kun varetog deres opsynshverv. 

Det blev derefter menighedernes pligt at forsørge 

dem med gaver i form af naturalier og penge. Bi- 

Gradvist blev troen, kirken og dens struktur udbredt 

i Romerriget, dels på grund af den glimrende infrastruktur 

der gjorde missionsrejser lette, og dels på 

grund af den romerske statsmagts afslappede forhold 

til andre religioner. Der fandt dog fra tid til anden 

betydelige kristenforfølgelser sted, dels fra romersk 

side, og dels foranlediget af jøder der hævdede 

at de kristne opfordrede til omstyrtelse af den 

bestående samfundsorden. Paradoksalt nok var forfølgelserne 

med til at styrke troens udbredelse. Mange 

så nemlig med respekt og ærefrygt hvordan de 

kristne mødte både forfølgere og straf; som regel 

dødsstraf, uden frygt og med stor værdighed, og en 

ne er også rigt udsmykket med kalkmalerier der fortæller 

om samtidens Kristusopfattelse, menighedsliv, 

skikke og traditioner. 

Med kristendommens rolle som statsreligion i Romerriget 

opnåede kirken og dens embedsmænd store privilegier. 

Biskopper og præster var bl.a. fritaget for 

krigstjeneste og en række skatter og afgifter, og kirken 

fik ret til at erhverve ejendomme, modtage arv 

og inddrage rigdomme fra tidligere hedenske kulter. 

Biskopperne forvaltede rigdommene, og det blev ret 

hurtigt almindeligt at indtægterne blev delt i fire dele. 

De tre tilfaldt hhv. biskoppen, præsteskabet og de fatsædet 

i Hamburg-Bremen de 

skikke der hørte til den katol- Vor Frue Kirke i Århus er fra 

ske kirke (’katolsk’ er afledt ca. 1060 og opført i frådsten 

af græsk ’kata holos’; for alle, 

dvs. at den katolske kirke var kirken for alle). Af politiske 

grunde ønskede den danske konge Svend Estridsen 

at løsrive kirken fra tysk overherredømme, men 

det blev afvist af paven. Alligevel gik Svend i gang; der 

var jo langt til både Bremen og Rom, og bl.a. Ribe, Viborg, 

Århus, Vendsyssel og Skåbne stifter blev oprettet. 

Det lykkedes dog ikke Svend at løsrive kirken, og 

først i 1103 blev der oprettet et ærkebispesæde i Lund, 

så den danske kirke nu var fri af tysk indflydelse. 

skoppens opgave var bl.a. at forvalte sakramenterne, 

dåb og nadver, og at føre tilsyn med at menighederne 

samtidig observatør vurderer at for hver kristen der 

blev henrettet, kom ti nye troende til. 

tige, mens den sidste fjerdedel blev brugt til kirkebygninger 

og gudstjenester. Det kom til at bidrage bety- Lokale uenigheder til trods var kirken stadig én. Den 

holdt sig til den tro på Jesus som blev forkyndt. Det vadeligt 

til kirkens velstand at man fremhævede almis- kanoniske ret (Corpus Juris Canonici) indeholdt alle 

rede heller ikke længe før det kun var biskopperne der I begyndelsen af 300-tallet indledtes de hidtil værsens 

syndsforladende virkning, og kirken blev snart så nødvendige bestemmelser for kirkelige handlinger, de 

havde ret til at forkynde, og forkyndelsen tog udgangsste kristenforfølgelser under kejser Diocletian, og 

velhavende at staten overlod fattigplejen til kirken. gejstliges embeds- og livsførelse, definitioner af kirpunkt 

i kanon, den samling af traditioner og mundtlig de fortsatte et stykke ind i efterfølgeren, Konstankelige 

begreber osv., og Corpus Juris Canonici gjaldt 

overlevering som dannede grundlaget for missionen. tin den Stores regeringstid. Om ham skriver kirkehi- 

Økonomi gav magt, og snart var kirken også en uund- overalt. Selv meget store stridigheder; fx en længere 

storikeren Eusebius senere at han umiddelbart forgåelig 

faktor i retsplejen med biskoppen som døm- periode med to samtidige paver i hhv. Rom og Avig- 

Til hjælp for biskopperne kom, ud over presbyterne, ud for et stort slag i 312 havde en drøm hvor han så 

mende myndighed i både kirkelige og verdslige sager. non, lykkedes det kirken at overleve. Den styrke og 

en særlig stand af diakoner, dvs. hjælpere, som kunne et lysende kors for sig, mens Kristus befalede ham 

Selv om fattigdom og askese stadig var et kirkeligt magt som institutionen havde, er væsentlige grunde 

prædike og døbe, men ikke forrette nadver. I gudstje- at rykke mod fjenden under dette fanemærke. Det 

ideal, smittede velstanden af på både gudstjeneste og til at der skulle gå mere end 1500 år før nogen overnesten 

fik nadveren stadig større betydning som offer- gjorde Konstantin, og trods fjendens overmagt vandt 

biskoppernes levned; begge dele blev præget af både vejede gennemgribende ændringer, og først med Lugave, 

og da biskopperne var de eneste der måtte forret- han en afgørende sejr der gjorde ham til enehersker i 

pragt og ødselhed. Det afspejlede sig også i opførelthers reformation så man et brud med den kirkestruk- 

12 te denne offertjeneste, voksede deres betydning. 

Det Vestromerske Rige. Som en anerkendelse af Krisen 

af kirkebygninger; i Rom blev omkr. år 300 opført tur som grundlagdes i det 1. århundrede. 

13

Hjortshøj kirke og historien 

Mon ikke de fleste af os på et eller andet tidspunkt har 

oplevet det, man kalder ”historiens vingesus”? Denne 

svimlende fornemmelse af i et glimt at være der, 

hvor der engang skete noget stort og vigtigt, sådan 

at man pludselig står midt i det, mærker en stemning, 

hører stemmer og genoplever historien. Jeg elsker 

den slags! Det kan ske, når man ser historiske 

film eller dokumentarudsendelser, men de stærkeste 

oplevelser har man som regel ”on location”, når man 

befinder sig der, hvor det skete. I år gik præstefamiliens 

ferie til Sydtyskland, hvor megen historie har udspillet 

sig, ikke mindst i forbindelse med nazisternes 

overtagelse af magten i Tyskland. Det var rystende; 

både tankevækkende og fascinerende at stå der på 

talerplatformen på Zeppelintribunen i Nürnberg og 

skue ude over den store plads. Herfra stammer de 

kendte billeder fra Nationalsocialisternes partidage i 

1934, hvor Hitler taler fra selvsamme kvadratmeter 

til hundredtusindvis af begejstrede, ekstatiske nazister, 

SS’er og Hitlerjugends i snorlige rækker. Der 

stod man pludselig midt i historien. 

hellige Asadyrkende sted, hvor man ofte valgte at 

lægge de første kirker. Den første stenkirke har været 

mindre end den nuværende, der sidst i 1400tallet 

er blevet udvidet med korpartiet (hvor alteret 

står), med tårn og med hvælvinger. Først med reformationen 

i starten af 1500-tallet er der kommet 

større vinduer i kirken, for da begyndte man at have 

salmebøger og dermed behov for lys til at kunne 

læse ved. Bænkene har heller ikke været der i den 

første kirke, men til gengæld har man haft et vindue 

eller en åbning i kirkens kor, sådan at man har 

kunnet se den opgående sol i øst. I dette rum, der 

gennem tiden har skiftet udseende og indretning på 

forskellig vis, men i det store og hele ligger, som det 

gjorde for 800 år siden, har mennesker i Hjortshøj 

og omegn takket, bedt, grædt, frygtet og håbet i århundreder. 

Prøv en dag i kirken at lukke øjnene og lad tankerne 

glide tilbage til den barnedåb i 1253, hvor en familie 

fra Hesselballe bar deres lille spædbarn til dåben 

i kirken med glæde men også med frygt for hvordan 

det skulle gå barnet i en tid, hvor hvert andet barn 

døde, inden det blev fem år. Prøv om du kan tænke 

dig tilbage til 1368 eller mange andre år, hvor tårer 

fra folk i Hjortshøj har ramt gulvet, fordi de stod der 

ved kisten foran koret for at tage afsked med deres 

barn, deres ægtefælle, deres forældre eller andre, 

som pesten, lungebetændelsen, krigen eller alderen 

havde taget fra dem. Prøv om du kan forestille 

dig, hvordan borgerne fra Hjortshøj sogn i 1421 

har lyttet til prædikerne om frelse og fortabelse. Se 

om du kan sætte dig ind i, hvordan de udannede 

bønder – sikkert med præstens hjælp - med gysen 

har forestillet sig, hvordan der har set ud fra deres 

plads i det hinsidige. Tænk videre over, hvordan man 

i 1530’erne har været vidne til overgangen fra katolicisme 

til protestantisme. De fleste sikkert uden at 

forstå særligt meget. 

Lyt, og se om du kan høre, hvordan præsten en søndag 

i 1617 fra prædikestolen har oplæst Christian 

IV’s helt nye forordning om intensivering af heksejagten, 

som kom til at koste så mange troldkvinder 

livet. Se, om du i tankerne kan snige dig ind til globryllup 

i 1700-tallet, måske endda et et af de sjældne 

af slagsen, hvor brudeparret selv havde valgt hinanden. 

Og måske du endda kan se for dig, hvordan 

byens mest dannede personer midt i 1800-tallet i 

våbenhuset eller foran kirken har diskuteret Darwins 

allernyeste teorier, mens fossilerne i kirkens stengulv 

tavst har været vidne til menneskers forsøg på 

at begribe Guds skaberværk. Og sådan kan du fortsætte 

frem til efteråret 2009, hvor der stadig søndag 

efter søndag ringes til gudstjeneste i byens ældste, 

største og indtil nu eneste museum. Men vel at 

mærke et museum, hvor der stadig døbes børn. En 

bygning hvor der stadig vies forelskede unge og lidt 

ældre. Og et rum, hvor der stadig grædes, når nogen 

har mistet. 

de også glæder sig over, at nogen (andre end dem 

selv) holder det hele kørende: At orglet spiller, som 

det plejer, at nogen tager sig af det der med det åndelige, 

og at kirken også ligger klar der til dem selv, 

hvis det en dag skulle blive nødvendigt. Og så er der 

dem, der bruger kirken helt regelmæssigt: Som deltager 

i gudstjenester, sognearrangementer og måske 

endda menighedsrådsarbejdet. 

Men man behøver ikke at tage til Tyskland for at 

Og kaster man sig ud i det sidstnævnte, så vil man 

opleve, hvordan det er en balancegang at være kirke 

i 2009: En balancegang mellem en historisk arv, som 

man forvalter og et budskab, man gerne vil forkynde 

for moderne mennesker… på nutidens vilkår. Vi har 

smukke rammer om forkyndelsen i Hjortshøj, men 

opleve historiens vingesus. Man kan bare besø- 

også rammer der med Nationalmuseet som vogter, 

ge Hjortshøj kirke, som har ligget på sin bakketop i 

helst skal være, som de altid har været. Vi har i me- 

over 800 år, og som er åben hver dag i dagtimerne. 

nighedsrådet oplevet at blive pålagt meget dyre re- 

Prøv en dag at gå derind, gerne helt alene. Uden annoveringer 

(600.000 kr) af kirkens inventar, fordi det 

det ærinde end det at opleve rummet og historiens 

Det er i sig selv fascinerende, at vi i byen har en byg- var udtørret på grund af den opvarmning af kirken, 

vingesus. Rigtigt mange Hjortshøjborgere kommer i 

ning, der i 800 år har dannet rammen om Hjortshøj som jo er en naturlig konsekvens af, at der faktisk 

kirken hvert år: Til juleaften, til søndagsgudstjene- 

borgernes religiøse liv: Deres undren, deres tvivl, foregår meget i kirken. Vi har oplevet at få nej til at 

ster, vielse eller begravelse, men gad vide, om sær- 

deres spørgen og deres afmagt. Det er en historie, vi opsætte enkle, diskrete forsatsvinduer for at spare 

ligt mange rigtigt tænker over, hvor meget der er 

alle er del af, selv om vi forvalter denne arv vidt for- på den ret store varmeregning. 

sket i det rum? 

skelligt. Nogle kommer aldrig i kirken og ænser den 

måske slet ikke i deres daglige liv og færden. An- Og der ligger flere ”kampe” foran os: Menighedsrå- 

Kirken blev bygget en gang i 1100-tallet, sandsyndre 

nyder at kirken ligger der, lidt hævet over byen, det regner med i løbet af få år at skulle i gang med 

ligvis der, hvor der allerede har ligget en trækirke, 

pænt belyst i den mørke tid, som et udtryk for at no- 

14 og sandsynligvis dermed også oven på det gamle, 

get trods alt står fast i en omskiftelig verden. Måske 

Forts. næste side 

15

en nænsom opdatering af kirkerummet. Vi drømmer 

om pænere og mere brugervenlig belysning, evt. vil 

vi have lidt mere livlige farver på bænkene. Og vi 

vil gerne have et mindre bastant knæfald, og vi vil 

gerne have sænket prædikestolen, så ham præsten 

kommer lidt længere ned i nærheden af menigheden. 

Men det er svære processer; prædikestolen 

har fx haft den højde den har i 300 år, og når kirken 

betragtes som museum, har den slags en helt egen 

værdi. I Nationalmuseets optik bliver det godt at 

prædikestolen er høj, alene fordi den har været det 

i 300 år. Og her over for står altså menighedsrådets 

ønske om at få præsten lidt mere ned på gulvet. 

Det er en balancegang, fordi vi på den ene side ønsker 

et brugsrum med god varme, gode lysforhold, 

moderne musik, projektor og scenekasser til de dramaer, 

der af og til opføres af og for børn og unge. 

Samtidigt anerkender vi, at kirken er en del af en 

historie, som vi skal værne om. Mindetavlen for min 

forgænger i embedet, Knud Eschisøn (der var præst 

i Hjortshøj sidst i 1600-tallet) er træls, fordi det forhindrer 

os i at varme kirken op til en behagelig temperatur. 

Men det er også fascinerende at have hængende 

som et vidnesbyrd om, at vi i kirken blot er 

små brikker i et langt større puslespil; at vi alle blot 

er små dele af en større historie. Den slags erkendelse 

giver ydmyghed. Og mindetavlen (eller epitafiet, 

som det hedder) kan minde os om, at alle pastor 

Eschisøns fire børn døde, før de blev 18 år gamle. 

Den slags kan fylde os med taknemmelighed, når vi 

kommer med vores børn til dåben og med nogenlunde 

sikkerhed kan forvente, at de vil forblive sunde 

og raske længe endnu. 

At kirken både et er museum og et brugsrum kommer 

vi ikke uden om. Det er vores vilkår. Ofte ville 

jeg ønske, at vi kunne smide alle de gamle ting 

ud og indrette kirken, som vi i menighedsrådet ville 

anse det for formålstjenstligt (idet vores egentlige 

formål er at forkynde kristendom). Men på den anden 

side (måske det er alderen) får jeg også en større 

og større forståelse for, hvad det vil sige at være 

indfældet i en historie, der er større end mine opfattelser 

af, hvad der er formålstjenstligt her og nu. 

Kristendom i praksis 

Det kristne budskab er blevet fortalt i Danmark i mere 

end 1000 år, og det har måske været praktiseret næsten 

lige så længe. Budskabet er i kristendommens 

grundfortællinger, og dem kan vi bruge som støtte og 

vejledning, når vi møder store udfordringer. Fortællingerne 

kan hjælpe os, så vi ikke mister orientering i tilværelsen 

men også i tilspidsede situationer er i stand 

til at træffe valg, der er i overensstemmelse med vores 

grundholdning til livet og til andre mennesker. 

En af fortællingerne er fra Lukasevangeliet 

Lukas kap. 10 v30: ’Jesus svarede og sagde: En mand 

var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne 

på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, 

så gik de og lod ham ligge halvdød. v31 Tilfældigvis 

kom en præst den samme vej; han så manden, men 

gik forbi ...’ 

(I kan læse resten i salmebogen, det er teksten til 13. 

søndag e. trinitatis, eller høre hele teksten læst i kirken 

på søndag, den 6. september. ) 

Vi kender vist alle historien. De ansatte ved templet i 

Jerusalem gik forbi og lod ham ligge; hellige love og 

religiøse regler hindrede dem i at hjælpe, mente de; 

sådan forstod de deres ansættelse, selvom jødedommen 

indeholder en grundregel om at hjælpe enker, faderløse, 

fattige og fremmede. I fortællingen er det en 

mand fra Samaria der hjælper den nødstedte, og det 

har givet navn til fortællingen ”Den Barmhjertige Samaritaner”. 

Fortællingen indeholder en skarp kritik af 

den måde jødernes ledere praktiserer deres religion 

på. I kristendommen har vi taget fortællingen til os 

som en vejledning om at hjælpe mennesker i nød. 

Vincent van Gogh ’Den barmhjertige samaritaner’ 

I Danmark har vi også en anden grundfortælling, som 

siger noget om, hvordan vi gerne vil opfatte os selv. 

Den handler om begivenhederne i 1943, da mange 

danskere satte livet på spil for at skjule jøderne og 

hjælpe dem væk fra den aktion, som skulle sende 

dem til lejrene i Tyskland. Fortællingen har mange nuancer, 

men den er vigtig at huske, for den er med til at 

give os identitet: Vi hjælper mennesker i nød. 

Det er også kristendom i praksis. 

Peder Kjærgaard 

Studiekredsen ”Tro og virkelighed” 

Hvad er det for et liv Jesus tilbyder os, 

når han taler om Guds rige, frelse, frihed og evigt liv? 

Er det krav eller muligheder? Liv eller ånd? Tro eller virkelighed? 

Heldigvis har vi et godt menighedsråd i Hjortshøj, 

der har en fin forståelse for denne balancegang. Med 

Det samles vi om i samtale og stilhed – med udgangspunkt i 

respekt for det, der er blevet os overleveret, fortsætter 

menighedsrådet således arbejdet på at gøre 

Bibelens budskaber og menneskers tanker og erfaringer. 

rammerne for den kristne forkyndelse endnu bedre 

og endnu mere tidssvarende i fremtiden. I næste 

nummer kan du læse om det smukke lystræ, som vi 

Vi mødes på tirsdage kl. 19.30 i Den gamle Skole. 

I efteråret er datoerne 29/9, 27/10 og 1/12. 

inden længe indvier i kirken, og derefter vil der på et 

tidspunkt blive løftet lidt af sløret for, hvad vi videre 

har af planer med vores museum. Jeg mener vores 

Vil du vide mere, kontakt Edvard Borbye, telefon nr. 86226126. 

16 kirke. Jeg mener… begge dele. 

17

En bibeltekst, en god salme… 

Af Morten Skovsted 

og en gammel 

Den opmærksomme læser af Kirkebladet ved, at jeg 

er glad for nye salmer. Overskriften er derfor kærligt 

provokerende, fordi jeg ved, at salmediskussionen 

kan udløse store følelser. Jeg holder rigtigt meget 

af mange af de gamle salmer. De bedste har en 

uendeligt rig poetisk dybde; de er billedskabende, 

de er flydende, strømmende og evigt gode. Men alt 

for ofte står sproget i vejen for et ellers godt indhold. 

En søndag midt i august valgte jeg hele to salmer, 

der var skrevet over prædiketeksten, men med 

et par århundreders mellemrum. Den pågældende 

Bibeltekst lød således (i uddrag): 

’Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han 

over den og sagde: »Vidste blot også du på denne 

dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult 

for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da 

dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre 

dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal 

jævne dig med jorden og dine børn sammen med 

dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, 

fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han 

ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem 

ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der 

står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I 

har gjort det til en røverkule.’ (Fra Luk 19,41 ff.) 

At Bibelteksternes alder også af og til kan stå i vejen 

for budskabet, er en lidt anden sag, men hvor salmedigterne 

fortolker i sangtekster, har vi heldigvis 

præster til forsøgsvis at gøre det samme i prædikener. 

Jeg håber, at det af og til lykkes. To salmedigtere 

har udlagt teksten. Den første er Johan Nordahl 

Brun, der i 1786 skrev den salme, der i dag er at 

finde som salmebogens nummer 174: 

Brug lys og dag, o sjæl, mens sol er oppe, 

og vogt dig for modvillig at tilstoppe 

det kildevæld, som i din ørk brød frem! 

Foragtet nåde strengelig sig hævner, 

kom det i hu, hver gang din tunge nævner 

Jerusalem! 

O Jesus! lad de tårer, som du fældte, 

mit sovende og hårde hjerte smelte! 

Min andagt skal i dag opsamle dem, 

og Åndens dug min andagt skal velsigne, 

og så skal ej min sidste skæbne ligne 

Jerusalem! 

Salmens indhold og opbygning er slet ikke tosset. 

Vers 1 ridser op, henvendt til Jerusalem: Jesus 

græder, han taler din sag, og bare du dog for 

alvor fattede det. I vers 2 lyder det formanende: 

Pas på ikke at tilstoppe det kildevæld hvorfra Guds 

nåde strømmer, for det hævner sig, hvis man foragter 

den slags. 

Og vers 3 forløser ved, trods den løftede pegefinger 

i vers 2, at beskrive hvordan Jesu tårer rammer 

mit hjerte under gudstjenestens andagt og sikrer 

at min skæbne bliver bedre end Jerusalems. Som 

sagt (på jysk): Det er slet ikke så ringe… men det 

er heller ikke så umiddelbart forståeligt. Mere ligetil 

virker (synes jeg) Lars Busk Sørensens salme fra 

1995, ”Der kom han, Søn af himlens Gud”. De tre 

første vers lyder: 

Der kom han fra Guds evighed 

til vore snævre gader 

og lyste himmerigets fredag 

som hilsen fra sin Fader 

- og dér gik vi 

Ham sløvt forbi 

Og søgte tomme glæder 

Og glemsel andre steder 

Der kom han med sin kærlighed, 

vor revser og forsoner, 

og rev de blanke borde ned, 

hvor magten altid troner 

- og bittert kom 

for livets dom 

de drømme, vi har døvet 

de længsler, vi har sløvet 

Denne salme er i den grad, og på langt mere moderne 

vis, en øjenåbner, i hvert fald for prædikanter og/ 

eller opmærksomme salmesangere. Det kan være, 

at jeg er fagidiot, og at også denne salme kræver forkundskaber 

og fromhed for at give mening. Men jeg 

synes, at den skaber billeder og mening på spændende 

vis. Det er mit håb og mit indtryk, at også 

de mere kirkefremmede deltagere i gudstjenesterne 

den pågældende søndag fik noget med sig af denne 

salme. Om ikke andet, så fordi jeg også i prædikenen 

inddrog salmen og fremdrog nogle af følgende pointer, 

der for mig at se rummes i salmen: 

Gennem hele salmen tales der i datid: Jesus kom. Og 

vi stod der. Men ved i vers 1 at bruge ”vi” i stedet for 

”de”, bliver vi (kirkegængeren/salmesangeren) inddraget 

som en aktiv del af det, der foregik og foregår. 

Det var ikke kun Jerusalem dengang, der vendte det 

døve øre til. Det er også os her og nu. 

Ved at bruge ordet ”travl” og ved at sige, at vi står 

der med sind og tanker drejet mod vort eget, formår 

digteren på enkel vis at placere salmen og teksten 

tæt på vores egen erfaringsverden: Vi kender 

til travlhed. Vi kender til at være vendt mod vores 

eget. Og derfor har det stadig trange kår med det 

evige livsfornyelsesprojekt, som Gud lancerede, da 

han sendte Jesus til den verden, der som regel har 

nok i sig selv. 

gøre det for at glemme folkemordet i Sudan og det 

faktum, at der dør 30.000 børn af sult i dag i en verden, 

hvor Gud ellers har sørget for så rigelige resurser 

til alle? 

I vers tre må der være tale om et bevidst spil på den 

kendte salme ”Hil dig, frelser og forsoner”. Det er en 

salme, som de fleste kender, og ”revser og forsoner” 

ligger så tæt på ”frelser og forsoner”, at de fleste i 

det mindste ubevidst vil opleve genkendelsens glæde. 

Genkendelse er altid rar, så det er både frækt og 

effektivt af LBS på den måde at bygge bro mellem 

gammelt og nyt. Men det siger også noget om en 

strømning i moderne kristendom: I gamle dage proklamerede 

man Jesus som frelser og forsoner. I dag 

ved vi, at vi lige så meget har brug for en revser, som 

en frelser. Frelse er noget hinsidigt, verdens gang og 

ansvaret for medmennesket er dennesidigt, og det 

kræver rusken og revselse at minde os om det. 

For igen og igen stiller vi disse magtens blanke borde 

op, i templer, kirker, og på bonede gulve. For at vi 

kan sætte ting i menneskelige og retfærdige systemer, 

og for at vi kan gemme os bag noget, så vi ikke 

behøver at blive konfronteret med alt det, vi har døvet 

og sløvet. Herunder Guds ord, som vi jo udmærket 

kender til… hvis vi tør lytte og tage imod Ham, 

når han kommer til os, som han kom til Jerusalem. 

Der kom han, Søn af himlens Gud, 

I vers 2 synes jeg også at ordet ”snævre” rammer 

Til jordens travle byer 

noget, jeg kender. Og når han skal oplyse dem, må 

Med kærlighed i overskud 

det være fordi de er mørke. Snæverhed i form af 

18 

Jerusalem! i dag din konge græder 

og nåderig mod dine mure træder, 

og bedende han taler for din sag. 

O, vidste du, hvad til din fred dig tjente, 

og hvor din ømme frelsers hjerte brændte 

for dig i dag! 

Og blev vor livsfornyer 

- og dér stod vi 

og så forbi 

med sind og tanker drejet 

så fattigt mod vort eget 

selvtilstrækkelighed, fordomme, smålighed er jo netop… 

mørke. Og det har brug for oplysning. Men igen 

går vi ham sløvt forbi. Hvem sagde TV, celebrities, 

ugeblade, psykofarmaka, bedøvelse, apati, mismod, 

tomhed og fortrængninger? Kender vi ikke alle til at 

søge tomme glæder og glemsel? Er vi ikke nødt til at 

En anden slags salme: 

Middelalderlig gregoriansk munkesang 

19

Den Store Omvæltning 

Luthers reformation gjorde op med 1500 års 

tradition, og Luther er sandsynligvis, bortset 

fra Jesus og Paulus, den enkeltperson der har 

haft størst betydning for kirken 

Reformationen er den bevægelse som efter brud med 

pavemagten i 16. årh. førte til dannelsen af de protestantiske 

kirkesamfund, dvs. de lutherske kirker, de 

reformerte kirker og den anglikanske kirke. Baggrunden 

for reformationen var især de anklager der ved 

middelalderens slutning blev rejst over for pavekirken 

om forfald; bl.a. på grund af salg af aflad, som angiveligt 

skulle kunne forkorte synderes ophold i skærsilden. 

Reformkoncilier 

Ved flere store kirkemøder i 1400-tallet, de såkaldte 

reformkoncilier, havde man forsøgt at fjerne de mest 

iøjnefaldende misbrug inden for kirken og dermed 

genoprette tilliden til pavedømmet, men resultaterne 

var ikke imponerende. Det som vi nu kalder reformationen, 

siges at have sit udspring i en bestemt begivenhed, 

nemlig at munken Martin Luther d. 31. oktober 

1517 slog sine 95 teser om afladshandelen op på 

kirkedøren i Wittenberg. Den katolske kirke tog denne 

handling meget fortrydeligt op, selv om den fra Luthers 

side egentlig var ment som en indbydelse til en 

akademisk drøftelse af kirkens kræmmervæsen. 

Luther var i årene frem til 1517 kommet til personlig 

klarhed over evangeliets sande indhold, men det 

var ikke hans hensigt at bryde 

med den kirkelige øvrighed. 

Hans væsentligste synspunkt 

var at frelse ikke kan vindes 

ved aflad, gode gerninger eller 

bønner, men ved troen 

alene. Frelse er Guds nådeshandling, 

som gives til mennesket 

på trods af synd; blot 

man tror. Hans synspunkt 

vandt spontan og udbredt 

tilslutning, og det medførte 

at paven selv satte betydelig 

magt ind for at bringe 

den lærde munk til tavs- 

Af Ruben Fønsbo 

bekendelse og forkyndelse. Disse tanker skulle komme 

til at kendetegne de kirkesamfund der under Reformationen 

opstod og udviklede sig som modstykker 

til pavedømmet og den katolske kirke. 

Rigsdagen i Worms 

Efter at Luther på rigsdagen i Worms 1521 havde 

nægtet at tilbagekalde sine skrifter, fortsatte han sit 

teologiske arbejde; nu som bandlyst og fredløs i skjul 

på borgen Wartburg. Mens han her arbejdede med at 

oversætte Det Nye Testamente til tysk, udviklede den 

Luthers arbejdsværelse på Wartburg er i dag indrettet 

som museum. Her oversatte han NT fra græsk til tysk. 

spirende reformation sig i hans fravær til både oprør 

mod øvrigheden og til sværmeri (en form for Gudsdyrkelse 

hvor man mente at Guds ord fødes i den troendes 

bevidsthed, og hvor den troende kan bedømme 

alt i kraft af ånden). Luther, som i 1522 vendte tilbage 

til Wittenberg for at tale sine overordentligt ivrige tilhængere 

til rette, afviste meget skarpt den drejning 

som reformationen her tog. 

Rigsdagen i Augsburg 

Ved rigsdagen i Augsburg 1530 fremlagde man Confessio 

Augustana, som Philip Melanchton, Luthers gode 

ven, udarbejdede som et forsøg på at bilægge reformationsstridighederne. 

Konfessionen fortalte om det 

trosmæssige grundlag for reformationsbevægelsen, 

og sammen med Luthers lille katekismus blev CA lærenorm 

i de lutherske kirker. CA sigtede på at fastslå 

den lære der var i overensstemmelse med Det hellige 

Skrift og dermed fælles for alle kristne, og Melanchton 

gjorde sig stor umage for at nedtone uoverensstemmelserne 

mellem katolske og evangeliske. Rigsdagen 

ønskede dog ikke noget forlig, og stadfæstede i stedet 

dommen fra Worms over Luther. 

Calvin og Zwingli 

Sideløbende med den lutherske reformation fandt en 

lignende fornyelse sted i Schweiz, Frankrig, Nederlandene 

og Skotland, hvor de to schweiziske reformatorer 

Ulrich Zwingli og Johannes Calvin kom til at præge 

både forkyndelse og kirkestyre. Zwingli var en god 

ven af Luther, bortset fra at de på afgørende punkter 

var uenige om nadverlæren (se Kirkebladet/plakat 

juni 2009), og han havde stor betydning for reformationens 

gennemførelse i Schweiz. Den reformation 

som Calvin inspirerede til, nåede endnu videre; hans 

teologi var skarpt formuleret, og han gennemførte en 

streng kirkeorganisation hvor både gudstjeneste og 

kirkestyrelse blev udformet efter Skriftens anvisning. 

Den reformerte kirketype blev ledet af såkaldte ældste 

(presbytere; jf. s. 12), og kirken blev den katolske 

kirkes mest tydelige modstykke. 

Skotland og John Knox 

Calvinismen blev hurtigt udbredt i Skotland, men i 

England fik bruddet med den katolske kirke et højst 

broget forløb, som sluttede med dannelsen af Church 

of England. Henry VIII fik i 1534 parlamentet til at erklære 

at kongen var den engelske kirkes overhoved. 

Henry var egentlig ganske katolsk, men ville gøre landets 

kirke uafhængig af paven. Under Mary I måtte 

parlamentet ophæve reformlovgivningen, og protestanterne 

blev grusomt forfulgt. Først i 1559, under 

dronning Elizabeth I blev kirkens forfatning og gudstjenestens 

form fastlagt med bl.a. ’The Book of Common 

Prayer’. Church of England holder stadig fast i en 

række gamle traditioner, ikke mindst bispeembedet 

med den apostolske succession. 

Nederlandene 

Også i Nederlandene blev reformationen gennemført, 

men ikke uden kamp, og ved Den Westfalske Fred i 

1648 blev de reformerte nordstaters 

(det nuv. Nederland) uafhængighed 

bekræftet. De sydlige provinser 

forblev under spansk herredømme, 

hvilket er grunden til at 

meget af Belgien stadig er katolsk. 

Frankrig og Huguenotterne 

I Frankrig vandt den reformatoriske 

bevægelse bredt indpas, men mødte 

fanatisk modstand. De franske 

reformerte, huguenotterne, blev 

løbende forfulgt, og Bartholomæusnatten, 

d. 24. august 1572, hvor 

størstedelen af Paris’ huguenotter 

blev dræbt, blev indledningen til nye 

voldsomme kampe. Senere bredte 

forfølgelserne og drabene sig til resten 

af Frankrig. Ved fredsslutningen 

med Nantesediktet i 1598 blev 

katolicismen anerkendt som statsreligion, mens de reformerte 

fik begrænset religionsfrihed. I Italien og i 

Spanien fik reformationen ikke videre betydning. 

Reformation i Danmark 

Reformationen i Danmark blev tidligt udbredt på grund 

af kong Christian II’s tilslutning til Luthers tanker. Den 

evangeliske lære slog først igennem i hertugdømmerne 

og siden på herredagene i Odense i 1527. Her fik 

reformpræsterne i Viborg, Hans Tausen og Jørgen Sadolin, 

kongeligt beskyttelsesbrev som gav de lutherske 

prædikanter ret til at danne frie menigheder. Herefter 

bredte reformationen sig fra Viborg og så langt 

som til København og Malmö, hvor den første danske 

salmebog blev trykt i 1528. 

Kirkeordinansen af 1537 

Den endelige ordning af kirkens forhold efter luthersk 

forbillede blev truffet på rigsdagen i København i 1536 

og lovfæstet i den såkaldte Kirkeordinans i 1537. På 

samme måde blev forholdene ordnet i Norge og Island. 

Ved rigsdagen i Västerås i Sverige brød man i 

1527 med den katolske kirke, men den definitive stiftelse 

af den lutherske kirke her skete først ved rigsdagen 

i Västerås i 1544. Den første svenske ærkebiskop 

i Uppsala var Laurentius Petri, og han blev indviet 

1531 af en af de gamle kanonisk indviede bisper, så 

Sverige har, til forskel fra Danmark og Norge, bevaret 

den apostolske succession. 

Originalt Luther-håndskrift fra 

1527. Kan ses i Luthers arbejdsværelse 

på Wartburg. 

hed. Det havde den mod- 

satte virkning; Luther studerede 

kirkens væsen endnu 

mere intenst, og snart 

erklærede han at Det hel- 

Schmalkaldiske Forbund 

I de følgende år blev reformationen forsvaret af et for- 

Luthers hustru, Katarina von Bora. Han var præst og 

hun var nonne, og det var et radikalt brud med tidens 

skikke at præster og nonner giftede sig. De mødte 

hinanden da Luther i juni 1523 indvilligede i at hjælpe 

20 

lige Skrift var den eneste ufejlbarlige autoritet for alle 

kristne. I en række fremragende teologiske skrifter 

redegjorde han i løbet af 1520 for hovedtankerne i sin 

bund af evangeliske fyrster (Det Schmalkaldiske Forbund), 

og i Tyskland blev de kirkelige forhold endeligt 

ordnet ved religionsfreden i Augsburg 1555. 

hende og 11 andre reformtilhængere med at flygte 

fra klosteret i byen Nimbschen. Kvinderne skjulte sig 

i sildetønder som blev transporteret ud af klostret på 

en købmands hestevogn. 

21

Plante smil og plante solskin ... 

Arrangement ved Besøgstjenesten, Lokalcenter Hjortshøj 

Besøgstjenesten i Hjortshøj formidler kontakt mellem 

mennesker, et ”win-win” projekt hvor to mennesker 

mødes en time om ugen. Den ene part er en 

person som ønsker mere kontakt udefra og er besøgsvært, 

fordi vedkommende inviterer den anden, 

besøgsvennen til at komme i sit hjem. En del af besøgsværterne 

har ikke selv ressource til at skabe 

kontakt og den etableres derfor ofte efter forslag fra 

Merete som er ansat i aktivitetsafdelingen på Lokalcentret 

eller efter forslag fra hjemmesygeplejen eller 

hjemmehjælper. 

Doris Berg har i mange år haft kontakt med besøgsvennerne 

og forsøger at finde to personer som kan 

have glæde af hinanden, så mødet kan blive ægte og 

ligeværdigt. 

Ønskerne fra besøgsværterne er meget forskellige. 

For nogle er det vigtigste glæden ved at se frem til, 

at der kommer en ven og får en kop kaffe en gang 

om ugen. Samtale og nærvær er her det værdifulde. 

Nogle vil gerne tale om gode bøger, have hjælp til at 

skrive breve eller på anden måde vedligeholde kontakt 

med familie og venner. Behovet kan også være 

at få hjælp til at læse avis eller breve. Måske er det 

vigtigste for besøgsvennen at have en ledsager til en 

lille tur udenfor hjemmet. Det er forskelligt som altid 

i mødet meller to mennesker. 

vært og besøgsven får en oplevelse 

sammen, og der er 

mulighed for at lære andre at 

kende. 

En del af disse ugentlige møder 

har varet ved gennem 

mange år, og besøgsvenner 

har oplevet at deres vært er 

blevet meget skrøbelig og til 

slut er gået ud af ordningen. 

Selv i disse situationer kan 

det være berigende for begge 

parter, andre gange vælger en 

besøgsven at gå ud af ordningen, 

når den anden bliver meget 

svækket. 

Der er også brug for dig i besøgstjenesten, 

vi mangler 

både mænd og kvinder (børn 

og hunde) som besøgsvenner. 

Du giver din tid – og få del i en 

andens liv. Du kan på en time bringe lys og glæde ind 

i en stille tilværelse en gang om ugen og få smil og 

solskin tilbage. 

Henvendelse til menighedsrådet eller Doris Berg. 

Et dejligt liv – uden gud 

Ateistisk reklamekampagne på busser i London. Oversat lyder teksten ’Der er sandsynligvis ingen Gud, så lad være med 

at bekymre dig og nyd livet’. Personen på billedet er Richard Dawkins, forfatter til bl.a. ’Illusionen om Gud’ 

Ikke alene kan man leve et liv uden religion, men måske 

kan man ligefrem leve et, der er bedre? Fri fra 

gamle dogmer, der er skrevet i en tid, som var radikalt 

anderledes end vores egen? Fri for at skulle granske 

hvad den almægtige dog kan have ment med flystyrt 

og tsunamier? 

I disse år breder gudløsheden sig, og med god grund. 

Religionens rolle som arnested for fanatisme, terror 

og intolerance er alment kendt og videnskaben har efterhånden 

ædt sig ind på biblens myter og afvist dem 

én efter én. Mange konkluderer derfor, at religionen 

ikke har noget at byde på rent moralsk eller i forhold 

til at forstå virkeligheden omkring os. Også for mig 

står moderne humanisme, hvor man anerkender alle 

menneskers værdi uanset tro, seksualitet eller noget 

som helst andet, som en noget mere holdbar etik for 

det 21. århundrede. Samtidig mener jeg, at forestillinger 

om ånder og sjæle ofte står i vejen for et mere 

realistisk og videnskabeligt syn på mennesket og den 

naturhistorie vi er formet af. 

Tilbage er der næsten kun det gode at sige om religionen, 

at den styrker den personlige identitet, giver en 

svag sundhedsmæssig gevinst og selvfølgelig skaber 

fællesskab omkring et livssyn, der også udmønter sig 

i rituelle rammer om livets store begivenheder. 

kekirken stadig en religion, og derfor føler vi os ikke 

hjemme i den. Og mange af de gode ting folkekirken 

rummer, kan efterhånden tilbydes af sekulære foreninger 

som Humanistisk Samfund, der siden sin stiftelse 

har fået en massiv medlemstilgang. 

Mange ikke-troende oplever faktisk det at forlade folkekirken 

som en befrielse. Endelig slipper de for at 

høre komplicerede ting om Helligånd, arvesynd og 

gudesønner og endelig kan de fejre navngivninger 

og bryllupper uden at gud skal inviteres med. Endelig 

handler det om os selv og hinanden, og ikke om hellige 

magter (som vi sandsynligvis selv har opdigtet). 

Endelig kan vi begrunde moral og etik igennem fornuft 

og ikke igennem stentavler. 

Gudløshed og humanisme er for os en befrielse. En logisk, 

virkelighedsnær og måske også mere ansvarlig 

måde at være menneske på. Men hvor godt går det 

med at leve i fredelig sameksistens troende og ikketroende? 

Og vil vores projektor uundgåeligt konflikte 

længere nede af sporet? Det håber jeg, at I vil komme 

og diskutere med mig tirsdag 

d. 20. oktober kl. 19.30 

i Den Gamle Skole. 

Tak til Doris Berg og Martha Frandsen, som nu efter 

otte år stopper som leder og administrator af en vel- 

Måske er folkekirken blevet så meget en tradition, at Dennis Nørmark, Antropolog 

Besøgstjenesten arrangerer hvert år 3-4 fester og fungerende solskinstjeneste. 

man undertiden kan glemme, at den overhovedet er og forfatter, talsmand for 

22 udflugter for brugerne, forår, høst og jul. Besøgs- 

Peder Kjærgaard 

rammen om en religion? Men for mange af os er fol- 

Humanistisk Samfund 

23

Åndelig fornyelse i kirken 

Sogneaften med Lene Højlund d. 24. november kl. 19.30 i Den Gamle Skole 

En ny bølge af åndelig fornyelse er på vej ind i Folkekirken. 

I mange kirker arrangeres der stille- eller 

meditationsgudstjenester, fordybelse i bibeltekster, 

pilgrimsvandringer, natkirke, og menigheder tager 

på retræte eller pilgrimsrejser sammen. Ofte er det 

en længsel efter mere inderlighed i forhold til Gud 

og efter et rum for religiøse følelser, der får mange 

mennesker til at deltage i sådanne arrangementer. 

Længe har det kun været muligt at ”bruge” religiøse 

følelser i mere alternative sammenhænge, 

men mange har en længsel efter at finde tilbage til 

kristendommen, som jo er de flestes baggrund, og 

derfor er det så vigtigt og glædeligt, at kirken er begyndt 

at engagere sig i denne længsel og kommer 

disse mennesker i møde. 

Kirken og kristendommen har virkelig noget at byde 

på, men der må en fordybelse og en fornyelse til. Et 

stort problem er det, at mennesker i dag har glemt 

det religiøse sprog og derfor ikke kan læse de bibelske 

tekster eller forstå de kirkelige handlinger. 

Indholdet i teksternes fortællinger tages for konkret 

pålydende i stedet for at forstås som symbolske billeder 

på de vilkår, vi mennesker har fået her i livet. 

i virkeligheden er det modsatte. Derfor har kirken 

en stor opgave i forhold til det religiøse sprog og 

tolkningen af det livstydende indhold heri. 

Denne aften vil med udgangspunkt i egne erfaringer 

være refleksioner over tidens nye spirituelle strømning. 

Med baggrund i et arbejde først som adjunkt 

på VUC i Århus og forelæser på Folkeuniversitetet, 

dernæst som selvstændig terapeut og kursusudbyder 

og endelig som præst i Folkekirken har jeg igennem 

rigtig mange år færdedes i den kristne virkelighed 

på kanten af den ”alternative” bølge. Jeg har 

igen og igen mødt mennesker, der har følt sig lukket 

ude af Folkekirken, men også i de senere år mennesker, 

der har glædet sig over, at de nu har fundet 

kirker, hvor de kan føle sig hjemme. 

Der er dog stadig lang vej at gå, for mange mennesker 

har i dag en stor blufærdighed overfor kirken 

og det kristne, og det er endnu en opgave for kirken 

at få løst op for den. 

Gud og spaghetti 

Musikalsk legestue for børn 

Efterårets aktiviteter 

Gud og spaghetti er en gudstjeneste særligt tilrettelagt 

for børnefamilier. Vi synger børnesange med 

fagter og bevægelse til, en salme, hører bibelfortælling 

(dukketeater, drama 

el.), beder Fadervor 

og får Guds velsignelse. 

Det starter kl. 17 og varer 

ca. 30 min. Efter gudstjenesten 

er der spaghetti 

og kødsovs i Den Gamle 

Skole ved kirken og mulighed 

for at hygge sig 

med andre. Maden koster 

20 kr. for voksne og 10 

kr. for børn. 

Tilmelding til spisning 

senest tirsdag, før kl. 12 

– mail til sognemedhjælper 

Britta Søes på sognemedhjaelper@hjortshoejkirke.dk 

eller sms til kirketjener Else Elmer på tlf. 

25 47 02 13 

Datoer for kommende spaghettigudstjenester: 

Onsdag d. 23.sep. kl. 17 

Onsdag d. 21.okt. kl. 17 

Onsdag d. 18.nov. kl. 17 

Der er Musikalsk Legestue hver tirsdag fra kl. 10- 

12 i Den Gamle Skole ved siden af kirken. Det er 

for alle småbørn (0-5 år) ifølge med en voksen. Vi 

synger, spiller, bevæger os, leger m.m. Hver gang 

hygger vi os med at spise medbragte madpakker. 

Legestuen sørger for kaffe, te og saftevand. Det er 

gratis at være med. 

For yderligere info kontakt Sognemedhjælper Britta 

Søes. Eller se kirkens hjemmeside under ”Særligt 

for børn”: www.hjortshoejkirke.dk 

BUSK-gudstjeneste 

Den åndelige fornyelse, der i dag banker på til den 

BUSK–gudstjeneste i Hjortshøj Kirke søndag 

d. 25. 10. kl. 14. 

BUSK står for Børn, Unge, Sogn og Kirke. BUSK er 

blevet indført af kirkelige børne- og ungdomsor- 

kirkelige verden, har meget at byde på. Den rumganisationer, 

for at sætte fokus på børn og unge 

24 

Det betyder, at mange tager afstand fra tekster og 

ritualer uden at forstå deres egentlige indhold og 

budskab. Mange tekster kommer f.eks. til at stå som 

udtryk for love og regler og begrænsninger, hvor de 

mer en tilbagevenden til tidligere tiders inderlighed 

og alvor, til værdsættelse af religiøse følelser og bøn 

og til sanselighed og glæde. 

Aftenen vil give gode muligheder for samtale. 

i kirken. I mange sogne er det efterhånden blevet 

en god tradition med BUSK-dagen, som kan 

foregå på mange måder. BUSK i Hjortshøj er et 

samarbejde mellem FDF og kirken. Børnekoret 

ved Hjortshøj Kirke medvirker til BUSK. Velkommen 

til en festlig gudstjeneste! 

25 

FRIRUM 

EFTERÅRETS FRIRUM 

Dette efterår er der planlagt FRIRUM til d. 13. september, 

1. november og 6. december, alle dage 

kl. 14 i Hjortshøj Kirke. 

Gudstjenesterne vil som sædvanligt rette sig mod 

publikum i alle aldre. Vi stræber efter en ligefrem 

tilgang til forkyndelsen, og vi synger lovsange og gospel 

på både danske og engelsk. Der er altid musik, 

god stemning og friskbagt alterbrød :-). Gudstjenesten 

var ca 1 time og et kvarter, og bagefter er der 

altid hyggeligt samvær i Den Gamle Skole, for dem 

der har lyst. Alle er velkomne. 

Et dejligt liv uden gud 

Tirsdag d. 20. oktober kl. 19.30 i Den Gl. Skole 

Foredrag og efterfølgende debat ved antropolog og 

forfatter Dennis Nørmark, som også er talsmand for 

Humanistisk Samfund. Se omtale af arrangementet 

på side 23 i dette nummer af kirkebladet.

De 9 læsninger 

De ni læsninger er en musikgudstjeneste og en forberedelsesgudstjeneste 

til julen og finder sted mandag 

den 7. dec. kl. 14 i Hjortshøj kirke. Efterfølgende 

er der glögg og æbleskiver i Den Gamle Skole. 

Vi håber at mange vil møde op til en stemningsfuld 

og hyggelig eftermiddag. Alle er velkomne! 

Sogneaften med Peter Duetoft 

Kravlegudstjeneste 

Kravlegudstjeneste er en særlig gudstjeneste planlagt 

for småbørn (0-5 år) m. deres voksne. Det er 

efterhånden en tradition ved kirken at vi 2-3 gange 

årligt holder kravlegudstjeneste for de mindste – 

en ganske kort gudstjeneste, hvor børn og voksne 

sidder på tæpper oppe ved alteret – synger nogle 

sange, hører bibelhistorie, ber Fadervor og så får vi 

besøg af spændende dukker mm.! Det foregår tirsdag 

kl. 10 i kirken, og bagefter er alle velkomne til 

at spise medbragte madpakker i Den Gamle Skole. 

Kontakt sognemedhjælper Britta Søes for at høre 

nærmere (man. og tirs. ml. 12-13, 86228366 eller 

pr. mail sognemedhjaelper@hjortshoejkirke.dk 

Dato for kommende kravlegudstjeneste 

Tirsdag d. 29.sept. kl. 10 

Gospelkids 

Nyt fra FDF i Hjortshøj 

FDF er startet på en ny sæson 

Mandag den 17. august startede FDF på en sæson. 

Her var hele kredsen samlet, for at få skudt sæsonen 

i gang med et brag. Igen i år bliver det et travlt efterår 

i FDF. De ældste starter med en kano- og kajaktur 

på Gudenåen sidste weekend i august, mens alle andre 

klasser har weekendture på programmet i efteråret. 

Den 23.-25. oktober skal hele kredsen af sted på 

løvfaldstur på Himmerlandsgården. Derudover er der 

også ungdomsweekend for de ældste i kredsen. Endeligt 

er der også seniorfestival. 

Seniorfestival 

For 10. gang afholder FDF Seniorfestival på Kongeådalens 

Efterskole den 11.-13. september. Med nye 

idéer og skøre påfund bliver dette års Seniorfestival 

mere end bare fed rock! Der kommer flere spændende 

boder med alverdens spændende tilbud og lækkerier. 

Det er nu 20 år siden den første Seniorfestival 

blev afholdt. Denne Seniorfestival bliver nr. 10 i 

rækken og det bliver markeret! Deltagerne kan derfor 

glæde sig til nogle spændende aktiviteter og optrædener 

på festivalen. Blandet andet kan festivalen 

præsentere komikeren Dan Andersen, som vil 

optræde med sit fantastiske og spetakulærte guitarshow 

samt den dygtige sanger Anna David, som gæster 

festivalen lørdag! Sidste gang var 1.000 unge 

FDFere mellem 14 og 18 år med til at skabe en fantastisk 

fest – der viste at unge sagtens kan more sig 

uden alkohol! 

Kom og få smag for FDF – er du til store oplevelser og 

gode kammerater så er det lige noget for dig. Vores 

klasser er opdelt efter klassetrin i skolen, så man følger 

ens klassekammerater. FDF-Hytten ligger Virupvej 

15. 

Hvornår mødes vi? 

Puslinge og tumlinge (0. – 2. klasse) Mandage fra 

16.30 - 18.00 

Pilte (3. – 4. klasse) Tirsdage fra 18.00 - 20.00 

Væbnere (5. – 6. klasse) Onsdage fra 17.00 - 19.00 

Seniorvæbnere og seniorer (7. kl. og ældre) 

Onsdage fra 19.00 - 21.00 

Kontakt Morten (del af kredsledelsen) for information 

på tlf. 27 21 62 53, springborg@fdf.dk, eller se mere på 

www.fdf.dk/hjortshoej 

15.9. 2009 kl. 19.30 i Den gl. Skole 

Det er de, der er ”anderledes”, der gør livet smukt 

og spændende. Denne påstand kommer Peter Duetoft 

med i et engageret foredrag, hvor han tager temperaturen 

på dagens Danmark. Ældre, sindslidende, 

Kan du li´ dans, sang, rytmer, bevægelse, leg og at 

høre bibelfortælling? – så er gospelkids lige noget 

for dig 

Velkommen til en ny sæ- 

Praktiske oplysninger 

udviklingshæmmede, mennesker med anden 

son med Gospelkids! Vi 

etnisk baggrund eller ”blot særlinge” kan have 

starter onsdag d. 9. 

26 

problemer med at finde fodfæste i vort samfund. 

Men taber samfundet ikke derved? I Bjergprædiken 

slog Jesus fast, at det er overfor de, der er 

anderledes end os selv, vor næstekærlighed skal 

vise sig. Forstår vi at leve op til det i vor moderne 

kultur? Hvad betyder globaliseringen og massemedierne 

for os alle? Bliver vi blot ensrettede? 

Forsvinder det spændende og udfordrende? Er 

jaget efter sensationer ødelæggende for Danmarks 

mulighed for at være et samfund, der har 

plads til alle? Den tekniske udvikling giver os i dag 

mulighed for at sikre, at de, der er ”for anderledes” 

slet ikke bliver født. Er det en nødvendighed 

eller er er det en umenneskelig udfordring? 

Peter Duetoft tager fat i en række af de grundlæggende 

holdninger og tankemåder og konfronterer teori og 

virkelighed. De valg, vi træffer i dag, får betydning for 

generationer fremover. Er vi vort ansvar bevidst? Kom 

og hør med! Der kan købes kaffe og kage. 

sept. kl. 16.30 

Gospelkids er for alle 

5-8 årige børn. Vi mødes 

hver onsdag fra 

kl. 16.30 - 17.45 i 

Den Gamle Skole ved 

siden af kirken. En gang 

imellem optræder vi til 

spaghettigudstjeneste 

mm. Det er gratis at 

være med. 

Kontakt sognemedhjælper 

Britta Søes for 

tilmelding eller for at høre nærmere (på tlf. 86228366 

– træffes ikke torsdag, eller pr. mail sognemedhjaelper@hjortshoejkirke.dk) 

Sæsonen slutter onsdag d. 2.december. 

Kirkelige handlinger: 

Ved fødsler, dåb, navngivelse, vielse, begravelse og 

ind- og udmeldelse af Folkekirken: Kontakt kordegnekontoret 

på tlf. 86 22 79 66 

Hjortshøj-Egå-Skæring kordegnekontor: 

Poul Erik Ettrup Larsen, Egå Mosevej 7, 8250 Egå, tlf. 

86 22 79 66, fax 86 22 44 19, mand. - fre. kl. 9 - 13, 

torsd. desuden kl. 16 - 18. E-mail: egaa.sogn@km.dk 

Præster: 

Morten Skovsted (kbf. og begravelsesmyndighed) 

Skødstrupvej 2, 8530 Hjortshøj, t,lf. 86 22 02 30 

Fri fredag. E-mail: morten@skovsted.dk 

Barselsvikar f. Lise Juhl Nielsen: Majbritt Fabech, email: 

vince@post6.tele.dk 

Mette Djurhuus, mette@born-djurhuus.dk 

Menighedsrådsformand: 

Peder Kjærgaard, tlf. 86 22 96 68 

E-mail: peder.kj@pedersplads.dk 

Næstformand, menighedsrådet: 

Christian Nørby Ernstsen, tlf. 86 21 16 24, 

E-mail: christian@ernstsen.dk 

Barselsvikar organist: 

Birgitte Ø. Nielsen. E-mail: organist@hjortshoejkirke.dk 

Kirketjener: 

Else Elmer, tlf. 25 47 02 13 

E-mail: kirketjener@hjortshoejkirke.dk 

Sognemedhjælper: 

Britta Søes. 

Træffetid mand. og tirsd. ml. 12 og 13 i Den gl. Skole. 

Tlf. 86 22 83 66. 

E-mail: sognemedhjaelper@hjortshoejkirke.dk. 

Kirkesanger: 

Birgitte Stougaard, tlf. 86 78 90 38 

Graver: 

Finn Matzen, Virupvej 11, 8530 Hjortshøj. 

Tlf. på kirkegården: 40 35 69 56. 

E-mail: graver@hjortshoejkirke.dk 

Gravermedhjælper: 

Torben Nielsen 

Kirkens hjemmeside: 

www.hjortshoejkirke.dk 

27

Kalender, efterår ’09 

September 

Ti 2 Kl. 19.30 Sogne- og debataften om ’Flygtninge i Hjortshøj Kirke’, Den Gl. Skole, 

Sø 6 Kl. 11 Gudstjeneste v. Morten Skovsted 

On 9 Kl. 16.30 Opstart Gospelkids i Den Gamle Skole 

Kl. 19 MR-møde Den Gamle Skole 

To 10 Kl. 14 Lokalcenter Hjortshøj, Gudstjeneste v. Morten Skovsted 

Sø 13 Kl. 14 FRIRUM v. Morten Skovsted 

Ti 15 Kl. 19.30 Sogneaften med Peter Duetoft, ’De anderledes’, Den Gamle Skole 

Sø 20 Kl. 14 Liturgsk høstgudstjeneste v. Mette Born Djurhuus 

On 23 Kl. 17 Spaghettigudstjeneste v. Morten Skovsted og Britta Søes 

Sø 27 Kl. 9.30 Gudstjeneste v. Morten Skovsted 

Ti 29 Kl. 10 Kravlegudstjeneste v. Morten Skovsted og Britta Søes 

Oktober 

Sø 4 Kl. 11 Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus 

On 7 Kl. 19 MR-møde Den Gamle Skole 

To 8 Kl. 14 Hjortshøj Lokalcenter Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus 

Sø 11 Kl. 9.30 Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus 


Ti 20 Kl. 19.30 Sogneaften, Den Gl. Skole, Dennis Nørmark, ’Et dejligt liv - uden gud’ 

On 21 Kl. 17 Spaghettigudstjeneste v. Morten Skovsted og Britta Søes 

Sø 25 Kl. 14 BUSK-gudstjeneste v. FDF, kirkens pigekor og Morten Skovsted 

November 

Sø 1 Kl. 11 Allehelgensgudstjeneste v. Morten Skovsted 

Kl. 14 FRIRUM Morten Skovsted 



To 12 Kl. 14 Hjortshøj Lokalcenter Gudstjeneste v. Morten Skovsted 


On 18 Kl. 17 Spaghettigudstjeneste v. Morten Skovsted og Britta Søes. Gospelkids medvirker. 


Ti 24 Kl. 19.30 Sogneaften, Den gl. Skole, Lene Højholt, ’Åndelig fornyelse i kirken’ 

Sø 29 Kl. 14 1. sønd. i advent, Gudstjeneste v. Morten Skovsted. Efterflg. kaffe i Den gl. Skole 

December 

Sø 6 Kl. 14 FRIRUM Morten Skovsted 

Ma 7 Kl 14 De ni læsninger v. Morten Skovsted, Hjortshøj Kirke 

Kl 15 Glögg og æbleskiver, Den gl. Skole 


Sø 13 Kl. 9.30 Gudstjeneste v. Majbritt Fabech

Klik her for at læse kirkebladet - Hjortshøj Kirke

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?