Læs den fulde opgave. - Prisma Politica

Tilblivelsen af EU’s
energieffektiviseringsdirektiv –
en strategisk ”kamp”, normbaseret eller historisk betinget?
Af Kristian Riber Kraaer
Vejleder: Peter Nedergaard
Antal ord: 6.048

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
Indhold
Introduktion ....................................................................................................................................................... 2
Teori og hypoteseudledning .............................................................................................................................. 3
Hypotese 1 ................................................................................................................................................. 5
Hypotese 2 ................................................................................................................................................. 5
Hypotese 3 ................................................................................................................................................. 6
Metode: Casestudie gennem multilevel analyse .............................................................................................. 6
Kommissionens begrundelse for direktivets fokus ........................................................................................... 7
Frankrigs energisektor – erhvervslivets efterspørgsel ...................................................................................... 9
Frankrigs politiske holdning til direktivet .......................................................................................................... 9
Danmarks energisektor – erhvervslivets efterspørgsel ................................................................................... 11
Danmarks politiske holdning til direktivet ....................................................................................................... 12
Forhandlingsprocessen – en strategisk ”kamp” eller en eklektisk og historisk proces? ................................. 12
Konklusion ....................................................................................................................................................... 13
Referencer ....................................................................................................................................................... 15
1/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
Introduktion
Et tilgængeligt udbud af sikre og pålidelige energikilder er af afgørende betydning for moderne økonomier
og europæiske virksomheder. Energipolitik har af denne grund også fået en central plads i EU – blandt
andet i form af Paris-traktaten og Euratom-traktaten, der er to af EU’s tre grundlæggende traktater
(Johnson & Turner: 2006: 234 P). EU’s energipolitik er funderet i tre søjler om konkurrencedygtighed,
miljøvenlighed og forsyningssikkerhed. De tre søjler fungerer ikke uafhængigt af hinanden, og der kan også
forekomme situationer, hvor der er konflikt. Det gælder f.eks. ved forbedringen af den europæiske
konkurrenceevne, hvor lavere energipriser kan svække incitamentet til at øge energieffektiviteten og i
stedet føre til et større forbrug, der virker miljøskadeligt (Johnson & Turner: 2006: 238). Søjlen om
konkurrencedygtighed har været en konstant og dominerende søjle siden 1950’erne, hvor behovet for et
sammenhængende og konkurrencedygtigt marked ofte blev understreget politisk trods udeblivelsen af
konkrete initiativer i begyndelsen (Johnson & Turner: 2006: 239 PP).
Miljøbeskyttelse har ikke altid været en prioritet i den europæiske energipolitik, men kom først i fokus i
Skandinavien og Tyskland i 1980erne grundet bekymringer om syreregn. Derudover har global opvarmning
været med til at sætte fokus på sammenhængen mellem miljø og energi. Energistrategien fra 2006
understreger miljøbeskyttelsens centrale placering i energipolitikken med sit fokus på energieffektivitet,
der reducerer CO2-udslippet og samtidig reducerer behovet for import af energi (Johnson & Turner: 2006
249).
Det europæiske fokus på forsyningssikkerhed skyldes hovedsagligt den voksende forskel, der er mellem
medlemsstaternes forbrug og produktion. Angående gas er der f.eks. en risiko forbundet med, at udbuddet
er koncentreret om få lande som Algeriet, Norge og Rusland, hvor Ruslands tidligere afskæring af
gasudbuddet til Ukraine også har haft konsekvenser for lande i EU. Fokus har indtil videre været på at
reducere efterspørgslen for energi gennem energieffektiviseringer og sprede forsyningen ud over flere
områder – som f.eks. på vedvarende energi – så unionen ikke er så afhængig af så få og koncentrerede
udbydere (Johnson & Turner: 2006).
En af de seneste større europæiske reguleringer på energiområdet er Energieffektiviseringsdirektivet, der
blev forhandlet på plads ved et rådsmøde (transport, telekommunikation og energi) den 15. juni 2012
(Europaudvalget: 2012) efter enighed med Europa-Parlamentet på det sjette og sidste trialog den 13. juni
2012 (Rådet for den Europæiske Union: 2012) (Det Danske EU-Formandskab 2012: 2012 A). Direktivet er et
minimumsdirektiv der skal medvirke til, at EU’s medlemslande reducerer energiforbruget med 17 % i 2020
og dermed bevirke, at EU’s medlemslande opnår målet om en energireduktion på 20 % i 2020. Selve
direktivet, som Ministerrådet og Europa-Parlamentet indgik kompromis om, indeholder følgende
elementer:
”- Offentlige myndigheder skal købe energieffektive bygninger, produkter og tjenester og renovere 3 % af
deres bygninger hvert år, så de får energiforbruget skåret drastisk ned.
- Energiforsyningsvirksomheder skal tilskynde deres kunder til at mindske energiforbruget ved at blive mere
energieffektive, f.eks. ved at udskifte gamle kedler og isolere deres hjem.
- Erhvervslivet skal blive mere bevidst om, hvordan man kan spare på energien, og store virksomheder skal
foretage energirevisioner hvert tredje år.
2/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
- Forbrugerne skal sikres bedre information fra målere og regninger, så de bedre kan styre deres
energiforbrug.
- Energitransformation skal overvåges for at sikre effektivitet, og EU skal om nødvendigt foreslå
forbedringer og fremme kraftvarmeproduktion.
- De nationale energireguleringsmyndigheder skal tage hensyn til energieffektivitet, når de beslutter,
hvordan og til hvilken pris forbrugerne skal have adgang til energi.
- Attesteringsordninger skal indføres for leverandører af energitjenester for at sikre et højt niveau af teknisk
kompetence.” (Det Danske EU-formandskab 2012: 2012 B)
For præciseringens skyld er det værd at bemærke, at der i direktivet er et bindende krav om besparelser på
1,5 % til energiforsyningsvirksomhederne(Europa-Kommissionen: 2012 B), som dog ikke er anført i
ovenstående tekst fra Det Danske EU-Formandskab. Det er endvidere værd at bemærke den eksplicitte
hovedvægt, som kraftvarme og energirenoveringer tillægges i direktivet, når nu EU består af et større og
komplekst energimiks af gas, kul, olie og atomkraft, der i forskellig udstrækning lever op til de tre søjler i
EU’s energipolitik; konkurrence, miljøbeskyttelse og forsyningssikkerhed (Johnson & Turner: 2006: 236).
Eksempelvist har Frankrig i mange år satset på kernekraft og derved garanteret fransk selvforsyning og
samtidig bidraget til et lavt drivhusgasudslip (Udenrigsministeriet: 2012: 3). Det kan dermed argumenteres,
at atomkraft lige såvel kunne være tillagt en hovedvægt i direktivet, da det objektivt set lever op til de to
søjler om miljøbeskyttelse og forsyningssikkerhed, hvis man ser bort fra risikoen for historiske ødelæggelser
som rystede Fukushima og resten af verden i 2011.
Idet energieffektiviseringsdirektivet endte som det gjorde trods objektive alternativer, er det interessant at
se nærmere på, hvad der var den primære politiske drivkraft bag løsningen. Med afsæt heri udleder jeg
følgende forskningsspørgsmål:
”Hvordan kan vi forklare energieffektiviseringsdirektivets fokus på fjernvarmeteknologi,
kraftvarmeproduktion og energirenoveringer, mens objektive alternativer som atomkraft ikke indgår i
direktivet?”
Med dette spørgsmål søger jeg at undersøge, hvilke politiske dynamikker der har været drivkraften til
direktivet. I det følgende afsnit vil jeg med udgangspunkt i institutionalisme udlede tre hypoteser.
Teori og hypoteseudledning
Med udgangspunkt i rationel choice teori og rationel institutionalisme er det nærliggende at betragte den
europæiske beslutningsproces som en ”kamp” og et kollektivt handlingsdilemma i formelle organisationer
mellem profitmaksimerende aktører, der på strategisk vis forsøger at fremme egne økonomiske interesser
(Hall & Taylor: 1996: 942 PP). Disse aktører kan være politikere, som forsøger at fremme løsninger, der
skaber en økonomisk fordel sit eget land, men det kan lige såvel være private virksomheder, der har en
økonomisk interesse i, at visse teknologier og løsninger prioriteres politisk frem for andre. For
virksomhederne er der nemlig mulighed for at forbedre grundlaget for deres forretning, hvis deres ydelser
er politisk prioriteret. Politisk asymmetri kan i denne ”kamp” være en afgørende determinant for politiske
outputs (Nedergaard: 2009: 17).
3/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
Hvorvidt virksomheder overhovedet har mulighed for at påvirke den europæiske lovgivning afhænger af,
om EU som system er åbent for påvirkning fra eksterne aktører. I den forbindelse er det relevant at se
nærmere på diskussionen om, hvorvidt EU er et intergovernmentalt eller supranationalt system. Ifølge
intergovernmentalismen får regeringsledere som oftest opfyldt deres politiske ønsker i EU – og hvis ikke
bliver de i det mindste kompenseret på anden vis. Supranationalismen fremhæver derimod, at regeringer
somme tider indgår kompromiser, der ikke er helt i tråd med deres politiske og økonomiske præferencer.
Det skyldes hovedsagligt, at europæiske institutioner som Europa-Parlamentet og Kommissionen ikke er
mellemstatlige aktører, som de nationale regeringer kan styre uden uforudsete outcomes. Diskussionen er
interessant, for hvis EU kan betragtes som et supranationalt system, har medlemslandene som principaler
begrænset magt for at bestemme de europæiske policies. Der er dermed større mulighed for, at eksterne
aktører kan påvirke politikudviklingen uden om medlemsstaternes regeringer.
Om EU er et intergovernmentalt eller supranationalt system kan umiddelbart være svært at give et entydigt
svar på, men der er i hvert fald eksempler på, at etableringen af det indre marked har skabt flere
reguleringer på miljøområdet end politikere på højrefløjen havde forudset og ønsket (Hix & Høyland: 2011:
16 PP). Derudover er initiativretten til politiske forslag alene en mulighed som Kommissionen besidder. Og i
kraft af Kommissionens supranationale egenskaber kan de respektive regeringer i EU ikke diktere, hvad er
stilles forslag om og hvordan.
Peter Bouwen har i nær relation til ovenstående analyse undersøgt relationen mellem de europæiske
institutioner, virksomheder og interesseorganisationer. Analysen bygger på en antagelse som, at relationen
kan betragtes som en udvekslingssituation, hvor forvaltningen og politikerne efterspørger
interessegruppernes ekspertviden og deres viden om interesser på europæisk niveau og nationalt niveau.
Omvendt efterspørger interessegrupperne specifik politisk regulering (Peter Bouwen: 2004: 339 P) for
blandt andet for at undgå markedsfejl (Nedergaard: 2009: 189), da den økonomiske politik ofte har en
tendens til at være mere redistributiv end effektivitetsfremmende (Hix & Høyland:2011: 190). I tråd med
Bouwens hypoteser afhænger de europæiske institutioners efterspørgsel for viden af institutionens
karakter – dvs. om den er intergovernmental eller supranational. Eksempelvist efterspørger Kommissionen
primært ekspertviden til brug i udarbejdelsen af lovforslag og sekundært viden om aggregerede interesser
på europæisk niveau.
Europa-Parlamentet efterspørger primært viden om aggregerede interesser på europæisk niveau og
sekundært interesser på nationalt niveau. Efterspørgslen af nationale interesser kan forklares ved, at
medlemmer af parlamentet er folkevalgte, og at de derfor må tage højde for deres vælgeres gunst i
hjemlandende, selvom deres formelle funktion er at tilgodese europæiske interesser.
Endeligt efterspørger Ministerrådet primært viden om nationale interesse, mens rådet sekundært
efterspørger interesser på europæisk niveau. Forklaringen er, at Ministerrådet udgøres af nationale
ministre, der i høj grad er af afhængige af vælgerne i hjemlandet. Og så er det her, at kampen om de
nationale interesser for alvor udspilles. Viden om europæiske interesser er dog stadig vigtig for de
nationale ministre, da de trods alt indgår i et europæisk samarbejde. Dernæst kan viden om europæiske
interesser fungere som forhandlingsgrundlag ved kompensation, som intergovernmentalismen også
forudser (Bouwen: 2004: 345 PP).
4/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
Sammenfattende kan politikudviklingen i den europæiske union analyseres som en rationel proces, hvor
økonomiske og politiske interesser kæmper om at få gennemført regulering i tråd med egne interesser. Det
skyldes dels rational choice teoriens forventninger om rationelle aktører, men det skyldes også EU’s
polities, der tilsyneladende giver mulighed for, at både politikere og interessegrupper påvirker processen
undervejs. Der er dermed råderum for, at interessekonflikterne kan udspille sig gennem udviklingen af
policies. Med udgangspunkt i denne analyse udleder jeg min første hypotese til forklaringen af
energieffektiviseringsdirektivets tilblivelse:
Hypotese 1: ”Tilblivelsen af EU’s energieffektiviseringsdirektiv kan forklares som en rationel ”kamp”
mellem politiske og økonomiske interesser med udgangspunkt i rational choice teori og rationel
institutionalisme”.
Den korte analyse af EU’s polities giver dog ikke kun teoretisk forventning for, at rationelle interesser kan
præge politikudviklingen eller energieffektiviseringsdirektivet, der er den konkrete genstand for analyse.
Med udgangspunkt i sociologisk institutionalisme kan man lige såvel forvente, at den primære drivkraft bag
den endelige aftale skal findes i kulturer, normer og værdier. Ifølge den sociologiske institutionalisme er alle
beslutninger ikke nødvendigvis funderet i rationelle kalkuler om, hvad der er det mest effektivt, eller
funderet i strategiske ”kampe” mellem rationelle aktører. Mange beslutninger er snarere et resultat af:
”… culturally-specific practices, akin to the myths and ceremonies devised by many societies, and
assimilated into organizations, not necessarily to enhance their formal means – ends of efficiency, but as a
result of the kind of processes associated with the transmission of cultural practices more generally”. (Hall &
Taylor: 1996: 946 P)
Til forskel fra rational institutionalisme betragter sociologisk institutionalisme institutioner som mere end
blot formelle instanser. En institution kan lige såvel være en kultur i sig selv, der også kan præge aktører
inden for institutionen, så deres adfærd tilpasses normerne. Derudover opererer sociologisk
institutionalisme med en passenhedslogik, der forudser, at aktører vil agere alt efter de herskende normer i
en given institution, der som nævnt også kan være en uformel kultur. Grundet denne passenhedslogik kan
institutioner træffe beslutninger og foretage ændringer, der i virkeligheden er dysfunktionel med
organisationens formelle mål – som f.eks. at øge profit gennem effektiviseringer (Hall & Taylor: 1996: 948).
Man kan derfor have en forventning om, at denne passenhedslogik har været gældende i udviklingen af
EU’s energieffektiv, og at det kan forklare fravalget af objektive alternativer som f.eks. atomkraft, og at
europæiske lande nåede til enighed trods forskellige energisektorer.
Med udgangspunkt i denne umiddelbare analyse kan jeg udlede min anden hypotese:
Hypotese 2: ”Tilblivelsen af EU’s energieffektiviseringsdirektiv er resultatet af en passenhedslogik, der
prioriterer visse normer og værdier”.
I forlængelse af denne diskussion er det nærliggende at inddrage et eklektisk fokus på institutioner og
definere disse lidt bredere, end hvad rationel og sociologiske institutionalisme er eksponenter for. Ifølge
historisk institutionalisme kan institutioner give incitament til rationel og strategisk adfærd gennem
5/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
formelle strukturer, der giver mere eller mindre klarhed over, hvordan andre vil agere. Men strategisk
kalkule er ifølge historisk institutionalisme ikke den eneste determinant for aktørers adfærd, da mennesker
lige såvel er drevet af en passenhedslogik, hvor handling foretages med udgangspunkt i en vurdering af,
hvad der rigtigt i den enkelte situation. Teorien fokuserer også på, at historiske omstændigheder kan have
indflydelse på politiske beslutninger. Det betyder, at politiske outputs kan være resultat af en
stiafhængighed – dvs. en arv fra fortiden, der determinerer en fremtidig vej, da det kan være
omkostningsfuldt at skifte retning. Teorien understreger ligeledes, at kritiske hændelser som økonomiske
kriser og militære konflikter kan udgøre kritiske hændelser, der bryder med kontinuiteten. En umiddelbar
svaghed ved teorien er, at det kan være svært at forklare, hvordan sådanne hændelser helt præcist
fremskynder fremtidig handling. Det er dog alligevel relevant at være åben for, om EU’s
energieffektiviseringsdirektiv kan siges at være præget af eklektiske drivkræfter samt stigafhængighed og
kritiske hændelser, der har virket determinerende (Hall & Taylor: 1996: 937 PP).
Med udgangspunkt i den teoretiske gennemgang af historisk institutionalisme kan jeg udlede min tredje og
sidste hypotese:
Hypotese 3: ”Tilblivelsen af EU’s energieffektiviseringsdirektiv er præget af en rationel og kulturel politisk
proces, hvor historiske faktorer har spillet en afgørende rolle.”
Jeg vil i det følgende afsnit redegøre for, hvordan jeg vil designe min undersøgelse og teste mine hypoteser.
Metode: Casestudie gennem multilevel analyse
Selve analysen vil være et casestudie, der er inspireret af Peter Nedergaard, som tidligere har anvendt en
multilevel analyse og forklaret udvandingen af Servicedirektivet med udgangspunkt i politisk asymmetri
(Nedergaard: 2009). Formålet med at anvende dette design er at undersøge politiske, kulturelle og
økonomiske forhold på mikro- og makroniveau, der kan forklare, hvorfor energieffektiviseringsdirektivet
blev som det gjorde. Genstanden for analyse på mikroniveau vil i denne undersøgelse være virksomheder,
og på den politiske scene er det politikere. Når aktører på mikroniveau behandles som kollektive aktører
udgør de sammenlagt interesser og værdier på makroniveau. Metoden udspringer af rational choice
teoriens metodiske individualisme, hvor enkelte virksomheder og politikeres adfærd analyseres. Den
bagvedliggende tanke er, at virksomheder efterspørger specifik politik, mens politikerne udbyder den
(Peter Nedergaard: 2009). Politikernes politiske præferencer vil ligeledes analyseres for at identificere
begrundelsen bag deres politiske valg. Formålet med analysen er at identificere, om
energieffektiviseringsdirektivet er et resultat af en rationel politisk og økonomisk ”kamp” mellem
virksomheder og medlemslande, eller om det er et resultat af værdier, normer og kulturer eller en udvikling
determineret af historien. Selvom forskningsdesignet udspringer af rational choice teoriens metodiske
individualisme, tillader det stadig, at jeg kan kontrollere for, om drivkraften bag direktivet snarere er kultur,
værdier og normer eller historiske begivenheder.
I denne analyse vil jeg undersøge relevante avisartikler og radioklip fra ind- og udland samt officielle
dokumenter fra EU og danske ministerier. Jeg vil her se nærmere på, om virksomheder og politikere har
presset på eller været modstandere af direktivforslaget af rationelle årsager eller kulturer, normer og
6/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
værdier. I analysen af om direktivet er et resultat af rationelle, kulturelle eller historiske drivkræfter, vil jeg
undersøge perioden efter Kommissionen fremlagde det første lovforslag. Jeg er klar over, at der foregår en
masse forud for fremsættelsen af forslaget, men jeg må af behovet for afgrænsning holde mig til denne
periode. I analysen af den politiske proces vil jeg især fokusere på aktører i Ministerrådet – det vil sige
nationale regeringsmedlemmer – da det er her den offentlige debat mellem medlemsstaterne for alvor
udfolder sig (Uwe Puetter: 2011). Dermed kan jeg undersøge, om nationale interesser er grundlaget for
konflikt mellem kalkulerende aktører, eller om der på tværs af lande eksisterer en særligt kultur, hvad
angår energipolitik.
Da jeg grundet behovet for afgræsning heller ikke kan afdække samtlige landes politiske og økonomiske
interesser funderet i de respektive energisektorer, vælger jeg at undersøge disse forhold i et casestudie
med to most-different cases for at være i stand til at generalisere mest muligt (Seawright & Gerring: 2008:
298). Jeg udvælger dermed to europæiske lande, der kan siges at være repræsentanter for andre lande. De
to lande jeg vil undersøge nærmere er Danmark og Frankrig. Argumentet er, at Danmarks energisektor på
mange måder allerede er kendetegnet ved fjernvarmeteknologi og energirenoveringer, og at Danmarks
energisammensætning allerede er indrettet i tråd med direktivet. Omvendt er Frankrig, som tidligere
nævnt, i høj grad forsynet af atomkraft, der kan anses som værende et objektivt alternativ til de politiske
prioriterer, der er lagt i direktivet. Danmark og Frankrig repræsenterer dermed hver sin side af den
energipolitiske skala. Ved at undersøge Danmark og Frankrigs energisektorer og politikeres holdninger til
direktivet, kan jeg derfor både afdække de politiske og økonomiske interesser eller normer, værdier og
kulturer, der ligger bag direktivet.
Idet jeg er begrænset af manglende franskkundskaber, har det ikke været muligt at undersøge de franske
virksomheder og interessegruppers høringssvar nærmere via de franske ministeriers dokumenter. Den
samme begrænsning gælder i forhold til analysen af politiske diskussioner, der er foregået i det franske
parlament. Det medfører naturligvis nogle begrænsninger, men disse vil jeg forsøge at overkomme ved at
analysere processen gennem danske og udenlandske medier.
Inden jeg går i dybden med analysen af Frankrig og Danmarks tilgang til direktivforslaget, vil jeg i det
kommende afsnit se nærmere på Kommissionens forslagstekst og identificere, hvordan hovedpunkterne i
forslaget begrundes.
Kommissionens begrundelse for direktivets fokus
I Kommissionens forslag til direktivet fremgår det, at man ønsker at omsætte energieffektivitetsplanen
(EEP) fra den 8. marts 2011 til bindende foranstaltninger, så målet om energireduktioner på 20 % inden
2020 kan nås. I forslaget påpeges nødvendigheden af energieffektiviseringer, da stigende priser på energi
potentielt kan kompromittere unionens muligheder for at skabe vækst. I forslaget påpeger Kommissionen
ligeledes, at energieffektiviseringer kan øge forsyningssikkerheden og skabe forbedringer til gavn for klima
og miljø (Europa-Kommissionen: 2011). I forslagsteksten står der blandt andet, at:
”Den Europæiske Union står over for hidtil usete udfordringer som følge af øget afhængighed af importeret
energi og knappe energiressourcer samt behovet for at begrænse klimaændringerne og overvinde den
7/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
økonomiske krise. Energieffektivitet er en effektiv måde at håndtere disse udfordringer på. Den forbedrer
Unionens forsyningssikkerhed ved at reducere det primærenergiforbrug og reducere energiimporten.
Det hjælper med at reducere drivhusgasemissioner på omkostningseffektiv vis og afhjælper dermed
klimaforandringer. Et skifte til en mere energieffektiv økonomi skulle også fremskynde udbredelsen af
innovative teknologiske løsninger og forbedre industriens konkurrenceevne i Unionen, hvilket vil fremme
økonomisk vækst og skabe job af høj kvalitet i flere sektorer med tilknytning til energieffektivitet.” (Europa-
Kommissionen: 2011 C: 8)
Dette konkrete afsnit er interessant, da det i høj grad afspejler den retorik og de argumenter Kommissionen
anvender i begrundelsen for forslagets indhold i resten af forslagsteksten. Ser man nærmere på de
argumenter, der fremføres, står det klar, at Kommissionen i allerhøjeste grad anvender rationelle
argumenter i begrundelsen for forslaget. Det primære fokus er nemlig, at energieffektivitet kan være en
måde at forbedre konkurrenceevnen og håndtere den økonomiske krise, mens vi samtidig reducerer
energiforbruget og energiimporten. Selve forslagets indhold kan derfor umiddelbart bedst forklares med
udgangspunkt i rationel institutionalisme grundet fokus på rationelle argumenter og fraværet af kulturelle
værdier og normer. Dog skal man være opmærksom på, at Kommissionens forslag kommer i naturlig
forlængelse af Europa-2020 strategien og EPP, og at forslagets fokus på de rationelle gevinster kobles tæt
til den økonomiske krise og tidligere policies som Europa-2020 strategien og EPP. Anskuer man forslaget
med historiske briller kan der tydes en hvis stiafhængighed, da der lægges vægt på eksisterende policies,
der leder til, at energieffektiviseringer skal prioriteres højere. Derudover lægges der vægt på, at løsningen
på energiudfordringerne lige såvel er en løsning på den økonomiske krise. Havde den økonomiske krise ikke
været så kraftigt et issue, havde forslaget måske set anderledes ud, eller også havde det måske været
argumenteret anderledes med udgangspunkt i kulturelle værdier og normer. Argumentet er, at der bliver
mere plads til kulturelle og værdimæssige argumenter, hvis der ikke er mangel på ressourcer. Er
ressourcerne knappe er det en nærliggende tanke, at aktører prioriterer ”overlevelse” og
profitmaksimering. Den økonomiske krise kan dermed analyseres som værende en ”critical juncture”, der
primer energirenoveringer som en nærliggende løsning. Sammenhængen mellem den økonomiske krise og
bærende argumenter i forslagsteksten er derfor nært beslægtede.
Trods Frankrigs støtte til sidst endte direktivet alligevel med at blive udvandet i den forstand, at de samlede
CO2-reduktioner blev 17 % i stedet for 20 %. Ifølge Søren Dyck Madsen fra Økologisk Råd skyldes
udvandingen især, at den økonomiske krise begrænsede landendes tilbøjelighed til at indgå forlig, der
kunne blive en udfordring rent økonomisk (Information: 2012 B: 8). Dermed kan den økonomiske krise, der
tidligere blev beskrevet som en ”critical juncture”, ikke blot have primet energirenoveringer som den rette
løsning. Den økonomiske krise har også ført til at lande som Frankrig var tilbageholdende med at støtte
forslaget, hvorfor den historiske institutionalismes forklaringskraft svækkes.
Jeg vil i de kommende afsnit se nærmere på den franske og danske energisektor og de politiske holdninger
til forslaget for at analysere, om der kan identificeres en passenhedslogik i debatten, der har skabt
konvergens om Kommissionens forslag, eller om den endelige aftale snarere er et resultat af en rationel
”kamp” og historiske faktorer.
8/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
Frankrigs energisektor – erhvervslivets efterspørgsel
Selvom Frankrig i de seneste år har investeret kraftigt i vedvarende energi, dækkes landets elforbrug
primært af atomkraft, der bidrager til en lav CO2-udledning. Frankrig dækker 5,5 % af verdens BNP, men
står for blot 1,1 % af verdens CO2-udledning. Og i 2010 dækkede atomkraft 74,1 % af landets samlede
energiproduktion.
Frankrig har dog vedtaget en ambitiøs plan om, at 23 % af det samlede energiforbrug skal komme fra
vedvarende energi i 2020, og landet har da også et stort potentiale for biomasse. Trods denne ambition er
atomkraftenergien fortsat en vigtig gren for den franske energiforsyning, og den franske energisektor er en
vigtig industriel faktor. Energiselskaberne EDF og Areva er således også i gang med at bygge et nyt og
omdiskuteret atomkraftværk, der skal stå klart i 2016. Prisen for det omfattende byggeri er 6 mia. kr.
(Udenrigsministeriet: 2012). Det statsejede EDF er da også en af Frankrigs største eksportaktører. Så selvom
Frankrig er i gang med en ”grøn” udvikling, skal man set med rationelle briller ikke undervurdere
atomkraftsektorens betydning for landets energiforsyning. Derudover kan man med udgangspunkt i
sociologisk institutionalisme forvente, at der i Frankrig hersker nogle andre normer og værdier til
atomkraft, end hvad der gør i Danmark.
Umiddelbart en måned efter Kommissionen fremsatte sit forslag til energieffektiviseringsdirektivet, var
franske energiselskaber ude og forsvare atomkraften, da katastrofen i Fukushima gav international mistillid
til teknologien, hvor man internt i Japan slukkede for samtlige atomreaktorer (Information: 2012 E: 10) Det
franske forsvar fra atomkraftsektoren lød, at det er brugbart i nedbringelsen af CO2-udslippet og kan
reducere afhængigheden af fossile brændsler (Financial Times: 2011: 16). Skal man analysere dette forsvar i
forhold til undersøgelsens tre hypoteser, står det klart, at atomkraftsektorens argumenter er klart funderet
i rationalitet og forsøger at tilpasse sig to de af de tre søjler i EU’s energipolitik om miljøbeskyttelse og
forsyningssikkerhed. Selve forsvaret for atomkraften blev dog nødvendiggjort af nedsmeltningen i
Fukushima, der med forsigtighed kan betegnes som en ”critical juncture”, der har diskvalificeret atomkraft
som en løsning på Europas udfordringer på energiområdet.
Det kan derfor konkluderes, at der i Frankrigs atomkraftindustrien var og er en stor efterspørgsel for
politisk regulering, der prioriterer og i hvert fald ikke fravælger atomkraft som energiressource. Hvorvidt
denne efterspørgsel smittede af på de franske politikeres holdninger til energieffektiviseringsdirektivets
manglende fokus på atomkraft er derfor interessant at se nærmere på.
Frankrigs politiske holdning til direktivet
Blandt Frankrigs repræsentanter i Ministerrådet var der inden forhandlingerne i foråret 2012 en modstand
mod krav om en bestemt procentsats for energirenoveringer af offentlige bygninger. Landet ønskede i
stedet en aftale om, hvor stor en mængde, der skulle bespares (Information: 2012 A: 5). Ifølge Claude
Turmes, Europa-Parlamentets forhandler i trialog møderne med Kommissionen og Ministerrådet, var
Frankrig sammen med Sverige og Tyskland blandt modstanderne af direktivet (Information: 2012 B: 8).
Frankrigs modstand var især rettet mod de konkrete virkemidler om energiselskabernes besparelser på 1,5
% og energirenoveringer af offentlige bygninger. Årsagen til denne modstand skyldtes, at Frankrig mente,
at deres atomkraftsektor kunne løfte besparelserne uden de konkrete virkemidler, som direktivet foreslog
(Information: 2012 C: 6). Som tidligere nævnt var den franske atomkraftsektor ude i et forsvar for
atomkraft umiddelbart efter Kommissionens fremsættelse af direktivforslaget. Det var dog ikke blot
9/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
virksomhederne, men også den franske stat, der gik i forsvar for teknologien med udgangspunk i rationelle
argumenter:
“The French government, policymakers and industry executives have sought all week to defend nuclear
energy. It remains essential to help cut carbon emissions and reduce dependence on oil and other fossil
fuels, they say.” (Financial Times: 2011: 16).
Trods den dybe forankring i atomkraft i den franske politiske og økonomiske selvforståelse
(Weekendavisen: 2011: 10), var der ikke en entydig støtte til atomkraften i Frankrig, hvor de
venstreorienterede og grønne partier allerede i foråret 2011 gjorde klar til en afskaffelse af atomkraft.
Denne debat blev blandt andet sat i gang af den tidligere konservative miljøminister, Corinne Lepage, der
løftede sløret for, at atomkraften havde været en omkostningsfuld investering for skatteyderne trods den
billige elektricitet, som ligger 40 % under gennemsnitsprisen i andre europæiske lande. Etableringen og
vedligeholdelsen af atomkraftværkerne havde kostet ikke mindre end 159 mia. kr. siden 1974, og det var
skatteyderne, der havde betalt dette beløb. Et beløb som regeringen ellers havde holdt hemmeligt
(Politiken: 2011: 7).
Trods Frankrigs afhængighed af atomkraft, de billige elektricitetspriser og potentialet for eksport kom
atomkraften på dagsordenen til det franske præsidentvalg, der blev afholdt få måneder før vedtagelsen af
EU’s energieffektiviseringsdirektiv. Francois Hollande, Socialistpartiet, havde under valgkampen lovet at
reducere andelen af atomkraft i Frankrig fra over 75 % til 50 %. Han lovede desuden at lukke det aldrende
Fessenheim-kraftværk i Alsace (Ingeniøren: 2012). Så på trods af den franske regerings støtte til
atomkraften umiddelbart efter Kommissionens forslag til energieffektiviseringsdirektivet, kom der
venstreorienterede kræfter til magten, som var mindre positive over for atomkraft og dens fremtid i
Frankrigs energisektor. Atomkraften skulle i stedet afløses af energieffektiviseringer og vedvarende energi
(DR P1: 2012). Til sidst endte det franske regeringsskifte også med at blive banebrydende for direktivets
vedtagelse:
“Turmes' last such visit to Paris marked a shift in France's position after the new Socialist government was
sworn in. “Before, the French position got worse every week and you could see the spirit of EDF and Total in
the negotiations,” the MEP recounts, referring to leading energy companies.
Now, the French publicly supports the directive's main provisions, including a 3% annual renovation rate for
public buildings and an obligation on energy retailers to slash their sales to households by 1.5% annually.”
(EurActiv: 2012)
Det er særligt interessant, hvordan Claude Turmes beskriver, at man nærmest kunne se en lige linje mellem
den franske energisektor og den franske regerings holdninger indtil det allersidste møde i Paris. Den
ændrede holdning i Frankrig vidner ikke om, at Frankrig var enige i direktivforslagets indhold ud fra en
passenhedslogik. Snarere var Frankrig i lang tid uenige i direktivforslagets indhold med udgangspunkt i egne
interesser, og det er derfor nærliggende at analysere den indledende modstand til direktivet med
udgangspunkt i rationel institutionalisme. Det samme gælder for analysen af den franske holdningsændring
efter præsidentvalget. Det er dog mindst lige så interessant at betragte denne holdningsændring ud fra
historisk institutionalisme, for havde det ikke været for ulykken i Fukushima, der fik de venstreorienterede
10/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
til at sætte atomkraften på valgprogrammet, er det nemlig ikke sikkert, at Hollandes regering havde lagt en
plan om at reducere anvendelsen af atomkraft, så det blev mere rationelt at stemme for
energieffektiviseringsdirektivet. Indtil videre kan den største forklaringskraft for Frankrigs modstand – og
senere opbakning - derfor tillægges rationel og historisk institutionalisme.
Inden jeg drager de endelige konklusioner, vil jeg dog se nærmere på holdningen i den danske energisektor
og blandt danske politikere.
Danmarks energisektor – erhvervslivets efterspørgsel
I den danske energibranche var der et særligt fokus på, at energirenoveringerne ikke blot ville hjælpe til at
nå målet om energireduktioner, men at de også kunne være med til at skabe jobs, herunder også i
Danmark:
”Et ambitiøst direktiv skaber jobs og gør EU mere konkurrencedygtig. Her spiller den danske
energisparemodel en meget vigtig rolle. Faktum er, at energiselskaberne i den grad er med til at styrke
vores konkurrenceevne.
På kort sigt sker det blandt andet ved succesen med de milliarder af kroner, som spares på energi. Desuden
tegner der sig et betydeligt eksportpotentiale for danske løsninger, hvis energieffektivitetsdirektivet bliver
vedtaget, siger Ulrich Bang.” (Licitationen – Byggeriets Dagblad: 2012: 3)
Argumentet som Ulrich Bang, konsulent i Dansk Energi, anfører, er ikke blot et godt eksempel på, hvordan
den danske energibranche har markeret sig i medierne sideløbende med forhandlingerne af direktivet.
Billedet er i høj grad det samme, når man nærlæser høringen af danske interessenter. Her fremhæver
interessenterne over en bred kam nemlig, at energieffektiviseringer er en samfundsmæssig klog måde at
reducere CO2-udledningen, da de forbedrer konkurrenceevnen og styrker forsyningssikkerheden. Et
eksempel på denne støtte findes blandt andet i høringen af de magtfulde interesseorganisationer og
repræsentanter for erhvervslivet, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer:
”DI anfører, at en øget indsats for energieffektivisering kan bidrage til, at CO2-målene nås mere
omkostningseffektivt samtidig med, at forsyningssikkerheden og konkurrenceevnen styrkes…
Landbrug & Fødevarer støtter direktivets mål om, at energieffektivisering skal have en central plads
i EU’s klima- og energipolitik, og anfører, at energieffektivisering kan medvirke til både bedre
konkurrenceevne for virksomhederne og en omkostningseffektiv opfyldelse af CO2-målene.”
Det danske erhvervsliv er dermed langt mere positivt indstillet over for energieffektiviseringsdirektivet end
det franske erhvervsliv. Samtidigt er forbruget af vedvarende energi voksende i den danske energisektor –
blandt grundet en massiv forøgelse af biomasse til el- og fjernvarmeproduktion i 2010 (Energistyrelsen:
2010: 3).
Hvorvidt det afspejler sig blandt politikernes holdninger til direktivet, vil jeg se nærmere på i det
kommende afsnit.
11/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
Danmarks politiske holdning til direktivet
I kraft af det danske energiforlig, der blev forhandlet på plads i foråret 2012, er det ikke overraskende, at
den danske regering var yderst positiv over for direktivforslaget (Folketingets Europaudvalg: 2011: 6). Med
energiforliget blev fjernvarme, vedvarende energi og energirenoveringer nemlig prioriteret yderligere
(Klima-, Energi- og Bygningsministeriet A: 2012). Derudover indeholder aftalen en forpligtelse til, at danske
energiselskaber reducerer energiforbruget med 2,9 % frem mod 2020. Det danske energiforlig er dermed
langt mere ambitiøst end energieffektiviseringsdirektivets besparelser på 1,5 % (Klima-, Energi- og
Bygningsministeriet: 2012 B: 4).
Direktivet kan ligefrem betegnes som en mærkesag for det danske formandskab (Information: 2012 F: 4),
og grundlæggende blev det danske argument for direktivet begrundet med udgangspunkt i rationalitet:
””Vi har vedtaget energieffektiviseringsdirektivet. Vedtagelsen betyder, at vi når mere end 17 %
energibesparelser i 2020. Direktivet er et minimumsdirektiv, derfor er der mulighed for, at vi kommer endnu
tættere på målet om 20 % energibesparelser i 2020. Det er en stor sejr for EU og for hele vores grønne
vækstdagsorden," siger klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard, der ledte dagens møde.””
(Det Danske EU-Formandskab: 2012 A)
Den danske begejstring for energirenoveringer, fjernvarme og vedvarende energi var dermed i tråd med
landets økonomiske interesser for energisektoren – lige nøjagtigt som den franske modstand til direktivet
var i tråd med atomkraftsektorens modstand.
Indtil videre har jeg hovedsagligt fundet grundlag for at tillægge rationel institutionalisme og historisk
institutionalisme den største forklaringskraft. I det følgende afsnit vil jeg diskutere nærmere, om processen
kan defineres som en strategisk kamp mellem rationelle aktører, eller om direktivet snarere er resultatet af
en eklektisk proces og historiske begivenheder.
Forhandlingsprocessen – en strategisk ”kamp” eller en eklektisk og
historisk proces?
Som vist hidtil kan forhandlingsprocessen om energieffektiviseringsdirektivet hovedsagligt forklares med
udgangspunkt i rationel eller historisk institutionalisme. Det skyldes den kraftige fokus på rationelle
argumenter fra erhvervsaktører og politikere. Derudover har analysen indtil videre vist, at der var en tæt
sammenhæng mellem erhvervslivets interesser, og det politikerne sagde og gjorde. Eksempeltvist
fremfører Claude Turmes, at det var som at tale med den franske atomkraftsektor indtil det sidste besøg i
Paris, hvor den nye præsident, Francois Holland, tog imod. Der er derimod ingen indikationer på, at det var
en sociologisk passenhedslogik, der førte landene sammen.
Som det er vist indtil videre, var det især rationelle incitamenter og økonomiske interesser, der var
bærende for med- og modgangen til direktivet. Europa-Parlamentets udtalelser til direktivforslaget blev da
også udskudt, da afstemningen i parlamentet blev forsinket grundet de mange ændringsforslag, der blev
stillet. Ikke mindre end over 1800 ændringsforslag blev fremsat. Det vidner meget godt om de
interessekonflikter, der herskede i unionen under forhandlingerne (Folketingets Europaudvalg: 2011: 5).
12/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
Jeg har tidligere fremhævet historiske elementer som værende af en hvis betydning, da den franske støtte
til direktivet blandt andet skyldtes regeringsskiftet og den nye holdning om, at atomkraften skulle
reduceres. En holdning der blandt andet kan tilskrives katastrofen i Fukushima, og som med historiske
briller kan betegnes som en ”critical juncture”. Jeg vil dog alligevel tillægge den rationelle institutionalisme
en større forklaringskraft end den historiske institutionalisme. Det skyldes hovedsagligt det åbenlyse fravær
af normer og værdier, der også er en vigtig del af den historiske institutionalismes eklekticisme. Som vist
har den bærende drivkraft til både modstand og støtte været rationelt begrundet, og de politiske
holdninger på tværs af lande har været tæt forbundet med økonomiske interesser funderet i
energisektoren. Det understreges blot yderligere af Martin Lidegaards karakteristik af forhandlingsforløbet,
som han beskriver i et interview på Radio24syv. Ifølge Martin Lidegaard var det til sidst et yderst tæt og
nervepirrende forløb, hvor forslaget blev vedtaget med det snævrest mulige flertal i Ministerrådet. Og det
var meget tæt på at falde helt på gulvet. For på de allersidste dage var der deciderede forhandlinger
mellem medlemslandende om politiske studehandler til langt ud på natten, hvor lande forsøgte at skabe
modstand til direktivet ved at tilbyde opbakning på andre områder, der intet havde at gøre med
energieffektivitet. Det vidner i høj grad om, at forhandlingsprocessen var en strategisk kamp mellem
rationelle aktører, der forsøgte at profitmaksimere egennytte. Dette billede bekræftes også af Claude
Turmes, der indrømmer at han satte gang i en PR-kampagne i de tyske medier mod Angela Merkel, så hun
skulle presses så langt, at hun til sidste skulle give efter og tilslutte sig direktivet. I denne kampagne
dannede Claude Turmes også alliancer med De Grønne i Tyskland (Radio24syv: 2012).
Ikke alene giver denne analyse opbakning til den rationelle institutionalismes forklaringskraft. Den bidrager
også med et interessant indblik i debatten mellem supranationalismen og intergovernmentalismen. For
som Martin Lidegaard fremhæver, forsøgte lande i tråd med intergovernmentalismens forudsigelser at
indgå politiske studehandler på mellemstatsligt niveau, hvor de forsøgte at skaffe opbakning til deres eget
projekt ved at tilbyde andre lande noget andet i en helt anden sammenhæng. På den anden side var der
dog alligevel flere lande der ikke stemte for, og som kan siges at være ”offer” for EU’s supranationalisme.
Hvorvidt disse lande kompenseres i anden sammenhæng kan ikke konkluderes, og det har heller ikke været
formålet med denne analyse. Der kan derfor hverken findes støtte til den ene tilgang frem for den anden.
Det viser blot, at det er et interessant område, der kan dykkes nærmere ned i med afsæt i
energieffektiviseringsdirektivet.
Konklusion
Med udgangspunkt i de tre institutionalismer deducerede jeg tre hypoteser om, hvad der var den primære
drivkraft bag den politiske proces, og som udmøntede sig i et direktiv, der prioriterer energirenoveringer,
fjervarme og kraftvarmeproduktion.
Som analysen har vist, var Frankrig indledningsvist stærkt tilbageholdende med at tilslutte sig direktivet.
Omvendt var Danmark langt mere positive og så det som en decideret mærkesag. Begge landes holdninger
lå helt i tråd med erhvervslivets interesser, og Claude Turmes havde da også en fornemmelse af, at han
talte direkte med EDF inden det franske regeringsskifte. Danmarks støtte og Frankrigs modstand blev i
samme forbindelse argumenteret med udgangspunkt i rationelle begrundelser om vækst, arbejdspladser og
konkurrencedygtighed. Analysen identificerede fraværet af en passenhedslogik, hvorfor hypotese 2
forkastes.
13/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
Da Frankrig tilsluttede sig direktivet, skyldtes det blandt andet, at ulykken i Fukushima havde sat atomkraft
på dagsordenen til det franske præsidentvalg. Denne ændring kan til en hvis grad derfor forklares med
udgangspunkt i historisk institutionalisme. Jeg vil dog alligevel tillægge rational institutionalisme den største
forklaringskraft, da værdier og normer lige såvel er en del af den historiske institutionalisme. Og med
fraværet af disse elementer mister teorien en stor del forklaringskraft i indeværende sammenhæng.
Endeligt viser interviewet med Claude Turmes og Martin Lidegaard, at den politiske proces der foregik bag
forhænget i lige så høj grad var præget af en strategisk kamp mellem rationelt kalkulerende aktører, der
fandt sammen i alliancer. Selvom direktivet blev vedtaget - dog i en udvandet form - var selve processen
præget af konflikter, og strategiske magtkampe og PR-kampagner. Årsagen til at direktivet blev vedtaget
var, at den største alliance vandt. Direktivet kunne lige så godt have været fejet af bordet, hvis et enkelt
land havde ladet sig friste af et tilbud om en politisk studehandel fra en af direktivets store modstandere.
Jeg kan derfor konkludere, at rationel institutionalisme i lang udstrækning kan forklare, hvorfor direktivet
prioriterer, som det gør.
14/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
Referencer
Det Danske EU-Formandskab (2012 A) http://eu2012.dk/da/NewsList/Juni/Uge-24/post-TTE
Det Danske EU-Formandskab (2012 B)
http://ec.europa.eu/energy/efficiency/eed/doc/2011_directive/country/20110622_energy_efficiency_dire
ctive_da_citizen_summary.pdf
DR P1 (2012) Lidegaard roser fransk og tysk energiomstilling
Energistyrelsen (2010) Energistatistik 2010
EurActiv (2012) France 'saved' the energy efficiency directive
Europaudvalget (2012) Redegørelse vedr. rådsmøde transport, tele og energi 15/6-12, energidelen,
http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/0192b6b0/201131753.pdf
Europa-Kommissionen (2012 A) EU-resumé – EU vil mindske energiforbruget ved at forbedre
energieffektiviteten,
http://ec.europa.eu/energy/efficiency/eed/doc/2011_directive/country/20110622_energy_efficiency_dire
ctive_da_citizen_summary.pdf
Europea-Kommissionen (2012 B) The Commission's new Energy Efficiency Directive [MEMO/11/440],
http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=MEMO/11/440&format=HTML&aged=0&langu
age=en&guiLanguage=en
Europa-Kommissionen (2011 C) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om
energieffektivitet og om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, http://euoplysningen.dk/upload/application/pdf/6e310778/COM_2011_370_DA_ACTE_f.pdf
Financial Times (2011) In place of the promised nuclear spring, a hard winter
Folketingets Europaudvalg (2011) GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT. http://euoplysningen.dk/upload/application/pdf/3f2b12dd/0370,1.pdf
Folketingets Europaudvalg (2011) Samlenotat vedr. rådsmøde transport, tele og energi 14/2-12 - energi
Hall & Taylor (1996) Political Science and the Three New Institutionalisms
Klima-, Energi- og Bygningsministeriet (2012 A) Aftale mellem regeringen (Socialdemokraterne, Det
Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti) og Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative
Folkeparti om den danske energipolitik 2012-2020.
http://www.kemin.dk/Documents/Presse/2012/Energiaftale/Aftale%2022-03-2012%20FINAL.doc.pdf
Klima-, Energi- og Bygningsministeriet (2012 B) Energipolitisk redegørelse 2012
Information (2012 A) Klima: EU er ved at forspilde grøn medicin
Information (2012 B) EU-lande er ved at køre energistrategi i grøften
15/16

EU og Virksomhederne
2. seminaropgave
Kristian Riber Kraaer
Information (2012 C) Energipolitik: EU-lande kan ikke enes om energibesparelser som krisehjælp
Information (2012 D) Ingen EU-appetit på dansk energi-og klimadagsorden
Information (2012 E) På lørdag bliver Japan atomkraftfrit
Information (2012 F) Dansk EUmærkesag tæt på succes
Ingeniøren (2012) Investorer flygter fra britisk atomudbygning
Jason Seawright & John Gerring (2008) Case Selection Techniques in Case Study Research: A Menu of
Qualitative and Quantitative Options. Political Research Quarterly
Licitationen – Byggeriets Dagblad (2012) Danmark skærper sin grønne profil
Pieter Bouwen (2004). Exchanging access goods for access: A comparative study of business lobbying in
the European Union institutions. European Journal of Political Research, May2004, Vol. 43 Issue 3, p337-
369, 33p.
Politiken (2011) Europa vender ryggen til atomkraft
Radio24syv (2012) Europa i Flammer, uge 27
Rådet for den Europæiske Union (2012) 3175. samling i Rådet Transport, telekommunikation og energi
Punkter vedrørende energi 15. juni 2012, http://www.euoplysningen.dk/upload/application/pdf/d948a856/3175presse.pdf
Simon Hix og Bjørn Høyland (2011). The Political System of the European Union. Palgrave.
Udenrigsministeriet (2012) Sektoranalyse – Energi & Miljø Sektoren i Frankrig
http://markedsinformation.um.dk/en/Publikationer/Sektorer/Frankrig-Sektoranalyse-Energi-og-miljoe-
2011.aspx
Uwe Puetter (2011) Europe's deliberative intergovernmentalism: the role of the Council and European
Council in EU economic governance. Journal of European Public Policy.
Weekendsavisen (2011) Det franske nukleokrati
16/16