Sport, sjov og samvær Indenfor i Børneterapien Masser af gode ...

38 Spastikeren 1/2011
DEBAT
Spastikerforeningen har fået ny formand,
og det kan vel aldrig skade med
nye kræfter i en organisation, der på
flere måder virker noget støvet.
Et formandsskifte vil, i de fleste
foreninger, give anledning til en god
diskussion om hvilke personer, der synes
egnede til en så vigtig post, som skal
sikre stabilitet i forretningen samt igangsætte
en udvikling, der tager hensyn til
nutidige og fremtidige udfordringer.
I Spastikerforeningen har der ikke
været diskussion eller debat, det har de
gamle mænd sørget godt og grundigt
for. Tingene skal forblive, som de altid
har været, og ledelsen har i god tid
fundet en passende person, som, de
regner med, ikke vil skabe forandring.
Valget falder ofte på en person, der ikke
tidligere har beskæftiget sig nærmere
med handicappede, og kendskabet til
området er derfor yderst begrænset. Til
trods for manglede erfaring vedrørende
hele handicapproblematikken, tildeles
den pågældende hurtigt en plads i
hovedbestyrelsen, og er som sådan gjort
formandsklar. Ovennævnte forløb sker
igen og igen, og det er højest betænkeligt.
Det hele sker uden nogen form for
demokratisk indflydelse, og hvad der er
endnu værre, er den fuldstændige nedvurdering
af foreningens medlemmer.
Er det virkelig rigtigt, at man i ledelsen
ikke bryder sig om spastikere? Er vi
uegnede til at repræsentere foreningen?
Mange af os spastikere har et talehandicap,
og vi kan derfor nogle gange
virke lidt besværlige. Vores fremtræden
er måske ikke altid så pæn og velfrise-
Vi får mange uopfordrede debatindlæg. Det er vi glade for. Men for
at så mange som muligt kan komme til orde skal vi indskærpe, at
debatindlæg/læserbreve højest må fylde max 300 ord. Red.
De gamle mænd har gjort det igen
Af Lars Thue Hansen,
Skejbygårdsvej 20 st. th,
8240 Risskov
ret, men vi kan, trods vores handicap,
sagtens træffe beslutninger om både
egne forhold, samt sager der vedrører
Spastikerforeningen. En handicaporganisation
skal afspejle det, den er, og
den må derfor tage sit udgangspunkt
i de medlemmer, der er i foreningen.
Medlemmerne bør derfor være repræsenteret
på alle niveauer. Dette gælder
også formandsposten. Alle medlemmer
bør have retten til at stille op, uanset
handicap. Børn kan være repræsenteret
ved deres forældre, men i det øjeblik de
når myndighedsalderen vil det være rimeligt,
at de overlader pladsen til andre
medlemmer.
Hvis Spastikerforeningen blev en
demokratisk forening, vil der hurtigt vise
sig behov for et par store fejekoste, idet
hele den nuværende struktur kræver en
opdatering til nutidige, og demokratiske,
forhold.
Tilbage til problematikken omkring
formanden, idet det ikke kun er en kritik
af Lone Møller, men i langt højere grad
en kritik af de gamle mænd, som for enhver
pris vil undgå forandringer. De har
gang på gang overhørt ethvert ønske om
demokrati, og alle tilkendegivelser om
mere indflydelse er blevet tiet ihjel.
Lone Møller har åbenbart ønsket at
lade sig kåre som formand for Spastikerforeningen,
og det kan man så undre sig
over, især når man ser på hendes baggrund
som socialdemokrat og medlem
af Folketinget. Hvad er der blevet af de
demokratiske principper?
Det at gå ind i en udemokratisk
forening, og måden hvorpå det sker, kan
give grundlag for mange overvejelser.
En af mine første tanker går i retning af
spørgsmålet om, hvorvidt du, kære Lone,
er gået forkert?
Formandsposten i Spastikerforeningen
skal ikke være en retrætepost, som
de gamle mænd har for vane at tildele
sig selv og hinanden. Lone Møller har
haft muligheden for at vælge, det har vi
andre ikke. Afslutningsvis vil jeg gerne
understrege, at jeg ikke har noget imod
Lone Møller som person. Min kritik går
udelukkende på måden, hvorpå hun er
blevet formand.
Svar:
Kære Lars Thue
– ingen er gået forkert!
Det er mange kritikpunkter du nævner,
men jeg mener vi fik drøftet det meste
under dit timelange besøg hos mig
på min arbejdsplads i Folketinget. Jeg
betragter bestemt ikke landsformandsposten
i Spastikerforeningen som en
retrætepost. Vi gør det på mange områder
rigtig godt, men vi skal være endnu
længere fremme i skoene, og det vil jeg
gerne være med til at sikre. Jeg har selv
en multihandicappet datter på 40 år,
så gennem det meste af mit liv har jeg
haft handicap-problematikken tæt inde
på kroppen. Både sorger og glæder.
Samtidig har jeg i mit politiske virke
altid været kendt for at være de svages
væbner. Og det vil jeg fortsat være. Hvad
angår ledelsen, så har vi som Spastikerforeningens
øverste myndighed en bredt
sammensat hovedbestyrelse, der er
valgt på demokratisk vis, og som består
af en fin blanding af brugere, forældre
og andre foreningsaktive personer fra
hele landet. Jeg lover dig. Ingen af dem
er gået forkert. Derimod gør de alle en
stor indsats for at skabe bedre vilkår for
landets spastikere og deres familier.
Lone Møller, landsformand