Sport, sjov og samvær Indenfor i Børneterapien Masser af gode ...

Jobcenteret bekræftede brevet fra min læge. Klaus kon-
taktede dem, men de insisterede på, at jeg selv skulle komme
derned. Det gjorde jeg så, og her blev jeg hjulpet i gang med at
udfylde de første af mange skemaer til en fleksjobansøgning.
Herefter gik der lang tid med at vente, udfylde skemaer
og skrive mails frem og tilbage. Der gik faktisk det meste af
et halvt år. Til sidst besluttede min læge, for at jeg ikke skulle
få det værre, at sygemelde mig. Først en hel uge og derefter
en delvis syge/raskmeldning. Så begyndte der endelig at ske
noget.
Via min sygemelding kom jeg ned på 25 timer. Sikke en
forandring! Mit humør og overskud vendte tilbage. Klaus rådede
mig til at kontakte jobcenteret for at sætte dem ind i min nye
situation. Jeg fik herefter en god kontakt med jobcenteret, som
jeg udvekslede mange spørgsmål og svar med.
De havde dog ikke kun spørgsmål til mig, men også til min
læge. Her vil jeg lige nævne, at jeg heldigvis havde min læges
og Klaus´ fulde opbakning hele vejen. Uden de to ved jeg ikke,
hvor jeg havde været i dag.
Lang vej til målet
Nu var tiden inde til at få en virksomhedskonsulent på besøg
på mit arbejde for at tale med min chef og mig. Her skulle jeg
udfylde flere skemaer og besvare spørgsmål om, hvad jeg bl.a.
lavede i døgnets 24 timer, altså var det ikke kun arbejdsbetonede
spørgsmål. Ud fra et helhedsbillede skulle konsulenten
vurdere min situation og lave en samlet ressourceprofil, og ved
hjælp af den ville der blive besluttet, om jeg kunne godkendes
til fleksjob.
Jeg modtog min profil, som jeg skulle læse igennem for at
se, om jeg var enig i, hvad der stod om mig. Efter at have læst
de 22 sider kunne jeg godt forstå, at der gik så lang tid, inden
der skete noget. Fra første gang jeg søgte oplysninger på Spastikerforeningens
hjemmeside om ’cerebral parese’, til slutresultatet
kom, gik der 2 år og 9 måneder!
Jeg var delvist raskmeldt i fire måneder, før min sag gik
igennem, og jeg blev berettiget til en arbejdsuge på 25 timer.
Jeg husker det endnu. Det var den 26. november 2008 kl. 9.30,
og jeg græd af lettelse. Nu har jeg haft fleksjob på 25 timer i
to år, og jeg nyder at kunne være der for min familie og have
overskud til mine venner igen. Alle mine problemer er ikke forsvundet,
men på baggrund af den viden og erkendelsesproces
jeg har gennemgået i forhold til mine kognitive vanskeligheder,
er mine egne begrænsninger og behov blevet meget nemmere
at forstå og håndtere.
Fin hjælp fra alle sider
Til slut vil jeg sige, at det kræver sin kvinde/mand at skulle igennem
det tunge system, men med god hjælp fra Spastikerforeningens
psykolog, min læge, min familie samt gode kollegaer
og venner har jeg ”overlevet” rejsen og fået mit liv igen. Og
1000 tak til min veninde Henriette og min søster Vicki for at
hjælpe mig med at sætte ord på min historie – uden dem var
den ikke blevet fortalt. ●
Spastikeren 1/2011
15