Børn& unge17 - Bupl

20
arbejdspres
Pædagogers egne forventninger til, hvad de skal
lave, er ikke i takt med virkeligheden. Skal pædagogerne
undgå travlhed og stress, skal de lave helt
klare og tydelige aftaler med hinanden, mener
ekspert i stress.
Vær nu realistiske
Pædagoger synes, de har for me-
get udenomsarbejde og for lidt
tid til den direkte kontakt med
børnene. De har svært ved at gøre arbejdet
så godt, som de selv synes, det skal
gøres. Det er den holdning, psykolog og
direktør i Center for Stress og Trivsel
Jeanett Bonnichsen møder, når hun
er ude at holde oplæg på pædagogiske
dage i en institution.
»Pædagogerne oplever, at de ikke kan
levere et godt nok stykke arbejde, eller
at de ikke kan være nærværende nok,
og så bliver arbejdet følelsesmæssigt
meget slidsomt,« siger hun.
»Rigtig tit sker der det, når vi taler
omsorgsarbejde, at folk forholder sig til
dagligdagen ud fra det, de synes, det
bør være, og ikke ud fra det, der rent
faktisk er der,« siger hun.
Pædagogernes ideal stammer fra
dengang, institutionerne skulle være et
erstatningshjem, og pædagogen skulle
være en erstatningsmor. Det giver høje
forventninger om nærhed og opmærksomhed,
hvis man skal levere samme
ydelse i institutionen som i hjemmet,
påpeger Jeanett Bonnichsen.
»Den forståelse har vi aldrig fået slået
en ordentlig pæl igennem. Så meget
nærhed kan man ikke levere nu. Man
bliver nødt til at forstå, at institutionerne
er en arbejdsplads. Det er ikke
et erstatningshjem. Og på en arbejdsplads
kan man ikke levere den samme
nærhed og omsorg, som vi gerne vil,
som er ønskværdigt, og som det er dybt
problematisk, at vi ikke kan give,« fastslår
hun.
raTionelT plan. Hvis pædagogerne
ikke skal knuses under mængden af
uløste opgaver, er de nødt til at forholde
sig realistisk til, hvor mange ansatte,
hvor mange børn og hvor mange opgaver
der er.
»Man må planlægge i forhold til det.
Man må også se på, hvad man så ikke
kan levere. Det skal vildt tydeligt meldes
ud,« siger Jeanett Bonnichsen.
Det gælder om at få opgaverne løftet
op på det planlæggende, rationelle og
realistiske plan. Alle opgaver skal tales
igennem, så alle ved, hvad det betyder i
den enkelte institutions hverdag.
»Dermed får man også fjernet noget
af den totale opgivenhed, som findes
i institutionerne, og det kan i sig selv
være med til, at man ikke går til grunde
i stress, men at man siger ’okay, nu har
Det blev oplyst af de
4. ansatte, at man kan
være alene med op til 22 børn i
den enkelte husenhed. (…) De
ansatte oplyste, at de oplever
det som et stort pres at være
alene i husenhederne, da de
ud over at have ansvaret alene
for op til 22 børn samtidig skal
skifte bleer, tage imod beskeder
fra forældre og huske at
skrive beskederne ned samt
besvare telefonopkald.
Børnehave, Vejen
I de perioder, man
5. er alene i husene,
har de ansatte oplyst, at
man har en meget lille
chance for at forebygge
eller tage konflikterne
mellem børnene på en
konstruktiv måde. Man
sætter ikke aktiviteter som
højtlæsning, spil eller leg
i gang, fordi den ansatte
bliver afbrudt hele tiden
og ikke har mulighed for at
fordybe sig.
Flere medarbej-
6. dere finder, at der
er en dårlig stemning
på arbejdspladsen. Den
dårlige stemning smitter
af på personalet, hvor
man begynder at råbe ad
hinanden og kan udvikle
småkonflikter.
Integreret institution 0-6 år, Herlev
Børnehave, Vejen
ARBEJDSTILSYNETS RåD
Når Arbejdstilsynet udsteder er påbud om at gøre noget ved ’Stor
arbejdsmængde og tidspres’, skriver de også generelle råd i deres
afgørelse.
Det kan være formuleret sådan her:
For at forebygge risikoen for stress, udbrændthed med videre
som følge af stor arbejdsmængde og høje følelsesmæssige krav
kan I for eksempel organisere arbejdet anderledes med det formål
at skabe bedre balance mellem de krav, medarbejderen stilles
over for, og de resourcer, som hun har til rådighed.
Det kan for eksempel ske ved, at ledelsen sikrer at:
• Arbejdsopgaverne prioriteres.
• Der opstilles klare og realistiske mål og rammer for opgaverne.
• Medarbejderen opkvalificeres gennem efteruddannelse,
supervision med mere.
• Medarbejderen har indflydelse på eget arbejde.
• Ledelsen formulerer klare og realistiske krav til medarbejderens
indsats.
• Der foregår en løbende afstemning af gensidige forventninger
på arbejdspladsen.
• Medarbejderne – for eksempel gennem supervision – får mulighed
for at bearbejde følelsesmæssige belastninger.
• Der findes formelle og uformelle fora, hvor den enkelte medarbejder
kan hente støtte i sit arbejde.
• Man sikrer sig, at der er en løbende feedback på arbejdet.
• Medarbejderens faglige og personlige evner udvikles gennem
uddannelse/efteruddannelse og gode samarbejdsrelationer.
• Man gør forældrene opmærksomme på, hvilken service institutionen
kan forvente sig af medarbejderne.
Samtidig vil teambuilding, medarbejdersamtaler og forskellige
former for jobberigelse og jobudvidelse kunne være medvirkende
til forebyggelse af ovennævnte reaktioner.
Kilde: Afgørelse om at håndtere stor arbejdsmængde i Druelund Børnecenter.
Institutionen har et barn
7. med diagnosen ADHD, der på
nuværende tidspunkt får 7½ times
ugentlig ekstra støtte. Det oplyses,
at barnet trives godt i institutionen,
men man har pga. det lave
antal støttetimer vanskeligt ved
at tilgodese barnets behov. Det
pågældende barn har, ifølge ledelsen,
tidligere fået 15 timers ugentlig
ekstra støtte og er af Bispebjerg
Børnepsykiatiske Afdeling vurderet
til at have behov for 37 timers
ugentlig støtte.
Integreret institution 0-6 år, København
vi en plan. Den tror vi på, fordi vi har forholdt
os realistisk til virkeligheden’,« siger hun.
ingen indre afslappeThed. Selv med
gode planer og klare målsætninger er det ikke
sikkert, at det bliver lettere og lykkeligere at
være to pædagoger på en legeplads med 50
børn, som et eksempel i Arbejdstilsynets
rapport viser. For der vil stadig være flere
konflikter, som skal løses med få voksne, og
bekymringer over, om et barn måske falder
ned fra klatrestativet, påpeger Jeanett Bonnichsen.
»Så man er ikke sød og hyggelig i den situation.
For at være nærværende over for børn
skal man have en indre afslappethed. Det kan
pædagogerne simpelthen ikke have, når de
har så mange børn, de skal tage hånd om.«
Kan man undgå stress ved at have gode planer og
klare målsætninger?
Jeanett Bonnichsen tøver, før hun svarer:
»I teorien ja. For i teorien kan man sige:
’Det er det, vi har at gøre godt med, og det
er sådan her, vi kan planlægge det’. Men i
praksis tror jeg, det er rigtig svært, for de
fleste har jo en fordring om at kunne være
mere nærværende og mere hjertelige. Og det
er meget svært at se, hvordan det kan være til
stede, når de er så få voksne,« siger hun. n
BØRN&UNGE | NR. 17 | 06. oktober 2011 21