S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 8 8 ]
A n d e r s S ø g a a r d
af morfologiske dekompositionsstrategier
blev muligheden for at introducere en slags
‘preleksikalsk identifikation med givne
(leksikaliserede) konstruktioner’ luftet.
En sådan mulighed kunnes begrundes
med forskning i sprogtilegnelse, f.eks.
Kauppinen (1999). Kauppinens forskning
er måske særlig relevant i denne forbindelse,
da den tager udgangspunkt i tilegnelsen af
finske verbal-former.
Baseret på optagelser af den finske
dreng, Teemu, fra han blev født, til han
var fem år gammel, forsøger Kauppinen
at skabe belæg for hypotesen, at “der
er strukturer i sprog som har særligt let
ved at blive tilegnet som formulariske
ytringer” (1999:172, min oversættelse).
Her undersøges først og fremmest Teemus
tilegnelse af betingelses-verber (irrealis)
som f.eks. “laula-is[i]” (ville synge). Da
Teemu var to år gammel, havde Kauppinen
17 gange konstateret betingelses-verber i
Teemus tale, men alle gangene den samme
formulering: “Mitä täällä olis?” [Hvad
ville der være her?; 1999:173.] I fem års
optagelser var der i alt 650 forskellige
formuleringer. Udvidelsen af forrådet
skete langsomt, og i begyndelsen havde alle
formuleringerne samme form, nemlig “Mitä
PRON olis?” Kauppinen udleder, at “barnet
synes at teste konstruktionen i forskellige
kontekster” (1999:176, min oversættelse).
Senere ligestillede Teemu flere formulariske
udtryk og udledte heraf nye konstruktioner
(formel blending). At disse ikke tog hensyn til
semantiske overensstemmelser, sandsynliggør
Kauppinens formodning, at barnet
så at sige prøver forskellige konstruktioner
af i nye situationer. Der er mange
interessante ting at nævne i forbindelse med
Kaupinnens arbejde, men vigtigst er her
konklusionen, nemlig at “erindrede bidder
ikke kun imiteres, men synes at udgøre et
grundlag for kreativ variation” (1999:190,
min oversættelse), og at variationen til en
vis grad er prosodisk bunden. Ligesom at
sing/sung-klassen blandt engelske verber
er prosodisk afgrænset; verber optager
kun bøjningsmønstret, hvis de står i nært
forhold til den prototypiske konstruktion,
hvis første egenskab er den finale velære
nasal, og hvis anden egenskab er den
initiale konsonant gruppe, helst med et /s/
allerførst (Bybee, 1994:301).
Fonosemantiske begrænsninger: Som
Downing (1977) har påpeget, er ontologiske
kategorier - i hvert fald i forbindelse
med nominalkomposita - afgørende for
ordbygning og de lingvistiske former,
som ordbygning udmønter sig i. Givet
de ontologiske kategorier vil jeg her også
foreslå, at der er fonosemantiske begrænsninger
for ordbygning; altså fonosemantiske
begrænsninger, som er afhængige af
referentens ontologiske status. Et eksempel
på en morfologisk analyse, der gør brug af
fonosemantiske begrænsninger er Hines
(1999).
Hines ønsker først og fremmest at
vise, at metaforer er betinget af andet
end “conceptual parameters” (1999:9).
Indsamlet data er seksuelle eller kærlige
kælenavne til kvinder, som f.eks. “badger”
og “kitten”. Den underliggende metafor
kalder hun BEGÆRET KVINDE
SOM LILLE DYR. Men udover at se på
indsamlet data, undersøger Hines også
dyrenavne, som ikke er blevet anvendt som
metaforisk kilde. Hun skelner mellem de,
der fejler af semantiske årsager, og - og her
indtræder de fonosemantiske begrænsninger
- dyrenavne, som ikke fungerer af lydlige
årsager. Et eksempel på et dyrenavn, der
ikke lever op til de semantiske krav (eller
de konceptuelle parametre) er “flamingo”.
Det er sandsynligvis flamingoens farve,