S E M I KO L O N - EgernInc

afsnittet om morfologiske konstruktioner)
og et antal udvidelser.
En sådan opfattelse er ikke i sig selv
et brud med en mere traditionel opfattelse
af kategorier, som man finder den i senere
generativ grammatik. Her har det leksikalske
opslag ofte også to nodes – en prototypisk
betydning og en eller flere udvidelser.
Forskellen mellem Lakoffs leksikalske
opslag og opslag i en sådan grammatik er, at
udvidelserne i sidstnævnte har grammatisk
og kun formel semantisk betydning. I
Lakoffs leksikalske opslag har udvidelserne
konceptuel betydning.
Et opslag har altså en prototypisk
eller underspecificeret betydning. En
sådan ‘primær’ betydning kan udvides
metaforisk og konceptuelt qua kontekst
og/eller via transformationer. Det leksikalske
opslag betegner således en radial kategori
af mulige betydninger. Sammenhængen
mellem de enkelte betydninger svarer iflg.
Lakoff til wittgensteinske familieligheder.
Og som han understreger, “de ikkecentrale
betydninger kan ikke genereres fra de
centrale betydninger, men er dog ikke
tilfældige. Det er nærmere tilfældet, at de
er motiverede af mindre centrale betydninger,
billedskema-transformationer og metaforiske
modeller.” (Lakoff, 1987:460, min
oversættelse)
Det bør nævnes, at en del arbejde af
denne slags (f.eks. Dewell, 1994; Vandeloise,
1994) først og fremmest har bekymret sig
om præpositioner som frie morfemer.
Et væsentligt problem for morfologisk
arbejde inden for den kognitive grammatik
er redegørelsen for lingvistisk form. Hvorfor
er det, at nominalkomposita på engelsk
næsten altid er sammensat af mono- eller
disyllabiske konstituenter, hvoraf den første
(venstreleddet) begynder med en konsonant
(kun 6% af alle nominalkomposita
begynder med en vokal)? Og hvorfor er de
modificerende led i de danske komposita
“børne-mad”, “barne-pige”, “barne-barn”,
“barne-mad”, “barns-nød”, “børnebørn”
og “børne-sko” forskellige? Man kan
forklare nogle af de forskellige komposita
ved at pege på leddenes relative relevans.
Men i sidste ende vil en sådan forklaring
være inkohærent. Ydermere kan man
sammenligne med tilsvarende komposita
på andre skandinaviske sprog; hurtigt
opdager man, at der er andre kriterier end
semantiske kriterier på spil i udformingen
af komposita. Jeg vil herunder antyde, at
en fonosemantisk-prosodisk forklaring er
nødvendig.
En kort sammenligning
En kort sammenligning, 1): For at sammenligne
de tre tilgangsvinkler angivet ovenfor vil
jeg hive et nyt morfologisk emne frem
i lyset; indtil videre er det hovedsageligt
taget for givet, at morfologiens område
var affigering og komposition (altså,
konkatenative processer). Morfologien må
dog også tage stilling til mere diskontinuerte
processer eller introfleksion. F.eks. følgende
liste over arabiske udsagnsord, der alle er
afledninger af roden, at skrive: “katab”,
“kaatab”, “ktabab”, “ukaatab”, osv. (Kager
og Zonneveld, 1999:5)
Den altoverskyggende udfordring for
en redegørelse for introfleksion er iflg. Rubba,
“hvad man skal vælge som den basale enhed
for leksikalsk/morfologisk repræsentation”
(2001:682, min oversættelse). Hvad stiller
den kognitive morfologi op overfor en sådan
udfordring?
Det er tydeligt, at dekompositionsstrategier
har svært ved at redegøre for introfleksion.
Jeg kender ikke til psykolingvistiske
eksperimenter med introfleksion, men en
sandsynlig tilgang er inspireret af template
??
s i d e [ 8 5 ]