S E M I KO L O N - EgernInc

væsentligt mere agglutinerende end dansk;
cf. “synge”/“sang,” der kan oversættes med
“laulo”/“laulo+i”.
At finsk er et syntetisk sprog, har
betydning for forholdet mellem syntaks og
morfologi (hvis man opretholder en sådan
skillelinje). Sammenlignet med dansk viser
finsk langt større grad af morfologisering.
Det forhold har naturligvis gjort finske
lingvister og andre, der havde interesse i
de finsk-ugriske sprogs struktur, særligt
opmærksomme på morfologien. Et af de
spørgsmål, som har optaget sprogforskerne,
er spørgsmålet om leksikalisering og
produktivitet.
I sin diskussion af leksikalistisk
morfologi peger Bauer (1988:131) f.eks.
på finsk for at afvise the full entry theory.
Bauer spørger retorisk, hvordan man kan
hævde, at inflektionelle afledninger af
stammer (stamme plus bundne morfemer)
skal opregnes i et leksikon (det forestillede
mentale leksikon), når det maksimale
nominale paradigme på finsk indeholder
2000 forskellige former, og det maksimale
verbale paradigme - når klitiserede former
medregnes - indeholder over 12000
former?
Niemi et al. (1994) har forsøgt at løse
problemet ved at opstille modeller for
morfologisk dekomposition. Med udgangspunkt
i blandt andet sprogpsykologiske eksperimenter
opstiller de en model, der forudsiger
mindst fem vigtige træk om finske
sprogbrugeres psykologiske behandling af
finske navneord: 1) at navneords psykologiske
base er singular-formen, 2) at
fleksivt afledte former, men ikke derivativt
afledte former, parses (analyseres) i rødder
og affikser, 3) at samme former produceres
kompositionelt fra rødder og affikser, 4) at
navneords rødders allomorfer repræsenteres
hver for sig i det mentale leksikon, og 5) at
finske navneord kun dekomponeres indtil
‘allomorfniveau.’
Med andre ord foreslås det, at
fleksive affikser bindes kompositionelt.
Selvom der måske er hyppigt anvendte
former, som er institutionaliserede (jf. Bauers
(1988) skelnen mellem institutionalisering
og leksikalisering), og som derfor ikke
nødvendiggør dekomposition i samme
omfang som mindre hyppige former,
betyder modellen i princippet, at “talo+ssa”
komponeres on-line ved at hente
henholdsvis stammen og suffikset fra to
forskellige pladser i det mentale leksikon.
En sådan grad af dekomposition bør
forbavse en dansk sprogbruger. Det synes
usandsynligt, at en dansk sprogbruger f.eks.
skulle hente de to affikser i “opmærksom”
fra deres respektive pladser i leksikonet og
således hive deres specifikke semantiske
indhold frem for at konstruere den afledte
form. Tilsyneladende har ikke engang rodens
semantiske indhold psykologisk realitet
for den danske sprogbruger i omgangen
med den afledte form. Mere sandsynligt
er det, at en ‘underliggende’ konstruktion
bærer en slags psykologisk realitet, nemlig
‘ordformen’ [præfiks+verb, imp+“som”],
som f.eks. også er underliggende for
de afledte former, “betænksom” og
“opfindsom.”
Sådanne dekompositionsstrategier
har sine forgængere i prefix-stripping models.
Ud fra sprogpsykologiske eksperimenter
udviklede man modeller, der kunne fastsætte
morfemgrænser, isolere ords forskellige dele
og kompositionelt fastlægge den afledte
forms betydning. Som antydet er sådanne
modeller problematiske, når det behandlede
sprog er så morfemrigt som de finsk-ugriske
sprog. Et andet problem, som også vedrører
indo-europæiske sprog, er komposita. Det er
umiddelbart let at skille den (i f.eks. engelsk)
??
s i d e [ 8 3 ]