S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc S E M I KO L O N - EgernInc
s i d e [ 8 ] S i m o n G l i n v a d N i e l s e n Et gammelt broderskab opløses - og et nyt opstår Kvindeforskeren Svetlana Slapsak har forklaret, at når man analyserer den offentlige nationalistiske diskurs i Jugoslavien, skal man forstå, at det var en politisk diskurs med en meget lille erfaring i politisk korrekthed i en vestlig forstand. Det socialistiske Jugoslavien havde snarere udviklet en særegen titoistisk politisk korrekthed, der var tilpasset de lokale behov. I Bosnien-Hercegovina, den mest ‛titoistiske’ jugoslaviske republik og et sted med stor fare for fængsling af de, der kom med udtalelser, der kunne bringe den konstruerede fortælling om ‛broderskab og enhed’ i fare, så man derfor en stor udvandring af landets intellektuelle i 1970’erne og 80’erne. Den dominerende offentlige diskurs havde, ifølge Slapsak, en særlig grad af verbal autoritet og stilistik. Dette, fortsætter hun, kan forklares ud fra en totalitær tolkning af samfundets funktion, hvor kulturen er integreret i en kompleks betydning af ordet, dvs. den kontrolleres af det ideologiske mønster og dets politiske repræsentanter. Derudover er det en diskurs, der har arvet både Balkans og den centraleuropæiske autoritet med hensyn til repræsentation af nationale interesser. 2 Man skal altså forestille sig en situation, hvor de intellektuelle magthavere har alle trumfer på hånden. Det intellektuelle fællesskab er skabt i den politiske ideologis navn og de intellektuelles spørgsmål stilles i, og ikke til, nationens navn. Efter landsfaderen Titos død og det sammenbragte barns, Jugoslavien, opløsning faldt den konstruerede fortælling om et broderligt intellektuelt fællesskab sammen. De stridende parter havde hver deres fløj af radikale intellektuelle, der i nyvunden national og ideologisk ånd bekrigede hinanden. Bogstaverne fra den smuldrende jugoslaviske fortælling gødede jordene og frembragte nye historier om intellektuelle, der fra hver deres hovedstad kæmpede om jord og historie. I denne svære tid opstår Belgrade Circle. Med filosoffen og sociologen Obrad Savic i spidsen skabes et tidsskrift, Belgrade Circle Journal, der i det første nummer, ’The Critique of Centrism’ fra 1994, anslår en international og demokratisk linje, der skal: ”[…] offer an institutional framework for bringing together intellectuals from former Yugoslavia and from other countries who are clearly committed to the promotion of a ‛culture of singularisation’, of a tolerant, democratic, and pluralist society […] The Journal seeks to provide the sorely needed bridge between intellectuals in the country and in exile, and among the Yugoslav cultural spaces, Europe, the USA and beyond.” Igennem 1990’erne bringes intellektuelle fra mange lande sammen i tidsskriftets forskellige numre, der alle udkommer under samlende overskrifter - ’Critique of Centrism’, ’Pure War’, ’Politics of Human Rights’. Eks-jugoslaviske kapaciteter som Obrad Savic, lederen af Helsinki Komitéen Sonja Biserko og arkitekten Bogdan Bogdanovic taler side om side med den franske kulturforsker Jean Baudrillard, forfatteren Salman Rushdie og den amerikanske professor Richard Rorty blandt mange andre. I dette nye fællesskab, eller broderskab, opløses den nationale stilistik og autoritet og en ny international
konsensus, der taler de herskende forhold imod, opstår. I sit forord til det andet temanummer, ’Pure War’, skriver Obrad Savic, at nummeret repræsenterer en ny samlet ansvarsbevidsthed fra de, der har turdet at tale: ”a new consciousness of responsibility in those who have dared to speak”. I en selvransagende tone forsøger han at gøre op med forestillingen om den eks-jugoslaviske intelligentsia som værende primitiv: ”If we wish to rid ourselves of the (self)imposed and very thankless role of ‛Balkan barbarians’, we should consider in complete seriousness the following question: Why did the former Yugoslavia disintegrate in disorder, chaos, violence, and war? This question awaits a special kind of rational answer which should definitely remove us from the still insistent vicinity of militant real-socialism and brutal nationalism.” Savics etymologiske insisteren er vigtig og sigende for Belgrade Circles mission. I tidsskriftet ligger et ønske om på den ene side at ændre den eks-jugoslaviske befolknings selvopfattelse og på den anden side at ændre omverdenens opfattelse af Balkan. I erklæringen om at ville fjerne sig fra primitivisme-begrebet og rollen som ‛Balkan barbarians’ signalerer Savic, at tidsskriftet ønsker at påvirke den forståelse, der følger den geopolitiske udvikling. De intellektuelle repræsentanter Ud over at betegne en tilbagevenden til det tribale og primitive blev ordet ‛balkanisering’ i slutningen af det 19. århundrede brugt med en stigende negativ, politisk konnotation, der beskrev de små, B r o d e r s k a b e t ustabile og uregerlige stater, der skød ud det Det Ottomanske Imperium (Serbien, Montenegro, Rumænien, Bulgarien…). Balkanisering blev synonymt med en proces, hvor politiske og geografiske enheder fragmenteredes. Med dannelsen af Jugoslavien så man det modsatte af balkanisering, da en række mindre enheder samledes i én nation. Da Jugoslavien faldt sammen og en ny periode med balkanisering begyndte, viser det intellektuelle fællesskab Belgrade Circle et samfundsmæssigt ansvar ved at insistere på at ændre den etymologiske betydning af balkanisering. Ved at nægte at ordet igen kommer til at konnotere politisk ustabilitet og primitive statsdannelser, viser Belgrade Circle et over-nationalt ansvar, der med kulturens virkemidler skal påvirke den politiske virkelighed. Med Belgrade Circle bindes en knude. I det broderskab, der danner tidsskriftet, ser man en række intellektuelle, der gør sig til repræsentanter for en overordnet sag. Det samme skete små hundrede år tidligere i Frankrig, da hærens og de politiske lederes modvilje mod at revurdere den jødiske kaptajn Alfred Dreyfus’ sag medførte et massivt intellektuelt forsvar for kaptajnens uskyld. I Paris kaldte Ferdinand Brunetière, en kritiker af Dreyfus’ intellektuelle forsvarere, det: ”[…] one of the ridiculous eccentricities of our time – the pretention of turning writers, scientists, professors, and philologists into supermen.” 3 Denne tvivl fandt igen udtryk i 1968 i Warszawa, da anti-regeringsdemonstrationer blev opløst under sloganet: ”Writers to their pens! Students to their studies!”. Som s i d e [ 9 ]
- Page 1 and 2: S E M I K O L O N ; tidsskrift for
- Page 3 and 4: Blev man stillet den utaknemlige op
- Page 5 and 6: underliggende neurofysiologiske pro
- Page 7: S i m o n G l i n v a d N i e l s e
- Page 11 and 12: M a d s Z a a r R i i s b e r g K u
- Page 13 and 14: foragten indad?). Foragten er et sy
- Page 15 and 16: med en skelnen, men med en patetisk
- Page 17 and 18: esignation. Kultur er det, der brin
- Page 19 and 20: at banke på kontemporære værdier
- Page 21 and 22: Noter 1 Kom først på dansk i 2002
- Page 23 and 24: K u l t u r k a m p - e n k a m p m
- Page 25 and 26: K u l t u r k a m p - e n k a m p m
- Page 27 and 28: K u l t u r k a m p - e n k a m p m
- Page 29 and 30: K u l t u r k a m p - e n k a m p m
- Page 31 and 32: K u l t u r k a m p - e n k a m p m
- Page 33 and 34: K u l t u r k a m p - e n k a m p m
- Page 35 and 36: K u l t u r k a m p - e n k a m p m
- Page 37 and 38: S t e f f e n T . K o r s g a a r d
- Page 39 and 40: • Al viden er perspektivisk. Inge
- Page 41 and 42: gav udtryk for, at det havde været
- Page 43 and 44: er fundamentet for hierarkiet og gr
- Page 45 and 46: står ikke på helt fast grund. Ind
- Page 47 and 48: luft, de er en blanding af referenc
- Page 49 and 50: Litteratur Haraway, Donna J.: Simia
- Page 51 and 52: G r a d s f o r s k e l l e i v i d
- Page 53 and 54: G r a d s f o r s k e l l e i v i d
- Page 55 and 56: G r a d s f o r s k e l l e i v i d
- Page 57 and 58: G r a d s f o r s k e l l e i v i d
s i d e [ 8 ]<br />
S i m o n G l i n v a d N i e l s e n<br />
Et gammelt broderskab opløses - og et<br />
nyt opstår<br />
Kvindeforskeren Svetlana Slapsak har forklaret,<br />
at når man analyserer den offentlige<br />
nationalistiske diskurs i Jugoslavien, skal man<br />
forstå, at det var en politisk diskurs med en<br />
meget lille erfaring i politisk korrekthed i en<br />
vestlig forstand. Det socialistiske Jugoslavien<br />
havde snarere udviklet en særegen titoistisk<br />
politisk korrekthed, der var tilpasset de<br />
lokale behov. I Bosnien-Hercegovina, den<br />
mest ‛titoistiske’ jugoslaviske republik<br />
og et sted med stor fare for fængsling af<br />
de, der kom med udtalelser, der kunne<br />
bringe den konstruerede fortælling om<br />
‛broderskab og enhed’ i fare, så man derfor<br />
en stor udvandring af landets intellektuelle<br />
i 1970’erne og 80’erne. Den dominerende<br />
offentlige diskurs havde, ifølge Slapsak, en<br />
særlig grad af verbal autoritet og stilistik.<br />
Dette, fortsætter hun, kan forklares ud<br />
fra en totalitær tolkning af samfundets<br />
funktion, hvor kulturen er integreret i en<br />
kompleks betydning af ordet, dvs. den<br />
kontrolleres af det ideologiske mønster og<br />
dets politiske repræsentanter. Derudover er<br />
det en diskurs, der har arvet både Balkans<br />
og den centraleuropæiske autoritet med<br />
hensyn til repræsentation af nationale<br />
interesser. 2<br />
Man skal altså forestille sig en situation,<br />
hvor de intellektuelle magthavere har alle<br />
trumfer på hånden. Det intellektuelle<br />
fællesskab er skabt i den politiske ideologis<br />
navn og de intellektuelles spørgsmål stilles i,<br />
og ikke til, nationens navn.<br />
Efter landsfaderen Titos død og det<br />
sammenbragte barns, Jugoslavien, opløsning<br />
faldt den konstruerede fortælling om et<br />
broderligt intellektuelt fællesskab sammen.<br />
De stridende parter havde hver deres fløj<br />
af radikale intellektuelle, der i nyvunden<br />
national og ideologisk ånd bekrigede<br />
hinanden. Bogstaverne fra den smuldrende<br />
jugoslaviske fortælling gødede jordene og<br />
frembragte nye historier om intellektuelle,<br />
der fra hver deres hovedstad kæmpede om<br />
jord og historie.<br />
I denne svære tid opstår Belgrade Circle.<br />
Med filosoffen og sociologen Obrad Savic<br />
i spidsen skabes et tidsskrift, Belgrade Circle<br />
Journal, der i det første nummer, ’The<br />
Critique of Centrism’ fra 1994, anslår en<br />
international og demokratisk linje, der skal:<br />
”[…] offer an institutional framework for<br />
bringing together intellectuals from former<br />
Yugoslavia and from other countries who<br />
are clearly committed to the promotion of<br />
a ‛culture of singularisation’, of a tolerant,<br />
democratic, and pluralist society […] The<br />
Journal seeks to provide the sorely needed<br />
bridge between intellectuals in the country<br />
and in exile, and among the Yugoslav<br />
cultural spaces, Europe, the USA and<br />
beyond.”<br />
Igennem 1990’erne bringes intellektuelle<br />
fra mange lande sammen i tidsskriftets<br />
forskellige numre, der alle udkommer<br />
under samlende overskrifter - ’Critique of<br />
Centrism’, ’Pure War’, ’Politics of Human<br />
Rights’. Eks-jugoslaviske kapaciteter som<br />
Obrad Savic, lederen af Helsinki Komitéen<br />
Sonja Biserko og arkitekten Bogdan<br />
Bogdanovic taler side om side med den<br />
franske kulturforsker Jean Baudrillard,<br />
forfatteren Salman Rushdie og den<br />
amerikanske professor Richard Rorty<br />
blandt mange andre. I dette nye fællesskab,<br />
eller broderskab, opløses den nationale<br />
stilistik og autoritet og en ny international
Change language