S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 6 6 ]
T h o r G r ü n b a u m
tilkende handlingsintentionen nogen form
for realitet. Dermed er det klart, at man
har opfattet kroppen som et intentionsløst
fysisk legeme, der aktiveres som sidste led i
en kausal kæde.
Det interessante er at denne ofte
forekommende kropsopfattelse i den
analytiske handlingsfilosofi, som tit
påberåber sig at være den eneste rigtigt
videnskabelige, nu synes at blive bestridt
af forskellige nyere resultater indenfor
kognitiv neurovidenskab. Marc Jeannerod
beskriver fx gribe-handlingens visuo-motor
mekanismer: Når jeg vil gribe om et glas
på bordet, så foregriber (anticiperer) min
krop handlingen, et stykke tid før min
hånd rent faktisk er henne ved glasset.
Fingrene for-former sig i en anticipation
af glassets størrelse og form, håndledet
roterer i anticipation af glassets orientering,
og kræfter genereres for umiddelbart ved
kontakten med glasset at kunne gribe
og løfte det. Måden kroppen anticiperer
sit umiddelbare bevægelsesmål, er ikke
noget agenten er opmærksom på, hvilket
bliver betragtet som en klar indikation på
eksistensen af neurale motorskemaer. I den
visuelt guidede gribe-handling formodes
perceptuelle skemaer således at aktivere
korresponderende motorskemaer, der
kan regulere de enkelte underhandlinger
(strække arm, for-forme fingre, rotere
forarm osv.), som skal udføres, for at
kunne nå det endelige må; den perciperede
genstand, glasset. Disse skemaer menes at
redegøre for bevægelsernes ’glathed’ og
præcision (Jeannerod 1997, s. 40-41, 51-52).
Alain Berthoz beskriver, hvorledes neurale
mekanismer bruger hukommelsen til under
udførelsen af handlinger at forudsige
det fremtidige forløb på baggrund af
ufuldstændige informationer (Berthoz
1997b, s. IV, 1997a). Dertil kommer den
parallelitet, Jeannerod har kunnet påvise
mellem det at udføre en handling og
det at forestille sig, at man udfører den
selv samme handling. Dette har ført til
en teori om, at ’handlingsforestilling
og handlingsplanlægning involverer en
simulering af bevægelsesforløbene’, og
altså snarere end at skulle betragtes som
et intellektuelt fænomen, bør betragtes
som et kropsligt (Jeannerod 1994, 1997,
s. 160). Og endelig Giacomo Rizzolattis
(Rizzolatti et al. 1992) påvisning af at de
samme neuroner blev aktiveret hos en
abe, når den selv udførte handlinger, og
når den så en anden agent udføre dem,
på hvilket grundlag han sluttede sig til, at
handlingsforståelsen bygger på en neural
kodning af et ’handlingsvokabularium’
specifikt for arten.
I denne sammenhæng er det
væsentlige at lægge mærke til, den
opfattelse af kroppen disse resultater og
deres tolkninger åbner op for. Kroppen og
hjernen beskrives som en organisme, der
kan anticipere, forudsige, danne hypoteser,
simulere, have bevægelsesmål og indeholde
et handlingsrepertoire. Det er klart, at
man skal være forsigtig med at tage disse
formuleringer for pålydende, da de for en
stor del er ment metaforisk og forklares
med tilstedeværelsen af underliggende
neurale mekanismer. Ikke desto mindre
peger de på, at kroppen er en levende
krop, en krop der samler erfaringer, og har
intentioner. Dette synes at være en anden
type krop end det fysiske legeme, som så
meget analytisk handlingsfilosofi henviser
til. Den krop, som beskrives i den nævnte
neurologiske forskning, synes at have mere
tilfælles med den krop, som beskrives af
fænomenologien, den levede og oplevende