S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 4 ]
www.semikolon.au.dk
’Kulturkamp – en kamp mod demokratiet?’.
Her diskuterer Navntoft, hvilken betydning
det har for uddannelses- og kulturpolitikken,
at den underordnes en økonomisk
nyttekalkule. Den direkte anledning for
Navntofts polemiske ærinde er den siddende
VK-regerings kultur- og uddannelsespolitiske
visioner. Hermed melder Navntoft sig
på banen i den verserende kulturkamp
– en kamp som efter Semikolons mening
har savnet indspil fra humaniorastuderende
(se side 6 i dette tidsskrift). Navntofts analyse
rækker imidlertid ud over en borgerlig
regerings øjeblikkelige dagsorden. Der
peges på en generel og langstrakt udvikling,
hvor stadig flere områder underordnes en
nyttekalkule – vi står altså, ifølge Navntoft,
overfor en udvikling, som ikke ændres
grundlæggende ved et regeringsskifte.
Glinvad Nielsens artikel peger også
udover det partikulære (borgerkrigen på
Balkan) og rejser et alment spørgsmål
(intelligentsiaens politiske ansvar) og Zaar
Riisbergs slag i den kulturelle surdej er et
eksempel på humanistisk forskning, der vil
og kan udfordre massekulturen – vi spræller
endnu! Således repræsenterer de tre artikler
nogle af de fremmeste dyder ved den del af
humaniora, vi her har kaldt kulturforskning.
For det første historiseringen af en aktuel
dagsorden, for det andet det konkrete
eksempel - den gode historie - der peger
ud over sin egen kontekst og kalder på en
nødvendig selvrefleksion og sidst men ikke
mindst den intelligente diagnosticering af
kulturen, der provokerer til eftertanke. Mere
af det, tak!
Artiklerne, der bringes mellem de ’kulturelle’
og ’kognitive’, er af videnskabsteoretisk
karakter i bredeste forstand. Steffen
Korsgaard beretter i artiklen ”Selvrefererende
fortællinger i videnskaben – en
historie om institutionsledere, feministisk
standpunktsteori og videnskabelig uredelighed”
om et videnskabeligt projekt, han
selv har udført, og argumenterer med basis
heri for nødvendigheden af, at selve den
videnskabelige proces dokumenteres; da
den endelige videnskabelige fortælling har
karakter af konstruktion, er det nødvendigt
at blotlægge de valg og præferencer, der ligger
til grund herfor, hvis legitimiteten skal sikres.
Jan Alexis Nielsens artikel ”Gradsforskelle
i videnskabelig realisme“ diskuterer Karl R.
Poppers og Ian Hackings (der er bedst kendt
for sin bestseller ”The Social Construction
of What?”) videnskabsteoretiske positioner.
Hvor hovedtrækkene i Poppers kritiske
realisme nok er kendt af de fleste,
forholder det sig anderledes med Hackings
metodologisk mere åbne realisme, der tager
udgangspunkt i naturvidenskaben som en
praksis og dermed giver et mere – undskyld
udtrykket – realistisk billede af videnskaben.
Kognitionsforskningens objekt er som
bekendt det menneskelige sind og de mentale
processer, der finder sted heri. Ligger
dette nogenlunde fast, er det straks mere
omdiskuteret, hvilke undersøgelsesmetoder
der er anvendelige i bestræbelsen på at
opnå gangbar viden herom. Et af de store
stridsspørgsmål går på, hvorvidt objektive
tilgange, som den eksperimentelle psykologi
og den kognitive neurovidenskab, er de
eneste videnskabeligt acceptable, eller om
også data, der udspringer af et førstepersonsperspektiv,
som i introspektion eller
fænomenologisk analyse, er gyldige.
Thor Grünbaum viser her vejen, idet
han i artiklen ”Naturalisering, handling og
bevidsthed” netop forsøger at slå bro over
den metodologiske kløft og kombinere
førstepersonsbeskrivelser af bevidste
oplevelser og tredjepersonsbeskrivelser af de