S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 3 4 ]
R a s m u s N a v n t o f t
offentlige ræsonnement. Installeringen af
den praktisk-pragmatiske tankegang som
altings målestok resulterer i et samfund, der
går i stå. Common sense, den kortsigtede
vinding, fordommene og ikke mindst følelserne
etablerer sig som politiske afgørelsers
højeste instans. Der er fra regeringen side
ikke blot en fundamental uvilje mod alt,
der ikke kan omsættes i penge, men også
mod sagkundskab af næsten enhver art.
Pia Kjærsgaard fra regeringens støtteparti
Dansk Folkeparti mener således, at den
politiske debat ”er bedre tjent med, at vi
bruger vores sunde fornuft i stedet for alle
mulige rapporter og analyser” 44 , og Anders
Fogh Rasmussen kritiserer smagsdommerne
for at ville diktere folkets mening. 45 Havde
han bekymret sig lidt mindre om at lave en
alliance med befolkningen mod smagsdommerne
46 og lidt mere om den kvalificerede
demokratiske dialog, kunne han i stedet
have reflekteret smagsdommerne i forlængelse
af den funktion, kunstkritikerne antog
i den klassiske borgerlige offentlighed: på
den ene side synes selve kunstkritikerens
status som ekspert at tilkende ham forrang i
publikums oplysningsproces, på den anden
side er han blot én blandt publikum og kan
derfor, trods sin status, bedst defineres som
værende et skridt foran i oplysningsprocessen.
Han er både publikums repræsentant
og pædagog, for så vidt han med sin kritiske
vurderingsevne kan udpege publikums snæversyn
og fordomme.
Den demokratiske dialog har ikke
Foghs primære interesse. I det indledningsvist
omtalte interview med Weekend-Avisen
forklarer han, hvordan han ser oppositionens
kritik af regeringens manglende lyst til
at gennemføre grundlæggende reformer på
en række politiske områder som udtryk for
en forældet opfattelse af politik. ”Men det
piner mig ikke på nogen som helst måde, at
der foretages en fejlanalyse, for imens kan
vi så i ro og mag foretage denne ændring
gradvis ved at få sat en anden dagsorden,
når det gælder værdidebatten.” 47 Taktikken
synes, groft sagt, at være at ændre samfundets
værdier bag om ryggen på folk. ”Fogh
kalder det kulturkamp: en kamp mod pladderhumanisme
og rundkredspædagogik.
Lovgivningen er ikke det væsentligste: det
kører bare, mens statsministeren bearbejder
befolkningens bevidsthed.” 48 Selv når det
skulle handle om idépolitik og demokratisk
værdidebat, kommer det til at handle
om realpolitik, om hvordan man bedst
kan trumfe sine synspunkter igennem.
Det drejer sig ikke blot om liberalisme og
pragmatisme men også om magt, om at
erobre den politiske dagsorden fuldstændig
gennem en åndelig bearbejdning af befolkningen.
Al kritik affejes som bedreviden. Således
senest med eksperters advarsel mod regeringens
retsreformer, som ifølge kritikkerne
gav associationer til tilstandene i Kafkas
Processen. Dermed skulle den tjekkiske forfatters
udsagn om, at ”kunsten er et ur, der
går forud” 49 gå i opfyldelse om hans eget
værk og samtidig afsløre kunsten som vigtig
medspiller i udfoldelsen af det kritiske
ræsonnement.