S E M I KO L O N - EgernInc

K u l t u r k a m p - e n k a m p m o d d e m o k r a t i e t ?
afstand til sine egne interesser og have det
almenes vel for øje – netop det, der karakteriserer
den dannede. Først idet særinteresser
er suspenderet, kan fornuften råde.
Diskussionernes emne er ”det almene”, som
Habermas formulerer det. Med merkantilismens
og markedsøkonomiens fremvækst
brydes de feudale, autoritative magters fortolkningsmonopol
på kunst, filosofiske og
litterære værker, i det omfang disse gøres tilgængelige
på markedet. Frisat i den litterære
offentlighed profaneres værket, det gøres til
genstand for bedømmelse og samtale af et
publikum, der forstår sig selv som myndigt
og kompetent i sine vurderinger, og med
denne frisættelse opstår der først kultur i
moderne forstand, nemlig som noget, der
er til for sin egen skyld og som transcenderer
den samfundsmæssige reproduktions
sfære. 6
Kunst og litteratur er hermed frisat ind
i et rum, der per definition forstår sig selv
som kritisk. ”På den ene side er filosofi henretter
bare mulig som kritisk filosofi, og litteratur
og kunst er bare mulig i forbindelse
med litteratur- og kunstkritikk. Først i de
kritiske journaler fullføres det som verkene
selv kritiserer. På den annen side er det også
først gjennom kritisk tilegnelse av filosofi,
litteratur og kunst at publikum lykkes i å
opplyse seg selv, ja, oppfatte seg selv som
opplysningens levende prosess.” 7
Den litterære offentlighed bliver dog
hurtigt politisk, og den borgerlige offentlighed,
der på den anden side i sit væsen er
litterær, vinder sin fulde teoretiske skikkelse
i Kants historiefilosofiske refleksioner over
princippet om publicitet. I artiklen ”Was ist
Aufklärung?” fra 1784 bestemmes oplysning
dels som den enkeltes mod til at betjene sig
af sin egen forstand uden en andens ledelse,
dels som den proces, publikum uundgåeligt
gennemløber, hvis den offentlige brug af
fornuften, friheden til som lærd at ræsonnere
og forelægge publikum sine overvejelser
til bedømmelse, unddrages politiske
begrænsninger. At begrebet ”räsonieren”
benyttes som karakteristik for fornuftens
arbejde er vigtigt, for det refererer ifølge
Foucaults læsning af Kants tekst til en brug
af fornuften, hvor denne ikke har andet mål
end sig selv. 8
Således har publikums oplysningsproces
sig selv som genstand. I meningernes
strid tænkes sandheden at bryde frem, og
kun i meningernes strid, hvor fordomme og
ureflekterede vurderinger nedbrydes, kan
sandheden bryde frem. Denne dialogiske
forståelse af sandheden skyldes forestillingen
om, at fornuften må være almen for
at være fornuftig. Kun den samfundsnorm,
der kan godtgøre sig som værende fornuftig
for alle, kan gøre krav på betegnelsen fornuftig.
Den borgerlige offentlighed sigter
på og forstår sig selv som anticipation af
et samfund, hvor al herredømme er opløst
og hvis eneste magtfaktor er den tvingende
indsigt. Den kritiske proces, som de ræsonnerende
privatfolk anlægger mod den statslige
myndighed, forstår i bund og grund sig
selv som upolitisk, idet den i moralens navn
vil rationalisere den politiske magt. Målet er
den fuldstændige retfærdige samfundsorden,
hvor alle individer er ligestillede – det
universelle og rationelle demokrati.
Således bliver den borgerlige offentligheds
selvforståelse til organisationsprincip
for den moderne retsstat. 9 Den offentlige
mening tager aktivt del i lovgivningsarbejde
gennem udskrevne priskonkurrencer, og
der rettes krav om publicitet i de nationale
parlamenter. Alt skal udspille sig i overensstemmelse
med fornuftens love. 10 Hermed
får den politiske offentlighed normativt
s i d e [ 2 5 ]