S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 2 0 ]
M a d s Z a a r R i i s b e r g
den står i sit eget lille hjørne af verden og
observerer, mens den prøver at undgå at
vække opmærksomhed. Kynismen har tabt
sin selvtillid, den er bange for at stå frem, og
de kvaliteter den før benyttede sig af - og
ikke tøvede med at vise frem - skammer den
sig i dag over. 29 Det er ikke så meget fordi
neokynismen ikke er utilfreds med status
quo, men mere fordi den har mistet modet
og frem for alt frækheden. Kynismen står i
dag magtesløs over for nutidens ideologier,
som den ikke kan finde overskud til at
kritisere, satiren er blevet til teori og har
dermed mistet evnen til at demaskere og
blotlægge. 30 Sloterdijk kalder den moderne
kynisme for ’falsk bevidsthed ’.
I Critique of Cynical Reason er problemet
reelt det samme som i Masse og foragt – der
må ske en omvæltning for at bryde med
den konservative normalitet. I Masse og foragt
angives kulturen som et redskab til at bryde
stagnationen. I Critique of Cynical Reason er
det den oprindelige kyniske fornuft, der
skal løse et oplysningsproblem, som præger
den moderne kynisme. Den skal åbenbare
en ny livgivende oplysning, som kan fjerne
det han kalder ”oplyst falsk bevidsthed” 31 ,
og rive den moderne kynisme ud af dens
selv-medlidende bitterhed; sårbarheden skal
væk, og det kritiske udtryk skal hærdes igen:
”In order to survive, one must be schooled
in reality.” 32
Det moderne massemenneske er altså
en kyniker uden satire, som ikke tør noget
og heller ikke vil noget. Han er præget af
den impotens, der som tidligere nævnt
har sneget sig ind i massen. Redningen
kan kun findes gennem oplysning, kultur
og en genetablering af den oprindelige
kyniske fornuft. Ved hjælp af disse kan
man skabe potente forskelle og reelt talent,
og derved komme indifferensen til livs.
Kritik skal ligesom den oprindelige kynisme
nære sig ved provokation, og bevæge
samfundet og åndslivet. Med Nietzsche
som referenceramme er den moderne
kyniker det sidste menneske, noget der skal
overvindes, massemennesket skal fordrives
for igen at gøre plads for den oprindelige
kyniker, som har sjælsfælleskab med
Nietzsches overmenneske.
Der kan næppe herske nogen tvivl om,
at Sloterdijk kan være svær at sluge. Han
skriver med 200 kilometer i timen, og er
i den grad tilhænger af princippet om at
overdrive for at fremme forståelsen. Han
er heller ikke bange for at sige ting han
ikke nødvendigvis er enig i, blot for at
skabe debat om et vigtigt emne eller en
samfundsmæssig udvikling. Netop her
ligger hans styrke, han er på kanten af det
rabiate og er særdeles villig til at filosofere
i den offentlige boksering, fordi et af
hans grundprincipper er at en forfatters
fornemmeste pligt er at provokere.
Sloterdijk har forstået, at man bør
bevæge sin samtid, hvis man vil have skred
i tingene, og dette gør ham, sammen med
eksekveringen af et varierende og potent
sprog holdt i en essayistisk stil, yderst læseværdig.
Ud over de perspektiver jeg har ridset
op i denne artikel, er han også værd at stifte
bekendtskab med, fordi han har en evne til
aktualisere tænkere som Nietszsche, Kant
og Heidegger på en ganske særegen måde;
han formår således at påvise, at nogle af
deres tanker også kan være interessante for
en analyse af det moderne/kontemporære.