S E M I KO L O N - EgernInc

esignation. Kultur er det, der bringer os til
live, det er det, der skaber strømningerne
og bevægelsen i samfundet. Kulturen
har evnen til at provokere og animere
den åndelige evolution i os, og Sloterdijk
kunne ikke have opsummeret sit projekt
og egentlige forehavende bedre, end når
han slutter sit skrift således: ”Kultur i den
normative forstand, som det er nødvendigt
at minde om som aldrig før, omfatter
indbegrebet af forsøg på at udfordre
massen i os selv, at beslutte sig mod sig
selv. Den er en differens til det bedre, der
ligesom alle relevante forskelle kun findes
så ofte og så længe den bliver gjort.” 19
Her er det svært at skjule inspirationen fra
Nietzsches Zarathustra, og Sloterdijk kalder
da også teorien om ressentimentet for det
”mægtigste instrument til tydningen af de
socialpsykologiske forhold i massekulturen”
– således kan man med lidt frækhed
postulere, at Sloterdijk anser det moderne
massemenneske for at være det sidste
menneske.
Oprindelig kynisme versus moderne
kynisme
Det er ikke tilfældigt at Sloterdijks moderne
massemenneske i noget af sin karakteristik
kan minde om en bitter kyniker. I det der
indtil videre må betegnes som Sloterdijks
hovedværk, Critique of Cynical Reason fra
1983, forsøger han en aktualisering af
den gamle kynisme som redskab til kritik
af kulturen, netop fordi en moderne
kynisme, som adskiller sig markant fra den
traditionelle, har indfundet sig i nutidens
verden. I det følgende vil jeg forsøge at
gøre rede for de to former for kynisme, og
hvorfor disse i det hele taget er relevante
for den problemstilling, vi finder i Masse og
foragt. Dette skulle gerne pege i retning af,
K u l t u r k r a m p e r . . .
at den traditionelle kynisme kan ses som
løsning på det kulturforfald som Sloterdijk
påpeger.
Inspirationen fra hundefilosofferne -
kynismens oprindelige udtryk
Den oprindelige kynisme stammer tilbage
fra oldtidens Grækenland, hvor den ikke
dannede skole som sådan, men var mere
en livsstil. Kynikerne fik deres navn, fordi
deres opførsel ansås for at være hundeagtig,
og det oldgræske ord for hund er kyon.
De gamle kynikere mente, at man ikke
kunne tænke sig uden om kroppen, og anså
f.eks. tænkere som Platon for at flygte fra
virkeligheden. Kroppen er derfor centrum
for den kyniske tanke. Det siges at den
første af dem, som var Anthisthenes, fulgte
Gorgias og Sokrates et stykke tid. Men
kynismen bryder først for alvor igennem
med Anthisthenes elev Diogenes.
Den mest berømte af kynikerne er
uden tvivl Diogenes af Sinope, som der er
overleveret en del anekdoter om – bl.a. at
han boede i en tønde på torvet i Athen og
forrettede sin nødtørft, hvor det passede
ham..
Diogenes havde ikke noget filosofisk
system, men han opererede dog med nogle
grundbegreber, som han levede efter:
- Det smukkeste af alt er talefrihed.
- Frihed frem for alt.
- Nøjsomhed (Diogenes var tigger)
- Han hadede hykleriet (som han anså
Platon for at være en del af)
- Han havde intet tilovers for feterede
mennesker eller aristokrati – folks
herkomst betød intet.
- Han så sig selv som verdensborger.
Diogenes var, ud over sin kropslige
frækhed, også kendt for en verbal frækhed,
s i d e [ 1 7 ]