S E M I KO L O N - EgernInc

More documents

Recommendations

Info

s i d e [ 1 6 ] M a d s Z a a r R i i s b e r g at hamre på dem: For at se om de kan holde. Han ikke alene konstaterer, at det kan de ikke, han opdager, at de er konstant skiftende, som alt andet i et samfund, som er optaget af brug-og-smid-væk-kultur. Men der er et gennemgående problem for Sloterdijk, for det siger sig selv, at han næppe kan hævde, at det moderne samfund er hierarkiløst og blottet for konkurrence. Han anerkender da også, at disse elementer er til stede i samfundet, fordi det som konkurrencesamfund ikke kan andet, men hele tiden med det fortegn, at de er konstruerede og dermed ikke reelle. Han søger at forklare det paradoksale i sine definitioner således: ”Jeg vil på dette sted blot henvise til en uundgåelig følge af den moderne svækkelse af forskellene. Heller ikke vore dages samfund kommer udenom at udvikle værdiskalaer, rangordener, hierarkier på alle mulige områder – som bekendende konkurrencesamfund kan det ikke andet.” 16 Her påpeges altså, at forskellene er tilladte i det moderne massesamfund, og at konkurrence trives i bedste velgående – men dette betinges af et forudgående præmis, for Sloterdijk fortsætter således: ”Men det må reservere sine pladser på egalitaristiske præmisser – det er dømt til at antage, at de konkurrerende er startet på ens præmisser. Man må forlade sig på, at forskellen mellem sejrherrer og tabere på markederne og i sportsarenaerne ikke er udtryk for eller bevirker forskelle, men altid blot er udtryk for en reviderbar rangliste.” 17 At samfundet i dag ser sådan ud, betyder ifølge Sloterdijk, at man står overfor at skulle undgå, at disse konkurrerende masseindivider render ind i taberdepressioner, fordi anerkendelsen udebliver. Ligeledes kan en truende misundelse æde de enkelte op, hvis ikke deres behov bliver tilfredsstillet i forhold til andre. Man får så at sige et samfund, som er spændt som en fjeder, fordi der skal trækkes hårdt i begge ender af det for at opretholde egaliteten, samtidig med at man fremstiller tilsyneladende forskelle. De steder, hvor denne proces mislykkes, er der således fare for et reelt had, og derfor mener Sloterdijk visse kultur- og samfundsaspekter må træde ind som regulatorer af det: ”Derfor må sporten, finansspekulationen og ikke mindst kunsten i det moderne samfund blive til stadig vigtigere psykosociale regulatorer, for på børserne og i gallerierne placerer de, der konkurrerer om succes og anerkendelse, i vid udstrækning sig selv i kraft af deres resultater. I og med at sådanne placeringer er selvmedvirkede forskelle, virker de hadreducerende, om end ikke forsonende.” 18 Dette fjerner ikke den grundlæggende misundelse, men giver den et mildere udtryk, som f.eks. når de, som ikke er blevet til ’noget’ brokker sig over, hvor talentløse politikere eller kunstnere er, eller når anmeldere lader deres harme flyde ud over plader og bøger – altså en mild udgave af en social frustration født af eventuelle bristede illusioner. Fokus på massens problem er altså lagt på kulturværdi, eller måske mangel på samme, da Sloterdijk nok nærmere er af den opfattelse, at kulturen snarere er i et håbløst forfald, og dermed i gang med at gøre sig selv særdeles værdiløs. Inden demokratiet tog helt over, var kunsten det sidste sted hvor talenterne fra tid til anden stadigvæk lyste, men i dag synes vi efterladt med billige efterligninger. Men kultur er og bliver omdrejningspunktet for Sloterdijk, og derfor bærer kultur også løsningen på det, der er massens problem, nemlig dens
esignation. Kultur er det, der bringer os til live, det er det, der skaber strømningerne og bevægelsen i samfundet. Kulturen har evnen til at provokere og animere den åndelige evolution i os, og Sloterdijk kunne ikke have opsummeret sit projekt og egentlige forehavende bedre, end når han slutter sit skrift således: ”Kultur i den normative forstand, som det er nødvendigt at minde om som aldrig før, omfatter indbegrebet af forsøg på at udfordre massen i os selv, at beslutte sig mod sig selv. Den er en differens til det bedre, der ligesom alle relevante forskelle kun findes så ofte og så længe den bliver gjort.” 19 Her er det svært at skjule inspirationen fra Nietzsches Zarathustra, og Sloterdijk kalder da også teorien om ressentimentet for det ”mægtigste instrument til tydningen af de socialpsykologiske forhold i massekulturen” – således kan man med lidt frækhed postulere, at Sloterdijk anser det moderne massemenneske for at være det sidste menneske. Oprindelig kynisme versus moderne kynisme Det er ikke tilfældigt at Sloterdijks moderne massemenneske i noget af sin karakteristik kan minde om en bitter kyniker. I det der indtil videre må betegnes som Sloterdijks hovedværk, Critique of Cynical Reason fra 1983, forsøger han en aktualisering af den gamle kynisme som redskab til kritik af kulturen, netop fordi en moderne kynisme, som adskiller sig markant fra den traditionelle, har indfundet sig i nutidens verden. I det følgende vil jeg forsøge at gøre rede for de to former for kynisme, og hvorfor disse i det hele taget er relevante for den problemstilling, vi finder i Masse og foragt. Dette skulle gerne pege i retning af, K u l t u r k r a m p e r . . . at den traditionelle kynisme kan ses som løsning på det kulturforfald som Sloterdijk påpeger. Inspirationen fra hundefilosofferne - kynismens oprindelige udtryk Den oprindelige kynisme stammer tilbage fra oldtidens Grækenland, hvor den ikke dannede skole som sådan, men var mere en livsstil. Kynikerne fik deres navn, fordi deres opførsel ansås for at være hundeagtig, og det oldgræske ord for hund er kyon. De gamle kynikere mente, at man ikke kunne tænke sig uden om kroppen, og anså f.eks. tænkere som Platon for at flygte fra virkeligheden. Kroppen er derfor centrum for den kyniske tanke. Det siges at den første af dem, som var Anthisthenes, fulgte Gorgias og Sokrates et stykke tid. Men kynismen bryder først for alvor igennem med Anthisthenes elev Diogenes. Den mest berømte af kynikerne er uden tvivl Diogenes af Sinope, som der er overleveret en del anekdoter om – bl.a. at han boede i en tønde på torvet i Athen og forrettede sin nødtørft, hvor det passede ham.. Diogenes havde ikke noget filosofisk system, men han opererede dog med nogle grundbegreber, som han levede efter: - Det smukkeste af alt er talefrihed. - Frihed frem for alt. - Nøjsomhed (Diogenes var tigger) - Han hadede hykleriet (som han anså Platon for at være en del af) - Han havde intet tilovers for feterede mennesker eller aristokrati – folks herkomst betød intet. - Han så sig selv som verdensborger. Diogenes var, ud over sin kropslige frækhed, også kendt for en verbal frækhed, s i d e [ 1 7 ]
Page 1 and 2: S E M I K O L O N ; tidsskrift for
Page 3 and 4: Blev man stillet den utaknemlige op
Page 5 and 6: underliggende neurofysiologiske pro
Page 7 and 8: S i m o n G l i n v a d N i e l s e
Page 9 and 10: konsensus, der taler de herskende f
Page 11 and 12: M a d s Z a a r R i i s b e r g K u
Page 13 and 14: foragten indad?). Foragten er et sy
Page 15: med en skelnen, men med en patetisk
Page 19 and 20: at banke på kontemporære værdier
Page 21 and 22: Noter 1 Kom først på dansk i 2002
Page 23 and 24: K u l t u r k a m p - e n k a m p m
Page 37 and 38: S t e f f e n T . K o r s g a a r d
Page 39 and 40: • Al viden er perspektivisk. Inge
Page 41 and 42: gav udtryk for, at det havde været
Page 43 and 44: er fundamentet for hierarkiet og gr
Page 45 and 46: står ikke på helt fast grund. Ind
Page 47 and 48: luft, de er en blanding af referenc
Page 49 and 50: Litteratur Haraway, Donna J.: Simia
Page 51 and 52: G r a d s f o r s k e l l e i v i d
Page 63 and 64: T h o r G r ü n b a u m N a t u r
Page 65 and 66: handling, se en anden udføre en ha
Page 67 and 68:
krop, kendetegnet ved hvad Husserl
Page 69 and 70:
kropshandlingen: Er jeg bevidst om
Page 71 and 72:
i tilfælde af, at den ikke selv er
Page 73 and 74:
Forhold som disse har fået flere t
Page 75 and 76:
forenelig med en bestemt form for k
Page 77 and 78:
et ’propositionelt’ ønske om a
Page 79 and 80:
Noter 1 En videnskab som kognitiv n
Page 81 and 82:
A n d e r s S ø g a a r d Om kogni
Page 83 and 84:
væsentligt mere agglutinerende end
Page 85 and 86:
afsnittet om morfologiske konstrukt
Page 87 and 88:
parallel til et ‘empirisk’ og e
Page 89 and 90:
ygning og motorik, der diskvalifice
Page 91 and 92:
B a r r y S m i t h Ko g n i t i o
Page 93 and 94:
- de mest typiske udgaver - er loka
Page 95 and 96:
på tilsvarende vis et objekt, som
Page 97 and 98:
er en undersøgelse af begreber så
Page 99 and 100:
esidde sondringens helt anderledes
Page 101 and 102:
som Lewin havde forestillet sig den
Page 103 and 104:
Noter 1 Edgar Rubin (1886-1951), da
Page 105 and 106:
York: Academic Press. Netzer, N. (1
Page 107 and 108:
sig til de samme (meget generelle)
Page 109 and 110:
Dannelse __________________________
Page 111 and 112:
patient blotter sin overkrop, overf
Page 113 and 114:
det imponerende værk Gramsci og de
Page 115 and 116:
gældende på den lokale, akademisk
Page 117 and 118:
dekonstruktivistiske tænkning og d
Page 119 and 120:
som vidne om fortidens hændelser (
Page 121 and 122:
Udsigelsen endevendt Teorien om uds
Page 123 and 124:
gestus, fingerpeg eksempelvis, men
Page 125 and 126:
at underviserne på universiteterne
Page 127 and 128:
Virkelighedskonstruktioner En inter
Page 129 and 130:
for det første har fjernet filosof
Page 131 and 132:
Thunøs tredje objekt fra Lateranet
Page 133 and 134:
Betydningen af korsrelikvier såvel
Page 135 and 136:
S E M I K O L O N ; Strandvejen 10B
show all

S E M I KO L O N - EgernInc

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?