S E M I KO L O N - EgernInc

med en skelnen, men med en patetisk ikkeskelnen,
nemlig med det egalitære aksiom
som partout vil have, at al skelnen udgår fra
massen, der i sin natur per definitionem er
forskelsløs – for så vidt som den består af
homogene partikler, der har gjort sig den
obligate samme anstrengelse at blive født.” 11
Denne tilstand bevirker et uundgåeligt tab
af identitet, og Sloterdijk lander derfor på
et begreb, som han kalder ’den differente
indifferens’, eller den forskelsløse forskel
om man vil: ”Differens som ikke gør nogen
forskel, det er den logiske titel på massen.
Fra nu af skal identitet og indifferens
opfattes som synonyme.” 12 Med begreber/
slagord som ’differentieret indifferens’,
’total midte’, ’sleben individualisme’ og
’masse forpligter’, bliver pointen naglet fast
til det postmoderne kors: Vi lever altså i en
masse, som regulerer sig selv på en sådan
måde, at det er umuligt at bryde ud af dens
konservative favntag, og på nietzscheansk
vis realisere et fokus på at komme ud over
massemennesket og komme væk fra en
demokratisering og egalisering, som er gået
amok.
Massen er altså i dag et ansigtsløst diktatur,
ingen er nogen og man er ingen (Heidegger),
hvilket vil sige, at der rent faktisk insisteres
på tabet af identitet, som en sikkerhedsventil
for den selviskhed og selvpromovering, som
den moderne masse dog også opfordrer til –
inden for klare udstukne rammer naturligvis,
for den egalitære masse modsætter sig ikke,
at man er et dumt eller egoistisk svin, så
længe det bare sker uden at forstyrre den
borgerlige normalitet.
Hvis man formår at være anderledes,
vil det altid være på massens betingelser,
og bryder man disse, og forsøger at
springe ud i en reel forskellighed eller
K u l t u r k r a m p e r . . .
udfoldelse af ekstraordinært talent, bliver
man sporenstregs banket på plads. Dette
er en bekymring, som man allerede ser
hos de gamle massetænkere, som f.eks.
Gasset: ”Massen nedtromler alt, hvad
der adskiller sig, alt hvad der er fornemt,
individuelt, værdifuldt og eksklusivt. Den,
der ikke er som alle og enhver, risikerer
at blive udslettet.” 13 I stedet er samfundet
begyndt at producere forskellene for
os (f.eks. reklameindustrien), men disse
forskelle bliver flydende og genstand for
konstant forhandling, fordi de hierarkier,
der i tidligere tider ville holde forskellene i
hævd, er blevet afskaffet i det egalitære rum.
Det er vel næsten lige før, at man kan tale
om en art mentalt barnagtig naturtilstand
i vores omgangsformer, der er opstået
efter et delvist brud med klassesamfundet,
hvor alle jagter anerkendelse uden at have
en chance for at kunne få det, et samfund
eller en verden hvor succes i høj grad altid
er relativ, fordi der ikke er nogen til at give
den rette anerkendelse: ”Den der har succes
i dette forum, kan ikke længere være sikker
på, om hans succes målt med de gamle
højagtelsesideer ikke er mere foragtelig, end
enhver fiasko ville være.” 14
Men hvis alle er så lige, hvad er så
det reelle problem? Er det ikke det over
100 års socialistisk tanke har stræbt efter?
Problemet for Sloterdijk er som sagt, at
den demokratisering, som ligheden har ført
med sig, bliver en trussel mod talentet og
kunsten – i øvrigt de samme bekymringer
som Nietzsche gjorde sig om åndslivet i sin
tid. 15 Sloterdijks bekymringer følger også på
andre områder Nietzsches tankegang. Her
tænkes på, at Sloterdijk er ovenud skeptisk
overfor de værdier som det moderne
massesamfund står for, og det han gør i
Masse og foragt, er i tråd med Nietzsche;
s i d e [ 1 5 ]