S E M I KO L O N - EgernInc

More documents

Recommendations

Info

s i d e [ 1 4 ] M a d s Z a a r R i i s b e r g Det giver en udjævning og demokratisering af kulturen at masseproducere den, og endda også masseeksponere den. En sådan udvikling er ikke noget man umiddelbart kan vriste sig løs af, specielt ikke her i Danmark, hvor den fortærskede Jantelov nu lige pludselig er begyndt at virke modsat, som et brystværn man kan gemme enhver talentløshed ind bag, og sige: ”du er bare misundelig! ” Det samfund, der dukker frem under disse forhold, har amerikaneren Christopher Lasch (1932) kaldt for et show-samfund 8 , som udspringer af en tilfredsstillet selvopretholdelse. Dette skal forstås på den måde, at den vestlige masseproduktion (især USA's) i sin tid nåede et punkt, hvor den var i stand til at honorere de grundlæggende materielle behov hos folket. Derfor måtte industrien til at ’uddanne’ folk/massen i, hvad deres behov nu var – man søgte at pådutte forbrugeren ting, han ikke ’vidste’, han havde brug for. Dette gjorde man gennem massemedier og PR. Dette er endt i en skæv civilisering af masserne, som har skabt et samfund optaget af ’det ydre skin’. Lasch mener at reklamen dermed fik sit eget produkt, nemlig forbrugeren (en teori Naomi Klein stjæler til sin bog No Logo, uden så meget som at blinke). Forbruget er blevet den nye religion, det nye opium. Massemedierne og reklamen fører amerikanerne, og resten af verden ind i en ny tidsalder, hvor det kun er overfladen der tæller. Hermed har vi show-samfundet, som opstår i USA, men som uden tvivl har bredt sig, også i det skeptiske Europa og dermed Danmark. Alt bliver underlagt fremtrædelsens maske, ting som politik, debat, kultur og sport mister deres dybde – og til sidst kan man vel købe sine meninger på Home Shopping Network. Der er en yderste konsekvens ved dette show-samfund. Men behøver show-samfundet at udvikle sig, da det uden problemer kan være statisk og konservativt og kun give sig udslag som en livsstil? Et langstrakt fossilt dødvande, som venter på, at man kradser i overfladen? Anderledes uden at være det Kombinerer man demokratiseringen af kunsten og kulturen med den individualiserede masses mangel på potentiale, får man ifølge Sloterdijk massens identitet: indifferens. Denne indifferens, altså mangel på forskellighed, har, som tidligere antydet, gjort massen impotent, men samtidig givet den et særdeles stabilt udtryk, som bevirker en homogeniseret tilstand opret-holdt i et jerngreb, hvor der bliver slået hårdt ned på dem, der tror de skal have lov til at skille sig ud fra massen: ”Dens [massens] normale tilstand er den permanente urafstemning om en forlængelse af generalstrejken mod højere fordringer” 9 . Dermed anerkender Sloterjdijk ikke det fokus, der f.eks. i reklameverdenen er på, at vi alle er meget forskellige og har forskellige behov. Han anerkender heller ikke celebriteter, stjerner og andet af den skuffe, som individer, der reelt skiller sig ud fra den brogede masse, han arbejder med. Han vurderer at den differenskult 10 som man finder i reklameverdenen og i samfundet, nærer sig ved en frygt for den ensartethed, der allerede er en realitet. Dette gør, at man nærmest med en analfikseret pertentlighed, fokuserer på konstruerede eller svage differenser, som aldrig slår igennem – men dette forsøg på forskellighed er kun ynkeligt og særdeles uvirksomt ifølge Sloterdijk: ”Men disse manøvrer har ikke nogen virkelig effekt, for differensens formidable designere og tænkere sætter intetsteds ind
med en skelnen, men med en patetisk ikkeskelnen, nemlig med det egalitære aksiom som partout vil have, at al skelnen udgår fra massen, der i sin natur per definitionem er forskelsløs – for så vidt som den består af homogene partikler, der har gjort sig den obligate samme anstrengelse at blive født.” 11 Denne tilstand bevirker et uundgåeligt tab af identitet, og Sloterdijk lander derfor på et begreb, som han kalder ’den differente indifferens’, eller den forskelsløse forskel om man vil: ”Differens som ikke gør nogen forskel, det er den logiske titel på massen. Fra nu af skal identitet og indifferens opfattes som synonyme.” 12 Med begreber/ slagord som ’differentieret indifferens’, ’total midte’, ’sleben individualisme’ og ’masse forpligter’, bliver pointen naglet fast til det postmoderne kors: Vi lever altså i en masse, som regulerer sig selv på en sådan måde, at det er umuligt at bryde ud af dens konservative favntag, og på nietzscheansk vis realisere et fokus på at komme ud over massemennesket og komme væk fra en demokratisering og egalisering, som er gået amok. Massen er altså i dag et ansigtsløst diktatur, ingen er nogen og man er ingen (Heidegger), hvilket vil sige, at der rent faktisk insisteres på tabet af identitet, som en sikkerhedsventil for den selviskhed og selvpromovering, som den moderne masse dog også opfordrer til – inden for klare udstukne rammer naturligvis, for den egalitære masse modsætter sig ikke, at man er et dumt eller egoistisk svin, så længe det bare sker uden at forstyrre den borgerlige normalitet. Hvis man formår at være anderledes, vil det altid være på massens betingelser, og bryder man disse, og forsøger at springe ud i en reel forskellighed eller K u l t u r k r a m p e r . . . udfoldelse af ekstraordinært talent, bliver man sporenstregs banket på plads. Dette er en bekymring, som man allerede ser hos de gamle massetænkere, som f.eks. Gasset: ”Massen nedtromler alt, hvad der adskiller sig, alt hvad der er fornemt, individuelt, værdifuldt og eksklusivt. Den, der ikke er som alle og enhver, risikerer at blive udslettet.” 13 I stedet er samfundet begyndt at producere forskellene for os (f.eks. reklameindustrien), men disse forskelle bliver flydende og genstand for konstant forhandling, fordi de hierarkier, der i tidligere tider ville holde forskellene i hævd, er blevet afskaffet i det egalitære rum. Det er vel næsten lige før, at man kan tale om en art mentalt barnagtig naturtilstand i vores omgangsformer, der er opstået efter et delvist brud med klassesamfundet, hvor alle jagter anerkendelse uden at have en chance for at kunne få det, et samfund eller en verden hvor succes i høj grad altid er relativ, fordi der ikke er nogen til at give den rette anerkendelse: ”Den der har succes i dette forum, kan ikke længere være sikker på, om hans succes målt med de gamle højagtelsesideer ikke er mere foragtelig, end enhver fiasko ville være.” 14 Men hvis alle er så lige, hvad er så det reelle problem? Er det ikke det over 100 års socialistisk tanke har stræbt efter? Problemet for Sloterdijk er som sagt, at den demokratisering, som ligheden har ført med sig, bliver en trussel mod talentet og kunsten – i øvrigt de samme bekymringer som Nietzsche gjorde sig om åndslivet i sin tid. 15 Sloterdijks bekymringer følger også på andre områder Nietzsches tankegang. Her tænkes på, at Sloterdijk er ovenud skeptisk overfor de værdier som det moderne massesamfund står for, og det han gør i Masse og foragt, er i tråd med Nietzsche; s i d e [ 1 5 ]
Page 1 and 2: S E M I K O L O N ; tidsskrift for
Page 3 and 4: Blev man stillet den utaknemlige op
Page 5 and 6: underliggende neurofysiologiske pro
Page 7 and 8: S i m o n G l i n v a d N i e l s e
Page 9 and 10: konsensus, der taler de herskende f
Page 11 and 12: M a d s Z a a r R i i s b e r g K u
Page 13: foragten indad?). Foragten er et sy
Page 17 and 18: esignation. Kultur er det, der brin
Page 19 and 20: at banke på kontemporære værdier
Page 21 and 22: Noter 1 Kom først på dansk i 2002
Page 23 and 24: K u l t u r k a m p - e n k a m p m
Page 37 and 38: S t e f f e n T . K o r s g a a r d
Page 39 and 40: • Al viden er perspektivisk. Inge
Page 41 and 42: gav udtryk for, at det havde været
Page 43 and 44: er fundamentet for hierarkiet og gr
Page 45 and 46: står ikke på helt fast grund. Ind
Page 47 and 48: luft, de er en blanding af referenc
Page 49 and 50: Litteratur Haraway, Donna J.: Simia
Page 51 and 52: G r a d s f o r s k e l l e i v i d
Page 63 and 64: T h o r G r ü n b a u m N a t u r
Page 65 and 66:
handling, se en anden udføre en ha
Page 67 and 68:
krop, kendetegnet ved hvad Husserl
Page 69 and 70:
kropshandlingen: Er jeg bevidst om
Page 71 and 72:
i tilfælde af, at den ikke selv er
Page 73 and 74:
Forhold som disse har fået flere t
Page 75 and 76:
forenelig med en bestemt form for k
Page 77 and 78:
et ’propositionelt’ ønske om a
Page 79 and 80:
Noter 1 En videnskab som kognitiv n
Page 81 and 82:
A n d e r s S ø g a a r d Om kogni
Page 83 and 84:
væsentligt mere agglutinerende end
Page 85 and 86:
afsnittet om morfologiske konstrukt
Page 87 and 88:
parallel til et ‘empirisk’ og e
Page 89 and 90:
ygning og motorik, der diskvalifice
Page 91 and 92:
B a r r y S m i t h Ko g n i t i o
Page 93 and 94:
- de mest typiske udgaver - er loka
Page 95 and 96:
på tilsvarende vis et objekt, som
Page 97 and 98:
er en undersøgelse af begreber så
Page 99 and 100:
esidde sondringens helt anderledes
Page 101 and 102:
som Lewin havde forestillet sig den
Page 103 and 104:
Noter 1 Edgar Rubin (1886-1951), da
Page 105 and 106:
York: Academic Press. Netzer, N. (1
Page 107 and 108:
sig til de samme (meget generelle)
Page 109 and 110:
Dannelse __________________________
Page 111 and 112:
patient blotter sin overkrop, overf
Page 113 and 114:
det imponerende værk Gramsci og de
Page 115 and 116:
gældende på den lokale, akademisk
Page 117 and 118:
dekonstruktivistiske tænkning og d
Page 119 and 120:
som vidne om fortidens hændelser (
Page 121 and 122:
Udsigelsen endevendt Teorien om uds
Page 123 and 124:
gestus, fingerpeg eksempelvis, men
Page 125 and 126:
at underviserne på universiteterne
Page 127 and 128:
Virkelighedskonstruktioner En inter
Page 129 and 130:
for det første har fjernet filosof
Page 131 and 132:
Thunøs tredje objekt fra Lateranet
Page 133 and 134:
Betydningen af korsrelikvier såvel
Page 135 and 136:
S E M I K O L O N ; Strandvejen 10B
show all

S E M I KO L O N - EgernInc

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?