S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 3 2 ]
understregning af pavernes kamp for en
ortodoks bekendelse af Kristus som sand
Gud og sandt menneske- og følgelig med
et også efter opstandelse uforgængeligt
legeme i opgør med modstandere af de
hellige billeder som bærere af det hellige,
altså en protest mod de ikonoklastiske
kejsere i Konstantinopel. Vore relikvier og
relikvieskrin tjener altså samme mål som et
forfalsket brev af pave Gregor den Store
som pavedømmets ‘modbesvarelse’, der
fik så meget større vægt som disse relikvier
bevaredes under Lateranets kendte ikke af
menneskehånd malede Kristusikon 3 .
Samtidig rummer billederne her
også et budskab om Kirkens forankring
i Kristi fødsel ved Gudsmoderen Marias
lydige formidling samt om pavedømmets
overtagelse af apostlen Peters nøglemagt,
hvor deres betydning for hele den katolske
Kirke bliver forkyndt. At vi således gennem
de hellige billeder kan blive draget mod
Gud, er væsentligt for pave Pascalis billedteori.
De er udgangspunkter for vor theosis. Men
denne bliver derved reciprokt afhængig af
pavemagtens petrinske formidling, hvis
centrum, iflg. det berømte ‘Konstantinske
gavebrev’ fra det foregående århundrede,
netop var Lateranpaladset som det palatium,
fra hvis Allerhelligste, S. Laurentiusoratorium,
vore relikvier strålede ud.
De blev her opbevaret i et cypresskab,
en kiste elle ark, og i det følgende koncentrerer
Thunø sine undersøgelser om den
og dens betydning. Denne cyprestrækiste har
nemlig ikke blot fra de foregående pavers
tid, cf. Leo III’s inskription, tjent som
opbevaringssted for enestående relikvier,
men tillige som et af oratoriets tre altre,
og messerne, der blev holdt på det, fik
en ganske særlig hellighed gennem dets
kostelige indhold.
At dette kiste-alter var af træ altså
transportabelt, rejser nu spørgsmålet, om
det også blev brugt til messer udenfor,
f.eks. i selve den store Laterankirke. I
forbindelse med fremvisning og tilbedelse
af de nævnte særlig hellige relikvier? Thunø
synes imidlertid - i analogi med hans
opfattelse af Lateranets Sancte sanctorum
som en nytestamentelig pendant til det
jødiske tempel, hvis Pagtens ark, der
ligeledes var af cedertræ, havde sin faste
plads i det allerhelligste og som bekendt
også rummede flere højhellige genstande.
Man kan her spørge, om Thunø gør for
meget ud af overleverede billedlige og
litterære typologier?
Vist har Laterenet i Middelalderen
haft status som Gamle Testamente tempels
afløser. Men det gjaldt dog i første række
selve den store basilika, som aldrig har
rummet nogen Pagtens ark, og apostlen
Peters pavelige arvtagere så næppe sig selv
som Moses’ efterfølgere som Thunø påstår
s. 166.
Parallellen med Pagtens ark ligger derimod
tilbedelse af vor cypreskistealters
indhold nær. Relikvierne og deres skrin
er som repræsentanter for Kristus, hans
frelsergerning og hans Kirke formidlere
af hellighed til mennesker. I deres helhed,
men også hver for sig bliver kisten og dens
indhold da Sancta sanctorum!
Den særlige fremhævelse af apostlen
Peter lægger det nær, at vore relikvier
tillige skulle godtgøre Lateranet som
kristenhedens åndelige centrum, dets
patrarchium, og Peters efterfølgere som
Kirkens autoritative ledere og garanter for
kirkelig ortodoksi, cd. Det ‘Konstantiske
gavebrev’, som tidligt blev knyttet
sammen med Helenas fund af det sande
Golgathakors. 4