S E M I KO L O N - EgernInc

Thunøs tredje objekt fra Lateranets
allerhelligste er pave Pascalis’ korsformede
sølvbeholder, der rummede et ældre
juvelbesat kors, der siden 2. Verdenskrigs
slutning har været forsvundet, men som
øjensynligt har været brugt flittigt som et
helligt relikvie, hvad et tykt lag af salve på
dets forside vidnede om.
Denne sølvæske, der var udstillet på
‘Ornamenta Ecclesia’ i 1985, udmærker
sig ved en udsmykning med motiver fra
Jesu liv og opstandelse samt en række
af de efter følgende epifanier. Vi finder
her flere paralleller til det berømte
elfenbenslipsanothek i Brescia fra det 4.
årh., bl.a. billedet af Kristus blandt de
skriftlærde, hvad der synes at have undgået
Thunøs opmærksomhed trods hans vidt
spændende søgen efter paralleller, resp.
analogier til Lateranskrinenes billeder.
Centralt placeret er imidlertid billedet af
Kristus, der i sin opstandelse som Gud og
menneske fejrer nadver med sine apostle (og
Maria). Den, der periodisk har beskæftiget
sig med ‘Oldkirkens bygningshistorie’,
med problemerne omkring ‘Alter og apsis’
samt hvorvidt gravkirkens anastasis var en
‘Anastasistorunde eller en åben atriumgård’
vil med særlig iver kaste sig over de mange
billeder på siderne af Lateranets korsformede
relikvieskrin. Thunøs gennemang af dem
er simpelthen fremragende. Kristi grav er
her en overkuplet rotunde med en åben
dør, hvorigennem man på fig. 73 ser ind
til Kristi pænt sammenlagte ligklæde og
hoveddække, sudarium. På flere af disse
opstandelsesbilleder understreges tillige
Peter som den befuldmægtige og ledende
apostel og dermed af den kristne Kirke.
Sidernes billeder understreger således, hvad
vi allerede så på den rektangulære kasses låg,
hvor Peter står ved Kristi højre side med
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k
Himmerigets nøgler i sin hånd, fig. 35.
Efter denne så minutiøse gennemgang
af udsmykningen på de tre relikvieskrin,
der gennem deres sammenhæng med
hhv. fragmenter af Kristi kors og med
den relikvie, der har været indfældet i det
juvelsmykkede guldkors selv kan betragtes
som relikvier, følger i bogens sidste kapitler
den spændende kunst- og liturgihistoriske
tydning af disse enestående stykker fra
Lateranet, det daværende pavedømmes
højborgs allerhelligste.
At Thunøs tolkning også her er
mesterlig, overrasker ikke. Alligevel
forekommer det mig, at han her nu og da
kommer ud på en gyngende grund som
f.eks. hvor han ser relikvierne som pavelige
‘modspil’ mod den byzantinske billedstrid
og Karolinertidens nye Adoptianisme, der
bl.a. aktualiserede spørgsmålet om Gud
Helligånds evige udgang ”også fra Sønnen”,
filioque, hvortil Thunø har følgende
ejendommelige kommentar: ”The dispute
was more a question of the wording of the
Creed than of accepted belief, since most
(!) ecclesiastical authorities, easthern and
papal, agreed that the Holy Spirit proceded
from both the Father and the Son”, og det
til trods for, at alle, mig bekendte forskere,
netop giver udtryk for det modsatte!
Ja, David Bell går endda i sit anerkendte
oversigtsværk ‘Une nuée de temoins’,
Paris 1998 (fr. Oversættelse af ‘A Cloud of
Witnesses’ fra 1989), s. 130 så vidt, at denne
nye, augustinske lære efter Østkirkens
mening skal have ødelagt ‘l’équilibre de la
balance de la Trinité’, og s. 93 fastslår, at
Østkirken dengang som nu afviste denne
lære 2 .
Først nu inddrages samtidig billederne
bl.a. fra Sta. Preassedes mosaikker i San
Zenokapellet af Kristi forklarelse som en
s i d e [ 1 3 1 ]