S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc S E M I KO L O N - EgernInc
oo g a n mm e l d ee l ss ee r s i d e [ 1 3 0 ] En romersk billedteori i tidlig Middelalder. _________________________________ Erik Thunø: Image and Relic. - Mediating the Sacred in early Medieval Rome.. L’Erma d Bratschneider. 2002. 306 s., m. 8 farveplancher og 133 ill.. _________________________________ Med mesterhånd og udfra et omfattende kendskab til oldkristen- og tidlig middelalderlig kunst og litteratur skildrer kunstfilosoffen Erik Thunø, i sin skønne disputats, en række relikvieskrin, der oprindeligt havde deres plads i alter-ark i Lateranpaladsets S. Laurentiusoratorium, den romerske kristenheds Sancte sanctorium. De stammer alle fra pave Pascalis I’s tid ((817-24), eller var i hvert fald overtaget af denne pave, og må derfor med rette tydes i sammenhæng med sammes kirkeudsmykninger af Sta. Maria in Domnica, Sta Cecilia og Sta. Prassade, hvis særlige hellighed skyldtes, at Pascalis havde ladet mere end 2000 martyrers knogler overføre dertil fra katakomberne). Thunø gennemgår først en række kunstgenstande, der vil være den interesserede bekendt fra den enestående udstilling i Köln 1985 af ’Ornamenta Ecclesia’. De indtog her en særlig plads i afdelingen ’Bild und Heiltum’, hvad der vidner om, at man allerede da kendte til skrinenes funktion. De består først og fremmest af et ualmindelig skønt guldkors, hvis indre har rummet fem brudstykker af Kristi kors og hvis forside er smykket med syv velbevarede scener fra Kristi fødsel, barndom og dåb, - alt mod en strålende smaragdgrøn emaille-baggrund, og med en indskrift , der angiver korset som et sejrstrofæ, biskop Pascalis bringer himmeldronningen jomfru Maria. Kan man nok være uenig med den grundige forfatter i forståelsen af en og anden detalje, undgår man dog ikke at blive imponeret af Thunøs beskrivelse og tolkning af korsets billeder, der hviler på en dyb fortrolighed med emnet, forudgående forskning og egne iagttagelser. Den er så indgående og minutiøs, at man – nolens volens – må mindes gamle G. E. Lichtenbergs så berømte ’Ausführliche Erklärung’ af Hogarths seks kobberstik af ’Mariage á la Mode’ fra slutningen af det 18. århundrede. Samme sans for detaljen som for den kompositoriske helhed møder vi i Thunøs beskrivelse af hans næste genstand, det rektangulære sølvskrin, hvori nævnte guldkors, der selv var et relikvieskrin, blev opbevaret, - som selv et relikvie. Sølvskrinets skydelåg med billedet af den tronende Kristus mellem de ”romerske” apostle Peter og Paulus, som samtidig tydes som udtryk for Kirkens universalitet som ”Ecclesia bipartita” 1 , og ligesom den gamle Pagtens Ark af to ærkeengle/ keruber, kunne rejses op til umiddelbar beskuelse af de andægtige og i sammenhæng med det nedre panel med dets udsmykning med de fire evangelistsymboler omkring, Kristi offer og kor, var imidlertid Gudssønnens mennesketilblivelse. Og ligesom på guldskrinets forside (der i øvrigt af føreren fra ‘Ornamenta Ecclesia’ H 9, betegnes som dets bagside) finder vi på sølvskrinets langsider en række, dog noget anderledes udformede billeder af Jesu fødsel og barndom. De er her indrammet af bygningsfragmenter og søjler, der indbyder til fantasifuld fortolkning og samtidig peger hen imod den øvre bredsides billede af Stjernesolen Kristus, et originalt motiv, der viser hen på Kirken, det nye tempel med det tilsidetrukne forhængs universalitet.
Thunøs tredje objekt fra Lateranets allerhelligste er pave Pascalis’ korsformede sølvbeholder, der rummede et ældre juvelbesat kors, der siden 2. Verdenskrigs slutning har været forsvundet, men som øjensynligt har været brugt flittigt som et helligt relikvie, hvad et tykt lag af salve på dets forside vidnede om. Denne sølvæske, der var udstillet på ‘Ornamenta Ecclesia’ i 1985, udmærker sig ved en udsmykning med motiver fra Jesu liv og opstandelse samt en række af de efter følgende epifanier. Vi finder her flere paralleller til det berømte elfenbenslipsanothek i Brescia fra det 4. årh., bl.a. billedet af Kristus blandt de skriftlærde, hvad der synes at have undgået Thunøs opmærksomhed trods hans vidt spændende søgen efter paralleller, resp. analogier til Lateranskrinenes billeder. Centralt placeret er imidlertid billedet af Kristus, der i sin opstandelse som Gud og menneske fejrer nadver med sine apostle (og Maria). Den, der periodisk har beskæftiget sig med ‘Oldkirkens bygningshistorie’, med problemerne omkring ‘Alter og apsis’ samt hvorvidt gravkirkens anastasis var en ‘Anastasistorunde eller en åben atriumgård’ vil med særlig iver kaste sig over de mange billeder på siderne af Lateranets korsformede relikvieskrin. Thunøs gennemang af dem er simpelthen fremragende. Kristi grav er her en overkuplet rotunde med en åben dør, hvorigennem man på fig. 73 ser ind til Kristi pænt sammenlagte ligklæde og hoveddække, sudarium. På flere af disse opstandelsesbilleder understreges tillige Peter som den befuldmægtige og ledende apostel og dermed af den kristne Kirke. Sidernes billeder understreger således, hvad vi allerede så på den rektangulære kasses låg, hvor Peter står ved Kristi højre side med w w w . s e m i k o l o n . a u . d k Himmerigets nøgler i sin hånd, fig. 35. Efter denne så minutiøse gennemgang af udsmykningen på de tre relikvieskrin, der gennem deres sammenhæng med hhv. fragmenter af Kristi kors og med den relikvie, der har været indfældet i det juvelsmykkede guldkors selv kan betragtes som relikvier, følger i bogens sidste kapitler den spændende kunst- og liturgihistoriske tydning af disse enestående stykker fra Lateranet, det daværende pavedømmes højborgs allerhelligste. At Thunøs tolkning også her er mesterlig, overrasker ikke. Alligevel forekommer det mig, at han her nu og da kommer ud på en gyngende grund som f.eks. hvor han ser relikvierne som pavelige ‘modspil’ mod den byzantinske billedstrid og Karolinertidens nye Adoptianisme, der bl.a. aktualiserede spørgsmålet om Gud Helligånds evige udgang ”også fra Sønnen”, filioque, hvortil Thunø har følgende ejendommelige kommentar: ”The dispute was more a question of the wording of the Creed than of accepted belief, since most (!) ecclesiastical authorities, easthern and papal, agreed that the Holy Spirit proceded from both the Father and the Son”, og det til trods for, at alle, mig bekendte forskere, netop giver udtryk for det modsatte! Ja, David Bell går endda i sit anerkendte oversigtsværk ‘Une nuée de temoins’, Paris 1998 (fr. Oversættelse af ‘A Cloud of Witnesses’ fra 1989), s. 130 så vidt, at denne nye, augustinske lære efter Østkirkens mening skal have ødelagt ‘l’équilibre de la balance de la Trinité’, og s. 93 fastslår, at Østkirken dengang som nu afviste denne lære 2 . Først nu inddrages samtidig billederne bl.a. fra Sta. Preassedes mosaikker i San Zenokapellet af Kristi forklarelse som en s i d e [ 1 3 1 ]
- Page 79 and 80: Noter 1 En videnskab som kognitiv n
- Page 81 and 82: A n d e r s S ø g a a r d Om kogni
- Page 83 and 84: væsentligt mere agglutinerende end
- Page 85 and 86: afsnittet om morfologiske konstrukt
- Page 87 and 88: parallel til et ‘empirisk’ og e
- Page 89 and 90: ygning og motorik, der diskvalifice
- Page 91 and 92: B a r r y S m i t h Ko g n i t i o
- Page 93 and 94: - de mest typiske udgaver - er loka
- Page 95 and 96: på tilsvarende vis et objekt, som
- Page 97 and 98: er en undersøgelse af begreber så
- Page 99 and 100: esidde sondringens helt anderledes
- Page 101 and 102: som Lewin havde forestillet sig den
- Page 103 and 104: Noter 1 Edgar Rubin (1886-1951), da
- Page 105 and 106: York: Academic Press. Netzer, N. (1
- Page 107 and 108: sig til de samme (meget generelle)
- Page 109 and 110: Dannelse __________________________
- Page 111 and 112: patient blotter sin overkrop, overf
- Page 113 and 114: det imponerende værk Gramsci og de
- Page 115 and 116: gældende på den lokale, akademisk
- Page 117 and 118: dekonstruktivistiske tænkning og d
- Page 119 and 120: som vidne om fortidens hændelser (
- Page 121 and 122: Udsigelsen endevendt Teorien om uds
- Page 123 and 124: gestus, fingerpeg eksempelvis, men
- Page 125 and 126: at underviserne på universiteterne
- Page 127 and 128: Virkelighedskonstruktioner En inter
- Page 129: for det første har fjernet filosof
- Page 133 and 134: Betydningen af korsrelikvier såvel
- Page 135 and 136: S E M I K O L O N ; Strandvejen 10B
oo g a n mm e l d ee l ss ee r<br />
s i d e [ 1 3 0 ]<br />
En romersk billedteori i tidlig<br />
Middelalder.<br />
_________________________________<br />
Erik Thunø: Image and Relic. - Mediating<br />
the Sacred in early Medieval Rome.. L’Erma<br />
d Bratschneider. 2002. 306 s., m. 8<br />
farveplancher og 133 ill..<br />
_________________________________<br />
Med mesterhånd og udfra et omfattende<br />
kendskab til oldkristen- og tidlig<br />
middelalderlig kunst og litteratur skildrer<br />
kunstfilosoffen Erik Thunø, i sin skønne<br />
disputats, en række relikvieskrin, der<br />
oprindeligt havde deres plads i alter-ark i<br />
Lateranpaladsets S. Laurentiusoratorium, den<br />
romerske kristenheds Sancte sanctorium.<br />
De stammer alle fra pave Pascalis<br />
I’s tid ((817-24), eller var i hvert fald<br />
overtaget af denne pave, og må derfor<br />
med rette tydes i sammenhæng med<br />
sammes kirkeudsmykninger af Sta. Maria in<br />
Domnica, Sta Cecilia og Sta. Prassade, hvis<br />
særlige hellighed skyldtes, at Pascalis havde<br />
ladet mere end 2000 martyrers knogler<br />
overføre dertil fra katakomberne).<br />
Thunø gennemgår først en række<br />
kunstgenstande, der vil være den interesserede<br />
bekendt fra den enestående udstilling i Köln<br />
1985 af ’Ornamenta Ecclesia’. De indtog<br />
her en særlig plads i afdelingen ’Bild und<br />
Heiltum’, hvad der vidner om, at man<br />
allerede da kendte til skrinenes funktion. De<br />
består først og fremmest af et ualmindelig<br />
skønt guldkors, hvis indre har rummet fem<br />
brudstykker af Kristi kors og hvis forside<br />
er smykket med syv velbevarede scener fra<br />
Kristi fødsel, barndom og dåb, - alt mod en<br />
strålende smaragdgrøn emaille-baggrund,<br />
og med en indskrift , der angiver korset<br />
som et sejrstrofæ, biskop Pascalis bringer<br />
himmeldronningen jomfru Maria.<br />
Kan man nok være uenig med den grundige<br />
forfatter i forståelsen af en og anden detalje,<br />
undgår man dog ikke at blive imponeret af<br />
Thunøs beskrivelse og tolkning af korsets<br />
billeder, der hviler på en dyb fortrolighed<br />
med emnet, forudgående forskning og<br />
egne iagttagelser. Den er så indgående<br />
og minutiøs, at man – nolens volens<br />
– må mindes gamle G. E. Lichtenbergs<br />
så berømte ’Ausführliche Erklärung’ af<br />
Hogarths seks kobberstik af ’Mariage á la<br />
Mode’ fra slutningen af det 18. århundrede.<br />
Samme sans for detaljen som for den<br />
kompositoriske helhed møder vi i Thunøs<br />
beskrivelse af hans næste genstand, det<br />
rektangulære sølvskrin, hvori nævnte<br />
guldkors, der selv var et relikvieskrin,<br />
blev opbevaret, - som selv et relikvie.<br />
Sølvskrinets skydelåg med billedet af den<br />
tronende Kristus mellem de ”romerske”<br />
apostle Peter og Paulus, som samtidig tydes<br />
som udtryk for Kirkens universalitet som<br />
”Ecclesia bipartita” 1 , og ligesom den gamle<br />
Pagtens Ark af to ærkeengle/ keruber,<br />
kunne rejses op til umiddelbar beskuelse<br />
af de andægtige og i sammenhæng med<br />
det nedre panel med dets udsmykning med<br />
de fire evangelistsymboler omkring, Kristi<br />
offer og kor, var imidlertid Gudssønnens<br />
mennesketilblivelse. Og ligesom på<br />
guldskrinets forside (der i øvrigt af<br />
føreren fra ‘Ornamenta Ecclesia’ H 9,<br />
betegnes som dets bagside) finder vi på<br />
sølvskrinets langsider en række, dog noget<br />
anderledes udformede billeder af Jesu<br />
fødsel og barndom. De er her indrammet af<br />
bygningsfragmenter og søjler, der indbyder<br />
til fantasifuld fortolkning og samtidig peger<br />
hen imod den øvre bredsides billede af<br />
Stjernesolen Kristus, et originalt motiv, der<br />
viser hen på Kirken, det nye tempel med det<br />
tilsidetrukne forhængs universalitet.
Change language