S E M I KO L O N - EgernInc

foragten indad?). Foragten er et symptom
på en moderne massekynisme, som
Sloterdijk allerede har været inde på i et af
sine hovedværker Critique of Cynical Reason.
I denne bog bliver det udredt, hvorledes
den moderne kynisme adskiller sig fra den
klassiske kynisme 5 .
Sloterdijk vurderer, at det rent faktisk
kun er til diverse festivaler, hvor folk stimler
beruset sammen til tidens popmusik, at man
kan ane en mængde, der på trods af,at der
ikke er tale om at den er spontant forsamlet,
alligevel bærer noget af tidligere tiders
styrke, og som sådan er vågnet en smule af
det han kalder ”den postmoderne apati”.
Vi ender altså med et begreb man kunne
kalde masseindividualisme 6 , en masse
opgjort af ensomme individer, der er ude
af stand til at agere som et, og dermed reelt
hverken har styrke eller potentiale.
Kulturkramper
Imidlertid mener Sloterdijk ikke, at den
postmoderne masse er komplet blottet for
forskellighed, han mener blot, at det er
forskelle, som ikke er værd at tale om; vi
adskiller os kun så meget fra hinanden, at
det ikke gør noget – masse forpligter, og
selv stjerner, celebriteter og andre der skiller
sig ud, gør det kun på massens præmisser.
Det er massen, der har skabt dem, og det er
suverænt massens valg om den vil pille dem
ned igen. Vi har i den moderne verden set
tonsvis af eksempler på, at Sloterdijk helt
klart har fat i noget her. Det hører således
absolut ikke til sjældenhederne, at vi inden
for en given genre eller sågar et erhverv,
har set folk gøre kometkarriere og være
på alle forsider, for så at blive pillet ned
igen af offentligheden, når den var blevet
træt af dem. Denne måde at behandle ’de
kendte’ på binder lidt an til udjævningen
K u l t u r k r a m p e r . . .
og demokratiseringen af det kunstneriske.
Sloterdijk har svært ved at skjule, at han har
samme indstilling som Friedrich Nietzsche,
når det kommer til kunsten, og det han selv
kalder ’talentadelen’ – det æstetiske har
ikke haft godt af den traditionelle masses
indtog, og lider om end endnu mere under
den postmoderne masses tendens til at
masseproducere film, teater, musik og
litteratur. Talentet er i høj grad gået tabt
i overfladens reklamefremstød, og i dag
handler det mere om at sælge og ’se ud’
end det gør om rent faktisk at besidde et
(natur)talent. Netop derfor er det nemt for
massen at skyde vor tids celebriteter ned,
fordi villigheden til at købe og forbruge
disse folks entertainment-produkter,
suverænt bestemmer, hvornår en given
person skal skubbes ud i glemsel igen
– og der er rigtig mange der prøver at vinde
massens gunst…
Det er altså tydeligt, at kulturværdi er
et emne for Sloterdijk, og i den forbindelse
taler han om, at demokratiet er blevet
sat højere end talentet og kulturen.
Resultatet af en sådan prioritering ser vi
tydeligt i Danmark, hvor vi, ganske som
i andre vestlige lande, bliver bestormet
af konceptkultur, som f.eks. Popstars,
Åndernes magt og diverse reality shows.
Man er begyndt at producere celebriteter
efter en opskrift, som går på kvantitet
frem for kvalitet. Oveni dette bliver vi
bombarderet af hjemlige og udenlandske
talk shows, selvhjælpslitteratur, terapeut-tv
(Dr. Phil f.eks.) og eskapistiske amerikanske
sæbeoperaer (sitcoms). Denne bekymring
deles af den franske tænker Pierre
Bourdieu, som udlægger sagen således:
”Det er den kommercielle logik der via
salgstallet sætter sig igennem over for de
kulturelle produkter.” 7
s i d e [ 1 3 ]