S E M I KO L O N - EgernInc

for det første har fjernet filosofien fra dens
udgangspunkt – den før-filosofiske hverdagserfaring
– og for det andet har fjernet
fokus fra den syntetiserende visdom, der
burde være filosofiens mål.
Den årvågne læser burde her være
kommet i tanke om Dorthe Jørgensens
’Viden og visdom’ (anmeldt i Semikolon
årg. 3, nr. 5) – og anmelderen skal da også
opfordre til, at man læser de to bøger i
forlængelse af hinanden. Trods den umiddelbare
lighed, er der nemlig tale om to vidt
forskellige, normative bud på filosofiens
rolle og berettigelse. Kort – og derfor karikeret
– beskrevet, er Jørgensens helt Platon,
mens Svendsens er Kant. Hvor filosofien
hos førstnævnte udøves af de privilegerede
sandhedsskuere, der derpå formidler
indsigten videre til hulemenneskene, er den
hos sidstnævnte et almenmenneskeligt og
derfor individuelt anliggende. Filosofien
hos Svendsen er ikke anlagt på en ahistorisk,
kontemplativ Sandhed, men på en pragmatisk,
pluralistisk og kritisk udfordring af den
enkeltes selvforståelse med henblik på ’det
gode liv.’
På grund af sit pluralistiske udgangspunkt
– visdom er hos Svendsen ikke
umiddelbart noget substantielt, men et visdomsperspektiv
– giver han ikke et konkret
bud på dette ’gode liv’. Evnen til at filosofere
er nemlig almenmenneskelig og næres
af vores hverdagserfaringer, herunder især
af den forvirring, der opstår, når de almenaccepterede
rutiner og konventioner viser
sig at være inkonsistente. Det er således
filosofiens kritiske opgave at skabe mening
og en reflekteret helhed i den enkeltes liv.
Sapere aude!
Svendsen søger dog at overskride
den snævre individualisme ved også at
lade ambitionen om det gode liv omfatte
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k
de Andre. I erkendelse af det moderne
menneske som romantiker er der således
tale om en modificeret udgave af oplysningsfilosoffen
Kant. Med udgangspunkt i
Hannah Arendts politiske læsning af Kants
æstetiske filosofi betoner Svendsen således
filosofiens funktion som vejleder for ikke
blot det praktiske liv, men også for dømmekraften.
Denne implicerer bl.a. det at sætte
sig i den andens sted.
Den ovenstående korte modstilling af
Svendsen og Jørgensen yder selvsagt ikke
nogen af dem retfærdighed, og jeg vil derfor
lade det være op til den enkelte at føre den
videre. Det skal nok være givende – men lur
mig, om ikke det bliver Svendsen, der tager
stikket hjem.
- Poul Kragh Jensen
s i d e [ 1 2 9 ]