S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 2 2 ]
Hvor man traditionelt med stort udbytte
har anvendt nogle af udsigelsens kategorier
lidt løst i litterære analyser til fx at fastslå
fortællerforhold (man kan tænke på den
gængse skelnen mellem 1. persons- og 3.
personsfortællinger), fremgår det her klart,
at en fuldstændig semiotisk bestemmelse
af fænomenet er en ganske anden og
langt mere kompleks sag. Der tages dog
væsentlige skridt i denne retning i de
fem artikler, der udgør den teoretiske del
af antologien. Harly Sonnes artikel, der
hovedsageligt angriber problemet fra
sprogvidenskabelig og litteraturteoretisk
side, er som sagt forbilledlig præcis og
substansfuld i sin fremstilling. Per Aage
Brandt begiver sig i ’Fra gestik til teatralitet’
ud i et dristigt og højst stimulerende forsøg
på at reformulere udsigelsesteoriens
centrale indsigter i kognitive termer.
I vanlig komprimeret stil behandles
”udsigelsen som en synsvinkelstruktur”,
”den kropslige semiosis som et netværk
af forestillingsrum” og endelig, gennem en
analyse af en Maupassant novelle, hvad det
vil sige at være synlig, at være eksponeret for
’de andres’ dømmende blikke.
Subjektivitet
Torben Fledelius Knap dykker i artiklen
’Udsigelsens fænomenologi – en realistisk
forklaring’ ned i den filosofiske
problemstilling, der ligger implicit i teorien
om udsigelse. Hvis udsigelse drejer sig
om subjektiviteten i sproget, om hvordan
afsender- og modtagersubjekt i en forstand
er indeholdt i tekstens lingvistiske struktur,
må dens teori indbefatte en generel
filosofisk bestemmelse af forholdet mellem
sprog og subjekt.
Én forklaring går på, at subjektet først
rigtig bliver til, når det træder ind i sprogets
orden; sproget kommer altså på en måde
før subjektet. Hvis subjektets bevidsthed og
tankeliv således er sprogligt determineret,
bliver samme følgelig også historisk
determineret, idet sproget i hver historisk
epoke så at sige samler sig i særlige diskursive
formationer, der sætter betingelserne
for, hvad der kan tænkes og siges. Denne
syntese af lacaniansk psykoanalyse og
marxistisk bevidsthedsteori, som i en eller
anden form også ligger til grund for Harly
Sonnes fremstilling af udsigelsen, afvises
af Torben Fledelius Knap, dels fordi den
er nominalistisk – hævder at al betydning
kan føres tilbage til sproglige strukturer -,
dels fordi den er bevisthedsskeptisk, dvs.
subjektet er ikke herre i eget hus, eller, kunne
man sige, herre over egen sprogproduktion;
heri vil nemlig dels subjektets ubevidste,
dels den herskende historiske diskurs sætte
sig igennem og kunne aflæses symptomalt,
hvad enten subjektet vil det eller ej.
Heroverfor stiller sig Torben Fledelius
Knaps eget, realistiske standpunkt hvor
både subjektet og betydningen kommer
før sproget. Et barn er udmærket i stand
til at kommunikere, og således også, i
metaforisk forstand, at udsige, allerede før
det har tilegnet sig noget sprog. Det vil
nemlig tidligt, omkring 9-månedersalderen,
begynde at interessere sig for den voksnes
opmærksomhed, hvorhen den er rettet,
og hvordan den kan manipuleres, og
således udvikles en tilstand hvor barn og
voksen gensidigt fokuserer på hinandens
opmærksomhed. Denne evne til at ’dele
opmærksomhed ’ udgør fundamentet for
senere sproglig kommunikation. Gradvist
vil den rene kontakt blive overskredet
og et objekt inddraget som fokus i de to
parters interaktion. Der refereres til dette
’kommunikative indhold’ vha. forskellige