S E M I KO L O N - EgernInc

More documents

Recommendations

Info

s i d e [ 1 2 ] M a d s Z a a r R i i s b e r g tiders forsamlede masse ses beskrevet hos Jose Ortega Y Gasset og Gustave le Bon, som noget vibrerende kraftfuldt, men også til tider ganske stupidt. Men selv om disse tidligere tænkere opererer med en forsamlet sort masse, passer nogle af deres bekymringer ganske godt på hvad der nager Sloterdijk i hans karakteristik af massen. Både le Bon og Gasset udtrykker reel frygt for, at massen er på vej til at indtage en magtposition, som den ikke har nogen kompetence til – specielt er Gasset bekymret over det, han kalder hyperdemokrati, hvor han ser tendenser til, at denne masse opgjort af gennemsnitsmennesker kommer til at herske direkte og dermed brede sin middelmådighed. Men også en reel bekymring over åndslivet hos begge peger i retning af Sloterdijks projekt, som vi skal se senere i nærværende tekst. Med Gasset og le Bon i hånden kan man sige, at flere af den kontemporære masses ’problemer’ er startet i den traditionelle forsamlede masse, og så forstærket i den nye individuelle masses tendenser og adfærdsmønstre. Men er det rigtigt at den moderne masse er masse uden potentiale? Man skulle jo synes at mulighederne for at massen kan gøre sig gældende, selvom den ikke forsamles, med informationssamfundet ville blive mangfoldiggjort. Dette mediaserede massepotentiale er dog ifølge Sloterdijk ikke nogen særlig potent måde for massen at udtrykke sig på, og massemedierne får i høj grad skylden for denne udvikling. I stedet for at orientere og definere sig selv i forhold til kropslige erfaringer, er fokus skiftet til massemedier, hvor den enkelte definerer sig igennem at identificere sig med eller se op til celebriteter, eller vurdere, kritisere og diskutere diverse programmer med andre i massen – men man forsamles ikke til denne diskussion, da den også foregår gennem medierelaterede kanaler. Dertil kommer, at så længe massen kommer til udtryk gennem diverse medier, statistikker og meningsmålinger, så er den særdeles sårbar over for manipulation. Men i det store hele har massen resigneret sig ind i en generel ubevægethed over for, hvad samfundet (samfundet er jo ironisk nok dem selv) og øvrighederne påfører den. Selv om massens mediemæssige mulighed for at realisere sig selv, eller komme til udtryk, kan virke problematisk, og måske endda frugtesløs, er det alligevel en hård dom at konstatere, at massen er uden potentiale – der er givet tale om en ret latent dvaletilstand, måske ligefrem ekstremt slumrende, men rammerne for at potentiale kan udvikle sig er i orden, massen må bare vågne op og realisere en eventuel kraft, som den stadig et eller andet sted bør være i besiddelse af. Sloterdijk åbner også mulighed for dette, om end han en anelse pessimistisk konstaterer, at det er muligt, at massen er pacificeret i en sådan grad, at det er svært at se, hvor den skal hente inspirationen til et brud med dødvandet. Sloterdijks definition af det moderne massemenneske er således en mavesur kyniker, der er uden potentiale, fordi han har mistet sin suggestive natur og skiftet den ud med ugidelighed – for hvad nytter det hele alligevel? Sloterdijk taler om ’Masse og foragt’, fordi denne differentierede indifferente masse rent faktisk sidder foran tv’et eller aftenbordet og udstiller en foragt for samfundet, men grundet deres resignation gør de ikke noget ved deres utilfredshed (her er der måske, med tanke på Nietzsche og ressentimentet, fare for at de vender
foragten indad?). Foragten er et symptom på en moderne massekynisme, som Sloterdijk allerede har været inde på i et af sine hovedværker Critique of Cynical Reason. I denne bog bliver det udredt, hvorledes den moderne kynisme adskiller sig fra den klassiske kynisme 5 . Sloterdijk vurderer, at det rent faktisk kun er til diverse festivaler, hvor folk stimler beruset sammen til tidens popmusik, at man kan ane en mængde, der på trods af,at der ikke er tale om at den er spontant forsamlet, alligevel bærer noget af tidligere tiders styrke, og som sådan er vågnet en smule af det han kalder ”den postmoderne apati”. Vi ender altså med et begreb man kunne kalde masseindividualisme 6 , en masse opgjort af ensomme individer, der er ude af stand til at agere som et, og dermed reelt hverken har styrke eller potentiale. Kulturkramper Imidlertid mener Sloterdijk ikke, at den postmoderne masse er komplet blottet for forskellighed, han mener blot, at det er forskelle, som ikke er værd at tale om; vi adskiller os kun så meget fra hinanden, at det ikke gør noget – masse forpligter, og selv stjerner, celebriteter og andre der skiller sig ud, gør det kun på massens præmisser. Det er massen, der har skabt dem, og det er suverænt massens valg om den vil pille dem ned igen. Vi har i den moderne verden set tonsvis af eksempler på, at Sloterdijk helt klart har fat i noget her. Det hører således absolut ikke til sjældenhederne, at vi inden for en given genre eller sågar et erhverv, har set folk gøre kometkarriere og være på alle forsider, for så at blive pillet ned igen af offentligheden, når den var blevet træt af dem. Denne måde at behandle ’de kendte’ på binder lidt an til udjævningen K u l t u r k r a m p e r . . . og demokratiseringen af det kunstneriske. Sloterdijk har svært ved at skjule, at han har samme indstilling som Friedrich Nietzsche, når det kommer til kunsten, og det han selv kalder ’talentadelen’ – det æstetiske har ikke haft godt af den traditionelle masses indtog, og lider om end endnu mere under den postmoderne masses tendens til at masseproducere film, teater, musik og litteratur. Talentet er i høj grad gået tabt i overfladens reklamefremstød, og i dag handler det mere om at sælge og ’se ud’ end det gør om rent faktisk at besidde et (natur)talent. Netop derfor er det nemt for massen at skyde vor tids celebriteter ned, fordi villigheden til at købe og forbruge disse folks entertainment-produkter, suverænt bestemmer, hvornår en given person skal skubbes ud i glemsel igen – og der er rigtig mange der prøver at vinde massens gunst… Det er altså tydeligt, at kulturværdi er et emne for Sloterdijk, og i den forbindelse taler han om, at demokratiet er blevet sat højere end talentet og kulturen. Resultatet af en sådan prioritering ser vi tydeligt i Danmark, hvor vi, ganske som i andre vestlige lande, bliver bestormet af konceptkultur, som f.eks. Popstars, Åndernes magt og diverse reality shows. Man er begyndt at producere celebriteter efter en opskrift, som går på kvantitet frem for kvalitet. Oveni dette bliver vi bombarderet af hjemlige og udenlandske talk shows, selvhjælpslitteratur, terapeut-tv (Dr. Phil f.eks.) og eskapistiske amerikanske sæbeoperaer (sitcoms). Denne bekymring deles af den franske tænker Pierre Bourdieu, som udlægger sagen således: ”Det er den kommercielle logik der via salgstallet sætter sig igennem over for de kulturelle produkter.” 7 s i d e [ 1 3 ]
Page 1 and 2: S E M I K O L O N ; tidsskrift for
Page 3 and 4: Blev man stillet den utaknemlige op
Page 5 and 6: underliggende neurofysiologiske pro
Page 7 and 8: S i m o n G l i n v a d N i e l s e
Page 9 and 10: konsensus, der taler de herskende f
Page 11: M a d s Z a a r R i i s b e r g K u
Page 15 and 16: med en skelnen, men med en patetisk
Page 17 and 18: esignation. Kultur er det, der brin
Page 19 and 20: at banke på kontemporære værdier
Page 21 and 22: Noter 1 Kom først på dansk i 2002
Page 23 and 24: K u l t u r k a m p - e n k a m p m
Page 37 and 38: S t e f f e n T . K o r s g a a r d
Page 39 and 40: • Al viden er perspektivisk. Inge
Page 41 and 42: gav udtryk for, at det havde været
Page 43 and 44: er fundamentet for hierarkiet og gr
Page 45 and 46: står ikke på helt fast grund. Ind
Page 47 and 48: luft, de er en blanding af referenc
Page 49 and 50: Litteratur Haraway, Donna J.: Simia
Page 51 and 52: G r a d s f o r s k e l l e i v i d
Page 63 and 64:
T h o r G r ü n b a u m N a t u r
Page 65 and 66:
handling, se en anden udføre en ha
Page 67 and 68:
krop, kendetegnet ved hvad Husserl
Page 69 and 70:
kropshandlingen: Er jeg bevidst om
Page 71 and 72:
i tilfælde af, at den ikke selv er
Page 73 and 74:
Forhold som disse har fået flere t
Page 75 and 76:
forenelig med en bestemt form for k
Page 77 and 78:
et ’propositionelt’ ønske om a
Page 79 and 80:
Noter 1 En videnskab som kognitiv n
Page 81 and 82:
A n d e r s S ø g a a r d Om kogni
Page 83 and 84:
væsentligt mere agglutinerende end
Page 85 and 86:
afsnittet om morfologiske konstrukt
Page 87 and 88:
parallel til et ‘empirisk’ og e
Page 89 and 90:
ygning og motorik, der diskvalifice
Page 91 and 92:
B a r r y S m i t h Ko g n i t i o
Page 93 and 94:
- de mest typiske udgaver - er loka
Page 95 and 96:
på tilsvarende vis et objekt, som
Page 97 and 98:
er en undersøgelse af begreber så
Page 99 and 100:
esidde sondringens helt anderledes
Page 101 and 102:
som Lewin havde forestillet sig den
Page 103 and 104:
Noter 1 Edgar Rubin (1886-1951), da
Page 105 and 106:
York: Academic Press. Netzer, N. (1
Page 107 and 108:
sig til de samme (meget generelle)
Page 109 and 110:
Dannelse __________________________
Page 111 and 112:
patient blotter sin overkrop, overf
Page 113 and 114:
det imponerende værk Gramsci og de
Page 115 and 116:
gældende på den lokale, akademisk
Page 117 and 118:
dekonstruktivistiske tænkning og d
Page 119 and 120:
som vidne om fortidens hændelser (
Page 121 and 122:
Udsigelsen endevendt Teorien om uds
Page 123 and 124:
gestus, fingerpeg eksempelvis, men
Page 125 and 126:
at underviserne på universiteterne
Page 127 and 128:
Virkelighedskonstruktioner En inter
Page 129 and 130:
for det første har fjernet filosof
Page 131 and 132:
Thunøs tredje objekt fra Lateranet
Page 133 and 134:
Betydningen af korsrelikvier såvel
Page 135 and 136:
S E M I K O L O N ; Strandvejen 10B
show all

S E M I KO L O N - EgernInc

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?