S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc S E M I KO L O N - EgernInc
oo g a n mm e l d ee l ss ee r s i d e [ 1 1 6 ] opsummeres i to overordnede indvendinger (eller udfordringer): Den ene indvending er historiefilosofisk og retter sig mod den oplysningsmoderne historiefilosofi, som vi finder den artikuleret i klassisk, liberal oplysningsfilosofi (og senere i positivismens historieopfattelse), som tænker historien som en teleologisk proces (i kvalitativ forstand), der fører til civilisatorisk fremskridt, velstand og en generelt lykkeligere menneskehed (dette er industrialismens og kapitalismens ideologiske supplement), men også den implicitte historiefilosofi, som vi finder hos den lidt yngre Karl Marx (i eks. Det kommunistiske manifest) og i særdeleshed efterfølgende hos kumpanen Engels, og som måske er bedre kendt under overskriften ’historisk (eller dialektisk) materialisme’ er fokus for postmoderne kritik (vi uddyber om lidt!); den anden indvending er mere praksisorienteret og retter sig mod historiefagets udøvelse og er at sammenligne med den kritik, som just er blevet eksponeret i forbindelse med Hans Hauge og Hayden White – sigtet er primært traditionelle historikeres realistiske tilgang til repræsentationsproblematikken, der i lyset af strukturalistisk og dekonstruktiv teori problematiseres. Den historiefilosofiske indvending retter sig mod den totalitarisme, der mere eller mindre underforstået betinger oplysningens og vulgærmarxismens historiefilosofiske logik: At det partikulære, det anderledes, det forskellige etc. må elimineres i en mere overordnet udviklingslogiks ’tjeneste’. Historiefilosofien bliver i sin oplysningsmoderne udgave (såvel i sin liberale som i sin kommunistiske og fascistiske variant) til en legitimerende ideologi, i hvis navn enhver forbrydelse efterfølgende kan bagatelliseres. Historien bliver med atter andre ord til et totalprojekt, som peger i en bestemt ’forløsende’ retning, hvorefter paradis indstiftes på jorden (: Når først mellemøstens muslimske lande – som os! – har gennemgået en oplysnings- og civiliseringsproces, dvs. er blevet til liberale demokratier med en kapitalistisk økonomi, så vil utilfredsheden forstumme og terrorismen ophøre som Ralf Pittelkov (og George W. Bushs neo-konservative bagland) så fornemt og oplysningsfilosofisk har udtrykt det!). Kritik af oplysningsmoderne historiefilosofi er ikke nogen postmoderne eller poststrukturalistisk specialitet (Nietzsche, Kierkegaard, Popper, Arendt og Adorno er blot nogle af de navne, man her kunne nævne), men den (nærmest nihilistiske) radikalitet, hvormed kritikken er blevet fremført og den måde hvorpå den har vundet genklang – med profilerede teoretiske eksponenter som bl.a. Derrida, Baudrillard og Lyotard – er på sin vis ny, og er altså den baggrund eller den idéhistoriske kontekst som man må forstå Dorthe Gert Simonsens bog på og i. Dorthe Gert Simonsen introducerer i forordet til Tegnets tid således sin bogs overordnede tema: ”Dette er en bog om sprog, historicitet, tegn og tid. Bogen handler om hvordan det sproglige og det tidslige er uløseligt forbundet med fortidige verdeners fænomener og hændelser, og med de måder historikere udforsker dem på. Det er kort sagt det teoretiske kompleks, som gerne kaldes ’den postmoderne udfordring’ i de verserende historieteoretiske debatter, der undersøges her”. Som sagt, så gjort! Placerende sig klart på den ’postmoderne’ side ’i de verserende historieteoretiske debatter’ søger Dorthe Gert Simonsen (herefter DGS) efterfølgende – med teoretisk udgangspunkt i Jacques Derridas
dekonstruktivistiske tænkning og den amerikanske New Historicism – at behandle ’den postmoderne udfordring’ til historiefaget i alle dennes facetter. En opgave som hun løser på bedste vis og samtidig leverer et fornemt stykke videnskabsteoretisk arbejde, der udfylder et akut tomrum i historiefagets hjemlige grundlagsdiskussion. DGS har før publiceret dele af bogen, som samlet set er en Ph.D afhandling afleveret ved Institut for Historie ved Københavns Universitet som artikler i Historisk tidsskrift og Den jyske historiker, samt som et bidrag til en artikelantologi om kildebegrebet (Fortidens spor, nutidens øjne) fra Roskilde Universitetsforlag, men med udgivelsen af Tegnets tid placerer hun sig – i fornemt selskab med folk som bl.a. Uffe Østergaard, Jan Ifversen og Inga Floto – i den tungere ende af aktuel, dansk historieteoretisk refleksion. Bogen er inddelt i en indledning, fire overordnede kapitler og et koda (en konklusion?). I indledningen diskuterer DGS historiefagets problematiske forhold til teori og teoretiske refleksioner i det hele taget og bevæger sig herefter over i en indledende overvejelse om den sproglige vendings betydning for nyere historievidenskabelig teorirefleksion. Derridas berygtede sentens fra De la Grammatologie (1967) – ”Der er ikke noget udenfor-tekst” – fremhæves af DGS som symptomatisk i denne sammenhæng: Den traditionelle historikers begreb om en før-sproglig, uformidlet, fortidig virkelighed, der lader sig afdække objektivt, ’som den egentlig fandt sted’, som det lyder hos Leopold von Ranke – det moderne, professionaliserede historiefags grundlægger – må se sig selv stærkt udfordret. Vores primære adgang til fortiden er kilderne, som er tekster (sprog/skrift) og netop ikke w w w . s e m i k o l o n . a u . d k virkelighed. Historikerens eneste mulighed for at kunne forstå fortiden og formidle sin viden om denne er på den anden side netop sproget/skriften. Sproget/skriften betinger altså historikerens virksomhed, som læser, ’oversætter’, fortolker, kritikker og formidler af fortidens tekster, og det skulle altså være tydeligt, at denne virksomhed ikke afdækker fortiden som objektiv, ontologisk realitet, men snarere konstruerer fortidige (historiske) teksters betydning i en aktuel, tekstuel praksis, som kaldes historisk. Hvad ’den sproglige vending’ kort sagt benægter er, at vi har adgang til fortiden som en for altid fastlagt, fikseret realitet, der efterfølgende lader sig afdække i sin totalitet, hvis altså blot vi holder tungen lige i munden, sproget i kort snor og nærmer os kilderne med kritisk og saglig distance. Det er på mange måder den klassiske diskussion mellem realister og nominalister/konceptualister om sprogets virkelighedskorrespondens, der går igen og sætter spørgsmålstegn ved om fortidens virkelighed i det hele taget lader sig repræsentere eller rekonstruere som andet end nutidens vilkårlige konstruktion af et diskursivt objekt kaldet historien (i alle sine mulige og umulige udformninger), der per definition skabes på baggrund af de nulevendes (selv)forståelse, sprog etc. Det indledende afsnit byder på mange andre interessante diskussioner, som jeg midlertidigt vil overlade det til den interesserede læser af denne anmeldelse selv at stifte bekendtskab med. Bogen er ellers, som allerede nævnt, inddelt i fire overordnede afsnit. Det første afsnit har overskriften Radikal historicitet. Den sproglige vendings genfærd og er uden tvivl bogens filosofisk set tungeste afsnit. På baggrund af bl.a. s i d e [ 1 1 7 ]
- Page 65 and 66: handling, se en anden udføre en ha
- Page 67 and 68: krop, kendetegnet ved hvad Husserl
- Page 69 and 70: kropshandlingen: Er jeg bevidst om
- Page 71 and 72: i tilfælde af, at den ikke selv er
- Page 73 and 74: Forhold som disse har fået flere t
- Page 75 and 76: forenelig med en bestemt form for k
- Page 77 and 78: et ’propositionelt’ ønske om a
- Page 79 and 80: Noter 1 En videnskab som kognitiv n
- Page 81 and 82: A n d e r s S ø g a a r d Om kogni
- Page 83 and 84: væsentligt mere agglutinerende end
- Page 85 and 86: afsnittet om morfologiske konstrukt
- Page 87 and 88: parallel til et ‘empirisk’ og e
- Page 89 and 90: ygning og motorik, der diskvalifice
- Page 91 and 92: B a r r y S m i t h Ko g n i t i o
- Page 93 and 94: - de mest typiske udgaver - er loka
- Page 95 and 96: på tilsvarende vis et objekt, som
- Page 97 and 98: er en undersøgelse af begreber så
- Page 99 and 100: esidde sondringens helt anderledes
- Page 101 and 102: som Lewin havde forestillet sig den
- Page 103 and 104: Noter 1 Edgar Rubin (1886-1951), da
- Page 105 and 106: York: Academic Press. Netzer, N. (1
- Page 107 and 108: sig til de samme (meget generelle)
- Page 109 and 110: Dannelse __________________________
- Page 111 and 112: patient blotter sin overkrop, overf
- Page 113 and 114: det imponerende værk Gramsci og de
- Page 115: gældende på den lokale, akademisk
- Page 119 and 120: som vidne om fortidens hændelser (
- Page 121 and 122: Udsigelsen endevendt Teorien om uds
- Page 123 and 124: gestus, fingerpeg eksempelvis, men
- Page 125 and 126: at underviserne på universiteterne
- Page 127 and 128: Virkelighedskonstruktioner En inter
- Page 129 and 130: for det første har fjernet filosof
- Page 131 and 132: Thunøs tredje objekt fra Lateranet
- Page 133 and 134: Betydningen af korsrelikvier såvel
- Page 135 and 136: S E M I K O L O N ; Strandvejen 10B
dekonstruktivistiske tænkning og<br />
den amerikanske New Historicism – at<br />
behandle ’den postmoderne udfordring’<br />
til historiefaget i alle dennes facetter.<br />
En opgave som hun løser på bedste vis<br />
og samtidig leverer et fornemt stykke<br />
videnskabsteoretisk arbejde, der udfylder<br />
et akut tomrum i historiefagets hjemlige<br />
grundlagsdiskussion. DGS har før publiceret<br />
dele af bogen, som samlet set er en Ph.D<br />
afhandling afleveret ved Institut for Historie<br />
ved Københavns Universitet som artikler i<br />
Historisk tidsskrift og Den jyske historiker,<br />
samt som et bidrag til en artikelantologi<br />
om kildebegrebet (Fortidens spor, nutidens<br />
øjne) fra Roskilde Universitetsforlag, men<br />
med udgivelsen af Tegnets tid placerer hun<br />
sig – i fornemt selskab med folk som bl.a.<br />
Uffe Østergaard, Jan Ifversen og Inga<br />
Floto – i den tungere ende af aktuel, dansk<br />
historieteoretisk refleksion.<br />
Bogen er inddelt i en indledning,<br />
fire overordnede kapitler og et koda (en<br />
konklusion?). I indledningen diskuterer DGS<br />
historiefagets problematiske forhold til teori<br />
og teoretiske refleksioner i det hele taget og<br />
bevæger sig herefter over i en indledende<br />
overvejelse om den sproglige vendings<br />
betydning for nyere historievidenskabelig<br />
teorirefleksion. Derridas berygtede sentens<br />
fra De la Grammatologie (1967) – ”Der er ikke<br />
noget udenfor-tekst” – fremhæves af DGS<br />
som symptomatisk i denne sammenhæng:<br />
Den traditionelle historikers begreb<br />
om en før-sproglig, uformidlet, fortidig<br />
virkelighed, der lader sig afdække objektivt,<br />
’som den egentlig fandt sted’, som det lyder<br />
hos Leopold von Ranke – det moderne,<br />
professionaliserede historiefags grundlægger<br />
– må se sig selv stærkt udfordret. Vores<br />
primære adgang til fortiden er kilderne,<br />
som er tekster (sprog/skrift) og netop ikke<br />
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k<br />
virkelighed. Historikerens eneste mulighed<br />
for at kunne forstå fortiden og formidle<br />
sin viden om denne er på den anden side<br />
netop sproget/skriften. Sproget/skriften<br />
betinger altså historikerens virksomhed,<br />
som læser, ’oversætter’, fortolker, kritikker<br />
og formidler af fortidens tekster, og<br />
det skulle altså være tydeligt, at denne<br />
virksomhed ikke afdækker fortiden som<br />
objektiv, ontologisk realitet, men snarere<br />
konstruerer fortidige (historiske) teksters<br />
betydning i en aktuel, tekstuel praksis,<br />
som kaldes historisk. Hvad ’den sproglige<br />
vending’ kort sagt benægter er, at vi har<br />
adgang til fortiden som en for altid fastlagt,<br />
fikseret realitet, der efterfølgende lader sig<br />
afdække i sin totalitet, hvis altså blot vi<br />
holder tungen lige i munden, sproget i kort<br />
snor og nærmer os kilderne med kritisk og<br />
saglig distance. Det er på mange måder<br />
den klassiske diskussion mellem realister<br />
og nominalister/konceptualister om sprogets<br />
virkelighedskorrespondens, der går<br />
igen og sætter spørgsmålstegn ved om<br />
fortidens virkelighed i det hele taget lader<br />
sig repræsentere eller rekonstruere som<br />
andet end nutidens vilkårlige konstruktion<br />
af et diskursivt objekt kaldet historien (i alle<br />
sine mulige og umulige udformninger), der<br />
per definition skabes på baggrund af de<br />
nulevendes (selv)forståelse, sprog etc.<br />
Det indledende afsnit byder på<br />
mange andre interessante diskussioner,<br />
som jeg midlertidigt vil overlade det til den<br />
interesserede læser af denne anmeldelse<br />
selv at stifte bekendtskab med. Bogen er<br />
ellers, som allerede nævnt, inddelt i fire<br />
overordnede afsnit.<br />
Det første afsnit har overskriften<br />
Radikal historicitet. Den sproglige vendings<br />
genfærd og er uden tvivl bogens filosofisk<br />
set tungeste afsnit. På baggrund af bl.a.<br />
s i d e [ 1 1 7 ]
Change language