S E M I KO L O N - EgernInc

gældende på den lokale, akademiske
kampplads, herunder altså også – måske i
særlig grad – på den historievidenskabelige
kampplads, da denne i længere tid (via
intense socialhistoriske eksperimenter,
marxistisk ortodoksi og generel faglig
konservatisme) havde kunnet unddraget sig
strukturalismens, poststrukturalismens og
den postmoderne tænknings undergravende
dagsorden. Symptomatisk for dette
teoretiske nybrud var det nu berygtede (og
for længst udsolgte) nummer af tidsskriftet
Den jyske historiker (nr. 50), som under
den sigende tematiske overskrift ’Findes
historien – virkelig?’ prøvede at introducere
et faghistorisk publikum til de nye
strømninger. Centralt placeret i tidsskriftet
– som et slags indledende debatoplæg
– var Hans Hauges på mange måder
provokerende artikel ’Historiens vendinger:
sproglige, litterære, pragmatiske’, som med
udgangspunkt i den internationale debat
(Hauge er altid først med det sidste nye)
– med henvisninger til et af de helt store
dyr i den historiefagskritiske åbenbaring
Hayden White – satte tingene på spidsen:
Historikerne måtte nu indse, at det de skrev
var litteratur, – endda en meget kedelig form
for realistisk litteratur. Man måtte indse, at
historievidenskaben ikke kunne gøre krav
på nogen form objektivitet eller nogen
særlig form for streng videnskabelighed.
Det gamle skel mellem fiktion og fakta, som
kunne spores tilbage til Aristoteles´ Poetik,
måtte nu, konstaterede Hauge diagnostisk,
bringes til ophør og historikerne måtte
begynde at besinde sig på dette vilkår,
hvilket måtte føre til en øget fokusering på
historikerens skriftpraksis som en skriverkarl
blandt mange andre, for den traditionelle
historieskriver, suspekte forfattertyper
– eksempelvis romanforfatteren.
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k
Inspirationen til disse radikale konklusioner
havde Hauge fået hos bl.a. den amerikanske
idéhistoriker m. m. Hayden White som
allerede nævnt, der allerede i 1966 i det
respekterede historieteoretiske tidsskrift
History & Theory havde fået publiceret
artiklen ’The Burden of History’, der på
nietzscheanske (vitalistiske?) præmisser
angreb en, efter Whites begreber, dræbende
historiebevidsthed og samtidig – ud fra en
tese om, at historieskrivning var at betragte
som en litterær form – opfordrede nutidens
historikere til at tage ved lære af nutidens
nyeste litteratur (surrealisme eks.) i stedet
for at hænge fast i en litterær realisme, der
retteligen hørte hjemme i 1800-tallet. White
uddybede i 1973 sin position med udgivelsen
af Metahistory – en betydningsfuld bog, der
udmærkede sig ved at ville placere forskellige
klassiske historieværker og deres forfattere
indenfor forskellige litterære genrer (satire,
komedie etc.). Sideløbende med den kritik,
som Hauge i den omtalte artikel altså baserer
sin kritik på, og som vel bedst kan beskrives
som strukturalistisk eller formalistisk
(vigtig i denne kontekst er også Roland
Barthes´ artikel ’Le discours et l´histoire’
fra 1967), har også adskillige såkaldte
poststrukturalistiske eller postmoderne
teoretikere rejst seriøs kritik af historiefaget.
For at orientere sig indenfor denne kritik
kan det være en god idé at frekventere den
engelske historieteoretiker Keith Jenkins´
forfatterskab (eks. Why History? fra 1999),
der kan siges på eksemplarisk vis – dvs.
tilpas forenklende – at introducere det, som
i den gængse jargon er blevet kendt som den
postmoderne udfordring til historiefaget.
Kritikken eller udfordringen, som man
altså også kalder den, der er blevet rettet
mod eller stillet til historiefaget kan – for
nu at male med en virkelig bred pensel –
s i d e [ 1 1 5 ]