S E M I KO L O N - EgernInc

det imponerende værk Gramsci og den moderne
verden (samme forlag, 1993) og endelig bogen
Den dobbelte stat – En krønike om magtens hemmeligheder
i efterkrigstidens Italien (samme
forlag i 1998), som i mangt og meget er en
vigtig forudsætning for Sørensens seneste
og altså her præsenterede udgivelse. Der er
med andre ord en hjemlig ekspert på området,
hvis man i disse kulturkampens dage
må være så fri at tage dette ord i anvendelse,
som svinger pennen (eller måske snarere
musen), hvilket i sig selv gør bogen kompetent
og læseværdig. Også selvom, der ikke er
tale om noget mesterværk.
Gert Sørensen tager udgangspunkt i
begrebet kairos, som stammer fra oldgræsk
og som bedst oversættes til ’det rette øjeblik’
eller ’et passende tidspunkt’ – det moment,
hvor historiens tilfældige gang tilbyder en
mulighed, en chance for den handlekraftige,
som vil forstå at udnytte dette ”øjeblik” til
egen fordel. Den tyske teolog Paul Tillich
og dennes bog The Interpretation of History
(1936) tages af Sørensen i ed for brugen
af kairos-begrebet som en slags læseprisme
for Italiens politiske idéhistorie fra senmiddelalderen
og frem. Grundspørgsmålet
må blive, om det er muligt at bemægtige
sig øjeblikket, det rette øjeblik – eller med
andre ord, om det er muligt at skabe eller
forme historien ved at kende sin besøgstid
(om man så må sige). Dette spørgsmål
søger Gert Sørensen at besvare ved i fugleperspektiv
at sætte italiensk politisk teori og
praksis i relation til hinanden (fra Dantes De
Monarchia til højaktuelle udgivelser fra bl. a.
Giorgio Agamben og Antonio Negri). En
i udgangspunktet rigtig god idé, da flere af
Italiens store politiske tænkere forholder sig
mere eller mindre eksplicit til netop denne
problemstilling. Hele Machiavellis politiskteoretiske
forfatterskab kan eksempelvis
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k
ses som en udvidet meditation over dette
spørgsmål fremstillet i en overvejelse om
kernebegreberne fortuna og virtù – en problemstilling
som Sørensen da også på glimrende
vis tematiserer i bogens andet afsnit.
Spørgsmålet spøger naturligvis også i hegeliansk
og marxistisk historiefilosofi, som
er emnet – i sine italienske varianter – for
bogens tredje afsnit. Men efterhånden som
bogen skrider frem bliver det mere og mere
tydeligt, at idéen om at bruge kairos-begrebet
som en art læseprisme ikke fungerer
optimalt og ikke skaber den sammenhæng
i bogen, som det var udgangspunktet, at
den skulle gøre. Bogen virker ikke som en
helhed, uanset forsøget på at gøre kairosbegrebet
til en gennemgående figur, da
Sørensen har en tendens til (hen af vejen)
at fortabe sig i nok så interessante analyser,
der dog ikke direkte, så vidt jeg kan se det,
relaterer sig til kairos-problematikken. Som
det da også åbent afsløres i bogens forord,
så har nogle af bogens forskellige dele tidligere
været publiceret som særskilte artikler
og det kan man altså – til trods for bestræbelsen
på at skabe sammenhæng via kairosbegrebet
– godt mærke. En mulighed for
at have skabt en mere helstøbt bog havde
ganske enkelt været at bibeholde de forskellige
afsnit som særskilte artikler eller essays
i stedet for at prøve på absolut at få det hele
til at gå op i en højere enhed. Bogens form
virker under alle omstændigheder ikke som
en nødvendighed, og det skuffer læseren
– denne læser – som ellers rundt omkring
i bogens særskilte afsnit føler sig i særdeles
kompetent selskab.
Og netop det kompetente selskab er
værd at fremhæve. Man bliver – heldigvis da
– ikke dummere af at læse Gert Sørensens
bog. Tværtimod. Det kaos, som vi i dag
kender som italiensk politik bliver af Søren-
s i d e [ 1 1 3 ]