S E M I KO L O N - EgernInc

patient blotter sin overkrop, overfaldes han
af syv forskellige stetoskoper, samtidig med
at den studentikose lette snak om festen
lørdag aften fortsætter. Patienten bliver
med andre ord tingsliggjort. Forfatterne
pointerer her, at det er foruroligende,
at medicinstuderende ikke, som andre
studerende, øger deres score, hvad angår
den rette besvarelse af moralske spørgsmål
gennem studietiden. Der er forsøgt med
en række tiltag for at sætte fokus på de
moralske aspekter af lægeprofessionen, men
initiativerne møder mange forhindringer,
såsom manglende undervisere i fag som
videnskabsteori, filosofi og psykologi;
tidspres, da de medicinstuderende i forvejen
er meget pressende, den store fokus på
eksamen. Dannelse i forhold til medicin- og
lægestudiet drejer sig altså primært om de
moralske spørgsmål.
Anne Marie Pahuus, ekstern lektor
på Institut for Filosofi placerer dannelsen
som en spænding mellem selvstændighed
og traditionsformidling. Selvstændighed er
et ideal for dem, der betoner betydningen
af den enkeltes egen aktive indsats i denne
proces, hvor målet er at opnå en personlig
midte. En vellykket traditionsformidling er
derimod et ideal for dem, der mener at faste
normer og givne værdier er en betingelse
for, at personer kan modnes. En fuldt
udviklet person er den, der er formet og
dannet gennem en alsidig påvirkning fra det
sociale, historiske og kulturelle. Forfatteren
mener, at en syntese imellem de to idealer
skaber dannelsen: ”Det er i forhold til
denne bestemmelse af mennesket som
aktivt selvåbenbarende handlingscentrum,
at dannelsen nødvendigvis må tænkes
ud fra en kombination af den enhed,
som sker i refleksionen, og den enhed,
som findes i forsoningen med verden”
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k
(Dannelse, 314). I den forstand er både
det traditionsformidlende element
og selvstændigheden en nødvendig
forudsætning for, at det personlige kan
udfolde sig. Forfatteren peger her på den
tyske sprogfilosof og sociolog Jürgen
Habermas´ analyse af samtalen som
integration af selvstændighed. Samtalen er
hos Habermas afgørende, fordi dannelse
forstås som en vekselvirkningsproces, og
netop i samtalen opstår en vekselvirkning
mellem den talende og den der tales til.
Med sproget får vi samtidig tilegnet os
en hel kultur, dvs. sproget peger ud over
den enkelte og ud imod et fællesskab.
Forfatteren vil, ved at inddrage Habermas,
påpege forholdet mellem den enkelte og
verden.
På trods af de meget forskellige
bud på dannelsens væsen er det muligt at
fremhæve fire afgørende elementer, som
gennemgangen af ovenstående artikler
peger på. I dannelsesbegrebet synes
følgende at være på spil: forestillingen om
historisk bevidsthed, ideen om overskridelsen,
spørgsmål vedrørende moralen, forholdet
mellem individualiteten og samfundet. Eller
sagt på en anden måde, så er det afgørende
for begrebet om dannelse, at det rækker
ud over det enkelte fag og mod en større
sammenhæng. Det forhold går igen i alle
artiklerne; at være dannet er blandt andet
at kunne se sit eget fag, som en del af et
større hele. Med den historiske bevidsthed
bliver det muligt at se sit fag i en historisk
sammenhæng, med overskridelsen
bliver det muligt at overskride sine egne
faggrænser mod noget stadig større, med
moralen bliver det muligt at få en større
forståelse for det overordnede projekt og i
forholdet mellem individualitet og samfund
bliver det klart, at man ikke er snæversynet
s i d e [ 1 1 1 ]