S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 1 0 ]
kostet både tid og smerte i virkeligheden.
Det vil sige, at kunsten og litteraturen kan
give os oplevelser, der virker befordrende for
dannelsen. Her er overskridelsen afgørende;
at overskride sine grænser og bevæge sig
ud i verden, for herefter at forme og styre
lidenskab og energi i form: ”Læsningen
kan åbne udad, mod livet og en måske
foruroligende virkelighed, eller indad, mod
indre harmoni og hvile” (Dannelse, 169).
Ved at erfare ud, dvs. i mødet med verden,
fører mobilitet til en alsidig og afbalanceret
udvikling af individets evner. Det er
det, kunst og litteratur kan bidrage med.
Den overskridelse og udvikling beskrives
ofte ved hjælp af gartnermetaforik og
blomstersprog. Der appelleres til følelserne
og lidenskaberne. Dannelse tager altså hånd
om menneskets ’frø’, der vokser; den sikrer
at planterne trives, får den bedste form,
og sætter blomster og bærer frugt. Denne
evne til at overskride det, man er, er et
generelt træk ved dannelsesforestillingen.
Forfatteren bruger Georg Brandes brev
fra 1871 som eksemplificering: ”De see
alle fuldtudsprungne, ufortrykte, frit
udfoldende, hedenske ud. Alt hvad der i
Norden gjør Kvinden hæslig: Kulden, de
tykke grimme Klæder, som Bondepiger
bære, den Vams af Blufærdighed og saakaldt
Undseelse de alle have på, den Spændetræie
af Christiansfeldter-Moral, hvori de snøres
af Præsterne, af Civilisationen, af tonen,
Intet af dette trykker, snører eller snerper
her. […] derfor bliver Øiet dobbelt saa
glandsfuldt, Blodet eengang saa rødt, det
kvindelige Bryst eengang saa hvælvet og
fuldt, kort sagt Menneskeplanten skyder
kraftigere, saftrigere, og aldrig beklippede
Skud” (Dannelse, 180). Her skrev han
om de italienske kvinder på en måde, der
tager dannelsens gartnermetaforik i brug.
Samtidig undsiges dannelsens gartnerrolle;
det er ekspansion uden kontrol og kontrollerende
kontraktion. Kunstens fiktionskarakter og
æstetisk suspension betyder, at der trækkes
en skillelinie mellem fiktion og virkelighed,
fordi kunstværket formår, hvad det virkelige
liv ikke formår. At vække de affekter, følelser
og tanker. Men den er også betinget af, at
kunstværket er fiktion og af, at vi forstår
netop fiktion med blandt andet fantasien.
Den kan overskridelsen. Kunsten kan få
os til at overskride os selv med henblik på
udvidelse af os selv, hvor den både er et
billede på dannelsen og selve dannelsen.
I artiklen Dannelse set af nogle undervisere
ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
skriver Berit Eika, Lektor ved Enhed
for Medicinsk Uddannelse og professor
Christian Aalkjær, Fysiologisk Institut, om
dannelse og lægearbejdet. Her præsenteres
vi blandt andet for de moralske spørgsmål,
der vedrører professionen som læge. Det
drejer sig blandt andet om holdninger til
abort, eutanasi, samtalen med patienten,
evidensbaseret medicin kontra lægekunst,
fordelingen af ressourcer og medicinering
af normaltilstanden. En række spørgsmål,
som forfatterne mener, kræver en
stillingtagen hos den enkelt læge ud fra
faglig viden og dannelse. Netop dannelse,
fordi holdningerne beror på en række
personlige erfaringer, som her integreres
med den faglige viden og herefter resulterer
i handling. Forfatterne spørger herefter,
hvilken dannelse den medicinstuderende
har? De understeger, at det er svært at
svare på og eksemplificerer med en episode
fra det såkaldte færdighedslaboratorium 1 .
Underviserne besluttede, at de studerende
en uge ikke alene skulle prøve stetoskoperne
på hinandens lunger, men også høre på en
rigtig patients syge lunger. Da den første