S E M I KO L O N - EgernInc

M a d s Z a a r R i i s b e r g
K u l t u r k r a m p e r o g
k y n i s k f r e l s e h o s S l o t e r d i j k
Når vi i dag bruger ordet ’masse’ er det mere end tidligere i forbindelse med ordet
kultur. Førhen havde ordet masse en mere politisk karakter og en revolutionær potens,
som ikke findes mere. Ordet rummede tidligere en forsamlingens definition, men
forsamlingen er nu blevet skiftet ud med tendens. Massekultur er i stedet blevet det
operative begreb, fordi den moderne masse er defineret ved sine kendetegn og ikke sine
handlinger. Den tyske provokatør og filosof Peter Sloterdijk ser en stagnerende kultur
som et resultat af denne moderne masse. Derfor udgav han i år 2000 skriftet Masse
og foragt, som tager tråden op efter Nietzsches kulturkritik og Sloterdijks eget kultur-
og civilisationskritiske mastodontværk fra 1983 ”Kritik der Zynischen Vernunft” 2 .
Det følgende er en redegørelse for hovedpunkterne i Sloterdijks kulturkritik.
Masse uden potentiale
Hos Peter Sloterdijk møder vi en ny og
kontemporær måde at definere massen på, i
stil med den man finder hos David Riesman
i bogen The Lonely Crowd. Væk er tidligere
tiders forsamlede masse og den tilhørende
massesuggestion, i stedet tales der om et
individuelt resigneret massemenneske, som
kun konstituerer sig som masse, fordi alle er
ens og dermed ansigtsløse. Det er i mangel
på forskellighed, at en moderne masse
opstår. Klasserne ophører, og vi bliver alle
forbrugere, der som en del af massen sidder
derhjemme og bander ad tv’et uden fysisk at
interagere med resten af massen, som sidder
i andre hjem og er ligeså utilfredse – massen
realiserer ikke længere sit politiske potentiale
og nøjes med at brokke sig, hvor ingen kan
høre den: ”Masser, der ikke længere samles
som aktuelt forsamlede, risikerer let at
miste bevidstheden om deres egen politiske
potens”. 3 En impotens har sneget sig ind
og amputeret massen, så den ikke længere
kan benytte sig af sit mest kraftfulde våben,
nemlig suggestionen i den forsamlede
masse, som havde revolutionens styrke i sig:
”Den postmoderne masse er masse uden
potentiale, en sum af mikroanarkismer og
ensomheder, som dårligt nok husker den
tid, hvor den – opildnet og bragt til sig selv
af sine fortalere og generalsekretærer – som
udtrykssvangert kollektiv ville og kunne
lave historie” 4 . Den oprindelige masse
havde kraft i sig, den havde en evne til at
udfordre magtstrukturer og aristokratier
– når massen toner frem, kræver den
sin ret i suveræn stil, og har dermed ret,
uanset om dens forehavende er spontant
eller planlagt. Førhen trådte massen frem
som subjekt og krævede, at man hørte på
den; det gør den ikke mere, den magter det
ikke i sin fragmenterede form. Tidligere
s e m i k o l o n ; å r g . 3 , n r. 7 , 2 0 0 3 , [ s . 1 1 - 2 1 ]