Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
45<br />
spillede Tærning om Menneskers<br />
Lykke... Han følte sig i deres Vold.<br />
Han var naaet til Fjenderup<br />
Bymark og kørte om et Kobbel Køer.<br />
Det var Degnens tre brogede, der søgte<br />
hjemefter. Ane Mette tradskede<br />
barfo<strong>det</strong> ved Siden. Det slog ham, at<br />
hun saa mere sjusket og <strong>for</strong>styrret ud<br />
end før, og at hun helst vilde undgaa at<br />
se ham.<br />
Han lod Vognen holde og kaldte<br />
hende ved Navn, talte hende venligt til<br />
og <strong>for</strong>klarede hende lidt om, hvorledes<br />
<strong>det</strong> altsammen stod til.<br />
„Hvordan har lille Marie <strong>det</strong> ?“<br />
spurgte hun, mens Mundvigene bævende<br />
trak sig nedefter.<br />
„Nu er hun bleven godt kendt med<br />
Dorthe. <strong>—</strong> Men hør, Ane Mette, jeg har<br />
tænkt paa <strong>—</strong> du kommer vist til at sige<br />
din Plads i <strong>Skolen</strong> op <strong>—</strong> hvis du da<br />
ellers kan taale at skilles fra<br />
Madammen. <strong>—</strong> Du vil faa lille Marie til<br />
Herskab i Ste<strong>det</strong>.“<br />
Ane Mette hævede Hove<strong>det</strong> og<br />
strøg Haartjavserne bort fra de graa,<br />
sorgtunge Øjne.<br />
„Aa, er <strong>det</strong> sandt,“ spurgte hun og<br />
tænkte paa, hvor godt <strong>det</strong> var, at hun<br />
kunde blive fri <strong>for</strong> at sige ham, at hun<br />
selv var bleven sagt op. Hans nikkede<br />
venligt, og hun satte i Løb efter<br />
Køerne, der var naaet videre opad.<br />
Ja, noget af en Slask, <strong>det</strong> var hun.<br />
Men alligevel <strong>—</strong> hun vilde dele den<br />
yderste Fattigdom med ham og Barnet<br />
<strong>—</strong> <strong>det</strong> var han vis paa <strong>—</strong> thi Hjertet var<br />
heldigvis ikke i Ulave <strong>—</strong> saaledes som<br />
Haaret.<br />
Han saa over til Bækgaardens<br />
Tomt, hvor deres Arnested laa i Grus.<br />
Nu gjaldt <strong>det</strong> om at hærde sin Vilje og<br />
stemme sin Ryg imod, hvis han atter<br />
skulde faa sit Hjem genopbygget.<br />
Han fraspændte Vognen i Præstens<br />
Gaard, og trak Hestene ind i Stalden.<br />
Og da han atter kom ud paa Fjenderup<br />
Gade, lagde han Mærke til, at der var<br />
Pinsetravlhed i Byen.<br />
I en Bolig blev der kalket, i en<br />
anden vadskedes Vinduer, et an<strong>det</strong> Sted<br />
lugedes Brostenene uden<strong>for</strong> Døren. <strong>—</strong><br />
Alle havde de et Hjem at pudse og<br />
pynte til Højtiden <strong>—</strong> alle.<br />
Han huskede, hvor Inger i Fjor<br />
havde haft travlt med at faa<br />
Bækgaarden i Foraarsskrud, og hvor<br />
han havde spottet over, at hun kunde<br />
have Lyst til at sæbevadske og pudse<br />
<strong>det</strong> gamle Skrammel.<br />
Lars Storgaard stod ved<br />
Vejsvinget og nød sin Aftenpibe. Hans<br />
fik Lyst til at gaa hen og tale til ham,<br />
han havde saa kort afvist hans<br />
Venlighed <strong>for</strong>leden.<br />
Hele den øverste Bydel var fyldt<br />
med Æbleskiveos, der stod ud af<br />
Bryggersdøren i Storgaarden.<br />
„Det er Grethe, som laver alt <strong>det</strong><br />
Bras“, <strong>for</strong>klarede Lars. „Der er bleven<br />
et syndigt Sjov herovre, siden den<br />
halvtaabelige Kælling er flyttet herind.<br />
Hun koger og braser pinte Dagen lang.<br />
Mariane og Søren er lige tossede begge<br />
to <strong>—</strong> <strong>for</strong> Søren er pinte ingen Mand.“<br />
Hans svarede ikke, og Lars<br />
<strong>for</strong>tsatte sine Tanker:<br />
„Jeg synes, de kunde have an<strong>det</strong> at<br />
bestille end lade den rødblissede<br />
Kælling tømme Storgaardens<br />
Smørbøtter og Saltkar. <strong>—</strong> Det gaar<br />
snavs med Storgaardens Drift. <strong>—</strong> Det er<br />
ikke som i vor Tid, Hans.“<br />
Den kraftige Bonde faldt i Tanker,<br />
han glemte at føre Piben til Munden.<br />
Saa kom <strong>det</strong>: „Det skulde pinte<br />
alligevel have været dig og Mariane.“<br />
Men Navnet havde tabt sin Klang i<br />
Hans Krags Øre. Thi den Mariane, han<br />
engang havde kendt, og af hvis kække<br />
Øjne han havde drukket Livets Lyst,<br />
havde li<strong>det</strong> eller intet tilfælles med en<br />
vis Madam Balle, der saa paa sin Mand<br />
med kolde Fiskeøjne og gerne gjorde<br />
ham til Hanrej, naar <strong>det</strong> faldt hende<br />
ind.<br />
En ubehersket skingrende Latter,<br />
der mindede om en gal Hoppes<br />
Vrinsken, trængte sig ud til dem, hvor<br />
de stod. <strong>—</strong> Hvor lidt den lignede den<br />
muntre, livsglade Musik, der i lyse<br />
Foraarsaftener steg op fra Marianes<br />
Bryst og fyldte Luften om Storgaarden<br />
med Toner !<br />
Han rakte Haanden frem mod Lars.<br />
„De gamle Dage er <strong>for</strong>bi,“ sagde<br />
han, i<strong>det</strong> han gik.<br />
Og atter faldt <strong>det</strong> ham i Tanker,<br />
hvor lidt Mennesker raader <strong>for</strong> deres<br />
egen Skæbne, og hvor lidt man ved om,<br />
hvor Livet fører hen.<br />
Thi nu vilde han ikke bytte med<br />
dem derinde.<br />
XVII.<br />
aa ydermarken <strong>—</strong> en god Fjerdingvej<br />
fra Fjenderup By <strong>—</strong> havde Hans<br />
Kragh la<strong>det</strong> Bækgaarden genopbygge.<br />
Ved Hjælp af den lille Assurance,<br />
<strong>det</strong> var lykkedes ham at faa, men<br />
særligt ved Lars Storgaards Velvilje,<br />
havde han la<strong>det</strong> opføre fire lave Længer<br />
der havde en vis Lighed med en<br />
Mennesskebolig. De fleste som saa den,<br />
fandt, at <strong>det</strong> maatte være en<br />
Efterlignelse af den gamle Gaard, men<br />
ingen <strong>for</strong>bavsedes derover; de tænkte<br />
alle, at han byggede vel efter sine ringe<br />
Midler. Selv naar han <strong>for</strong>sikrede, at<br />
netop saaledes og ikke i nogen anden<br />
Skikkelse vilde han ogsaa have rejst<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong><br />
P