Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
38<br />
var ikke den Stadighed som ellers ved<br />
nogen Ting.<br />
„Nej sikken et Køretøj,“ sagde<br />
han.<br />
Straks efter holdt en Droske stille<br />
ved Havelaagen. Der sad to Herrer med<br />
guldtressede Huer deri. Han, som sad<br />
til venstre, lukkede Vogndøren op,<br />
sprang ud og kom hen til Laagen, mens<br />
Vognen kørte videre hen ad Gaden.<br />
„Goddag, Lærer Sørensen.“<br />
„Goddag, Hr. Fuldmægtig, og<br />
velkommen til Fjenderup.“<br />
„Ja, <strong>det</strong> siger De nu saa raskt,<br />
Sørensen. Er <strong>det</strong> nu ogsaa sikkert, vi er<br />
velkomne ? Hvad Pokker er <strong>det</strong>, Folk<br />
finder paa her ude i <strong>det</strong> skikkelige<br />
Fjenderup. Vil de svide den pæne By af<br />
?“<br />
„Det ser sandeligen saadan ud, Hr.<br />
Fuldmægtig.“<br />
Sørensen gik med den lange, gule<br />
Nankinsfrakke flagrende om Benene hen<br />
til den guldtressede, der stadig stod og<br />
holdt ved Laagen.<br />
Hvad, der nu blev talt om, kunde<br />
Ane Mette ikke høre. Sørensen nikkede<br />
og rystede vekselvis sit graanende<br />
Hoved. Men da han atter rev Huen af og<br />
traadte tilbage fra Havelaagen, kunde<br />
hun høre hans sidste Ord :<br />
„Ja ja, Hr. Fuldmægtig, jeg vil<br />
sandeligen ønske Dem godt Held i Dag.<br />
Men som sagt <strong>—</strong> <strong>det</strong> stille Vand har den<br />
dybe Grund. <strong>—</strong> Det er rigtig sandt.“<br />
Saa var Sørensen atter begyndt at<br />
sætte Kaal, da Madammen kom. Ane<br />
Mette saa paa hende, at hun ogsaa<br />
vidste, der var kommen fremmede til<br />
By; thi hun havde taget hvid Kappe med<br />
Pibestrimmel paa.<br />
„Det var Rettens Folk. Ja, <strong>det</strong> var<br />
sandeligen saa,“ sagde Sørensen.<br />
„Ja, jeg saa dem køre <strong>for</strong>bi. Nu er<br />
Forhøret vel saa i fuld Gang hos<br />
Sognefogdens.“<br />
Ane Mette følte sine Knæ ryste.<br />
Hun døjede med at stikke Tøjrepælen<br />
lige ned, naar hun gjorde Hul til<br />
Kaalen.<br />
Madammen sukkede som et Træ i<br />
Skoven.<br />
„Ja, <strong>det</strong> stille Vand har jo den<br />
dybe Grund,“ sagde hun.<br />
Hvor<strong>for</strong> sagde de dog begge to de<br />
samme Ord. Ane Mette var nær ved at<br />
dejse af Angst. <strong>—</strong> Hvad mente de med<br />
al den dunkle Snak, der havde summet<br />
hende om Ørerne den hele Dag.<br />
Naar nu disse hundrede<br />
Kaalplanter var sat, og Theen til Side,<br />
saa vilde hun gaa over til Anders Brats;<br />
hun fik ikke Fred, før hun havde set<br />
dem alle tre.<br />
En Timestid senere kom Mads<br />
Klint gennem Havelaagen.<br />
„Naa, hvad bliver <strong>det</strong> til,<br />
Sognefoged ?“<br />
raabte Degnen.<br />
„Ja, <strong>det</strong> ser s'gu ikke allerbedst<br />
ud.“<br />
„Se, se, hvad er der da kommen<br />
frem ?“<br />
„Storgaardens Karle har set Lys<br />
hos Hans Kraghs, da de sadlede<br />
Koldbyernes Heste ved Totiden.“<br />
„Vel ikke i Laden ?“<br />
„Nej, i Bryggerset.“<br />
Sørensen rettede sin lange,<br />
nankinsklædte Ryg.<br />
„Det var en slemme Bet,“ sagde<br />
han <strong>—</strong> „<strong>det</strong> var sandeligen en slemme<br />
Bet.“<br />
Ane Mette <strong>for</strong>lod Arbej<strong>det</strong> og gik<br />
ind i Gaarden. Degnen saa <strong>det</strong> og<br />
tænkte, hun kom tilbage. Men fra<br />
Gaarden gik hun <strong>—</strong> uvadsket og uhæget,<br />
med Muld paa Hænderne og Nederdelen<br />
hæftet op <strong>—</strong> ud paa Gaden og hen til<br />
Sognefogdens Gaard.<br />
Kusken, som stod paa<br />
Gaardspladsen og spændte <strong>for</strong><br />
Øvrighedens Vogn, grinede bredt til<br />
den Sluske, som kom travløbende<br />
gennem Portlaagen.<br />
Gennem Forstuevinduet fik hun<br />
Øje paa Hans.<br />
„Hvad vil du ?“ Han skvattede op<br />
ved Synet af hendes <strong>for</strong>styrede Træk.<br />
„Hvor er Inger ?“<br />
Han pegede tavs mod Døren til<br />
Storstuen, som aabnedes i <strong>det</strong> samme,<br />
og Inger kom ud derfra, fulgt af de to<br />
Øvrighedspersoner.<br />
Overauditøren vendte sig til Hans<br />
:<br />
„Det gør mig ondt at sige Dem,<br />
Hans Kragh, at vi <strong>—</strong> efter hvad der er<br />
fremkommet under Forhørene <strong>—</strong> ser os<br />
nødsaget til at tage Deres Hustru med<br />
os.“<br />
Hans svarede ikke.<br />
„Vil De saa gøre Dem færdig, lille<br />
Kone.“<br />
„Jeg er færdig,“ sagde hun.<br />
Hun havde den gamle Merinoskjole<br />
paa, og om Halsen havde hun bun<strong>det</strong> et<br />
bredt, sort Silkebaand i Sløjfe. Hove<strong>det</strong><br />
var let bøjet, men de mørkegraa Øjne<br />
var uden Taarer.<br />
Da trængte Søsteren sig frem. Hun<br />
gik u<strong>for</strong>fær<strong>det</strong> løs paa Øvrigheden.<br />
Hvad de tænkte paa <strong>—</strong> om de var<br />
vel <strong>for</strong>varede ? Hvorledes kunde de<br />
mene, at Inger kunde brænde<br />
Bækgaarden af <strong>—</strong> den, hun elskede over<br />
alt i Verden. <strong>—</strong> <strong>—</strong> Havde deres Fader<br />
levet, vilde han aldrig have fun<strong>det</strong> sig i<br />
den Uretfærdighed, at de tog hende med<br />
sig. Men nu havde hun ingen Værge,<br />
den Stakkel <strong>—</strong> endda hun havde en<br />
Mand.<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong>