Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
31<br />
Inger standsede Rokkehjulet og<br />
saa paa hende:<br />
„Vi har jo ikke Raad, Ane Mette<br />
<strong>—</strong> <strong>det</strong> ved du jo <strong>—</strong> tre Rigsdaler er<br />
mange Penge <strong>for</strong> os <strong>—</strong> <strong>for</strong>uden <strong>det</strong>, at<br />
der er Skotøj og an<strong>det</strong>, vi maa have.“<br />
„I gør jer vist ogsaa ringere, end I<br />
har Behov. I Fars Tid var <strong>det</strong> da aldrig<br />
saa galt.“<br />
„Men husk paa, at dine Penge<br />
maatte ud, da Far døde <strong>—</strong> og saa de ny<br />
Heste og Uhel<strong>det</strong> med Grisesoen ved<br />
Juletid <strong>—</strong> aa, der har været <strong>det</strong> ene<br />
efter <strong>det</strong> an<strong>det</strong> <strong>—</strong> en ond Skæbne ved<br />
alt, hvad vi tog os <strong>for</strong>. I den allersidste<br />
Tid har vi ikke kunnet faa Smør, endda<br />
vi har prøvet saa mange Raad.“<br />
„Det er nu alligevel galt at sidde<br />
hjemme alle Tider, Havde <strong>det</strong> endda<br />
været Majdag <strong>for</strong>inden, saa skulde jeg<br />
givet jer Penge dertil, men <strong>det</strong> er vist<br />
ikke værd at bede Degnen“ <strong>—</strong> <strong>—</strong><br />
„Prøv aldrig paa <strong>det</strong>,“ advarede<br />
Inger... „Nej, blive fra Ballet, <strong>det</strong> kan<br />
vi nok komme over <strong>—</strong> jeg skal undvære<br />
alt af den Slags <strong>—</strong>spare og spinke og<br />
slide som en Hest <strong>—</strong> <strong>—</strong> naar bare,<br />
bare...“<br />
Hun heldede sin Pande mod<br />
Hørhove<strong>det</strong> paa Rokken og brast i<br />
bitterlig Graad.<br />
„Naar bare hvad, Inger <strong>—</strong> <strong>—</strong> hvad<br />
mener ikke skal gaa fra Gaarden.“<br />
Ane Mette satte Barnet ned i<br />
Gangvognen og strøg Haaret fra<br />
Kinden: Gaa fra Gaarden <strong>—</strong> fra<br />
Bækgaarden! Inger, Inger, hvad er <strong>det</strong><br />
dog, du siger. <strong>—</strong> Det kan der da vel<br />
aldrig være Fare <strong>for</strong>.“<br />
„Der er stor, stor Fare, Ane Mette.<br />
Hans taler saa ofte om at sælge. Du kan<br />
nok <strong>for</strong>staa, han har jo ikke den<br />
Taalmodighed som vi <strong>for</strong> <strong>det</strong> har ikke<br />
været hans Arv.“ Inger rejste Hove<strong>det</strong><br />
og tørrede de mørke Øjne med<br />
Forklæ<strong>det</strong>. Saa sagde hun til Søsteren,<br />
der med Taarer i Øjnene havde stillet<br />
sig <strong>for</strong>an Rokken :<br />
„Kan du huske fra din Skolegang<br />
en Mand, som hed Naboth ? Da jeg gik<br />
til Præsten, <strong>for</strong>talte han os en Dag, at<br />
den Mand svarede, da Kongen vilde<br />
have hans Vingaard: „Herren lade <strong>det</strong><br />
være langt fra mig at sælge mine<br />
Fædres Arv.“ De Ord lyder hver Nat <strong>for</strong><br />
mit Øre vel de hundrede Gange.“<br />
„Men hvis Hans nu kom til at<br />
holde mere af dig, naar Gaarden blev<br />
solgt ?“<br />
„Tror du ikke, jeg har tænkt paa<br />
<strong>det</strong> ? Jo, mange, mange Gange <strong>—</strong> men<br />
jeg jager <strong>det</strong> bort, <strong>for</strong> <strong>det</strong> er kun en<br />
Fristelse.“<br />
„Gud hjælpe dig,“ sagde Ane<br />
Mette og vendte sig <strong>for</strong> at gaa. „Hvem<br />
taler i Gaarden,“ sagde hun og saa mod<br />
Ruderne <strong>—</strong> „Det er Hans og Søren<br />
Balle, de gaar over i Nøset.“<br />
Ane Mette gik, og Inger rejste sig<br />
<strong>for</strong> at se ud. Hun saa dem komme<br />
tilbage over Gaarden, saa Søren Balle<br />
række Haanden ud med Tilbud og Hans<br />
give et rask Slag i den til Gensvar; der<br />
blev en Handel afgjort, <strong>for</strong>stod hun.<br />
Straks efter kom de begge ind.<br />
Hans var oprømt. Søren Balle<br />
havde købt den store Vædder, og af den<br />
Maade, hvorpaa han meddelte <strong>det</strong>,<br />
kunde Inger høre, at den var bleven<br />
svært godt betalt. Mens hun stillede<br />
Brød og Snaps frem, lagde hun Mærke<br />
til deres Samtale, der til Dels drejede<br />
sig om Gaarden og dens Drift. Hun<br />
hørte, der blev talt om, at der sagtens<br />
kunde være skaffet Laan, dersom der<br />
havde hørt tidssvarende Bygninger til<br />
Gaarden, men de gamle Rønner var<br />
altid i Vejen, naar Laan skulde gøres.<br />
Tilsidst hørte hun dem begge udtale i<br />
fuld Enighed, at <strong>det</strong> var anderledes<br />
reelt og <strong>for</strong>nuftigt at have en mindre<br />
Ejendom, som man kunde sidde ved kvit<br />
og frit end sidde og hutle sig frem i en<br />
<strong>for</strong>gæl<strong>det</strong> Gaard.<br />
Derefter spurgte Søren Balle til<br />
Gammelmandsballet <strong>—</strong> de skulde<br />
naturligvis med, Hans og Inger <strong>—</strong> hvem<br />
skulde ellers med, om ikke <strong>det</strong><br />
sidstgifte Par i Byen. Jo, Hans mente<br />
ogsaa nu, at de tog med.<br />
Der blev talt frem og tilbage, da<br />
Søren Balle var gaaet, om de skulde<br />
eller ej. Hans mente, at <strong>det</strong> jo næsten<br />
var Fingerpeg af Skæbnen, at de lige<br />
skulde sælge Vædderen saa godt. „Jo,<br />
nu tager vi med den Gang og prøver<br />
paa, om vi ikke kan faa Humøret op<br />
engang endnu, som i de unge Dage.“<br />
De unge Dage ! Der laa en<br />
underlig Vemod gemt i de Ord <strong>—</strong> en<br />
Længsel efter en herlig, lystig Leg, han<br />
havde taget Del i <strong>—</strong> den Gang, da<br />
Kærlighedens Sol skinnede over hans<br />
Liv. <strong>—</strong> Og Længselen fulgtes af et<br />
stikkende jag i Brystet. Det stod klart<br />
<strong>for</strong> ham, at Livets fagreste Blomst var<br />
visnet <strong>for</strong> alle Dage.<br />
Han stod stille med Hænderne paa<br />
Ryggen og saa ned <strong>for</strong> sig.<br />
Hvor<strong>for</strong> vilde han <strong>for</strong> øvrigt begære<br />
mere end andre. I Fjenderup kunde Folk<br />
saa udmærket leve sammen i Ægteskab<br />
uden at være <strong>for</strong>enede i Kærlighed. Og<br />
Inger holdt desuden af ham <strong>—</strong> og de<br />
havde Tøsen.<br />
Saa saa' han beslutsomt op og<br />
sagde:<br />
„Nu gaar jeg saa over til Simon og<br />
lader os tegne paa Listen.“<br />
Inger gik til og fra sine<br />
Dragkisteskuffer, <strong>for</strong> Tøjet var meget<br />
ringe, næsten <strong>for</strong> ringe, hvad hun dog<br />
aldrig vilde berøre <strong>for</strong> Hans, thi saa<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong>