Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

30 Men hvad var nu det, der saaledes fo'r op og ned der inde .... Aa, det var Hans, som hystede sin lille Pige. Der kom saamænd nok snart flere Unger i Reden, saa kunde Hans Kraghs Lykkebæger blive fuldt. Det var sandsynligvis derfor, at Ingers Kind var saa hvid, og Kjolen saa snæver. Marianes Blod kom til at koge ved denne Tanke ... Hvad var det dog for en meningsløs Forestilling, Hans og Inger opførte, endnu værre end den, hun selv opførte med Søren Balle. Thi hun vilde sætte sit Liv paa, at Hans ikke brød sig mere om sin Kone, end han før havde gjort. Hun gik ud af Porten, fulgte Laden og kom ud paa Toften, hvor Kokkegrethes Hus laa. Det bestod af en lang, klinet Længe, hvor der kun var Vinduer i den ene Ende. Den anden var uden Lys og brugtes til Bolig for Svin, Faar og Høns. Tidligere havde Huset været Aftægtsbolig for Bækgaardens Gammelfolk. Der var hængt Lagener for de to Vinduer, men Mariane kunde skelne baade Simons Bukkeskæg og Grethes Høgenæse, naar deres Profiler afsattes paa Lærredet. Mens hun stod og stirrede paa den skumle Bolig og saa dens Beboere afbildet paa Forhænget, som Skygger af mørke Djævle, begyndte den tykke, kagemæskede „Krigsmand“, der bagede sin dovne Krop under de fire Ovnben, at gø heftigt, hvorfor hun samlede sig og gik gennem den stenpikkede Forstue og aabnede den skæve Dør. Grethe vidste ikke, hvad hun skulde tro, da selve Storgaardens Mariane traadte over hendes ringe Tærskel paa denne Tid af Dagen. Hun gav Simon, der var fuld, et Vink om at forsvinde og bød Mariane til Sæde i Halmstolen ved Ovnen. „Her er Røg,“ sagde Mariane og indaandede med Besvær den stærke, røgfyldte Luft. „Ja, det er noget Fandens Mas med de Østenvinde. Een skulde jo haabe, det kunde ramle om engang af sig selv, det gamle Skidt.“ „Ved du hvad, du skulde stikke en Svovlstik til,“ lo Mariane. „Ja saagu, naar det ikke var for skammens Skyld — og for Syndens da med,“ sagde Grethe og prøvede paa at anlægge en from Mine, hvad dog ikke ret lykkedes. „Du skal nok snart ud og tjene Penge.“ „Pyt, ikke andet end et lurvet Gammelmandsbal — der bliver nok ikke megen Honning at slikke.“ „Sig ikke det — hele Byen skal vel da med. Er Listen sluttet?“ „Simon har bisset med den hele Dagen, den ligger vist her,“ sagde hun og trak Bordskuffen ud. Mariane faldt over den med Begærlighed. „Hans Kraghs skal ikke med,“ sagde hun, „hvad skal nu det betyde.“ „Det skal vel betyde, at de er nogle fattige Lus. Og saa vil han endda spille den store Gaardmand, som den Gang han solgte de blissede og købte sig et Spand flotte Heste. Hvor længe han kan hænge ved, det maa Rakkeren vide. I Gaar trak Simon den store Vædder til Torvs for ham. Der skulde været betalt Restancer med Pengene, men guten Vædder kom usolgt hjem igen.“ „Hvis nogen engang vilde have sagt Hans Kragh, at han skulde sidde hjemme, naar alle andre Fjenderupfolk samledes til Dans og Morskab, saa vilde han vist have fundet, det var haarde Konditioner,“ sagde Mariane og saa hen for sig. „Ja, det er ikke altid, der rides, som der sadles til. Han har nok slaaet større Brød op, end han var Mand for at bage.“ Et frygteligt Vindstød rasede mod Huset. Mariane rejste sig for at gaa. „Det gaar underligt til i denne Verden,“ sagde hun og rakte Grethe Haanden til Farvel. Og saa gik hun langsomt hjem til sin Pranger, der tog et halvt Lispund paa om Aaret. Om Bækgaarden susede Poplerne i Foraarsstormen, og Vinden peb i Sprækkerne i den gamle Gaard. Selv Husløgene paa Taget svingede, som de skulde piskes ned af den rasende Blæst. D XI. agen efter kom Ane Mette svingende med Vandspanden ned til Brønden i Nedergaden. Det var hendes sædvanlige Gang hver Mandag Formiddag; thi da kogtes gule Ærter i Skolen, og Vandet fra Posten i Skolegaarden var yderst uheldigt til at koge Ærter i. Derfor blev Mandagen som en Festdag for Ane Mette — ikke alene for Madens Skyld, skønt hun jo ganske vist foretrak gule Ærter med skaaren Purløg for Risvælling med Kanel paa — men mest, fordi hun altid plejede at lade Spanden staa lidt ved Brønden, mens hun løb over og saa ind ad Døren til Inger og lille Marie, der hvinede af Glæde, naar Moster traadte ind. „Er der noget om, at I ikke vil med til Ballet?“ spurgte hun, da hun havde faaet Barnet paa Armen og jumpede med hende frem og tilbage over Gulvet. Fædres Jord af Nicoline Kirkegaard
31 Inger standsede Rokkehjulet og saa paa hende: „Vi har jo ikke Raad, Ane Mette — det ved du jo — tre Rigsdaler er mange Penge for os — foruden det, at der er Skotøj og andet, vi maa have.“ „I gør jer vist ogsaa ringere, end I har Behov. I Fars Tid var det da aldrig saa galt.“ „Men husk paa, at dine Penge maatte ud, da Far døde — og saa de ny Heste og Uheldet med Grisesoen ved Juletid — aa, der har været det ene efter det andet — en ond Skæbne ved alt, hvad vi tog os for. I den allersidste Tid har vi ikke kunnet faa Smør, endda vi har prøvet saa mange Raad.“ „Det er nu alligevel galt at sidde hjemme alle Tider, Havde det endda været Majdag forinden, saa skulde jeg givet jer Penge dertil, men det er vist ikke værd at bede Degnen“ — — „Prøv aldrig paa det,“ advarede Inger... „Nej, blive fra Ballet, det kan vi nok komme over — jeg skal undvære alt af den Slags —spare og spinke og slide som en Hest — — naar bare, bare...“ Hun heldede sin Pande mod Hørhovedet paa Rokken og brast i bitterlig Graad. „Naar bare hvad, Inger — — hvad mener ikke skal gaa fra Gaarden.“ Ane Mette satte Barnet ned i Gangvognen og strøg Haaret fra Kinden: Gaa fra Gaarden — fra Bækgaarden! Inger, Inger, hvad er det dog, du siger. — Det kan der da vel aldrig være Fare for.“ „Der er stor, stor Fare, Ane Mette. Hans taler saa ofte om at sælge. Du kan nok forstaa, han har jo ikke den Taalmodighed som vi for det har ikke været hans Arv.“ Inger rejste Hovedet og tørrede de mørke Øjne med Forklædet. Saa sagde hun til Søsteren, der med Taarer i Øjnene havde stillet sig foran Rokken : „Kan du huske fra din Skolegang en Mand, som hed Naboth ? Da jeg gik til Præsten, fortalte han os en Dag, at den Mand svarede, da Kongen vilde have hans Vingaard: „Herren lade det være langt fra mig at sælge mine Fædres Arv.“ De Ord lyder hver Nat for mit Øre vel de hundrede Gange.“ „Men hvis Hans nu kom til at holde mere af dig, naar Gaarden blev solgt ?“ „Tror du ikke, jeg har tænkt paa det ? Jo, mange, mange Gange — men jeg jager det bort, for det er kun en Fristelse.“ „Gud hjælpe dig,“ sagde Ane Mette og vendte sig for at gaa. „Hvem taler i Gaarden,“ sagde hun og saa mod Ruderne — „Det er Hans og Søren Balle, de gaar over i Nøset.“ Ane Mette gik, og Inger rejste sig for at se ud. Hun saa dem komme tilbage over Gaarden, saa Søren Balle række Haanden ud med Tilbud og Hans give et rask Slag i den til Gensvar; der blev en Handel afgjort, forstod hun. Straks efter kom de begge ind. Hans var oprømt. Søren Balle havde købt den store Vædder, og af den Maade, hvorpaa han meddelte det, kunde Inger høre, at den var bleven svært godt betalt. Mens hun stillede Brød og Snaps frem, lagde hun Mærke til deres Samtale, der til Dels drejede sig om Gaarden og dens Drift. Hun hørte, der blev talt om, at der sagtens kunde være skaffet Laan, dersom der havde hørt tidssvarende Bygninger til Gaarden, men de gamle Rønner var altid i Vejen, naar Laan skulde gøres. Tilsidst hørte hun dem begge udtale i fuld Enighed, at det var anderledes reelt og fornuftigt at have en mindre Ejendom, som man kunde sidde ved kvit og frit end sidde og hutle sig frem i en forgældet Gaard. Derefter spurgte Søren Balle til Gammelmandsballet — de skulde naturligvis med, Hans og Inger — hvem skulde ellers med, om ikke det sidstgifte Par i Byen. Jo, Hans mente ogsaa nu, at de tog med. Der blev talt frem og tilbage, da Søren Balle var gaaet, om de skulde eller ej. Hans mente, at det jo næsten var Fingerpeg af Skæbnen, at de lige skulde sælge Vædderen saa godt. „Jo, nu tager vi med den Gang og prøver paa, om vi ikke kan faa Humøret op engang endnu, som i de unge Dage.“ De unge Dage ! Der laa en underlig Vemod gemt i de Ord — en Længsel efter en herlig, lystig Leg, han havde taget Del i — den Gang, da Kærlighedens Sol skinnede over hans Liv. — Og Længselen fulgtes af et stikkende jag i Brystet. Det stod klart for ham, at Livets fagreste Blomst var visnet for alle Dage. Han stod stille med Hænderne paa Ryggen og saa ned for sig. Hvorfor vilde han for øvrigt begære mere end andre. I Fjenderup kunde Folk saa udmærket leve sammen i Ægteskab uden at være forenede i Kærlighed. Og Inger holdt desuden af ham — og de havde Tøsen. Saa saa' han beslutsomt op og sagde: „Nu gaar jeg saa over til Simon og lader os tegne paa Listen.“ Inger gik til og fra sine Dragkisteskuffer, for Tøjet var meget ringe, næsten for ringe, hvad hun dog aldrig vilde berøre for Hans, thi saa Fædres Jord af Nicoline Kirkegaard
Page 1 and 2: 1 et var D Aaret, I. den korteste N
Page 3 and 4: 3 „Være derinde med ham i Nat.
Page 5 and 6: 5 saaledes saa det ud — i høj Gr
Page 7 and 8: 7 han noget derinde — der sad et
Page 9 and 10: 9 „I er altid bag efter andre Fol
Page 11 and 12: 11 der var Raad. Han havde altid f
Page 13 and 14: 13 Kræmmeren saa op og nikkede, da
Page 15 and 16: 15 Kold og følelsesløs gik han Da
Page 17 and 18: 17 at de søgte dertil, hvor andre
Page 19 and 20: 19 Indbydelse til et Begravelsesgil
Page 21 and 22: 21 Og Inger var for ung til at begr
Page 23 and 24: 23 Om en Time eller to kunde de vel
Page 25 and 26: 25 Søren spurgte, om han havde bet
Page 27 and 28: 27 derfra, var det sædvanligvis Li
Page 29: 29 Hun maatte ofte blive hjemme, na
Page 33 and 34: 33 forøvrigt ud, som hun ikke selv
Page 35 and 36: 35 Mens han skubbede sig frem melle
Page 37 and 38: 37 Skikkelser sig, som forsvandt in
Page 39 and 40: 39 „Ane Mette dog,“ sagde Inger
Page 41 and 42: 41 „Hvorfor, lille Kone, havde De
Page 43 and 44: 43 Hans mente, at det nok var gliaa
Page 45 and 46: 45 spillede Tærning om Menneskers
Page 47: 47 „Han skal tilbydes Husly i Nat

Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?