Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.

3
„Være derinde med ham i Nat.“
Ingers Stemme var næsten uhørlig.
„Er du gal. Hvor skulde hun ellers
være ?“
„Men hun kender ham jo slet ikke
— har kun set ham nogle faa Gange.“ —
— De mørkegraa Øjne søgte den
lysmalede Dør, der skulde lukke sig for
Brudenattens Mysterier.
Den aabnede sig i næste Nu, og
Mariane traadte over Tærskelen i sin
rige, knitrende Brudedragt. De to unge
Piger glemte ved dette Syn deres
Skumlerier. Hun var atter Mariane i
Storgaarden — den beundrede, dejlige
Mariane. Det svære sorte Atlask sad
stramt om hendes ranke Skikkelse. Fra
Brudekransen idet rødblonde Haar faldt
Sløret i bløde Folder ned over den
svaje Ryg. Hun smilte til dem med
hvide Tænder, og selvbevidst Fryd
straalede fra hendes lyse Øjne, da hun
rank gled igennem Stuen.
Degnekonen fulgte hende med
Beundring.
„Er hun ikke en Rose,“ sagde hun.
„Hun er — det ved Vorherre — den
smukkeste Brud, jeg har pyntet — og
hun er dog den to og tredivte.“
Da Bruden traadte ud i Forstuen,
istemte Musikken de første Toner.
Seks Musikanter stod opstillede
ved Trappestenene uden for Døren, og
for hver Gang en Vogn rullede ind
gennem Porten, eller der kom gaaende
Gæster, blæstes en Velkomsthilsen, som
nøje var afpasset efter den
paagældendes Rang og Stilling.
Saaledes fik eksempelvis en større
Gaardmand med Familie noget af en
højstemt „Fødelandssang“, medens den
lille Skrædder, der holdt sit Indtog til
Fods, blev hilst med de mere jævne
Toner af en Drikkevise. Almindelig
Jubel brød løs, da et aldrende Par
Boelsfolk, som kom agende i en
højhjulet, gammel Vogn med een
Agestol, blev modtaget med Tonerne
til: „To Drosler sad“.
Fra Rum til Rum rygtedes det, at
Brudgommens Vogn var i Sigte, og nu
blev der en Kigen ved Døre og Vinduer.
Alle gloede paa den flotte Mand i de
sorte Klæder og med den høje
Cylinderhat. Ganske alene sad han i den
smukke Jagtvogns bageste Sæde.
Det ene Udraab afløste det andet.
Herskab og Bæster blev i lige høj Grad
beundret.
„Det var et nysseligt Syn at se de
to hilse paa hinanden,“ sagde Degnens
Kone, der var rørt til Taarer. I det
smme modtog hun med Taksigelse en
Kurv, som Jens Væver overrakte hende.
„Hun har en sød Mund, naar hun
bliver godt smurt,“ sagde Dorthe til
Inger.
Et Par Timer senere havde
Kokkegrethe med Køkkengarden og
Skafferfolkene stillet sig ved
Udhusvæggene uden for Porten og
betragtede det festlige Brudetog, der,
som en lang og tyk, broget Slange
bugtede sig op ad Kirkevejen til
Musikkens Toner. — De første Par var
allerede naaet gennem
Kirkegaardsporten, da de sidstes Skridt
hørtes genlyde i Storgaardens
Porthvælving.
„Saa, bitte Folkens, nu bliver der
noget tage i,“ sagde Forskafferen og
spyttede i Hænderne.
Inger Bæk løb over i Foderloen for
at hente noget Stentøj, som var
opstillet der. Idet hun m untert
syngende sprang over Dørtrinet ind paa
Logulvet, opdagede hun Hans Kragh
ved en Vinduesluge; han støttede
Panden mod den klinede Væg.
Hun forstod, at han var gaaet
derind for ubemærket at se paa
Brudetoget, og hun indsaa, at det var
bedst, hun lod som Ingenting.
„Skal de to sorte Stadsheste blive
her i Gaarden,“ spurgte hun let
henkastet.
„Det skal de vel nok.“
„Det var dog et Par sjældne Dyr.“
Hun syntes, hun maatte sige noget til
ham.
„De hører ogsaa sjælden en Mand
til.“
Inger gik med sine Fade, hendes
Ben flyttede sig mere langsomt, end da
hun kom.
En Stund efter saa hun ham over
Gaarden hen mod Stalden — ludende,
modløs, som da han stod ved Lugen i
Foderloen. En ukendt Følelse rørte sig i
hendes Sjæl — — en Trang til at røre
ved ham — det fremmede Menneske,
som jo ikke kom hende noget ved —
tage ham i Haanden eller stryge ham
over Haaret.
Kirkefolkene vendte tilbage, blev
bænkede og skulde bespises.
Over alle de summende Lyde
hørtes Forskafferens Røst:
„Aa vær nu saa god, bitte Folkens,
ryk længere frem i Stuen — gør jer nu
ikke kostbare.“
Sveden haglede ham ned i
Hageskægget. Varmen blev rent
utaalelig, mens Gæsterne svedte over
den dampende Kødsuppe. Og det føltes
som en Befrielse, da Tallerkenerne til
Spillemandspenge blev baaret rundt,
saa vidste de alle, at denne ulidelige
Sidden paa Pind i tre fire Timer
omsider fik Ende. Da Degnen til
Fædres Jord af Nicoline Kirkegaard