Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.

23
Om en Time eller to kunde de vel
ventes.
Mens Kartoflerne skrubkogte paa
Ildstedet i Køkkenet, satte hun sig ud
paa Havediget og lyttede efter
Vognrummelen paa Landevejen og saa
paa Solnedgangens Pragt.
For hver Gang hun hørte en Duren
langt ude, der, hvor Vognene rullede
over Møllebroen, haabede hun, at det
var hendes Folk, som kom hjem. Naar
saa Køretøjet kom saa nær, at hun saa,
det var ikke dem, var hun alligevel
optaget af, hvem det var, og hvorledes
nu det Selskab vendte hjem fra Staden.
Thi nogle sang, og andre raabte
Hurra, Humør var der alle Steder.
Af og til mærkede hun Smerter i
Underlivet; maaske kom det af, at hun
sad i det fugtige Græs paa Gærdet,
mens Duggen faldt.
Men det var svært at løsrive sig.
Det herlige Landskab, der laa foran
hende i Høstaftenens milde Lys, og det
muntre Folkeliv, der rørte sig paa
Landevejen, fristede hende til at blive.
Hvert Øjeblik hørtes den fjerne
Duren paa ny. Endelig var det deres
Vogn. Hun kendte de blissede Heste.
Men der var kun to Mennesker deri. Og
idet de svingede forbi Havegærdet og
ind ad Porten, saa hun, at det var Hans,
som ikke var med.
Ved denne Opdagelse fik hun atter
stærke Smærter, der begyndte oppe
under Ryggen, og samtidigt følte hun
for første Gang en navnløs Skræk for,
hvad der forestod.
Hun søgte at tvinge denne
skælvende Angst i Kroppen. Den var jo
meningsløs, da der vel baade var een og
to Maaneder tilbage. Hun gik gennem
Huset ud til Gaarddøren og sagde:
„Velkommen hjem.“
„Vi skulde hilse fra Manden,“
raabtes der fra Vognen.
„Er han ikke med hjem ?“
„Nej, han var kommen i Selskab
med Søren Balles og nogle flere her fra
Byen, og saa vilde han have os til at
tage hjem med Vognen, inden det blev
altfor sent, for at du ikke skulde være
ene hjemme, naar det blev mørkt.
„Kom saa ind og faa Natter,“
sagde hun.
Hun holdt Hænderne i Siden for
ikke at skrige; thi Smærterne i Lænden
var der igen.
Da Morten hjalp Else ned af
Vognen, sagde hun til ham, at hun
tænkte nok, der vilde blive Skuffelse,
naar Manden ikke var med.
„Jagu er 'et Synd,“ sagde Morten.
Da de kom ind, stod Kartoflerne
og dampede paa Bordet ved Siden af,
Gedden og Persillen.
Det havde altsammen været saa
udmærket, om ikke Madmoder havde
gaaet og set saa ulykkelig ud, mens hun
bar Maden frem.
Kun Søren Peter lod Munden løbe.
Han havde ikke faaet fat paa, at noget
var galt. Han spurgte og spurgte om
Karruseller og Danseestrader og Telte
og Udraabere, og fremkom tilsidst med
det, som hele Tiden havde brændt ham
paa Tungen, om der ikke var en
Kridtpibe med fra Manden.
Det troede Morten ikke, der var.
Da trak Søren Peters brede Mund
sig skuffet sammen. Hans Øjne søgte
Inger, og de sagde tydeligt :
„Hvad var det, jeg sagde i Morges
?“
Selv havde hun den Fornemmelse,
at Hans havde trampet paa hendes
Hjerte, og at noget derinde rørte sig i
Vaande.
Else rejste sig og tog ud af
Bordet, og Morten gik ud efter noget i
Vognen. Han kom og rakte Søren Peter
en lille Pakke.
„Det er fra mig og Else,“ sagde
han Derpaa viklede han en Flaske frem
og satte den paa Bordet med de Ord:
„Og saa vilde vi gerne bede vor
Madmoder ikke at forsmaa.“
„Det er Malagavin,“ forklarede
Else.
Inger takkede bevæget og
forsvandt i Sovekammeret. Der
anklagede hun jamrende ham, som
svigtede hende, naar det gjaldt.
Det kogte i hendes Tanker, naar
hun tænkte paa Søren Balles — de rige
Tyve, som stjal ham bort. Det var alle
deres forlorne Herligheder og forsorne
Glæder, som trak og bandt hans
modtagelige Sind. Han havde levet i
denne usunde Luft og indaandet den i
saa mange Aar, saa han ikke kunde
være den foruden.
Og Mariane, den Hore, det
Stadstøj uden Sjæl !
Men Veerne trængte sig paa, og da
Else stak Hovedet ind og venligt
spurgte, om der var noget, bad hun
hende om at gaa efter Stine Vævers.
Da Pigen kom tilbage og sagde, at
Stine var gaaet til Sengs, men straks
skulde klæde sig paa og komme, laa
Inger paa Sengen i Skrig og Pine.
„Aa bitte Børn, aa Herre Gud,
hvad skal vi gribe til,“ jamrede Else.
Og da Stine kom og saa, hvorledes
Tilstanden var, gik hun straks ud til
Morten og fik ham til at køre efter
Madam Larsen.
VIII.
aa Gæstgivergaarden „Fjends
Herred“ havde Søren Balle truffet
P
Fædres Jord af Nicoline Kirkegaard