Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
18<br />
u har vi set Ploven drive,<br />
„N<br />
Storken flyve og <strong>det</strong> lille Lam<br />
bræge,“ sagde Folk i Fjenderup, og saa<br />
vidste alle, hvad Tid paa Aaret <strong>det</strong> var;<br />
Foraars<strong>for</strong>nemmelserne kom med<br />
Knopperne paa Træerne, selv i de<br />
trægeste Sjæle slog Livet hurtigere<br />
Slag. De bøjede Nakker rettede sig, der<br />
skød Glimt frem i de sløve Øjne <strong>—</strong> alt,<br />
hvad Kulden havde bun<strong>det</strong> og kuet og<br />
bøjet, <strong>det</strong> rejste sig og krævede sin Ret<br />
i Dagens Lys og Varme.<br />
Paa Grøfter og Gærder langs<br />
Fjenderup Gade skød Vaarens saftige<br />
grønne Spirer frem, og over<br />
Frugtbuskene laa som et grønt Slør let<br />
kastet den Majdag, da Hans Kragh<br />
fulgte Ane Mette i Tjeneste.<br />
Ude ved Havediget stod Inger og<br />
skyggede med Haanden mod Solen <strong>for</strong><br />
at se dem gaa op ad Gaden. Men Synet<br />
skar sig ind i hendes Hjerte ved at se<br />
Søsteren gaa med sine fattige Ejendele<br />
og trække saa nødtvungent i Benene; og<br />
Hans var altid et Par Skridt <strong>for</strong>an <strong>—</strong><br />
<strong>det</strong> var at se til, som han førte hende<br />
til Arresten.<br />
Da han kom hjem, gik Inger<br />
omkring med vaade Øjne. <strong>—</strong> Det var<br />
ogsaa noget at vande Høns <strong>for</strong> <strong>—</strong><br />
trøstede han. <strong>—</strong> Ane Mette skulde vel<br />
ikke giftes med Madammen i <strong>Skolen</strong>, og<br />
Vejen til Bækgaarden tog hun jo ikke<br />
med sig. <strong>—</strong> Og saa red han i Marken<br />
med de blissede Heste og spændte dem<br />
<strong>for</strong> Ploven. Han havde en Følelse, som<br />
der var ryd<strong>det</strong> en Sten af hans Vej <strong>—</strong><br />
og Gud skulde vide, der var nok endda,<br />
tænkte han, mens han vendte den<br />
sandede Jord paa den stenede, magre,<br />
<strong>for</strong>sømte Ager. Med et Suk mindedes<br />
han Storgaardens fede Muldjord.<br />
Hjemme, tænkte han, gik hans<br />
Hustru nu og prøvede paa at sætte deres<br />
ny Tjenestepige ind i <strong>det</strong> daglige<br />
Arbejde. Hun laa ikke paa den lade<br />
Side, Inger; men hvad hjalp <strong>det</strong><br />
altsammen <strong>—</strong> de vilde aldrig faa den<br />
Gaard „op at se“. Vintersæden tegnede<br />
daarligst af alt <strong>det</strong>, der stod paa<br />
Fjenderup Bymark. Hvad havde <strong>det</strong> hele<br />
at sige, de var kun de eneste to <strong>—</strong> de<br />
slog sig vel nok igennem. Føden havde<br />
de, og der blev vel lidt til Klæderne<br />
ogsaa, og an<strong>det</strong> var der vel ikke at leve<br />
<strong>for</strong>.<br />
Og saa piskede han paa de røde,<br />
blissede Heste, der <strong>for</strong>resten ogsaa var<br />
nogle rigtige Ralliker.<br />
<strong>—</strong><strong>—</strong><strong>—</strong><strong>—</strong><strong>—</strong><br />
Inger mærkede snart, at <strong>det</strong> store<br />
Lod heller ikke vandtes til Bækgaarden<br />
i denne Trækning. Hans var saa iskold<br />
som nogen Sinde, og han gik oftere til<br />
Storgaarden end før.<br />
For ham var <strong>det</strong> blevet saaledes, at<br />
naar han ved Sekstiden kom hjem fra<br />
Markarbejde, kom der en Uro over ham,<br />
saa han ikke kunde være inde. I<br />
Regelen tændte han da Piben og gik ud<br />
med <strong>det</strong> <strong>for</strong>sæt, at han kun vilde lufte<br />
sig lidt ved Huslængerne og<br />
Halmstakkene; men saa snart han derfra<br />
øjnede Storgaardens høje Tag med<br />
Vejrhane og Storkerede, kunde han ikke<br />
modstaa. Det drog ham, han maatte<br />
derover, hvad <strong>det</strong> end skulde gælde. Alt<br />
<strong>det</strong> Sollys, som naaede Fjenderup,<br />
havde samlet sig om den store,<br />
skinnende Gaard øverst i Byen.<br />
Thi alt <strong>det</strong> Pres, som dagligt<br />
tyngede hans Sind, naar han gik der<br />
hjemme i „Møddinghullet ved Bækken“<br />
<strong>—</strong> saaledes nævnte han altid i Tanken<br />
den gamle Gaard <strong>—</strong> <strong>for</strong>svandt, saa snart<br />
han var kommen gennem den høje Port<br />
hist oppe og saa Vaaningen med alle de<br />
store Vinduer lyse sig i Møde.<br />
Tindrede ikke alle de blanke, store<br />
Ruder i Foraarslyset som livsglade,<br />
unge Øjne ?<br />
Straks var alt glemt, hvad der<br />
dagligt voldte Mén <strong>—</strong> en san<strong>det</strong> Mark,<br />
en faldefærdig Gaard, en kedelig<br />
Hustru med talende Øjne og stilfærdig<br />
Røst <strong>—</strong> alt <strong>det</strong> blev straks saa fjernt og<br />
uvedkommende, hver Gang han traadte<br />
over Tærskelen i Storgaarden.<br />
En dejlig Aften sidst i Maj gik han<br />
som sædvanligt derover <strong>for</strong> at holde<br />
Fyraften. Han standsede i den<br />
flisebelagte Forstue og lyttede til<br />
Latteren, som rungede ud fra<br />
Mellemstuen, Saa smed han Træskoene<br />
og bankede paa. Mariane kom og<br />
lukkede op.<br />
„Det er Hans,“ sagde hun<br />
straalende og rakte ham Haanden.<br />
„Kom, nærmere og sæt dig hen til de<br />
andre, her er Løjer og Langkaal, kan du<br />
tro.“ Latteren sad endnu i hendes<br />
Stemme og spillede i hendes muntre<br />
Blik, og den kaldte Livet frem i hans<br />
glædeløse Øjne. Han strøg Huen af og<br />
hilste paa de tilstedeværende.<br />
Der var Kristen paa Bakken som<br />
var kommen ind <strong>for</strong> at handle om en<br />
Plag, og der var<br />
Præstegaards<strong>for</strong>pagteren med sit<br />
knaldproprietæragtige Anstrøg, og der<br />
var Sognefogden Mads Klint, som sad<br />
og bredede sig i den sorte Damaskes<br />
Sofa mellem Vinduerne ved Siden af<br />
Søren Balle, og der var endvidere et<br />
Par Gaardmænd, som ogsaa jævnligt var<br />
Gæster i Gaarden, men ved et Hjørne af<br />
<strong>det</strong> røde Klapbord sad en Mand, som<br />
ikke hørte til i Selskabet; <strong>det</strong> var<br />
Simon Skomager, som var gift med<br />
Grethe Kogekone.<br />
I Egenskab af Sognets Bedemand<br />
var han mødt i Storgaarden med<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong>