Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
16<br />
havde hun ikke været i Storgaarden<br />
siden Marianes Bryllup.<br />
Dorthe sagde dertil, at hun vidste,<br />
Mariane havde saa ofte bedt hende om<br />
at komme. Og naar nu hendes Mand gik<br />
alligevel <strong>—</strong> vilde <strong>det</strong> saa ikke være<br />
klogere at gaa med en Gang imellem.<br />
Jo, saa vilde Inger da ogsaa nok.<br />
Men de maatte først pudse sig lidt.<br />
„Hvor<strong>for</strong> <strong>det</strong> <strong>—</strong> Folk ved jo, I har<br />
Sorg.“<br />
Saa fulgte de med Dorthe.<br />
En frisk, fejende Foraarsblæst<br />
slog dem i Møde, da de kom uden<strong>for</strong><br />
Porten. Det var længe siden, Inger<br />
havde været ude af Gaarden, men som<br />
hun nu gik sammen med Veninden, følte<br />
hun sig ung som <strong>for</strong>hen og huskede med<br />
Fryd, at hun kun var enogtyve.<br />
„Der er Gækker i Degnens Have,“<br />
sagde hun og tænkte i <strong>det</strong> samme paa<br />
Hans. Hun var kommen til at længes<br />
efter ham, da hun mærkede<br />
Foraarsblæsten.<br />
Da de var kommen ind i<br />
Storgaardens Forstue, spejdede hun<br />
gennem al den Mennesketummel, men<br />
han var ikke til at opdage.<br />
I Dansestuen plejede gifte Folk<br />
kun sjældent at findes, og ved Bor<strong>det</strong> i<br />
Dagligstuen, hvor Bymændene sad, var<br />
han heller ikke, altsaa maatte han være<br />
i Familiens Skød.<br />
Hun angrede, at hun var gaaet<br />
med. Ligegyldigt stillede hun sig ved<br />
Døren og saa ind efter de dansende.<br />
Havde <strong>det</strong> ikke været <strong>for</strong> Ane Mettes<br />
Skyld, var hun gaaet straks.<br />
Dorthe, som allerede var tagen op<br />
til Dans, valsede <strong>for</strong>bi Døren og<br />
vinkede til dem, at de skulde komme<br />
ind og tage Plads. Men Inger rystede<br />
paa Hove<strong>det</strong> til Svar.<br />
Hendes Opmærksomhed havde<br />
fæstet sig ved Døren til Lillestuen,<br />
hvor de mere ansete Gæster blev<br />
modtaget. Flere Gange havde højrøstet<br />
Tale og skraldende Latter trængt sig ud<br />
derfra, naar Døren til Forstuen gik op<br />
og i.<br />
Det var netop ved en saadan<br />
Lejlighed, da en Pige slog den vidt<br />
aaben <strong>for</strong> at komme ind med en stor<br />
Bakke, at Inger saa, at Stuen var fuld<br />
af Gæster, der sad om <strong>det</strong> runde Bord.<br />
<strong>—</strong> Gennem Skumring og Tobaksrøg<br />
havde hun ment at kunne skimte Hans<br />
mellem en Mængde fremmede<br />
Skikkelser.<br />
„Det er nok Koldbyfolk, som<br />
besøger Søren Balles,“ oplyste<br />
Kokkegrethe, der stod ved Døren med<br />
sin Hvedebrødskurv.<br />
En ny Lattersalve naaede hendes<br />
Ører. Ud af Døren kom Mariane ved en<br />
fremmed Mandspersons Arm, og alle de<br />
øvrige der inde fra fulgte efter. En ung<br />
Koldbybonde vilde høfligst danse med<br />
Konen i Huset, og de andre fulgte med<br />
som Tilskuere. Sidst i Flokken<br />
slentrede Hans og Søren Balle.<br />
Inger saa paa sin Mands Mine, at<br />
han vilde lade, som han ikke havde set<br />
hende. I<strong>det</strong> han nu skubbede sig <strong>for</strong>bi<br />
hende, trak hun ham i Frakkeærmet.<br />
„Hans,“ sagde hun.<br />
Han lod overrasket og sagde:<br />
„Hvad <strong>for</strong> noget <strong>—</strong> er du her.“<br />
Saa gik han efter de andre ind til<br />
Dansen og lod sig ikke senere til Syne.<br />
Hans Hustru blev staaende en kort<br />
Stund <strong>—</strong> overbegloet af Kokkegrethes<br />
rødrandede Øjne, der lyste onde gennem<br />
Mørket.<br />
„Nu gaar jeg hjem. Bliver du lidt,<br />
Ane<br />
Mette ?“<br />
„Nej, jeg vil med <strong>for</strong> at hjælpe dig<br />
at røgte til Kvælds.“<br />
Men da de vilde gaa, kom et Par af<br />
Ane Mettes jævnaldrende og hængte sig<br />
ved hendes Arme og bad hende blive i<br />
Mørkningen, mens der var Pavse. Nu,<br />
naar alle ældre Piger skulde hjem til<br />
Malkningen, blev der altid saa herligt i<br />
den store, mørke Stue <strong>for</strong> de purunge.<br />
Da vandrede de i lang Række op og ned<br />
ad Gulvet med hverandre om Livet og<br />
hviskede og lo og <strong>for</strong>talte alle de<br />
Skrøner, de havde hørt siden sidst.<br />
Hvor Inger huskede <strong>det</strong> .... Den<br />
glade Ungdom !<br />
Ane Mette modstod ikke.<br />
Saa gik da Inger alene hjem i<br />
Mørkningen og gav sig i Færd med<br />
Kvældens Syssel.<br />
Hun bar Tørv ind i Køkkenet,<br />
varmede Mælk til Kalven og satte<br />
Skodden <strong>for</strong> Hønsehuset, før hun gik til<br />
Malkningen. Det spredte Tankerne saa<br />
rart at gaa der og sysle med de daglige<br />
Ting <strong>—</strong> at føle Kalvens varme Tunge<br />
slikke hendes Haand, at høre Mælken<br />
risle i Spanden <strong>—</strong> ja selv at titte ind til<br />
Hønsene i deres lune Velvære.<br />
Hun var kommen ind med Mælken<br />
og stod og siede den nede i<br />
Mælkestuen, da hun hørte nogen gaa i<br />
Køkkenet. Det var vel Karlen, tænkte<br />
hun, som <strong>—</strong> efter at have spist sin<br />
Mellemmad <strong>—</strong> var gaaet ud til<br />
Skorstenen <strong>for</strong> at tage en Glød til sin<br />
Pibe. Men saa hørte hun Hans’ Røst<br />
kalde.<br />
Hun blev saa hed, som een der<br />
træffes i Synd. Det var vist ikke <strong>for</strong> <strong>det</strong><br />
bedste, at han var vendt hjem paa den<br />
Tid.<br />
Hendes Anelse slog til. Han var<br />
smækvred.<br />
<strong>—</strong> <strong>—</strong> <strong>—</strong> Hvad lignede <strong>det</strong> efter, at<br />
de kom derover og stillede sig an.<br />
Naturligvis havde han ikke noget imod,<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong>