Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.

15
Kold og følelsesløs gik han Dagen
lang og agtede aldrig paa, om hun var
glad eller bedrøvet, og han blev snart
atter lige saa pirrelig, som han havde
været før Faderens Død. Naar han talte
til hende, var det altid om de
ligegyldigste Ting, saa hun forstod, at
for ham var hun endnu kun den lille
Pige fra Niels Bæks, der gik til Skole,
da han var fuldvoksen Karl.
Hun kunde nok saa ofte stille sig
det Fakta for Øje, at hun var hans
Hustru — for Gud og Mennesker. Hans
Blik sagde hende, at det var den reneste
Vildfarelse. Hun var intet for ham og
havde aldrig været andet end det
Middel, hvorved han opnaaede at blive
Gaardmand.
Da ønskede hun, at hendes Hjerte
maatte blive koldt som hans, saa hun
kunde bære det altsammen i Forsagelse
og Ro. — — Men det var det
forunderligste af alt, at hun vedblev at
elske ham lige højt.
Det hændte nu og da, naar hun om
Aftenen steg op i den store Dobbeltseng
i Sovekammeret og lagde sit bløde,
unge Legeme ind til hans, at han kunde
vende sig om mod hende og knuge
hende ind i sin Favn; men hun følte det
aldrig som noget Udslag af Kærlighed;
thi bag efter havde han hverken Ord
eller Tak derfor.
Vinteren skred frem og Julen kom,
men drog glædeløs forbi Bækgaarden,
og i de sidste Juledage var Hans
kommen i Vane med at drive over i
Storgaarden efter Fyraften.
Der ovre var ofte stærkt Rykind af
Prangere og den Slags Folk, der drikker
og dobler til langt ud paa Natten. Da
kom han sjældent hjem, før hun var
falden i Søvn. Han fandt hende aldrig
værdig til at høre noget om, hvad der
gik for sig der ovre — og hun spurgte
ikke; thi Dagen efter var han endnu
mere utilgængelig end sædvanlig, og de
tynde Læber var klemt fastere sammen
end ellers.
Fastelavns Mandag var der
Legestue i Storgaarden. Af den Grund
var de to Søstre ene hjemme i
Bækgaarden; thi Ane Mette gik ikke
endnu sammen med den øvrige Ungdom,
da det ikke var længer siden Faderens
Død. Men Folkene var med, og efter
Kaffen havde Hans tændt Piben og sagt,
at han vist gik over for at se lidt paa
Dansen.
De to unge Kvinder havde faaet
Lyst til at gøre sig det lidt hyggeligt i
Ensomheden. De havde sat Rokken til
Side og taget Hækletøjet frem, og af
Kokkegrethe, der havde været i Staden
for at hente Hvedebrød hjem til
Ungdommen, havde Ane Mette købt
friske Boller, og nu sad de just og
glædede sig til en Kaffetaar, da de
hørte nogen i Forstuen, og en Haand
tog i Klinken.
Det var Dorthe Brat. Hun havde
Legestuestadsen paa.
„Jeg tænkte nok, I var ene
hjemme. Da jeg saa Hans gaa op ad
Gaden, kom jeg til at længes efter at se
jer.“
„Ja, du er een af de faa fra
gammel Tid, som ikke har svigtet os.
Hent saa Kaffen, Ane Mette, saa skal vi
have det rart en Stund.“
Dorthe sad og saa sig om i Stuen.
Hun saa paa Bordpladen, der lyste hvidt
som Ben, paa Havsandet, der var slaaet
med fine Kast over Lergulvet.
Lysestagerne paa Bilæggerovnen var
blanke af Pudsning, og de store
Messingbækkener skinnede som Spejle
under Tintallerkenrækken.
„Hvor her er pænt. Jeg siger det
saa tidt hjemme, at de gamle Gaarde er
de hyggeligste — fri for alt det
Skrabsammen, som de har i de ny, og
som de slet ikke forstaar at stille paa
Plads.“
„Det skulde du en Gang sige til
Hans — han synes alting her er
skrækkeligt,“ sagde Ane Mette.
Inger undskyldte ham. Han var jo
vant til at have det saa flot i
Storgaarden.
„Der er grimt i Storgaarden nu,“
sagde Dorthe, „den er bleven som en
Kro ved en Landevej. Men forresten er
Mariane lige saa stærk som Søren Balle
i at trække Fremmedfolk dertil.“
„Hun har altid været sær efter det
fremmede og ny. Kan du huske, hvor
ofte hun skiftede Veninder, og hvor hun
i Legen vilde raade over os alle ?“
„Der var ingen Steder, vi legede
som her. Din Fader kunde altid saa godt
staa os bi. Hvor jeg ser ham tydeligt
for mig, naar han sad der oppe i
Bænkekrogen og saa paa os over
Brillerne, der altid hang langt nede paa
Næsen.“
„Og saa lærte han os Kortkunster
og bandt Færge op for os i Tærskeloen,
og tidt stod han selv paa Enden af
Fjælen og styrede og sang,“ huskede
Ane Mette.
Saaledes sad de længe og lettede
deres Sind ved at tale om den Tid, som
havde været, og før de anede det, gik
Dagen, og Skumringen var over dem.
„Det er nok ved at mørknes,“
sagde Dorthe; hun huskede nu, at hun
var gaaet ud for at danse og ikke for at
snakke Tiden bort. „Følg med mig over
for at se paa Dansen.“
Ane Mette vilde nok, men Inger
tøvede. Hun var ikke sikker paa, at
Hans vilde synes om det. Desuden
Fædres Jord af Nicoline Kirkegaard