Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
11<br />
der var Raad. Han havde altid følt sig<br />
tilfreds og lykkelig i den gamle Gaard,<br />
som den var.<br />
Desuden mente han, at Gaarden<br />
maatte ikke spille <strong>for</strong> stor en Rolle.<br />
Han havde altid hørt „at den, som gifter<br />
sig <strong>for</strong> en Gaard, skal <strong>for</strong>tryde <strong>det</strong><br />
inden et Aar.“<br />
I Køkkenet hjalp de to Søstre<br />
hinanden med at faa Van<strong>det</strong> i Kog. For<br />
hver Gang Ane Mette stoppede en Top<br />
Lyng under Kedelen, gisnede hun over,<br />
hvad Hans og Lars vilde. Tilsidst gav<br />
hun sig til at drille Inger, hvem hun<br />
beskyldte <strong>for</strong> altid at have sværmet <strong>for</strong><br />
Hans.<br />
„Inger gik til og fra uden at regne<br />
hendes Snak. Men pludselig gav hun sig<br />
til at græde saa heftigt, at Søsteren<br />
holdt inde og saa paa hende i<br />
Forskrækkelse <strong>—</strong> saa bitterligt havde<br />
hun aldrig før hørt nogen græde.<br />
„Men Inger, Inger, hvad er der i<br />
Vejen. Kan du ikke lide ham.“<br />
„Jo, jo, men nævn <strong>det</strong> ikke.“<br />
„Men holder du af ham, hvor<strong>for</strong><br />
flæber du da. Det er da rent taabeligt.“<br />
„Aa ti dog stille, Ane Mette.“<br />
Hvorledes kunde hun faa hende<br />
sagt, at medens hun der gik og glædede<br />
sig til <strong>det</strong> første hemmelige Mødes<br />
duftende Samvær, saa kom han der med<br />
Værge <strong>for</strong> sig, ligesom dem, der frier<br />
til en Gaard eller en Formue. <strong>—</strong> Nej,<br />
nej, hvor <strong>det</strong> dog gjorde ondt.<br />
Hun græd saa voldsomt, saa Ane<br />
Mette maatte bære Kaffen ind.<br />
„Kommer Inger ikke ind,“ spurgte<br />
den gamle.<br />
„Det gør hun vist knap,“ sagde<br />
Ane Mette, der var gnaven over<br />
Frieriet.<br />
Men saa gik Hans derud.<br />
„Din Søster siger, du vil ikke ind,<br />
hvad skal <strong>det</strong> betyde .... Men tror jeg<br />
ikke, du græder. Kæreste Ven, hvad er<br />
<strong>det</strong> <strong>for</strong> Kunster ?“<br />
Han lagde Armen om hendes Hals<br />
og sagde blidt overtalende :<br />
„Vær nu dig selv, Inger. Jeg ved<br />
jo, du holder af mig, hvad græder du da<br />
<strong>for</strong> ?“<br />
Straks, da han sagde disse Ord,<br />
syntes hun, at hendes Sorg og Skuffelse<br />
svandt ind til <strong>det</strong> pureste Intet. Hun<br />
hævede sit Blik mod ham og smilte<br />
hengivent gennem Taarer. mens hun<br />
svarede:<br />
„Ingenting.“<br />
Han gav hendes Haand et Tryk og<br />
sagde:<br />
„Ja, saa er vel den Sag i Orden.“<br />
Hvortil hun stille og inderligt<br />
svarede Ja.<br />
Senere, da de fremmede var gaaet,<br />
og hun kom ind i Stuen, sad Faderen<br />
alene derinde. Langt inde i den mørke<br />
Bænkekrog sad han. Hans Ansigt var<br />
stærkt sammentrukket, som <strong>det</strong> altid<br />
var, naar han tænkte skarpt over noget.<br />
Han kaldte hende til sig:<br />
„Du er godt tilfreds med, hvad her<br />
er bestemt ?“<br />
„Ja, Fa'r.“<br />
„Ja, <strong>for</strong> du holder af ham ?“<br />
„Ja, Fa'r.“<br />
„Laja, bitte Inger. Dette her ser jo<br />
underligt ud <strong>—</strong> <strong>for</strong> andre at tykkes. <strong>—</strong><br />
Men du maa jo selv bedst <strong>for</strong>staa, hvad<br />
dit Hjerte vil. <strong>—</strong> Og saa til syvende og<br />
sidst er der vel ingen af os, der ved<br />
noget om, hvordan vor Lykke skal<br />
skæres <strong>for</strong> os. <strong>—</strong> Der var vel nok den<br />
Mand til, som jeg hellere vilde have<br />
overdraget Bækgaarden til. <strong>—</strong> Men min<br />
Lid staar til dig Inger <strong>—</strong> du vil aldrig<br />
glemme, at denne Gaard og jorderne<br />
dertil er din Arvepart ...<br />
IV.<br />
ørst i Oktober Maaned var der<br />
kommen en ny Mand i Bækgaarden.<br />
Det var vel nok kommen<br />
Fjenderupboerne lidt hovedkulds med<br />
<strong>det</strong>te Giftermaal, men de var ikke<br />
uvante med den Slags hurtige<br />
Bestemmelser, og her, hvor Partiet var<br />
mellem saa lige Børn, hvad Formue og<br />
Vilkaar angik, her fandt de sig hurtigt<br />
til Rette.<br />
I Gaarden sporedes heller ikke<br />
nogen væsentlig Forandring den første<br />
Tid.<br />
Inger gik om med en stille Lykke i<br />
sine store, <strong>for</strong>undrede Øjne, og Hans<br />
lod til at befinde sig ganske vel ved at<br />
være undsluppen de pinlige, daglige<br />
Forhold.<br />
Gamle Niels havde vel trukket sig<br />
tilbage fra Markarbej<strong>det</strong> og gik nu og<br />
smaanuslede i Gaard og Huggehus <strong>—</strong><br />
men han følte sig der<strong>for</strong> ingenlunde<br />
aflægs eller tilovers.<br />
De maatte finde sig i <strong>—</strong> de unge<br />
Folk <strong>—</strong>at han vedblivende gav sit<br />
Besyv med i Laget, og <strong>det</strong> hjalp ikke,<br />
at Hans undertiden trak lidt paa<br />
Skulderen eller anslog en hoven Mine,<br />
naar den gamle fremsatte sine<br />
<strong>for</strong>ældede Anskuelser <strong>—</strong> han havde i<br />
Sinde at holde paa sin<br />
Gaardmandsværdighed til <strong>det</strong> sidste og<br />
ikke lade sig sætte til Dørs af en ung<br />
Mand, som aldrig havde ejet hverken<br />
Bo eller Fæste.<br />
Fra Hæderspladsen <strong>for</strong> Enden af<br />
Egebor<strong>det</strong>, hvor han læste sine Aviser<br />
og de Bøger, som han hver Lørdag<br />
Aften hentede i Præstens<br />
Studerekammer, oversaa han med sit<br />
Høvdingeblik, at alt gik i Huset i den<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong><br />
F