Alexej Michailovic Remizov TIMERNE - Bernadette Preben-Hansen

Oversat til dansk (København 1987)
fra den russiske originaludgave
(Chasy, Sankt Petersborg 1908)
af Poul Johan Preben-Hansen
Alexej Michailovic Remizov
TIMERNE
Alexej Remizov 1877-1957 Poul Preben-Hansen 1915-95
(f. 1915 i Rybinsk, Yaroslavl Oblast, Rusland, †1995 Ordrup. Familien Preben-Hansen flygtede fra
Rybinsk og Kurgan, Kurgan Oblast i august 1918. Poul Preben-Hansen voksede op i Riga, Letland 1922-
33. Han blev matematisk student i Riga 1933, og påbegyndte ingeniørstudierne ved Den Polytekniske
Læreanstalt, København 1933. Sprogene i familien var dansk, tysk og russisk, dog ej lettisk. Det er
kendetegnende for familien at den aldrig kom til at føle sig hjemme i Danmark og at udlængslen mod
Europa er givet i arv)
2009
978-87-991402-4-4
Denne tekst er en kladde (fra russisk til dansk), min far efterlod i en skuffe.
Min far var civilingeniør, cand.polyt., og ikke filolog.
Oversættelsen trænger til en grundig sproglig revision ved en russiskkyndig.
Bernadette Preben-Hansen: 24. juli 2012
1

Alexej Michailovic Remizov
TIMERNE
Første del
1. 1: Kostja Klockov er altmuligdreng i Klockovs urmagerbutik
1. 2: Kostja talte ikke trinene i klokketårnet
1. 3: Kostjas lille sammenbøjede hætteklædte figur
1. 4: Frosja, familien Klockovs stuepige
1. 5: Da Christina var blevet alene
1. 6: Støjende og usikre til bens brød de berusede gæster op fra det lystige Den Nye Verden
Anden del
2. 1: Kære sol du klare kik ned til os!
2. 2: Alt rundt om gik i forfald
2. 3: Udenfor var det helt mørkt
Tredje del
3. 1: Christina trykkede hænderne mod panden
3. 2: Ved I hvad jeg har gjort
3. 3: Katja lå syg på anden uge
3. 4: Der var lys i spisestuen
3. 5: Natten var tung og uudholdelig
3. 6: Kostja lå længe med åbne øjne og lyttede
Fjerde del
4. 1: Nelidov havde gennem nogen tid været regelmæssig gæst hos Klockovs
4. 2: En trykkende tavshed lå i luften
4. 3: Da Nelidov brød op fra Klockovs
Femte del
5. 1: Åbenbart havde lægerne ikke haft hindbærfarvede lygter
5. 2: Allerede midt på dagen påbegyndte Klockovs forberedelserne og madlavningen
5. 3: Nu herskede der stilhed i huset
5. 4: Fra banegården kørte Christina ikke hjem
5. 5: Støjende og usikre til bens brød de berusede gæster op fra det lystige Den Nye Verden
5. 6: Motja snorkede. Mester snorkede
Sjette del
6. 1: Undertiden forekom det Nelidov
6. 2: I går var mester Semen Mitrofanovic rejst fra Klockovs
6. 3: For sidste gang steg Kostja op i klokketårnet for at trække uret op
6. 4: Kostjas lille sammenbøjede hætteklædte figur
6. 5: Christina kunne knap nok holde sig på benene
6. 6: Det var langt over midnat
2

Kostja Klockov er altmuligdreng i Klockovs urmagerbutik. Han er på vej for at trække uret på kirkens
klokketårn op. Hver søndag aften trækker Kostja uret på kirkens klokketårn op og hver aften stiller
han uret. ”Kostja, hvorfor er din næse skæv?” kom det med blæsten og traf Kostjas øre. Kostja bed sig
vredt i den ynkelige læbe. Han skuttede sig, hans næse er faktisk skæv. Og hvor meget Kostja end
trykker sig, hvor meget han end forsøger at undgå at blive set - hætten hjælper ikke, vinden river
hætten af. Og de forbipasserende forsømmer ikke lejligheden til at drille ham og le ad misfosteret.
Sådan er forbipasserende. Sådan er Kostja. Kostja banede sig vej gennem de myldrende skubbende
gader hen til kirken, til kirkens klokketårn for at trække uret op. I lommen raslede urnøglerne. Med
disse forfærdelige nøgler kunne han gennembryde hjerneskallen på den mest tykskallede af de
forbipasserende der skubbede til ham. Men det forbandede brændemærke, næsen der stikker ud til
siden, gav ham ikke ro. Som et sår bredte dette forbandede mærke sig, ikke alene på hans ansigt, men
også et sted i hjertet. Det tyngede ryggen som en byrde, der dag for dag bliver tungere. Og han lod
hænderne synke. Ofte havde Kostja stået derhjemme foran spejlet og trykket sin skæve næse på
plads med fingrene. Han ville ønske han havde haft en lige næse som på et billede! Og han klemte sin
næse, så det så ud som om den havde rettet sig. Men det var kun noget han troede, alt var ved det
gamle, ja værre endnu. Det hændte Kostja blev grebet i at stå foran spejlet, blev gjort til grin, og
rasende faldt han over sine plageånder, bed dem og så vankede der. Og han lod hænderne synke.
“Men hvad hvis jeg i morgen, i morgen tidlig, når jeg slår øjnene op går hen til spejlet, og pludselig
ikke er sådan mere. Så vil de alle sige: Kostja! (hensunket i drømmerier klikkede Kostja med tungen af
fryd) Kostja, vil de sige, din næse er“. ”Kostja, hvorfor er din næse skæv?” kom det igen med blæsten
og traf Kostjas øre. ”Løgn! Det er løgn!” skreg Kostja ud over hele gaden. Men hvordan kan han
beskytte sig mod denne uafladelige påtrængenhed, hvordan kan han overdøve dette forbandede
terpekor som forfølger ham, selv i blæstens fløjten! Han hev efter vejret, det løb ham koldt ned ad
ryggen. Kostja kom til at tænke på de fornærmelser, den hån og alle de øgenavne som han havde
måttet høre gennem hele sit lille vanskabte liv; også dem han selv havde fundet på i selvpineri. De
faldt ned på hovedet af ham, de ligesom rykkede i hætten, krøb om bag kraven ind under skjorten og
derinde bed de ham i brystet. Og når de havde bidt sig gennem brystet, blev de til en ækel igle. Og
denne ækle igle gav sig til at suge af Kostjas hjerte. I morgen slår han så øjnene op, går hen til spejlet
og hvad ser han så: hvad er det for øjne? Det ene skelende, det andet udstående. Skelende og
udstående. Og øjnene er slet ikke øjne, men hvide klatter. Og ingen vil nogensinde kunne give ham en
ny næse eller nye øjne, aldrig! Som han blev født fjols og sær krage skal han dø som fjols og sær
krage. Og hvis ikke som fjols og sær krage, så som idiot, det kan komme ud på ét. Varmen bølgede
omkring hænderne som han havde stukket dybt ned i lommerne, men frosten værkede i fingrene.
Bider dén slags kryb, dén slags igle sig først fast hos et menneske, så er helvede løs. Den kender ikke
til skånsel, den torterer, den udsuger hjertet helt. Pludselig gav Kostja sig til at græde og gennem
tårerne så han sig selv som ærkefjols, for det kaldte alle ham jo fjols, sær krage, idiot. Han gik ikke
som de andre, men ligesom lidt sidelæns, han lo ikke som de andre, men ligesom hakkende, alt gjorde
han forkert og ikke som man plejer. Men hvad er det rigtige? Hvem kan lære ham det? Skulle han ikke
hellere lægge hånd på sig selv? Eller turde han måske ikke gøre alvor af det? Hvis han ikke turde det,
så var han foruden at være et fjols, en sær krage og idiot også et værre skvat. Klynker og flæber!
Hvorfor leve overhovedet? Hele den udslagne dag hænger han i butikken, om aftenen trækker han
uret i klokketårnet op. Hvorfor skal han trække uret op? For at det skal gå og ikke gå i stå, for at det
skal gå jævnt og kedeligt time efter time. Ham vil de alligevel blive ved med at knibe. Hans næse er jo
skæv! Men det handler ikke om uret, ikke om næsen. Hvorfor leve overhovedet - Kostja stod som
naglet til jorden. Skælvende af gråd stammede hans læber en barnesang - den sang som Christina,
3

hans bror Sergejs kone, plejede at synge for sin lille Irina. Og det forekom ham at han ved at nynne
sangen ligesom talte med en, som lyste op for ham i hans mørke, klodsede liv. Det forekom ham at
han med denne knap nok hørbare sang fik afløb for al sin smerte: både det der kæmper i ham og som
ingen mærker, og det der smerter i ham og som ingen ser, og det der bedrøver ham og som aldrig
blottes, og det som dør i ham og bukker under. Men han ønsker at leve. Og hvor ville han dog leve,
hvis han en morgen vågnede og så sig selv forvandlet i spejlet - med en anden næse, som på et
billede! Kostja blev stående, rettede sig helt op, brændte som et lys. En snebold fløj lige forbi Kostja,
men Kostja mærkede det ikke, og den næste snebold ramte ham, som en kraftig vinge, men heller
ikke den mærkede Kostja, og den tredje snebold hakkede Kostja i issen som en fugl, og Kostja slog
næsen mod det kolde forblæste fortov og pludselig blev alt mørkt. Kostja lå på maven uden at turde
bevæge sig, lille og fremmed for alle. Han følte han lå under en sten, og alt forstenede for øjnene af
ham. Det var som alt var dødt og ikke en levende sjæl var tilbage i hele verden. Nej, alt var levende,
men han selv var død. Kostja var død! Og da han forestillede sig sin pludselige død blev han forfærdet:
han ønskede jo netop at leve, og hvor ville han dog leve, hvis han en morgen vågnede og så sig selv
forvandlet, med en anden næse, som på et billede! Slag efter slag, tunge som lodder, klaskede mod
hans ryg, hamrede ind mellem skuldrene: nogle drenge var fulgt efter misfosteret og gik løs på ham
med muntre snebolde. Og med et hvin af smerte sprang Kostja op og styrtede af sted. Og han løb som
en hund med brækket ben, hylede som en hund. – Hvordan er det du skubber til folk - snerrede de
forbipasserende. – Han har fanden i hælene! – Væk, din røvbyld! - råbte kuskene. Den sene aftens
mørke indhyllede jorden i ligklæde, og sort bølgede det hen over byen, sammenhældte og
sammenblandede huse og fabriksskorstene, tændte månens flamme og hængte månen op. Kostja
rørte ved næsen med sine klæbrige, frostbidte fingre, der føltes så store at de kunne være en andens:
blodet løb fra næsen, smurte munden ind og størknede i halsen. – Dit lorteblod, jeg skal gi’ dig! –
Kostja snurrede pludselig rundt og af alle kræfter hamrede han knytnæven ind i lygtepælen. Og han
følte klart at han, Kostja Klockov, - skævnæsede Kostja - var et, og alt omkring ham var noget andet,
og at han kunne vende op og ned på dette andet, på hele verden. Han kunne vende op og ned på hele
verden, og han vidste hvordan det skulle gøres. Kostja ænsede ikke længere hverken smerte eller
spark eller slag. Med lange faste skridt gik Kostja af sted og stillede stolt sit skævnæsede ansigt til skue
og førte sin skæve næse frem. Kun hjertet dansede som en lille isflage i hans brændende bryst. Og i
lommen raslede nøglerne til uret. Kostja greb om nøglerne og fuld af tillid til sig selv, til sin beslutning,
klar til at flytte bjerge, forvandlede han sig selv til en nøgle, og som nøgle slentrede han af sted,
selvsikker i en slags drømmende rus. Kostja gik gennem gade efter gade, stræde efter stræde,
kravlede over snedriver, skøjtede på isen, selvsikker i en slags drømmende rus. Og kirkens
stenklokketårn lyste ham i møde, kom nærmere skridt for skridt, voksede og rejste sig hvidt, med sin
gyldne kuppel oppe under stjernerne.
Kostja talte ikke trinene i klokketårnet, men det var som om der var flere, end der plejede at være, og
at det ene var stejlere end det andet. Han løftede benene højt og gled hele tiden. På hver afsats
mødte han blæsten. Blæsten kastede sig over ham, døvede ham, ruskede med lange iskolde fingre i
hætten, piskede iskoldt mod hans øjne. Og de grånede klokker rungede. Kostja kastede et blik ind til
klokkerne og klatrede videre. Da han nåede klokketårnets øverste stokværk havde han fuldstændig
tabt pusten. Men der var ingen tid at spilde. Kostja gik i gang. Han rejste sig på tåspidserne, bed i sin
slappe læbe, greb med stivfrosne fingre fat om det vældige håndsving, stemte af alle kræfter
brystkassen imod og gav sig til at dreje. Og uret, der var blevet vækket og ligesom forynget, begyndte
at hvine og stønne, dets gamle forkølede hals begyndte at ralle, så standsede det. Og dog, nej. Det
4

tikkede, gik besværet, langsomt, svingede fra side til side og overgav sig til Guds vilje, thi det kunne
ingen afslutning se, for der var ingen afslutning, det havde hverken kræfter eller vilje til at standse den
gang, det for altid var bestemt til. Kostja rystede af kulde, men blev pludselig varm. Med vidt åben
mund og de spredte fortænder blottet, greb Kostja jernstangen, skyndte sig hen til glughullet,
slyngede stangen op, let som var den en fjer, klatrede selv behændigt op på vinduesbrystningen,
krummede sig helt sammen, og ved at strække armen umenneskeligt langt frem kunne han med den
dirrende jernstang lige akkurat røre urets store viser, få fat i den og føre den frem. Og han førte den
frem, indtil uret var en hel time foran. Minutterne løb efter viseren, de kunne ikke stå stille, de kunne
ikke synge deres minut - sang, men løb fremad i ring fra kvart over til halv, fra halv til kvart i, fra kvart i
til ti minutter i, fra ti i til fem, og fra fem til fire. Kostja fjernede jernstangen, lod viseren være og mens
modvinden rev i ham ventede han oppe i den skrækkelige højde på at uret skulle slå. Med halsen
gåseagtigt strakt frem, og de knoklede håndflader støttet mod den murede vinduesbrystning kiggede
han ned på den myldrende by, han havde narret. Han kunne ikke længere beherske den brusende
følelse af sin grænseløse magt, han kunne ikke presse de fortrukne, grinende læber sammen. Latteren
drev tårer frem, og tårerne kløvedes af Kostjas prustende latter. Men den lydige viser drejede videre i
sin cirkelbane og nærmede sig det sidste punkt. Og urets klokke slog med støbejernstungen mod sit
syngende hjerte, og istemte sin ældgamle uforanderlige sang - klokken slog sin time. Uret kunne ikke
standse den fastsatte kimen. Et efter et rullede de ti slag frem: de ni efter Guds vilje, og så Kostjas
tiende. Rædsel og gråd og latter rev sig løs fra urets syngende hjerte. Månen, sløret af en frostsky,
den nøgne måne rullede hen over himlen, og den hendøende kimen hævede sig fra jorden, krøb
dampende op og dækkede månens krop. Og på jorden blev der rædselsvækkende stille. Pludselig
gennembrød et vildt skrig den angstfyldte stilhed. Kostja sang. Kostja Klockov, der vidste hvordan han
kunne vende op og ned på hele verden, den almægtige Kostja, der i sin hånd holdt selve Tiden. Og da
han havde sunget sin stolte sang spyttede Kostja ned på den myldrende by han havde narret. Byen
hvis liv fulgte kirkens ur skælvede. Brandmanden på vagttårnet, hyllet i fåreskind og iført sin
skrækindjagende messinghjelm, standsede brat op, og gav sig til at spejde efter ildebranden, men det
røde skær over klokketårnet var forsvundet, og han gav sig igen til at trave rundt om de mørke
signalkugler og susende ledninger. De afgående tog ilede af sted med en times forsinkelse og forsøgte
at sætte farten op, mens de fløjtede fortvivlet. Kuskene skyndede på deres udsultede, mølædte
krikker og slog løs på dem med pisken, mens de selv blev truet med knytnæver fra de forskrækkede
passagerer, der var en time forsinket og jog af sted for ikke at komme for sent. Telegrafisten sad
sammenbøjet og lod den hornede finger danse alt for hurtigt på tasterne: telegrammerne blev
forvansket og udspredte vrøvl og opspind. De fine frøkner fra det lystige Den Nye Verden havde endnu
ikke sovet den ud, men da der var gæster på vej, tværede de hvid sminke ud over de blålige,
koparrede kinder og de uafvaskelige ar på de slunkne, overbegramsede bryster. Notarius lukkede
kontoret og lagde veltilfreds med klokkeslettet en hel stak forfaldne veksler i sin mappe. Og
kirkebetjenten tog spaden under frakken og gik ud for at grave grave til morgendagens døde. Hans
gris gryntede til sin herre. Ølsælgeren åbnede de sidste flasker. Og statens spiritusbutik lukkede. Nød
og sorg og alle deres søstre gik over byens grænse, spredte sig over byen og gik ind i de udsetes huse.
Og den mærkede sjæl ængstedes. Den hellige dåre Markusa Napoleon stirrede med afsindige øjne op
mod den slørede fuldmåne, der var beruset af lette skyer, og i henrykkelse hulkede han sin nattebøn:
“Herre, forklar os ved din sols, din månes og dine stjerners lys!” Langsomt og sindigt gik Kostja ned fra
klokketårnet, låste for klokketårnet og humpede hjemad. Der var hverken frygt eller smerte i hans
sind, kun prustede den ubeherskede latter. – Jeg stillede den til ti, den slog ti. Ho, ho! Får jeg lyst laver
jeg midnat. Fanden selv kan ikke lære mig noget. Ho, ho! Jeg går hjem og får te. Te er det bedste jeg
5

ved. Og for et øjeblik sank Kostja ned i det tanketomme mørke, som ikke en eneste røst slipper ud fra.
Hans hjerte svulmede af stolthed.
Kostjas lille sammenbøjede hætteklædte figur, der humpede fredsommeligt af sted langs floden som
en hare, smuttede ud af snedriverne. Kostja gjorde holdt ved guvernørboligen og kastede et blik ind
ad porten, tøvede lidt og gik videre. Hvad tænkte Kostja - Hvad ville han - Tanketomheden opløstes
langsomt, hans tanker anråbtes af tilfældige stemmer, som skiftevis holdt ham tilbage og lod ham gå:
Han gik, fordi nogen ansporede ham, han drejede fordi nogen fik ham til at dreje, han standsede, fordi
en hånd holdt ham tilbage. Portnerne lukkede portene for natten. I gårdene blev de bidske hunde
sluppet løse. På gaderne var nattens hjemløse allerede ude, de vimsede tyvagtigt omkring, gemte sig
langs plankeværkerne, i mellemrummene mellem plankeværkerne, rystede og hoppede af kulde.
“Hen til min skønne!” - sagde Kostja pludselig med et grin og satte farten op. Og han gik med denne
ene faste tanke: Hen til min skønne. – Ved familien Lisicyns galanteriforretning kastede Kostja et
hurtigt blik ind ad vinduet, vrinskede af fornøjelse og fløj som en munter snebold ind i forretningen. –
Goddag, hvordan har De det - Kostja rakte hånden ud og fangede Lidockas lille hånd. Lidocka -
indehaverens datter - drejede sin lille sukkertopslebne porcelænsnæse og svarede ikke. – Hvad er det,
Kostja, har du det for varmt - indskød kommis’en, en lyshåret fyr med hentekrøller, hvis øgenavn var
Kloge Hoved. – De kan selv have det for varmt! - sagde Kostja uden at slippe den fremstrakte hånd og
målte Kloge Hoved - fra oven og ned. - Jeg tænkte bare - blev kommis’en ved - om din næse er blevet
skoldet, Kostja - Og Deres hår er stukket af! Kloge Hoved! Kommis’en, som følte sig truffet, fniste
ondskabsfuldt: - Stik hellere af, Kostja, vi har ikke sendt bud efter dig! Kostja trippede ved disken og
snøvlede noget uden at slippe hånden og uden at ville gå. Kommis’en stod surmulende og pakkede
æsker ind, og Lidocka gjorde kassen op. - Ha’ det godt! – Kostja knappede hurtigt sin frakke op,
smækkede med døren og slingrede som en beruset ud fra Lisicyns og gik, uden at knappe frakken
igen, over på den anden side af gaden, til sin egen forretning. Man var ved at lukke Klockovs
forretning. Gennem gitteret foran vinduet kunne man se en bliklampe uden skærm - den altid vågne
nattevagt. Lampen stod under den store grammofons vidåbne metalflab, som var stivnet midt i et
gab. Og rundt omkring på væggene gik urene, så forskellige og så underlige: nogle ligesom i
krampetrækninger, andre med et syrligt smil, andre igen forurettede, bitre, spottende. Og alle mulige
gyldne småting og kostbare nipsgenstande skinnede mat i deres døs: nogle var glade for at de ikke var
faldet i en kundes hænder, andre derimod var forbitrede over at ingen kunde havde fundet dem
endnu, andre igen var ligeglade og selvtilfredse og blinkede underfundigt. Og tingene blev
gennemtrængt af noget grimt og kedsommeligt, der mindede om den uundgåelige afslutning, som til
sin tid kommer til enhver uden at spørge om lov. Ude på gaden var der travlhed. Folk satte skodder
for dørene, slog slåen for og raslede med nøglerne. Forretningen var forsamlet. Både mester Semen
Mitrofanovic, oppustet, med små farveløse øjne, ligesom soltørret og porøs og for bred på grund af
pelsen, som han bar løst over skuldrene, og Motja - bror til ejerinden Christina Michajlovna, en
tunghør kommis med et lille bitte latterligt overskæg, og Kostjas ældre søster Raja, en smudsigt - bleg
rastløs frøken, og drengen Ivan Trofimyc som trods sit gammelkloge ansigt ikke viste mindste tegn på
vækst, med en slidt hue af kunstigt lammeskind klemt ned over hovedet, og ejerinden selv, Christina
Michajlovna Klockov, byens førende skønhed, og hunden Kupon med hængeører. Den eneste der ikke
var der, var ejeren Sergej Andreevic Klockov. – Undskyld jeg spørger - mester standsede fruen - er hr.
Sergej Andreevic her i morgen - Hvorfor det - Christina mønstrede ham med et blik, drejede skarpt
omkring og gik. Kostja, som irriterede alle og blev jaget bort af alle, begyndte at le og greb fat i
mesters tomme ærme og begyndte hakkende og stammende at fortælle om sit stævnemøde med
6

Lidocka Lisicyna og om hvordan han havde sat Kloge Hoved - til vægs og hvordan Lidocka havde lavet
øjne til ham. – Din fine brormand Sergej Andrejeevic, er bare pist væk - afbrød mester Kostja. – Og
sikke dejlige øjne Lidocka har! – Sådan er alle i dag, de kan godt gå neden om og hjem, men betale,
det vil de ikke, det er ikke mennesker, men små lorte. Ved De hvad, Semen Mitrofanovic, jeg har en
interessant egenskab: når jeg kommer ind, hilser jeg, men når jeg går ud, giver jeg ikke hånd. – Stik
bare af, min ven, men fanger de dig, ryger du i enecelle! - fortsatte mester uanfægtet. – Enecelle,
hvordan det - Ja, det er såre simpelt, både fordi han er gået fallit, for ubemidletheden selv, og fordi
han snoede sig udenom betalingerne, for tyvagtigt at gemme sig, så fanger man fuglen og burer den
inde: der kan han så sidde og slikke rottehaler og tælle kakerlakhylstre. – Tælle kakerlakhylstre -
spurgte Kostja, og hans sjæl blev grebet af uro, han slap mesters ærme og satte af sted i fuld fart efter
Christina. Kostja jog af sted, men Christina er langt borte: hun sejler hen ad gaden og standser ikke.
Og han slog sig grimt på vejstenen, rejste sig og strøg igen af sted. – Christina! Christina! Christina! -
skreg Kostja af fuld hals. Endelig så Christina sig tilbage. – Hvor er Sereza - råbte Kostja - Men der kom
intet svar. – Hvor er Sereza - gentog Kostja ude af sig selv. – Det kommer ikke dig ved, hold mund, din
idiot! - bed Christina ham af. – Kostja blev arrig og åndede tungt. Bagfra listede han ondskabsfuld
frem, omklamrede den forskrækkede Christina som et reb. Og det var som om dette reb snørede sig
om hendes hjerte, og for hvert skridt strammedes knuden, og hun havde ikke kræfter til at gøre sig fri.
– Jeg har det skidt - mumlede Kostja - jeg kan ikke falde i søvn, Kravleren - kommer. – Du skulle ikke gå
rundt med åben frakke, og du læser for meget, det er usundt, forstår du - Jeg snakker med mig selv og
vågner hele tiden. Hvad hedder det i grunden: vågner eller vågner op - Det ender galt, og hvad skal vi
så stille op med dig! – Christina havde kun et i tankerne: hvornår kunne hun dog blive fri for den idiot,
så meget væmmedes hun ved Kostja. – Prøv at gætte, hvem jeg mødte i dag! Christina trak på
skuldrene. – Hr. Nelidov! - sagde Kostja med eftertryk - jeg skulle på apoteket efter luksussalve, jeg
kommer ind på apoteket, og der står Nelidov. Da Christina hørte Nelidov nævnt, standsede hun op.
Hun kom i tanker om sin mands ven, og hun fik lyst at se denne mand, nu, lige med det samme: han
var den eneste, der kunne gøre noget og redde dem. – Han siger der er sket en stor ulykke - fortsatte
Kostja. – Hvad - Han siger der sket en stor ulykke. Og hvor er Sereza - Men Christina rev sig løs og gik
rask videre uden at vende sig om, hurtigere og hurtigere. – Ho - Ho! - råbte Kostja efter hende. Kostja
gik overlegent af sted, han var pludselig glad over, at han havde gjort Christina bange, og han var
forbavset over sig selv - over sin styrke. Hvis det passede ham, ville de alle sammen være bange for
ham, gå i hælene på ham, bede om godt vejr, og så ville han bare stuve dem alle sammen ind i en
enecelle: der kunne de så værsgo slikke rottehaler og tælle kakerlakhylstre. Han tog nøglerne op af
lommen og holdt dem i hånden, som et scepter, og bukkede for nogen og smilede til andre, han -
Kostja Klockov ville bemægtige sig selve Tiden. På den måde nåede Kostja hen til huset, klatrede over
plankeværket ind i forhaven og sneg sig hen til det lille vindue. Indenfor sad hans lillesøster,
gymnasieeleven Katja ved et bord og terpede lektier med hænderne presset mod tindingerne. Kostja
fik lyst til at lave et nummer med hende: han bankede på Katjas vindue og gemte sig. Katja blev urolig
ved lyden. Så trådte han hen til vinduet, skar et forfærdeligt fjæs og pressede det fladt imod ruden.
Katja sprang rædselsslagen op og viftede med armene. – Ho - Ho! - vrinskede Kostja og begav sig stolt
ind i huset. Jo, hvis det passede Kostja, ville de alle sammen være bange for ham, gå i hælene på ham,
bede om godt vejr, og så ville han bare stuve dem alle sammen ind i en enecelle: der kunne de så
værsgo slikke rottehaler og tælle kakerlakhylstre.
Frosja, familien Klockovs stuepige, med opkiltet skørt og opsat hår ligesom Raja, forsøgte at komme
fri af Kostja. Men Kostja havde ikke tænkt sig at slippe Frosja: mens han rasende bed sig i den
7

skælvende læbe, klæbede han sig fast til Frosja og prøvede at vælte hende ind under sig. – La’ nu
vær’, din skævnæsede idiot. Det er ikke til at være her for dig. - sagde Frosja, mens hun fægtede med
armene, og kneb den ulidelige igle, indtil hun til sidst så sit snit til at give ham en knytnæve i synet og
slynge ham i gulvet. Kostja rejste sig - det var ikke første gang, og han havde før fået en hårdere
medfart. Han trak tøjet i orden, og gik skrækkelig forpustet op ad trappen til spisestuen. – Din skid,
din lede skid! - prustede Kostja. I spisestuen sad Christina alene ved samovaren. Samovaren var ved at
gå ud, men endnu var den varm: et eller andet rumsterede i den og bankede, sådan som det banker i
toget om natten, når man ikke kan sove. Christina stillede tavs et krus foran Kostja og gav ham et
stykke brød. Kostja slubrede først en tår te i sig, stoppede noget af krummen i gabet, og tog så med
udspilede kinder fat på at proppe sig. Mens han huggede i sig, spildte han krummer og smaskede.
Men Christina hørte åbenbart ikke Kostjas taffelmusik - hun var omsluttet af en ring som hun ikke var i
stand til at bryde. I dag var hendes mand Sergej rejst - Sergej Andreevic Klockov - og han kunne ikke
gøre andet, her kunne han ikke være eller stille noget op: Klockovs forretning vaklede, der var intet at
betale med, ingen steder at skaffe penge - ingen ville længere give kredit. Og så var han rejst og ville
ikke komme tilbage, før der var fundet midler til at redde den synkende skude. Fuldstændig grebet af
den tanke, at Sergej ikke er her og måske aldrig ville komme tilbage, mindedes Christina skridt for
skridt alt hvad der var sket i dagens løb, fra det minut, hvor det uundgåelige havde rejst sig for øjnene
af dem, og havde spærret enhver vej og tilintetgjort det sidste menneskelige smuthul - troen på at der
ville ske noget, og alt ville blive godt igen, at der ville ske et mirakel. I tankerne jog hun af sted efter
Sergej. Hun huskede, hvordan de havde taget afsked, hvordan klokken havde ringet tredje gang, og
hvordan toget havde sat sig i bevægelse. Da hun havde forestillet sig alt lige fra begyndelsen til det
sidste minut, kom hun pludselig i tanke om en festgudstjeneste i forbindelse med soldaternes afrejse
til fronten, da en soldat af reserven - ved præstens ord om de rejsende, lidende, fængslede - sprang
ud af geleddet, rev barnet ud af sin kones hænder og kvalte det. Og ved tanken om denne
festgudstjeneste ryster hun på hovedet. Men i hovedet drejer sig denne ene og samme tanke, at
Sergej ikke er her og måske aldrig kommer tilbage. I tankerne jog hun af sted efter Sergej. Nu følger
hun efter toget. Hun er i samme vogn som han, de sidder ved siden af hinanden, men han ser hende
ikke. Jo, han ser hende, han vover bare ikke at se op. Dette uundgåelige, der spærrer enhver vej og
tilintetgør det sidste menneskelige smuthul - troen på at der vil ske noget, og alt vil blive godt igen, at
der vil ske et mirakel, dette uundgåelige tillader ham ikke at løfte blikket. Og nu, hvor hun har
forestillet sig alt fra begyndelsen til det sidste minut, springer hun i tankerne frem til denne dags
morgen, da de sad alene netop her i spisestuen, og alt allerede var forbi, også troen på at der ville ske
et mirakel. Og ved tanken om denne sidste morgen ryster hun på hovedet. Hvorfor havde hun ved
denne lejlighed ikke tænkt på Nelidov - Nelidov var jo Sergejs kammerat og kære ven, han kunne have
reddet dem. For sådan er Nelidov, han ville have fundet en løsning, han ville have reddet dem. Og i
hendes hoved drejer sig hele tiden denne ene og samme tanke, at det allerede er for sent, at Nelidov
ikke kan hjælpe, at Sergej ikke er her og måske aldrig kommer tilbage. Hun kunne se det for sig: den
søvnige togvogn, Sergej rejser i. Sergej sover ikke, men et øjeblik er han faldet i staver, og pludselig
slår det ned i ham, så hjertet hopper, - at vende tilbage. Og han rejser sig, ser ud af vinduet, men
toget farer af sted - toget er ligeglad med ham, og udenfor er der bare den hvide mark - den hvide
mark er også ligeglad med ham. Og hvem er i grunden ikke ligeglad - Er der overhovedet nogen der
ikke er ligeglad med dig! Og han ved ikke, hvad han skal gøre. Toget farer af sted, vognen sover, den
hvide mark sover. – Fju! – Kostja fik teen i den gale hals og nøs ned i kruset. Christina slog øjnene op
og en fuldstændig uventet tanke ramte hende i hovedet: ”De er jo kødelige brødre - Sergej og Kostja!”
Og hun huskede hvordan hun nu til aften et øjeblik var blevet narret - havde taget Kostja for Sergej -
og hun kunne ikke tilgive sig selv denne fejltagelse, og samtidig fortsatte hun med at tænke: “De har
8

jo samme ører og mere endnu“. Hun tænkte på det og rynkede brynene af væmmelse. Og denne ring
af uundgåelige tanker lukkede sig hårdt om hende, næsten som en hævn for hendes øjeblik af
distraktion. Og hun fik lyst til at fare op og råbe ud over hele huset, løbe ud på gaden og skrige ud
over hele gaden, stille sig på torvet og hyle ud over hele byen, hele verden, og med sit skrig dræbe sin
sorg og sin harme og sin fortvivlelse: for hun begriber ikke, hvorfor alt dette skal ramme hende, og
hvorfor hun skal pines sådan. Og som svar, næsten som en hån, mindede en bølge af hoste hende
pludselig om stuen. Hosten voksede, skar igennem som en syden, bremsede op i en rallen, og rullede
så frem på ny. Og det var som om nogen med vilje skrabede med en sløv kniv mod glas lige under
hendes øre. Og hun kunne ikke lukke ørerne, ikke flygte nogen steder hen. I slubrende tøfler og hyllet
i sin tilfedtede, kanelfarvede slåbrok krøb den forpinte og afkræftede gamling hen til bordet. Det var
selveste Klockov, Andrej Petrovic. Tavs og med rystende hænder flyttede den gamle stolen. Men da
han netop havde sat sig og tilsyneladende var faldet til ro, greb smerten ham på ny: med et
krampagtigt ryk åbnede han slåbrokken, og gav sig til at gnide sit hårede bryst mens han hostede
hæst. Og længe efter kogte det stadig i det hårede bryst af noget ubændigt, som ingen menneskelig
kraft kunne standse. – Er Sereza rejst - spurgte den gamle, da han igen havde fået vejret. – Det ved De
godt, - svarede Christina Fedorovna tørt uden at se på den gamle, og forbandede ham i sit hjerte. “Ja,
han er en løgner og en hykler og en gammel gris - forbandede hun den gamle i sit hjerte - ja han lyver,
han spiller komedie, og han vil have man ikke skal genere ham, men han har jo penge, det ved hun!
Og han vil ikke af med disse penge, han vil ikke hjælpe sin søn ud af klemmen, den forbandede løgner,
den hykler, den gamle gris!” Og mens hun forbandede ham, hagede hun sig uvilkårligt fast i alle de
fornærmelser, alle de bebrejdelser, som i vreden, i forbitrelsen og i fortvivlelsen fødes i et menneske
mod et andet menneske. Den gamle stod i hendes øjne halvt afklædt, beskidt og udmarvet af
svindsot: hans tandløse, savlende mund, de opspærrede uklare øjne, og disse rystende hænder.
Njusa, kokkepigen, masserer ham med opsmøgede ærmer på brystet, og han rører med hænderne
ved hendes arme, og han snøfter, svagelig som Kostja. Og så de evindelige sennepsplastre, der
brænder helt ind i hjertet. “Føj! Du forgiftede din kone, din forbandede satan, du forgiftede alle dine
børn, og satte denne idiot i verden og selv sidder du som en vagthund på et hølæs”. Hadet og vreden
vældede op i hende: hvorfor gav han ikke de penge og frelste dem! Om det nu var fordi den gamle
havde hørt svigerdatterens tanker, eller det blot var fordi tiden var moden, så begyndte han
skyldbevidst at glippe med øjnene, og da han åbenbart havde opgivet ethvert håb om at nogen ville
byde ham et stykke brød, rakte han selv ud efter brøddåsen, men kunne trods alle anstrengelser ikke
få fat i noget. Det gik op for Kostja og han lænede sig tværs over bordet, trak i dugen og puffede med
ærmet til et fyldt teglas. Glasset væltede, trillede af sted, og dunkede mod gulvet, ligesom Kostja for
lidt siden var dunket mod gulvet takket være Frosjas næver. Christina slog ud med armene, sendte et
underligt blik, smed nøglerne og gik ud af stuen. – Nu har jeg svinet igen, - brummede Kostja mens
han tørrede op - pokkers også! Da lyden af svigerdatterens skridt var døet hen, lukkede den gamle
øjnene, og da der var gået endnu et øjeblik, rejste han sig fra stolen, kiggede sig ængsteligt omkring,
og stak så hele labben ned i chokoladeæsken. Og da han havde snuppet en håndfuld, huggede han
chokoladen i sig, hurtigt og grådigt som en sulten fugl. Den gamle havde for længst sat sig i hovedet at
han var en slags ædekværn: han kunne spise lige så mange søde sager, som kunne proppes ind.
Desuden havde han meget at indhente: han havde ikke slikket længe! Da den gamle havde spist, så
han var ved at brække sig, satte han sig atter, og mens han slubrede den jammerligt tynde og
væmmelige te i sig, tænkte han bittert på sin alderdoms hundeliv. Han havde overdraget forretningen
til sønnen Sergej og havde givet masser af penge til hans etablering - smidt lige ud i den blå luft! Og så
meget arbejde han selv havde lagt i, så mange trængsler han havde udstået, spinket og sparet, ikke
undt sig nattesøvn, slidt og slæbt, nægtet sig alt - og så smidt lige ud i den blå luft! Og som tak
9

ehandler de ham som en hund, ja, netop som en hund. Og nu vil de have, at han skal give dem
penge. Men hvad skulle det være for penge - Han har jo slet ingen penge! Han kan med god
samvittighed sige at han ikke har en rød reje, og hvis han havde haft penge, så ville han alligevel ikke
give Sergej nogen, ikke en kopek mere. Hvad skulle Sergej med penge - Nej, han må være gal! Man
giver ikke penge for sjov, for at de skal smides lige ud i den blå luft. Ganske vist kunne han jo nok give
Sergej lidt, lige nok til at frelse Sergej, men det vil han ikke, og det vil han ikke fordi de behandler ham
som en hund, ja, netop som en hund, de vil puffe ham ned i graven, han står jo allerede på gravens
rand. “Jeg kan, men jeg vil ikke, jeg kunne skaffe penge, men jeg gør det ikke!” - gentog den gamle for
sig selv, og denne tanke om en slags magt han havde, lunede hans gamle, kronisk sygdomshærgede
krop. – Kostja - kaldte den gamle indsmigrende - har du læst dagens avis - Jeg læser ikke aviser far,
sådan er jeg ikke! – Kostja pillede ved en blomst der var sprunget ud samme morgen, trak
kronbladene af i den formening, at blomsten på den måde blev endnu flottere. – Nå du! - blinkede
den gamle, - din filosof! – Noget om dyr far - Kostja fortsatte sit pillen - advokaters taler, noget om
vilde folkeslag, i det hele taget noget filosofisk, det er jeg vild med, for naturen er i virkeligheden alt.
Rejser, millioner af skabningers tilblivelse og hvad de kommer af og hvorfor og hvad der er deres pligt
og formål - når jeg læser den slags, glemmer jeg at spise. Men alt det om krig er jeg ikke vild med, det
er for små børn. – Du er dum, Kostja, du vrøvler, du vil blive ædt op af fluer og myg - den gamle
flyttede sardindåsen nærmere, stak fingrene i den og begyndte at sluge den ene fisk efter den anden.
– Men der er noget jeg gerne vil spørge dig om, far - sagde Kostja melankolsk - findes der en bog, hvor
alt står beskrevet, hvor der står om hele livet: hvordan man skal leve, og hvordan man kan styre livet.
– Det gjorde der, men den er forsvundet - sagde den gamle. Han virrede med hovedet, smaskende og
fedtet af olie - og den bog hed Duebogen - Duebogen. - sagde Kostja langsomt - Duebogen! – Jeg dør
af grin! - den gamle var ved at blive kvalt, sardinolien drev ned ad skægget og ned på slåbrokken. –
Men hvorfor skal jeg leve, når jeg alligevel skal dø, og det skal jeg helt bestemt, så der er ingen glæde
ved livet overhovedet. Jeg lever til ingen verdens nytte - Kostja smed blomsten, gik hen til bordet og
stirrede stift på sin far - jeg vil gerne gå til trompet far, men Katjas lærer siger jeg er for svagelig, og at
jeg ikke kan tåle at spille trompet. Sådan er det bare altid! Men jeg ville gerne lære det hemmeligt,
far, så ingen fik det at vide. Den gamle krummede sig pludselig sammen: med sit gamle syge hoved
mente han at se to kalveben rage op fra sin kop. – Kostja, kan du ikke se noget - spurgte den gamle
med fortrukket mund, mens han rystede over hele kroppen. Kostja gloede: - Hvor, far - Så kom
nærmere, din kæmpesinke! Men nu pressede hosten på i den gamles syge bryst, hans rallende
brysthoste gennede kalvebenene væk fra koppen. Den gamle rejste sig, og styrede hen mod divanen.
Han lagde sig på divanen og lukkede øjnene. – Hvorfor skal jeg leve, når jeg alligevel skal dø? -
stønnede det langsomt i den gamle, der stadig ikke ville se af frygt for kalvebenene, og han mindedes
sin ungdom, sin sundhed, sin afdøde kone, han mindedes det som noget fjernt og uigenkaldeligt, det
var svært at tro, at det havde været til, og at det ikke bare havde været drøm, men virkelighed. Den
gamle rettede sig op på divanen og spærrede munden op, og han sad der med en stor, nagende
smerte, mens han mindedes den uigenkaldelige fortid. Kostja stod lidt ved vinduet, lod øjnene glide
ud over de frosne vidder og månen, gik rundt i alle krogene, og bleg som månen begav han sig ned. -
Det er et sløjt liv - mumlede Kostja - sengetid! Kostja forsvandt. Raja kom ind i stuen sammen med
kommis’en Motja, Christinas bror; de udvekslede nogle ordstumper, på et forelsket kaudervælsk, som
kun de kunne forstå, drak skyndsomst deres te og gik så også deres vej. Katja, gymnasiasten, kom ind,
tankefuld og mat kneb hun en stump brød af, gik hen til spejlet, og så på sig selv som var det en anden
der kiggede på hende, og blev trist. Hun gik en tur gennem stuen, åbnede klaveret, men da hun fik øje
på sin far, sænkede hun stille låget og skyndte sig ud. Frosja, stuepigen, kom ind, ordnede hurtigt
opvasken med sine stærke næver, stillede tallerkenerne på buffeten, lod en lille håndfuld af
10

herskabets sukker falde ned i lommen, greb samovaren som var den et fnug og bar den ned i
køkkenet. Kupon, køteren, smuttede ind, snusede til den gamle, kiggede ud af vinduet op på månen,
rullede sig sammen ved den gamles ben, og faldt i søvn. Den gamle sad med opspærret mund uden at
røre sig. Og nu forekom det den gamle, at der udklækkedes kakerlakker inde i hans syge hoved, og at
hans hoved var så fyldt med kakerlak æg, at det var ved at sprænges. Og han mærkede med rædsel,
at kakerlakfølehorn stak ud gennem hans øjne, han mærkede lugten af kakerlak æggene, og han sad
med opspærret mund uden at røre sig. Den gamle lignede dette forfærdende i menneskelivet - det
uundgåelige. Sådan lurer det på tærskelen til ethvert hus, det sidder lige ved døren til de dømtes
huse, og så snart det har opsnappet et lykkeligt ord, åbner det en næsten usynlig sprække for den
blinde, uundgåelige elendighed. Kukkeren hoppede ud af uret, kukkede hastigt og gemte sig igen i sit
lille hus. Tiden gik. Urene hakkede det ene øjeblik efter det andet ned i den afgrund ingen vender
tilbage fra, de gentog det samme og det samme, altid det samme og det samme, i dag præcis som i
går.
Da Christina var blevet alene, klædte hun sig af, lagde sig og prøvede på at falde i søvn. Men nej, hun
kunne ikke falde i søvn. Hun stod op, tændte et lille lys og satte sig på kanten af mandens tomme
uredte seng. Og hun mindedes alt siden den første dag i deres ægteskab - hver eneste gennemlevede
dag. Og ringen af pinefulde tanker lukkede sig igen hårdt sammen om hende. Det var som om et par
hænder pressede til omkring hendes hals, stærkere og strammere lige til det punkt hvor hun ikke
kunne få vejret. Christina gispede, for op og gav sig til at gå frem og tilbage. Det blafrende lys fik røde
ringe til at flyde rundt for hendes øjne, og i de røde ringe hoppede små guttaperka - drenge - lille
Irinas yndlingslegetøj. Christina ilede hen til den lille seng: i sengen sov lille Irina, stille og helt
udstrakt, surmulende. – Min lille pige, min allerkæreste, du lille stumpnæse, du sover bare, du ved
ikke noget. Men hvad skal der blive af os, hvad mon der venter os - og pludselig rettede hun sig op -
nej, jeg vil leve, jeg skal leve, sådan! - hun knyttede hænderne - jeg vil ikke være med mere, jeg river
mig løs fra denne forbandede skruestik, og prøver man at kvæle mig, så skal jeg nok få vejret alligevel,
og ydmyger man mig, så overgiver jeg mig ikke. Jeg er ung endnu, jeg har kræfter nok! - og hun smilte
bittert og tænkte: “Endnu er der ikke gået en dag uden Sergej, der bliver en dag i morgen, derefter
endnu en, så den tredje, den tiende, en måned, et år, endnu et år”. Og bag væggen, inde hos den
gamle, rejste hostens brænding sig, den rullede af sted, larmede med rallen og piben: den gamle var
ved at kvæles. Og det føltes som om nogen med forsæt skrabede med neglen på papir lige foran
hendes ører, og knækkede med fingrene. Og hun kan ikke lukke for ørerne, intet sted kan hun grave
sig ned. Hun holdt længe hænderne presset mod tindingerne, - hendes tørre øjne brændte, hun tog
sig til hjertet. Men en tanke snurrede rundt og borede i hendes hjerne, og mens den borede, banede
den sig vej mod en lille skjult nerve, og den nåede denne lille skjulte nerve og kappede den over. Hun
lagde sig på knæ. – Herre, tilgiv mig, jeg kan ikke mere, jeg slår den gamle ihjel. Herre, tilgiv mig! Og
hun bad inderligt - tiggede om tilgivelse fordi hun ikke kunne udholde flere lidelser, hun bad for
Sergej, for lille Irina, for sig selv, og hun vidste ikke længere hvad hun skulle forlange og hvad hun
skulle bede om. Hun lå længe på knæ, glemte at hun bad. Endelig rejste hun sig, vaklede rundt i
værelset, standsede nu og da udmattet op, formålsløst flyttede hun tingene på bordet, meningsløst
koncentreret flyttede hun om på bøger og nips, lyttede, så ud af vinduet op på månen i den månelyse
nat. Uden for vinduet gnistrede den grønlige sne. Gnistrende bredte frosttågen sig mod alle
verdenshjørner. Og tankerne flimrede som gnister. “Der er sket en stor ulykke. – Hvem var det der
sagde det - Kostja - nej ikke Kostja - men hvem så - Nelidov”. Og da hun kom til at tænke på Nelidov,
rødmede Christina ved de tanker der vældede frem: Nelidov er jo kammerat og nær ven til Sergej, han
11

vil frelse hende. Nelidov er jo et menneske af den slags, han finder en udvej, han vil frelse hende! Og
hun forestillede sig allerede hvordan alt ville blive som før, takket være Nelidov. Alt bliver godt igen
og alt vil gå sin vante gang. Hun kurrede med berusede læber. Kurrede og bad. Bad og ønskede. Smilte
og længtes. Og hun brændte af længsel. – Lille Irina, mit lille barn, din lille stumpnæse! – Hun bøjede
sig ned over den lille seng, kyssede sin lille skat, og hulkende hævede hendes bryst sig, som af en
vældig, grænseløs glæde. Lyset smeltede, flammen voksede. Lyset flød ud, lyst og venligt, som
vokskærten ved et bryllup. Og det lille gyldne pendul på det lille gammeldags ur løb - bævede som
pulsslaget, med en forårsagtig skælven.
›I barnekammeret nedenunder sov Raja. Skræmt som et dyr vendte og drejede hun sig under en
ubegribelig byrde der pressede så hun ikke kunne få vejret. Byrden kom rullende og spredtes til en
behagelig kildrende skælven, lammede hende og slap hende igen. Raja drømmer at huset ligger øde
hen. Hun går igennem forviklede korridorer. Hun er net gennem alle korridorerne og er vendt tilbage
til døren, og der ved døren skjuler hun sig i det mørke pulterkammer. Og i pulterkammeret fordyber
hun sig i disse hemmelighedsfulde drømme som en pige har når hun forelsker sig i ethvert mandfolk,
og ikke mere er uberørt. Og Katja væltede sig fra side til side, hun kunne ikke hæve sit bedrøvede blik.
Hun talte med sig selv. Hun elskede sin bror Sergej og hun vidste godt at Sergej ikke ville vende
tilbage, og hun vidste også at uheldet lurede uden for deres hus, og lykken er så kort - hvis lykken
åbner døren, kikker den kun hurtigt ind og straks er den væk igen, sporløst forsvundet. Blot vidste hun
ikke om det var sådan altid og overalt, eller kun hos dem, for dem, i deres hus. “Hvis det var muligt -
tænkte Katja - at begynde livet forfra, hvis det var muligt at blive lille som Irina, og drømme at du om
nogle år skal i gymnasiet, og du får en mørkegrøn kjole med sort forklæde, og senere endnu - meget
senere - rejser du hele verden rundt og får alt at vide. Hvis det blot var muligt at begynde livet forfra,
så ville hun leve helt anderledes!” Hendes læber skiltes, hun bad - Katja bad om at den tid måtte
komme tilbage, da hun drømte om en mørkegrøn kjole med et sort forklæde, da hun troede som lille
Irina tror, at kattekillingen fødes af vinden, når vinden rejser sig - og da hun græd som lille Irina
græder, når hun ikke kan malke den lille legetøjshane, eller få legesagerne alle som en til at komme
hen til sig, alle de små dukker, ræven, elefanten og frøen. Uden for vinduet sprang en tør knagen fra
fortovets tilisede træbrolægning. Nogen knirkede på sneen lige under vinduet. Nogen skræmte
hende, som Kostja da han trykkede sit ansigt fladt mod den kolde rude. Ubønhørligt gik det gamle,
grimme, støvede vægur i dets tunge glaskasse. Og Katjas lille sorte ur tikkede på natbordet ved
sengen. Katja lyttede til sit lille ur, og hun syntes at hun ved hjælp af disse knap hørbare lyde, disse
kun lige dæmrende stemmer fra uret, ville kunne finde vej ned i dybet, hvor alt var synligt. Uret ville
tage imod hende. Uret ville tage om hende. Uret ville følge hende ind i sit ur - slot hvor alt var synligt.
“Da mor døde - tænkte Katja - da hun skreg gennem hele huset, en hel uge, dag og nat, vidste alle det:
døden var kommet til huset og ville gå bort med mor. Nu var Sereza rejst, og endnu i går var der
ingen, der anede noget eller havde troet det. Men dernede vidste man det allerede, i ur - slottet hvor
alt var synligt. “ Og Katja mindedes, hvordan hun sidste sommer sammen med Sergej boede på et
badested, det var jo for ganske nylig. Der boede også en student ved navn Kuznecov, og hun
forelskede sig i Kuznecov og var sikker på at hun ville elske ham lige til døden. Mon studenten forstod,
hvor meget Katja elskede ham - Hvem ved - Men Sergej så alt og forstod alt og havde ikke såret hende
en eneste gang, sådan som Raja sårede hende - afskyelige, beregnende Raja, og som Kostja sårede og
drillede hende - væmmelige, tåbelige Kostja. Og hvis Sergej havde spurgt hende om studenten, ville
hun have åbnet hele sit hjerte for ham. Og hun ønskede sådan at åbne sit hjerte, fortælle en eller
anden om studenten, hvor forelsket hun var, og hvor sikker hun var på, at hun ville elske ham lige til
døden. Nu spørger Sergej hende ikke, han vender ikke tilbage. Hun ved det godt. Men selv om hun
ved det, kan hun ikke tro det, hun tror at Sergej vender tilbage og at de atter vil rejse til badestedet og
12

gense Kuznecov. Denne tro varmede Katjas forelskede hjerte, den første kærligheds første
jomfruelige glæde gennemstrømmede hendes hjerte. Og hun syntes, at det lille ur tog imod hende,
det lille ur tog om hende, det lille ur førte hende med knap hørbare lyde og kun lige dæmrende
stemmer til sit ur - slot, hvor alt var synligt. Månelyse skyer vældede frem uden for vinduet. Som
månelyse skyer vældede det ny livs dage frem for Katja og fyldtes af månen. Uden for vinduet sprang
en tør knagen fra fortovets tilisede træbrolægning, dumpt kløvende luftens rimfrost. Nogen sneg sig
hen til vinduet, stille som Kostja, knirkede i sneen. Månen kom frem til vinduet, oplyste værelset, og
dens lys trængte ind i tingene. Katjas lille ur funklede. Det lille ur tikkede, snakkede, det lille ur
vissede, hendyssede hendes ungpigehjerte, der blomstrede med sin første kærlighed.
Støjende og usikre til bens brød de berusede gæster op fra det lystige Den Nye Verden. Lamperne
slukkedes i Den Nye Verden, man forberedte sig til det osende natteleje. Musikanten klappede sin
billige musik sammen, klaverspilleren hamrede den sidste fortvivlede node. Mester Semen
Mitrofanovic, selv fuld som en allike, tog den omtågede Motja under armen, så sig tilbage, sendte et
fingerkys til Den Nye Verden, og vennerne begav sig slingrende som et løst hjul ned ad gaden. Alt stod
lyst og klart i det grønlige måneskær der vældede frem. Træerne havde pyntet sig med masser af
perler. Deres kraftige grene knagede under vægten af de hvide kostbarheder. Selv den trøskede bolig,
de mørke vinduer og de tilgroede tage strålede af sølv, som i et eventyr. – Hende damen, hun blev
glad for mig - mester udgød sin forsoldede sjæl - Senja, vil du ha’ penge - siger hun. Alt hvad jeg har,
kan du bruge, som du vil. Godt. Til pinse skaffede jeg et fint forspand i Mordore, trillede ud i parken.
Vi blev fotograferet sammen. Tre dusin billeder i stort format. Men hele tiden kører det rundt i
hovedet på mig: hun glemmer mig nok, det skarn. Men nej, hun glemmer mig ikke, brev efter brev,
hun er afsindigt forelsket. “Kom, skriver hun, ellers kommer jeg straks. “ Så derfor rejser jeg. Jeg er jo
ikke noget omega, en slave, mig skal ingen trække rundt ved næsen, heller ikke fruen, Christina
Klockova. Frue, ha! - sådan en tøjte! “Hvad vil du ha’, siger så denne dame, vil du ha’ et tusind - “ Ha!
Men hendes lille veninde Plugavka kører frem med det samme, Gud, hvor hun maser på. “Senja, siger
hun, hvis du bliver træt af det på disse kanter og steder, bliver led og ked af det eller sådan. “ - mester
standsede op, begyndte at rode i lommerne, smed flere sammenkrøllede papirstumper fra sig, men
breve fra Plugavka var der ingen af - Fandens, den kælling! - fnyste han hidsigt, slog ud med hånden
og opgav at søge - “Senja, siger denne dame, tag mig som en død. “ - Jeg kender livet - udtalte Motja
med stort besvær og snublede - jeg har været i Petersborg, og samme nat pådrog jeg mig. Mester
fniste. – Næste dag gik jeg til lægen - fortsatte Motja, - lægen siger. - Sådan en torsk! – Lægen siger. -
Er det noget at tale om, for fanden! Sådan en dryppert har jeg haft i umindelige tider, min fine ven,
men jeg gir fanden i det. – Lægen siger: “Unge mand, jeg kender livet. “ - Kender livet! - vrængede
mester - din blinde urhøne, modbydelige djævel! Motja blev fornærmet. Han ville gøre sig fri af
vennen, trak armen til sig og faldt pladask. – Tævesøn, tævesøn. - hvislede Motja mellem tænderne,
men rejse sig, det kunne han ikke, han begyndte at kravle. Der kom liv i mester. Med usædvanlig
nænsomhed fik han Motja på benene, tog ham under armen og slæbte ham videre. Sådan slæbte han
Motja helt hen til plankeværket, slap ham, tog ham bagfra ved kraven, tøvede et øjeblik, og begyndte
så med stort velbehag at dunke den forsvarsløse vens næse mod det rimfrosne plankeværk. – Din
urhøne, din skaldepande, din djævel. Motja gjorde ikke modstand, bankede bare næsen mod
plankeværket. – Tævehund, tævehund. - hvislede Motja mellem tænderne. Og Motjas næse fik rimen
til at tø. Men åbenbart kedede det nu mester, han lod Motja være, skrev sin dames navnetræk på
plankeværket, og så gik vennerne videre i al fordragelighed. Deres skygger duvede af sted i månelyset.
Skyggerne vimsede omkring som hunde, flød som skibe, gik til bunds. Mester blev blød om hjertet og
13

ystede en strøm af ord ud af ærmet: - Kære ven, jeg kendte engang en postembedsmand, Volkov,
stille af væsen, men en skrækkelig horebuk. Og samme Volkov rodede sig ind i noget, langt værre end
din fjollede dryppert, selv mandelmælk hjalp ikke. Den gik han så med et stykke tid, så giftede han sig
for at blive kureret, man siger det er godt at gifte sig, det hjælper. Han levede et års tid med konen, så
stak hun hjem til forældrene, men så skal jeg love for, han hittede på noget. Når man kom på besøg,
så kunne man ikke dy sig for at spørge: “Har din tæve det godt, Volkov - “ Men han griner bare. Eller:
“Sig mig, Volkov, er det ikke ækelt - “ Nej, siger han, det er nu sådan en vane jeg har. Men til sidst
skød han dem. Både konen og hunden. “Nu kan det være nok med den fornøjelse” - sagde han. – Jeg
kender livet - afbrød Motja. Men mester svarede ikke. De stødte på en politibetjent. – Vi går lige så
stille og opfører os pænt. Hvad er du ude på - mester begyndte at provokere betjenten. Søvndrukken
greb betjenten om spegesilden og skulle lige til at løfte hånden, men øjensynligt betænkte han sig og
gik videre. – Nej, hvorfor vender du snuden den vej - Har du aldrig haft en fjer på - Føj! – Din
hundelort! – Senja, jeg vil sige dig på rent russisk, hold op, gamle ven, lad os gå - klynkede Motja,
angst for ballade. – Jeg har ikke bedt om dit selskab. Gå bare, hvis du vil. Men sikken en lort,
hva’beha’r! Jeg finder mig ikke i at nogen rører mig. Den skiderik! Og skønt de for længst havde
passeret betjenten, som for længst var faldet i søvn, så rejste mester stadig børster, puffede snart til
Motja, snart til en lygtepæl, snart til den tomme luft. Pludselig faldt han sammen. – Nylagte,
blødkogte æg. “Senja, siger hun, vil du ha’ tusind små æg - “ - Jeg. jeg vil også have dem blødkogte -
fremsnøftede Motja med en overmenneskelig kraftanstrengelse og rynkede dybsindigt panden, som
om han ledte efter fejl i et regnestykke. Øjnene faldt i af sig selv. Pæren gik ud. Bare man kunne gå i
seng, og falde i søvn og bare sove, sove til verdens ende. – Tusind små æg. - mumlede mester. Da de
omsider havde slæbt sig hjem, trådte de indenfor i forstuen, og i deres ihærdige forsøg på ikke at
trampe og ikke at skubbe til noget, buldrede de hensynsløst og væltede alt. Mester var udkørt. Motja
var udkørt. Knægten, Ivan Trofimyc, var blevet vækket og gav sig til at trække mesters fodtøj af. –
Ivan, - brovtede mester - kors dig og kys min hæl! Knægten syslede sløvt med de stramme gamacher,
han var for søvnig til at opfatte meningen. – Ivan, kors dig og kys min hæl! - gentog mester. Heller ikke
dette reagerede knægten på, og først da en behåret knytnæve landede på den lille korthalsede krop,
bøjede Ivan Trofimyc sig ydmygt ned, korsede sig gentagne gange, og kyssede Semen Mitrofanovic’
svampede hæl, der var fuld af ligtorne.
›Motja snorkede. Mester snorkede. Næserne arbejdede som maskiner. Ivan Trofimyc listede ud på
tåspidserne, og lagde sig på dragkisten i den lille mørke gang ved bagdøren, mellem køkkenet og
kommis’ens værelse. Her begyndte han på sin anden søvn, uvilligt, uden appetit, som når han ved
spisetid skulle i gang med den for tredje gang fortyndede hvidkålssuppe. Men uden går det jo ikke,
anderledes kan man jo ikke leve - sådan gør de voksne og de gamle, sådan må han også. Han er nødt
til at lystre, holde ud. Han er ikke en hund, der kan æde alt. Hvis han ikke æder alt, vanker der knubs i
massevis, de vil jage ham bort. Og hvis de jager ham bort, hvor skal han så gå hen - Hvor finder han
noget at læne sit hoved til - Det er klart, han er nødt til at lystre, holde ud. Og den lille drengs
beklemte hjerte drømte under laserne: “Når jeg er blevet til noget, køber jeg mig et kæmpestort ur,
hundrede pund, med en kæde af sølv. så skal jeg virkelig vise jer. “ Og på den anden side af væggen lå
Kostja på ryggen, frygtindgydende i månens kreds, på en gang vandmandsagtig og ligesom af sten, og
han spjættede med benene som en frø. Kostja drømte at han havde trukket alle sine tænder ud, og at
det ikke var tænder han havde i munden, men en tom tændstikæske og det mugne benskaft til
tandbørsten, og hans ben var ikke ben, men cigarstumper. Nu kravler han så på sine cigarstumper ind
i tragt - gabet på en fantastisk stor grammofon. Det er svært for Kostja at klatre, grammofontragten er
meget glat, og dens metalliske glans skærer i øjnene. Men han må ikke give op. Og hans arme mister
grebet, og han er ved at rulle tilbage, men hårdnakket hager han sig fast: han rejser sig og tager et
14

skridt, glider af, og igen kravler og kravler han. Kostja er fuldstændig udmattet, og desuden snævrer
tragten sig ind: den presser, den strammer, den flår huden af hovedet på ham. Og pludselig ser Kostja:
lige for næsen af ham er der et hul. Han kikker ind, og der er hel afgrund. Og han blev så bange at det
løb ham koldt ned ad ryggen. Kostja krummede sig sammen, spændte sig til det yderste, langede ud
med armen, greb fat i tværbjælken, men et eller andet tog fat i ham, benene faldt igennem, armen
kunne ikke holde fast, og han styrtede i afgrunden. Og det er som om mester Semen Mitrofanovic står
med hænderne i siden og ryster af latter. – Enecelle, brormand, enecelle. Kirkens klokke slog tre. Tre
eftertænksomme, tre lange slag drønede forbi, det ene efter det andet. Tre fastlagte ældgamle
melodier. Og på jorden blev der dødsens stille. Den hendøende klokkeklang hævede sig op over
jorden, flød og flød, kunne ikke finde sit månehjem. Den utilslørede måne kunne næsten ikke styre
sig. – Hvorfor laver du narrestreger, Kostja? - skændte den gamle kirkevægter søvnigt, lagde hovedet
tilbage, bøjede sig pludselig sammen og begyndte at skridte sit lille område af, rundt om det kolde,
hvide stenklokketårn. Højt over husene, på det allerøverste stokværk i klokketårnet, stod en skikkelse
i vinduesåbningen med de knoklede håndflader støttet mod den murede vinduesbrystning, og lo med
halsen gåseagtigt strakt frem og de grå, tårefyldte øjne knebet sammen, og spyttede gennem latter og
tårer ned på jorden i denne månelyse nat.
– Kære sol, du klare, kik ned til os! - gentog Nelidov, han var kommet i tanke om børnesangen, som så
ofte blev sunget hos Klockovs, både af den lille gavtyv Irina og af Christina, og også han strakte
armene ud mod vinter - solnedgangens gyldenrøde stråler, som trængte ind gennem vinduet. Hans
hjerte hoppede af glæde - den samme glæde som barnekroppen og ethvert barneord udstråler. –
Kære sol, du klare, kik ned til os! - gentog Nelidov med lille Irinas stemme, og han følte sig så tæt på
hende, forstod hendes barnlige, naive påkaldelse af solen. Og det var netop denne følelse, som han -
sådan forekom det ham - hele livet, mellem skrig og skrål fra den uafladelige kamp og lidelse, havde
drømt om og påkaldt, som solen både til sig selv og til de andre. “Det skyfri blik, læberne der dirrer af
klingende latter, de kære små barnehænder og kroppen, er uadskillelige fra solen! Hvis I ikke
omvender jer og bliver som børn vil livet ikke forandres, og der vil vedblive at være kamp, lidelse og
død på jorden. “ - Kære sol, du klare, kik ned til os! - gentog Nelidov med lille Irinas stemme, mens
han som hun påkaldte solen - Retfærdets Sol. “Nej, han er ikke den strenge, der kommer for at straffe
menneskene - hvorfor dog straffe dem, der selv uden straf lider på denne forpinte jord - Heller ikke
den hårde, der med sværdet skiller sønnen fra moderen og moderen fra sønnen, manden fra
hustruen og hustruen fra manden, - hvad gavner det blandt tilværelsens vældige adskillelser og
tilfældigheder - Heller ikke den stolte, der sidder på en trone oppe over skyerne, hvor ikke en klage,
ikke en tåre, og aldrig en bøn kan nå op - vi har stolthed nok. Nej, han har et stille, gennemtrængende
blik, og stilfærdige ord fyldt med kærlighed og virkelig trøst: Kom til mig! Sådan lød ordet som
tændtes i det hjerte der led på korset, i det hjerte der våndede sig under forudbestemte pinsler, i det
hjerte der blev såret af alt det forræderi, af alle de værste ulykker som menneskets tilværelse kan
rumme, kærlighedens og den sidste trøsts ord, Retfærdets Sols opfordring - Kom til mig! Den
frostkolde vinterdag var ved at brænde ud. Solen gik ned. Den himmelblå aften sløredes, indvævet
med gyldne tråde, og den knirkede i frosten som om nogle hænder fjernt bag ved aftenen rev svær
brokade i småstykker. Fra alle sider kom skyggerne frem, slukkede solens ild, gjorde de højrøde
småskyer blodige. Nu spredtes også strålernes rødgyldne støv, og kun mørke mure stod tilbage.
Nelidov gik væk fra vinduet. Og på trods af denne barnlige glæde, han lige havde følt, greb tungsindet
ham. I Kostjas by var Nelidov bare en tilfældig gæst. Han havde aldrig planlagt at tage hertil. Skæbnen
selv havde bragt ham. Gammelt venskab bandt ham til Sergej Klockov: Nelidov og Sergej havde læst
15

ved samme universitet, og der var de blevet venner. Og det var stadig for så nylig. Men på et år eller
to havde Nelidov mistet alt, alt, syntes han, hvad man kan miste her i livet. Derefter var han så
kommet til Klockovs. Og hans ankomst faldt på hans vens sidste lykkelige dag. Hvad havde han
egentlig gjort for Sergej - Og hvad kunne han have gjort - Han ved jo ikke engang hvad han skal gøre af
sig selv! Hvad kan han overhovedet - Hvad er han - Ja, han er jo bare en ud af tusind der er ens og kun
adskiller sig fra hinanden ved efternavnet, en forhenværende tjenestemand, skuespiller og lærer,
bare en vis hr. Nelidov, en ud af tusind forhenværende, nuværende og fremtidige, som er fanget i en
malstrøm af småting og kævl, og bare lever for igen og igen at styrte sig ind i trængslen, fare bedøvet
tilbage og ramme de andre. Men engang var han ikke sådan. Det foresvævede ham, at han engang
ikke var sådan.
Alt rundt om gik i forfald. Skyggerne voksede sig kæmpestore, gik hen over jorden og spærrede for alt
lys. Træets grene dansede i vinden der havde rejst sig til natten, og de lignede skeletters arme. Og
stjernerne vrimlede frem på den klare himmel, som om de ville rive sig løs og flyve bort for ikke at se
på den forpinte fange: pilgrimmen jorden der vandrede i rummet. Og Nelidovs egen færd på jorden
viste sig for ham. Nej, engang havde han ikke været sådan. Han havde haft en god, lykkelig barndom.
Og efter barndommen kom en tid med alle slags forhåbninger. Han stolede med hele sit lykkelige
hjertes varme på, at en ny livsform kunne skabes på jorden, han stolede på, at det var muligt at hente
himlen ned på jorden og give menneskene en slags tabt paradis tilbage. Og han byggede sig et
ubrydeligt tempel til menneskehedens frelse. og blev rig på kostelige skatte - alle mulige midler til
menneskehedens frelse. Men snart faldt hans ubrydelige tempel sammen som et korthus. Og af
skattene blev der kun støv tilbage. Nogen havde narret ham. Han havde narret nogen. Og derefter
narrede han også sig selv. Dermed sluttede hans lykkelige tid. Og han følte en slags rædsel over for
mennesket, over for sig selv, og denne rædsel voksede og formørkede, overskyggede alle lyspunkter.
Han skændede, bagtalte alt der var uplettet, alt der var sandt, afviste et tillidsfuldt blik som
forstillelse, og hørte i smerten kun hykleri og så overalt kun det hæslige, kun skarn, kun livets
losseplads. Og alligevel stolede han stadig kun på sit hjerte: det forekom ham umådeligt - hans stærke
hjerte. Og det var heller ikke sandt: hans hjerte viste sig magtesløst. På universitetet havde han endnu
en nær ven foruden Sergej Klockov, Fëdorov, Klockovs direkte modsætning. Og de fulgte helt
forskellige veje: Sergej giftede sig og overtog sin fars forretning, Fëdorov der var et mærkeligt
menneske, denne Fëdorov var frygtløs, legede med døden. Og da Fëdorov blev dømt til døden, fik
Nelidov prøvet sit hjertes magt - Nelidov kunne ikke gøre noget for sin ven. Hans ord fra hjertet var
ude af stand til at afvende døden, at standse dens hånd, og alle hans ord skælvede på hans læber som
falmede blade på en efterårsgren. Og Fëdorov blev henrettet. Hvad skulle han så stille op? Prøve at
hævne det - Men det var jo ikke nok. Hvor naivt: død for død! Hvis den fjende som havde dræbt hans
ven døde, ville det så udbedre noget, udviske vennens død - Hvor tåbeligt! Bringer hævn da det
spildte liv tilbage - Kan et hjerte, hans hjerte, få indhold ved hævn - Så ville det være bedre selv at dø
uden at hævne sig på nogen: hverken på Pjotr, Ivan eller Sidor, som desuden vil blæse på din frivillige
død. Ja, man må give afkald på sådan et liv, gå bort uden at se sig tilbage. Og han var ligefrem parat til
at dø. Men af en eller anden grund døde han ikke med sit magtesløse hjerte, som ikke var noget værd.
Han kunne ikke dø. Han ønskede at leve videre. Han er jo bare en ud af tusinde af samme slags, der
ligner og kun adskiller sig fra hinanden ved efternavnet, en tidligere tjenestemand, skuespiller og
lærer, bare en vis hr. Nelidov, en ud af tusinde forhenværende, nuværende og fremtidige, som var
sprunget ind i en malstrøm af småting og kævl, bare for at leve og for bestandig at galopere bedøvet
af sted og bedøve de andre. Hvor kunne han dø frivilligt, hvor kunne han frivilligt sige nej til livet! Han
16

indså dette klart, han indså hele sandheden om sig selv og foragtede sig selv. Skulle han gå bort til
verdens ende, skjule sig et eller andet sted, bare ingen ville kunne se ham, bare han ikke ville kunne se
nogen. Og dagene gik deres gang, disse tomme dage. Han syntes at alle døre var lukket op på vid gab,
- gå hvorhen du har lyst! - og bag disse døre, syntes han, var der kun - tomhed. Men man må jo leve.
Koste hvad det ville var han nødt til at leve videre. Og for at kunne leve videre, er det nødvendigt at
bygge sig et tempel, og tro på dets ubrydelighed og ikke have øje for eller ænse noget andet. Og da
Nelidov erindrede sig den tid, hine dage uden tro, kom han til at tænke på et billede fra livet, som han
i lang tid ikke havde kunnet slippe. Det var i anledning af en gunstig efterretning fra krigen. Gaderne
dæmmede op for en tusindtallig menneskeskare, og med lyden af hymnen bevægede processionen
sig sejrrigt af sted. Da sporvognen havde krydset gaden, slog den bremserne i. Og en lille hund, der
var skåret i stumper og stykker, krøb frem mellem hjulene. Hylende med en blodig tunge, der stak
frem og hang ned fra den knuste kæbe, og med det brækkede ben dinglende som en hale, lod man
den lille hund løbe det sejrrige optog i møde. Og dens hyl ligesom spyttede de triumferende i
ansigterne, der var vilde af lykke, og det trængte igennem skrigene, musikken og sejrsråbene. Og ikke
nok med det. Da festlighederne var forbi, og folk var gået hver til sit, mens den lille hund kreperede et
eller andet sted under stakittet, forstummede dens hyl ikke. Hundehylet borede sig gennem vægge,
trængte ind værelserne, gnavede sig igennem huden, fløj ind i øret og rodede ubarmhjertigt rundt et
sted derinde, og mens det rodede rundt med sin skarpe forgiftede brod, banede det sig vej ind i
hjernen, sank ad de brændende årer ned i hjertet og ætsede alt levende der. Og man troede ikke
mere på en eller anden sejr, og havde ikke brug for nogen som helst gunstige forlydender fra krigen,
og det var ligegyldigt: om Rusland ville sejre, eller fjenden ville nedkæmpe fædrelandet. Der
eksisterede hverken fjender eller Rusland, men kun et eneste altødelæggende hyl fra den lille hund,
der uden grund var kørt over af sporvognen og som var kreperet under stakittet. Da Nelidov
mindedes dette billede fra livet - den ulykkelige, dræbte lille hund, kom han også til at tænke på den
underlige drøm, han havde den samme frygtelige nat, der var gennemtrængt af den lille hunds hyl.
Han havde drømt, at han pludselig befandt sig på kirkens galleri. Menneskene dernede forekom ham
alle ens, som nogle kinesere. Han stod på kirkens galleri og da han lænede sig ud over gelænderet,
kunne han ikke løsrive sig men kikkede ned på den høje katafalk med den høje kiste, som var dækket
af purpurrød brokade. Den natlige sjælemesse var for længst forbi, men folk gik ikke hver til sit, alle
ventede på et eller andet, vendt mod den frygtelige kiste, der var dækket af purpurrød brokade. Der
var stille i kirken, der hørtes ikke et åndedrag, ikke en lyd, kun lysekronernes røde lys brændte
mærkeligt, ligesom med smerte, og de knitrede en lille smule af smerte. Og pludselig ringede
kirkeklokken, kirkeklokken ringede som til påske, og den kraftige opstandelseskimen bredte sig. Og
alle som en kastede skaren sig på knæ, bøjede sig ned til jorden, og hen over de stivnede skikkelser
bølgede et skarpt hyl fra den uden grund lemlæstede lille hund, fra hjertets dyb, et i evigheder gemt
vedholdende hundehyl. Og den purpurrøde brokade på den frygtelige kiste begyndte at bevæge sig og
langsomt at løfte sig. Og han bøjede sig helt fremover, ud over gelænderet og så ned på denne
frygtelige kiste. Langsomt løftede brokaden sig. Og et øjeblik belystes kirken af et stille lys, og under
brokaden stirrede et abefjæs, viste tænder og rakte med åbent gab poterne ud mod den lidende
menneskehed. Men gelænderet der ikke kunne modstå presset, styrtede ned, og fra højden styrtede
han på hovedet. Og han mindedes en mørkeblå nat, ikke hundenatten, værre endnu. Nelidov for
sammen, begyndte at gå rundt i værelset, men hans forskrækkede hjerte, for ligesom at forsvare sig,
gav sig til at slå hurtigt. Den mørkeblå nat. den drak alt hans blod, den udmattede hele hans sjæl, den
udhulede hele hans hjerte. Den skinnede som en glorie, men svarede ham ikke, den plagede ham kun.
Nelidov var forlovet. Han skabte sig i kærligheden et ubrydeligt tempel, men en eller andens hånd
nedbrød hans tempel i dens grundvold: hans forlovede døde. Og sådan var det dengang - sådan en
17

drøm havde han dengang, i den mørkeblå nat, - som var han ikke alene, men mange var der af samme
slags, hvis tempel en eller andens hånd havde nedbrudt. Bedøvede af smerte maser de sig hen til
retterstedet og ønsker kun et, venter kun et - døden. Og nu stiger hun op på retterstedet, en lille
krumrygget ældgammel kone, og som et lille barn hager hun sig fast med de knoklede små hænder,
banker let med krykken og smiler. “Jeg har ikke brug for jer, siger hun, gå hver til sit, mine kære, jeg
har nok i mine egne, kom igen til sin tid, gå, mine kære!” Og så smiler hun. Nej, hans tid var endnu
ikke inde, han døde heller ikke dengang i den mørkeblå nat. Han kunne ikke dø. Nelidov gik rundt i
værelset og lyttede til sit hastige hjerteslag.
Udenfor var det helt mørkt. Træerne var klædt i sølvbrokadesslør, og de kikkede med deres magre
formørkede ansigter ind gennem vinduerne. Den snedækkede have lå forstenet hen. Nelidov tændte
lys, satte sig hen til vinduet: der var kommet et brev. Det var fra Sergej, det første efter hans afrejse,
der var noget forvirret og desperat over det. Åbenbart havde han det svært i sin nye situation på flugt
fra kreditorerne. Sergej skrev at han var kommet velbeholdent frem, men derudover kunne han ikke
sige noget, og han vidste ikke om han ville kunne holde sit nye rakkerliv ud. “. hils Christina, sig hende
at jeg skriver fra et værelse, men lige nu kan jeg ikke, det er umuligt. helt umuligt, jeg ved ikke hvad
der holder mig tilbage, jeg ved heller ikke hvad det er jeg gør. Et minut forinden ved jeg ikke hvad jeg
vil gøre. Så lidt kender jeg nu mig selv, ja måske har jeg aldrig kendt. “ Og Nelidov forestillede sig
Sergej, boende i en sikker by, hvor ikke en kreditor kunne finde ham, men hvor han for hver dag vil
synke dybere og dybere, blive ludfattig og ende som en jaget hund, der i et afskyeligt rum ‘ikke for
rejsende’ skærer struben over med et skår fra en ølflaske. Og skulle det mislykkes at komme sådan af
dage: enten fordi hånden svigter eller man finder ham i tide - så bliver det endnu værre. Så vil han
indhylle sig i mistænksomhed, han vil nyde sin fornedrelse mens han plager sig selv og andre:
evindeligt vil der være noget ynkeligt i hans øjne, og som en krøbling vil hele hans fremtoning forlange
at man ynker ham, men selv vil han frygte enhver form for medynk. Og medynk eller ikke medynk, det
kommer ud på et, begge dele vil han opfatte som en fornedrelse og en krænkelse. “Hvilken forskel er
der egentlig på ham selv og Sergej - spurgte Nelidov sig selv, - lå den mon ikke i, at Sergej nu kendte
sig selv så lidt, ja faktisk aldrig havde kendt sig selv, mens han selv ikke kunne mindes en tid, hvor han
ikke kendte sig selv - ja, det var hele forskellen. Sergej skjuler intet og er synlig for enhver, mens han,
der kender sig selv, tilhyller sig sådan, at han kan bedrage hvem som helst. “ Nelidov foldede brevet
sammen og gjorde sig klar til at gå over til Klockovs - til Christina. Uden at der blev banket gik døren
op og Kostja kikkede ind, indhyllet i sin store hætte. – Nå, Kostja, hvordan går det - hilste Nelidov, og
mønstrede den besynderlige gæst. – Det går, - Kostja satte sig uden at tage overtøjet af, og så dyster
ud. – Hvad er det med uret i klokketårnet, driller det - Det er småting. – Småting - Det ene øjeblik går
det for stærkt, det andet øjeblik halter det bagefter. Man kan ikke følge med. - Hvorfor skulle man
dog følge med - Så man kender tiden. Alting bygger jo på klokkeslettet, hele livet. Ellers ville det hele
slå kolbøtter. – Så lad det slå kolbøtter! – Kostja, du kan komme i fængsel for det. – I enecelle - Kostja
smilede. – I enecelle eller ikke enecelle, det skal de nok finde ud af, det er ikke så væsentligt. Ak,
Kostja, hvis bare alting kunne slå kolbøtter, hvis der slet ikke fandtes ure, ikke fandtes tid, tænk bare,
hverken nutid, fortid eller fremtid. Pludselig rejste Kostja sig, så Nelidov lige i ansigtet, og spurgte
skarpt: - Lægger De slet ikke mærke til noget - Næh. – Slet ikke - Kostja fortrak munden, rejste sig på
tåspidserne, og sagde så stille, som havde han helt tabt pusten: - snart er der ingen tid, hverken nutid,
fortid eller fremtid! - og på ny satte han sig på stolen, og faldt sammen, - hvor er Serjosa - Serjosa skal
ordne nogle sager, så kommer han tilbage. – Han kommer aldrig tilbage! Det tror jeg ikke, I lyver alle
sammen. Vladimir Nikolajevic, ved De hvad, jeg gør snart det samme. Hvad skal det gøre godt for, at
18

hænge hele dagen i forretningen - Ad helvede til med den! Jeg kan allerede fortælle Dem en
hemmelighed, hvis De lover ikke at sige det til nogen, Vladimir Nikolajevic, i går gik jeg ind i frøtroen. –
Hvordan det - Nelidov holdt op med at gå frem og tilbage og satte sig hos Kostja. – Ja ser De, det er
ikke så ligetil. Jeg har hørt det er muligt at trække en person til sig, så han følger dig som en skygge,
går lige efter dig. forstår De - Nelidov tænkte sig om. – Kostja, sådan et menneske må man længes
stærkt efter, af hele sit hjerte, hele sin sjæl, så måske kommer det til at følge dig. – Den kender jeg! –
Kostja smilede overbærende - jeg har længtes mange gange, men det kom der ikke noget ud af. – Ja,
men hvis der ikke kom noget ud af det, så kan årsagen kun ligge hos dig selv, Kostja: det er jo ikke nok
at ønske, man skal have retten til at ønske, man skal have et stærkt hjerte som ville kunne
undertvinge døden. - Det er forkert! - afbrød Kostja, - der findes et middel, et sikkert middel. Man skal
have en frø. Man skal fange en frø, brække frøens venstre bagben af, tørre det, og så hægte den man
vil have fat i, fast med frøfoden, uden at nogen ser det. Det er det hele. – Jamen, hvad er der så i
vejen - Der er det i vejen, at jeg ikke kan opdrive foden af en frø. men jeg har en harepote. - Så prøv
da med harepoten. – En harepote er til noget andet - Kostja skar en sygelig grimasse - den er til hvis.
man ikke vil være til grin, eller man vil slå nogen. Nelidov fik ondt af Kostja. – Nu er det snart forår -
sagde han - så kan du fange frøer, flere end du orker, det er bare at gå i gang. – Jeg skal bruge dem
nu! Nu! – Kostja dirrede af utålmodighed, og længe blev han siddende sådan forpint og stolt, med
opspilede øjne, og pustede sig op som en frø, og hans ansigt fik et grønt skær som frøens. Nelidov
prøvede nogle gange at få en samtale i gang, men han fik intet svar. Og pludselig rejste Kostja sig med
fortrukken mund; han rejste sig på tåspidserne, som før, og sagde så stille, som havde han helt tabt
pusten: - Snart er der ingen tid, hverken nutid, fortid eller fremtid! - og han krympede sig helt
sammen og forlod værelset. Nelidov indhentede Kostja ude på gaden, og de gik ved siden af
hinanden, den ene så høj og rank, den anden så lille og krumbøjet. De sagde ikke et ord, men deres
skridt efterplaprede hinanden. Sådan gik de, tavse, uden hast, men støt, hver mod sit mål: Kostja - på
vej til at vende op og ned på hele verden, Nelidov - på vej til slet og ret at forlade denne verden, uden
at ændre noget som helst. – Ak, Kostja, hvis der slet ikke fandtes tid! - sagde Nelidov, og indåndede
frostluften. Den hårde frost bed i dem. Stjerner dryssede tæt og tykt ned fra himlen - guld i kejserens
gård. Der sad kejseren med kejserinden, talte sine penge, drak af et guldkrus, og kejserinden var ved
at trække stjernerne på snor.
Christina trykkede hænderne mod panden, som om hun ønskede at lukke sig for urenes
indtrængende, anmassende skrig og urenes knirkende stemmer, som fik alle butikkens vægge til at
skælve og ryste. Men urene kunne ikke standse deres snak, urene kunne ikke falde til ro. De gik,
småmumlende, trampende og bankende, de var nærgående overfor hende, som mennesker, og
gentog de tanker, der havde rejst sig i hende. “Det er en stor ulykke, der er sket! Nelidov har ret. Nu
er du alene. Det er hårdt for dig uden Sergej. Men hvad kan du gøre - Du kan ikke gøre noget. Nå, gå
så i gang med arbejdet. Du har en heldig hånd. Smøg ærmerne højere op. Tag vel imod dine kære
gæster, - din sorg og ulykke. Lad dem sidde i hjørnet under ikonen. Pris din sorg, så den ikke skal
græde! - sådan siger man jo. Ikke sandt - Du kan ikke længere ligge og flyde i sengen uden at tænke på
det ene eller det andet, du kan ikke, tankeløst, forkæle dig selv uden at have øje for tiden, den
dyrebare tid, eller frisere dig en evighed, stå foran spejlet, stå der i dit eget selskab. Nej, kom ud af
sengen før det er lyst, klæd dig på uden dikkedarer. Lad være med at pynte dig, det er lige meget, det
skal bare være ordentligt. Ordentligt er godt nok. Og lad nu være med at klage og skælde ud over at
blusen er lidt slidt og umoderne, og at nederdelen er lidt flosset i kanten. Riv pyntebåndet af, tag dig
ikke af det. Det er godt nok. Det er ordentligt, og det er godt nok. Mere forlanges der ikke af dig. Der
19

er meget der klæder dig godt. Husker du - Men du kan se hvordan du de sidste to, tre uger er blevet
efterladende. Dine negle skinner ikke. Og det bliver værre og værre. Du har aldrig tid, og det er også
lige meget. Ved du hvad aldrig tid betyder - Jo, det er som når et menneske er havnet i tids - hjulets
frygtelige tænder eller simpelthen i tandhjulet på et ur. Hjulet er ubønhørligt, det giver ikke slip, det
griber og trækker, det vil tikke dig lige ind i øret, minde om hvert eneste sekund, det vil bygge en lille
syngende rede i dit hjerte, det vil synge sin sang. Og overalt vil denne sang komme efter dig, og den vil
altid være hos dig, og ingen steder kan du skjule dig for denne sang: aldrig tid! Aldrig tid! Aldrig tid!
Sig farvel til dine morgentanker. Kan du godt lide at drømme lidt, når du er vågnet - Nej,
morgentankerne kommer ikke, de vil ikke vende tilbage, du skal ikke vente på dem. Ja, du har slet ikke
lov til at vente på dem. Du har et hav af ting, du skal lave, du har ikke tid. Drik din te så hurtigt du kan,
skynd dig hen i butikken, tænk under hele vejen derhen, tænk så det knager på dette ene: bare du
ikke kommer til at forsømme noget, bare du ikke kommer til at glemme noget, bare du ikke kommer
til at gøre noget, som ordentlige mennesker ikke gør. Ordentlige mennesker har deres strenge bud,
det ved du udmærket godt. Hvis du forsynder dig mod bare et bud, drejer du halsen om på dig selv.
Men det skal du ikke gøre. Du skal adlyde og underkaste dig. Du har lille Irina og ansvaret for hele
huset. Hvad skulle der blive af dem uden dig, - både den gamle, og Katja, og Raja, og Kostja, og Motja.
Du må underkaste dig. Vil du ikke - Er det svært at gøre alene - Er det hårdt for dig uden Sergej - Du
skal ikke blive forbavset, hvis der kommer hjælpere. Du skal bare ikke tro dem. Du regnes for byens
førende skønhed. Det ved du udmærket godt. For resten, hele din skønhed. Den redder dig ikke. Når
man flygter for ilden ser man ikke noget som helst, man maser og maser. Men er livet da ikke netop
en sådan brand, bortset fra at der længe ikke har været ild, man slukker ilden med syndflod, som det
hedder, men så i hvert fald brandlugt, os. Osen kryber frem, man kan ikke slukke den. Den er værre
end ilden. Når den oser kan du ikke se noget, hvor gerne du end vil. Ak, i går var der noget du ikke
nåede at få sendt til banken i tide, i forgårs var det et brev, for et par dage siden en veksel. Men
timerne løb, og du bemærkede det ikke og lod vekslen forfalde. Nå, pyt! Tag det ikke for tungt.
Forretningslivet omslutter dig, oser dig til, og alt går som smurt. Og der vil helt sikkert komme venner.
I har mange venner! Du skal bare ikke tro dem. Du vil Gud hjælpe mig få den fikse ide, at du af simpel
høflighed kan fiske venskab, men senere, når alt vil vise sig at være anderledes end du troede, vil du
sygne hen, omsonst vil du pine dig selv. Til hvad nytte! Du vil hverken have nat eller dag. Kun
halvmørke. Tænderne vil klapre i munden på dig, netop det. Læberne forbidte, øjenlågene
opsvulmede, armene ranglede, og i hovedet en død plet af forbitrelse, af fortvivlelse, af forurettelse.
Kun forbitrelse og fortvivlelse og forurettelse. Og som rosinen i pølseenden bliver du oven i købet syg.
Du har bare ikke lov til at være syg. Du vil krepere et eller andet sted under et stakit som den
lemlæstede lille hund. Husker du, Nelidov fortalte dig om den lille hund - Selvfølgelig husker du det.
Så tro ikke på nogen og lad være med at bedrage dig selv. Den er intet værd, din skønhed. Det ser
bare sådan ud. Før i tiden kunne den udrette noget, men nu. Selvfølgelig det er jo kun bagateller, det
rene pjank, som mester Semen Mitrofanovic ville have sagt. “ Christina holdt sig for ørene, som kunne
hun derved jage sine tanker bort, men øjensynligt slipper du ikke så let. Urene gik, alle butikkens
vægge mumlede, genfortalte hende hendes egne tanker. “Vær tapper, vær retskaffen, se lige frem.
Det bliver værre og det kommer til at gøre mere ondt. Dine venner begynder at undgå dig, de vil knap
nok lette på hatten, knap nok nikke til dig fra den anden side, de bemærker dig ikke, de føler sig ilde
berørt, når talen falder på dig. Hvad er der at tale om, ingen af dem vil så meget som at stikke næsen
indenfor. Og hvorfor vil ingen dog så meget som at stikke næsen indenfor - De har ikke tid. Ikke tid -
Men før havde de tid - Hvordan kan det være at alle er så grusomme, og ingen har medlidenhed, men
kun har ord, falske ord. Nej hvem har lyst til at trækkes med andres sager! Nå, hvad siger du, har du
lyst - Men vær tapper, det var jo dig der sagde: “jeg vil leve og ikke overgive mig!” Var det ikke netop
20

det du sagde - Nu må du holde ud. Glem alt om huset, om den gamle, om Katja og Raja, om Kostja og
Motja, og om lille Irina og om Sergej, det nytter ikke at tænke på dem, det udmatter bare. Se hvor du
har tabt dig, sorte rande under øjnene, rynker. Desuden kan du ikke undgå det. Og den gamle. den
gamle er virkelig syg, han simulerer ikke, hvordan skulle han kunne forstille sig, når det vrimler med
kakerlakker i hovedet og der stikker koknogler op af en ganske almindelig tekop og kakerlak følehorn
ud af øjnene! Vil han ikke hjælpe - Jo vel vil han så, men den gamle har heller ingen penge. Den gamle
forstår at overleve, men du, forstår du at overleve - “ Christina for sammen. Der stod en herre
udenfor døren, han stod og trippede, som om han gerne ville ind. Men så ombestemte han sig
åbenbart og gik sin vej. En hvid snestorm rejste sig, det føg. “Hvorfor kikkede han ind ad vinduet -
Jamen hvordan kunne han lade være - Se engang hvor fortvivlet du er, det er underholdende. Man
bliver tiltrukket af andres sorg, draget, og har kun en tanke: “Gudskelov, at det ikke er mig!” Og det er
spændende, du kan spare teaterbilletten. I ulykken er mennesket en stor klovn: river sig i håret,
skærer tænder, laver grimasser, ligesom dem du laver nu. Og også til begravelser, - ren og skær
forlystelse! Du ved når man efter salmesangen kommer bærende med låget for at lukke kisten, åh!
Men hvorfor er Zacesov begyndt at komme rendende - Og har lukket for kredit til dig. Eller var det dig
selv der sagde nej tak til kredit - Tror du det går bedre mod kontant, der er bare det, hvor vil du få
pengene fra - Svømmer du i dem - Men hvad er det egentlig for noget, er du helt alene i verden - Er
der virkelig ikke et eneste menneske, som vil hjælpe dig, redde dig - Er de virkelig alle sådan - Nelidov
- Men Nelidov, hvad skjuler han bag sit venskab og sin høflighed - Det er normalt i begyndelsen,
senere åbner han sig og får arrangeret noget. Han er Sergejs ven, og ikke som de andre. Det er helt
sikkert, helt sikkert. Og hvis det slår fejl - Streng dig nu an. Alt må absolut være i orden og hver ting
have sit nummer. Men hvilket nummer har du selv - Ved du det ikke - Men der findes mere
udspekulerede typer, de vil finde ud af det. Spørg Kostja. Kostja ved alt. Han er gået over til frø -
troen. Han kan tiltrække hvem det skal være med sin frøfod. Nummerer de her nipsting, det vil slå
tiden ihjel. En forunderlig ting - tiden, kan du huske hvordan den kastede sig over dig den aften, den
dag Sergej rejste, og sådan bliver den ved og ved. I morgen skal du betale vekslen. Det vigtigste er at
den ikke forfalder, glem det nu ikke, du skal betale i morgen. Sergej glemte det altid. Sergej spændte
ben for dig med sin glemsomhed. Red ham, red ham! Du gør en god gerning. Men du har rynker og
din bluse hænger, red ham, red ham! Og glem ikke at sende ham penge. Ellers sker der bare oven i
købet dette, han finder en lille revolver frem, spærrer munden op, sigter: bang og færdig. Hvem vil
beskytte ham der - Hvem vil være kærlig imod ham - Hvem vil omfavne ham - Hvem vil trøste -
Stakkels Sergej. Der er ikke noget at stille op, staklen havde ikke heldet med sig. På andre ville
modgangen bare være prellet af, men ikke på ham. Når han spillede kort, så glemte han alt. Som regel
skrev han det hele på sin regning. En vidtfavnende natur. Vennerne kommer, fylder på, og Sergej
betaler for alle. Huset er fuldt, lige fra om morgenen ringer det på døren. Se det er venskab! Man
behøvede ikke at bede ham om noget, han forstod alt. Mange andre ville måske gerne hjælpe, men
forstår ikke noget, venter til du beder dem. Du ved hvad det vil sige at bede. Og der findes venner,
som det er nødvendigt at bede. I morgen betaler du, forstået - Prøv at bede Zacesov. Du har prøvet -
Vil han ikke - De bedrog Sergej, alle bedrog ham. Tænk dig, selv på posthuset solgte de ham brugte
frimærker i stedet for friske. Men han bedrog ikke dig. Nu har han fuldstændig tabt hovedet: “Jeg
lægger hånd på mig selv - siger han - jeg har styrtet jer i ulykke. “ Det piner ham at han har styrtet dig i
ulykke. Og Katja skal du også tage dig af, det er tre døgn siden hun måtte lægge sig. Hendes halsonde
giver os bange anelser. Og glem ikke den gamle, han ser koben i kopperne, og det vrimler med
kakerlakker i hans hoved. Og Kravleren vandrer rundt i Kostjas indvolde. Red dem, red dem alle. Glem
dig selv. Det kan være lige meget med dig. “ Christina så stift på et punkt og gentog tanketomt det
samme håbløse, der lænkede arme og ben: - Det er lige meget, alt er mig lige meget! En kunde
21

efriede hende, han havde gået og valgt ting ud, spurgt på priser og pruttet. Så rakkede han ned på
det hele, tog en eller anden bagatel og gik. Og så var der en tyvekopek mere i kassen. Christina talte
pengene, hele beholdningen, hun ville lægge den til side til morgendagens betaling. Der var ikke nok.
Der kunne slet ikke være tale om at betale. “Hvis bare hun kunne finde en pung, fuld af guld, sådan
bare et sted på gaden, så ville hun straks afregne, og Sergej ville komme hjem. Hvis bare hun kunne
finde en pung! Hvor er det dog lidt, man undertiden har brug for: hun en pung, Kostja en næse som
på et billede, så ville alt være i orden. “ Naboen Zacesov kom ind, smilte elskværdigt, bukkede og
skrabede. Lidt om vejr og vind. Han ville tale med hende under fire øjne. Zacesov ville hjælpe!
Sammen trak de sig tilbage til det lille lokale bag disken. Christina stirrede med store øjne og hendes
hjerte hamrede. Og Zacesov rodede i sin tegnebog, fandt vekslen frem og tavs lagde han den på
bordet. Men hun kunne jo ikke betale, hun havde ingen penge. – Sådan er det kun svindlere der
opfører sig! - skreg Zacesov skarpt og hans råb fik det til at klirre i urene på væggen og et pendul faldt
ned. Zacesov gemte igen vekslen i sin tegnebog og gik uden at sige farvel. Men urenes slag, der netop
brød løs, og de knirkende sange i slagene sprøjtede hende i hovedet, ligesom kogende vand. – Tænd
lamperne! - skreg Christina med sønderrivende stemme, som om hun ønskede at skrige al sin
fortvivlelse og afmægtighed ud, standse de hede tårer, der pressede på. Så hamrede hun sine ringe i
bordet og gik ud af det lille lokale og stillede sig bag disken i butikken. Et bud afleverede et brev fra
banken. Atter en tilsigelse, - igen skal du betale. Nå, hvad skulle hun gøre - “Hvis Sergej elskede
hende, hvis han bare følte et stænk, bare et lille, bare et lillebitte stænk af kærlighed til hende, så ville
han ikke have tilladt, så kunne han ikke have tilladt alle disse ydmygelser. Ja, hvis han havde elsket
hende, var alt mon så gået sådan - Ved han ikke, hvad han skal stille op med sig selv - Ved hun mon
det - Men hun insisterede jo selv på at han skulle rejse, hun ønskede jo at redde ham. “ - Hvad, hvad
vil du egentlig - En dreng fra en forretning havde længe stået foran Christina og småtrippende klaget
over, at hans chef Bakalov havde fået en regning fra dem, men regningen var for længst betalt. –
Motja, bogen! - råber Christina. Motja, der er lidt tunghør, hører ingenting. Hun kalder igen på sin
bror, så højt hun kan, hun bliver helt ude af sig selv. Endelig hører Motja, han kommer med bogen. De
roder rundt i regningerne. Finder Bakalovs regning. Og rigtigt, regningen er betalt. – Sergej Andrejevic
har glemt at føre det til bogs. – Glemt - Christina Fedorovna, - klager Raja, - Kostja har igen smadret
en rude. – Hvor er Kostja - Der er en i telefonen, der vil tale med Dem! - atter og atter plager de
Christina. Lamperne blev tændt. Og væggene blev levende: overhængt med ure og fulde af øjne
stirrede de frem og sang drævende deres alt udryddende timesang. Og udenfor vinduet rasede
snestormen, hamrede løs på den klirrende vinduesramme, formede brede hvide blade og hvide
blomster på ruden. Og engang var Christina kommet herhen, til butikken, så lykkelig, og parat til at
smile til enhver og svinge sig med enhver i den hvide snefogs fløjtende fejende dans. Det var
middagstid. Men Christina tøvede, hun var bange for at gå ud, - hun var bange for snestormen.
Snestormen ville fare løs på hende, kaste sig over hende, piske hendes ansigt helt i stykker, fryse
hendes øjne. Og hun frøs allerede sådan. Christina samlede ligesom stjålent de kostbare småting
sammen fra udstillingsvinduet, stak dem ned i sin håndtaske og gik: det skal alt sammen hen til
pantelåneren. Og tusinde hvide monstre hvirvlede ind ad den åbne dør, tog imod hende og slog
fløjtende og løbende benene væk under hende. Snestormen rasede. Og du kan græde eller lade være,
lige meget hjælper det.
– Ved I, hvad jeg har gjort - Kostja brasede ind i forretningen og gjorde sig prustende fri af sin hætte.
Den smeltende sne dannede en hel pyt omkring ham. Motja tog ingen notits af Kostja og fortsatte
med hæs og dæmpet stemme sin oplæsning fra Nøgle til Kvindens Hjerte. “Når en ung mand føler sig
22

tiltrukket af en tiltalende ung person af hunkøn og ønsker at erobre hendes unge hjerte. “ - Jeg har
hægtet Frosja med harepoten, - prustede Kostja, - og Frosja rystede over det hele og blev blå som
blånelse. Raja havde sneget sig bagfra ind på Motja og klemte pludselig hænderne mod hans øjne.
Motja virrede hjælpeløst med hovedet, rev sig løs og satte efter Raja. Og i det lille lokale bag disken
var der noget der ramlede mod gulvet, anspændte sig og knagede; det var Motja og Raja der sloges.
Det genlød af klask, hvæsen og hvinen. – Du vælter lampen! – Motjka! – Slip mig, siger jeg! – Her!
Værsgo, din ged! Mester Semen Mitrofanovic, som havde blundet ved kassen, bøjede sig med en
kraftanstrengelse og tog uden at rejse sig Motjas bog op fra gulvet, pustede støvet af den og gav sig til
at læse med en rørende, uøvet stemme, der skilte stavelserne lidt tosset og ligesom ophøjede de små
bogstaver til store. Kostja, der var faldet til ro, begyndte at tørre de små urglas af, og gnider og
gnubber de små glas af alle kræfter med et skind. – Lidocka Lisicyna er blevet noget så smuk, en hel
lille blomst, og ved De hvad, Semen Mitrofanovic, hun bliver smukkere og smukkere. Mester skar et
forfærdeligt ansigt, som ville han briste i gråd, og nøs rungende og frygtindgydende. Ved nyset kom
drengen Ivan Trofimyc hovedkulds styrtende ud fra værkstedet, og efter Ivan Trofimyc kom hunden
Kupon. – De kaldte - Drengen så sig tungsindigt omkring. – Kaldte -! Barnerøv! – Kostja smed et urglas
på gulvet, pustede kinderne op, slikkede sig om munden og styrede mod værelset efter te, men efter
nogle skridt standsede han: - Semen Mitrofanovic, hvad er det der ikke giver dig ro, hverken dag eller
nat - Og hvis det klør længere nede - mester rakte tunge og efterabede Kostja - så falder prisen på
hvede, og hvis det klør højere oppe - så er der ikke en loppe! - brød Kostja fornøjet ind. Pludselig
vågnede et vækkeur og begyndte at knitre. Og væggene sang deres resterende sange, trætte sang de
dem til ende. Og udenfor bankede og bumpede snestormen. Lyset i glasmontren flakkede,
snestormen rasede. Og du kan græde eller lade være, lige meget hjælper det. Den medtagne Motja
ordnede sit tøj, stillede sig bag disken og plukkede sig i moustachen. Raja stod og vendte og drejede
sig foran spejldøren til baglokalet: hun rettede sin frisure og havde hårnåle i munden. – Det går sejt
med kunderne nu, før kunne man ikke være her for dem - gabte mester og smækkede bogen Nøgle til
Kvindens Hjerte i, gik hen til grammofonen, fandt sig en persisk march og startede grammofonen. Og
trampelyde kom rullende, sammenklemt, ligesom knyttet ind i hinanden, ligesom dækket af et tykt lag
støv, de rullede og rullede frem. Og mesters tanker rullede frem til musikken. Mester Semen
Mitrofanovic tænkte, at nu stod det endeligt klart, - ejeren var gået neden om og hjem, og var stukket
af og ville ikke betale, så hvorfor skulle han ikke selv fordufte stille og roligt, mens legen var god -
Blander man sig i en affære, kan man hurtigt komme ud at svømme. Han kendte den slags som
Klockovs: de kunne skrue charmen på. Men han skulle jo nødig sætte en god plads over styr. Oppefra
lød der et bump, og en let klirrende lyd rullede ned ad trappetrinene og bagefter trampede tunge
skridt. – Så er der te! – Kostja trampede fra værkstedet ind i butikken med en bakke fuld af teglas.
Mester skiftede plade. Ja, han ville lige så stille stikke af fra Klockovs, så kunne de selv sidde i
suppedasen. Te drikningen begynder. Teskeerne klirrer - man rører i teen, sukkeret knaser, man bider
af det, puster, og grammofonen spiller sin drævende musik. – Den græder, ligesom Lidocka! -
bemærker Kostja. Motja smiler rart: - Jeg har aldrig set guvernørfruen, hun skal være gammel, men
meget tiltrækkende. - Jeg skulle have givet ham en, skulle jeg! - udbrød mester pludseligt, han var
igen blevet nedtrykt af sine forretningsmæssige overvejelser om ikke at sætte en god plads over styr.
En kunde vælter ind og anbringer sig som en rugehøne. Der breder sig en råben i butikken, alle
snakker i munden på hinanden og der tinges om prisen. – Han er døv, - pruster Kostja, - han nyder
livet, han har sine egne heste, men han er dum. – Så er det godt! - blinker mester, mens han finder
varer frem. Og pennen kradser ærgerligt og modvilligt: den døve får kredit. Og udenfor tuder
snestormen igen: vil den måske ikke slippe den døve ud - Men døren smækker, den døve har forladt
butikken. Mester lagde en ny plade på grammofonen. Og rørt til tårer opslugtes Kostja helt af den
23

ørende musik. – Jeg burde ikke sige sådan noget, Semen Mitrofanovic, men som menneske, ikke som
overordnet, forstår De: når man ser på Lidocka Lisicyna, føler man noget glædeligt, mine øjnes blik har
vænnet sig til synet af hende, Lidocka Lisicyna. Og når jeg ikke ser på hende, går det ikke, intet bliver
til noget, livet går i kludder. Raja ser på Kostja, skærer ansigter og fniser. – Du siger altså, at du ikke
kan forlade Klockovs. Godt, - mester slog ud med hånden, bøjede tommelfingeren og fortsatte sit
stormløb mod Motja, - og hvad er så din rolle spørger jeg igen, hvem er du og hvilken kasket har du på
- Er du kommis her, en betroet person, lokumsrenser eller simpelthen en skør fætter - Vil du virkelig
arbejde dig op her - Der er steder nok! Her vil du uvægerligt synke i til halsen. Har den slyngel købt dig
eller noget, hvad skylder du ham - Der er også andre frøkner, men de tiltrækker mig ikke, - forklarer
Kostja og fortsætter, - jeg taler ikke med Lidocka: jeg mister talens gave, så smuk er hun, der kan
umuligt findes nogen smukkere end hende i hele verden. Man går en tur, ser en fem gange på hende
og render sin vej. Raja bøjer sig fnisende ned mod Kostja og puster ham i øret. – Jeg tager sangtimer,
Senja, jeg har allerede godt fat i det, jeg er bas, ligesom Saljapin, jeg skal være sanger, kammerat med
Saljapin. - forsvarer Motja sig mod mester Semen Mitrofanovics angreb. Og pludselig lød der et hårdt,
solidt klask: Kostja havde givet Raja en lussing. – Det vover du ikke! Det vover du ikke! - hvinede Raja,
rød af smerte. Kostja mistede balancen på tilbagetoget og hakkede næsen i grammofonens gab. –
Skævnæse - skævnæse! - ivrede Raja, der var flygtet hen til spejldøren og stod parat til hvert øjeblik at
smutte fra Kostja ind i baglokalet. Kostja kom til sig selv. Han bed læben til blods og greb en
grammofonplade. Og pladen fløj af sted. Spejldøren rystede fra øverst til nederst, og glasset
splintredes. De klingende glasskår dryssede ned, de klang som fint sølv, den ødelagte dørs spejlglasfelt
var splintret. Motja greb Kostja i benet, slyngede ham til side og styrtede ind i baglokalet til Raja. Raja
hulkede: - Motjka, kære Motjka, at man skal bo her, den hund slår en ihjel! Mester stod med
hænderne i siden og skrupgrinede af tilfredshed. – På hende, spyt på hende, giv hende en på snuden!
- han pudsede Kostja på Raja. Men tiden var udløbet, det var på tide at lukke og slukke butikken. Ivan
Trofimyc bar bliklampen - den altid vågne nattevagt, ned fra værkstedet og stillede den under
grammofonens opspærrede metalmund, der var stivnet i sin gaben. Og kun urene gik, som om
morgenen, som om dagen, som om aftenen, de kunne ikke falde i søvn: de måtte ikke sove hen.
Katja lå syg på anden uge: hun var blevet forkølet og havde ondt i halsen. Men lægen sagde, at det
ikke drejede sig om forkølelse, men om noget arveligt, og at Katjas sygdom var meget farlig. Katja lå
syg på anden uge, hun var helt alene - hvem skulle interessere sig for hende! Det gjorde ondt hele
tiden og smerten forsvandt ikke - hun følte overhovedet ikke nogen bedring. – Hvem der kunne dø! –
Katja lukkede øjnene. Skarpt blinkende små ure - tandhjul sejlede forbi hende i utallig mængde, fyldte
med buldren og klamrende sig til hinanden. Og det forekom Katja at der var en, der forsigtigt åbnede
døren på klem, kiggede ind til hende i børneværelset, og listede bort på tåspidserne. Og straks
begyndte man at snakke inde ved siden af, en klynken sprang frem, en latter brød ud, - i begyndelsen
talte man, så blev der stille, og så som en bølge: latter og klynken. “De må være kommet hjem fra
forretningen og tror at jeg sover” - tænkte Katja. Det var som om sløve skruestikker klemte om
hendes hals, hårdere og hårdere klemte de til med det tunge blinde jern. Katja ville dreje den
opsvulmede hals, men presset var enormt og afkræftet blev hun liggende uden at røre sig. Men inde
ved siden af lo de og lo sorgløst. Og de andres sorgløse latter gjorde hende forbitret. Sådan havde
også hun leet engang, bare for længe siden. Hun kom i tanke om det og blev bitter. Tårer kradsede
som kløer på hendes længselsfulde øjenvipper. Hun var ved at kvæles. Kunne ikke få luft. Luften blev
så uopnåelig, så attråværdig for hende. Hun havde lyst til at leve, og hendes hjerte blev besk. – Hvem
der kunne dø! Og igen forekom det Katja at der var en, der forsigtigt åbnede døren på klem, og stod
24

ved hendes seng, lænede sig frem og var så varm at hun brændte hendes ansigt. Katja anstrengte sig
for at åbne sine forgrædte øjne og se efter hvem der hele tiden kom hen og bøjede sig ned over
hende. Men hun kunne ikke, og snart blev hun ligeglad med det. En dump smerte kvalte alle ønsker.
Og pludselig opdagede Katja sin mor: foran hende stod moderen, ligesom dengang, med forbundet
hoved, og så skråt hen på hende og rystede på det forbundne hoved, som om hun bebrejdede Katja
hendes fejhed. – Mor! - råbte Katja og hendes sidste kræfter forsvandt, og en anden søvn uden syner
dækkede hendes øjne, der var sammenklistrede af smerte. Kostja, der havde kigget ind til Katja
gennem dørsprækken, sprang væk fra døren. – Herre, det er ufatteligt! - mumlede Kostja. Han havde
alene taget de lange sorte strømper af, og han vaklede med udstrakte hænder gennem værelset op i
spisestuen.
Der var lys i spisestuen. Ved et opslået l’hombre - bord sad den gamle, ikke i kittel, men festklædt i sin
korte visitfrakke. Der stod tomme stole overfor ham og ved siderne. På bordet brændte to lys. Og hen
over den grønne flade løb der som små stier kolonner af hvide tal. – Jeg kan ikke sove mere! - sagde
Kostja med hul stemme uden at komme over dørtærskelen til spisestuen. Den gamle som var optaget
af kortene spillede videre: han gav kort, regnede, kastede kort, spillede ud og blinkede. Pludselig
krummede han sig sammen, gryntede gnavent og noterede sit tab med et stykke kridt. Han tog sin
pung op af lommen, fandt en guldmønt frem, holdt den lidt i hånden og rakte den med et ydmygt smil
over mod den tomme stol, som hans heldige modstander skulle sidde på. – Jeg kan ikke sove mere! -
gentog Kostja og strakte sig så lang han var på sine magre sorte ben. Og mønten klirrede, trillede lidt
rundt på gulvet og smuttede så som en mus ind under divanen. Den gamle som var optaget af
kortene, opdagede ikke Kostja og hørte ikke hans stemme, den gamle spillede videre: han havde travlt
med at få revanche, gav kort, rystede let på hovedet, viste en fantasipartner sine kort, mens han
stadig skjulte dem for en anden, ventede på noget, hviskede, foldede fingrene til en uanstændig
gebærde og viste den dirrende frem for at drille, gav kort, regnede, kastede kort, spillede ud og
blinkede. På væggen blinkede og svingede pendulet i kukurets lille hus. Og det ene øjeblik udspiledes
de hvide gardiner i vinduet over klaveret, det næste øjeblik faldt de tilbage. Christina sad på sin vante
plads bag den kolde samovar med albuerne på bordet og så med et forstyrret blik hen mod det sorte
vindue, hvor der ikke var trukket for. Udenfor fejede snestormen og piskede mod ruden som sorte
bånd. Ad disse bånd, ad disse veje gik hendes tanker, til de stødte på et sort punkt, så vendte de
desperat tilbage til hende og gik igen af sted. Men hendes sjæl nægtede at overgive sig. Og hendes
tanker som ikke kunne finde nogen udvej, rullede sig sammen som en slange til et nøgle af grufulde
forestillinger: det var som om de hævede deres rovgriske ravnenæb, spilede de spidse fjer ud og
hakkede i hendes hjerte. Og heller ikke hjertet var der plads til, heller ikke det havde nogen udvej.
Men hendes sjæl nægtede at overgive sig. Og med sin sjæls styrke nedkæmpede hun sin desperation,
det var som om nogle raske hænder dukkede op og vred ravnehalsene om på de grufulde, desperate
tanker. Men så var der en af den gamles fantasipartnere, der tilsyneladende havde snydt og byttet et
kort. Den gamle skiftede udtryk, en lille dråbe sved trådte frem på hans rynkede pande. Den gamle
sprang op, målte den mystiske bedrager med et blik og begyndte at dirre over det hele, greb en
lysestage og løftede den højt op for at slå den elendige. – Jeg kan ikke sove mere! - sagde Kostja for
tredje gang og trådte over dørtærskelen til spisestuen. Og her mødtes den gamles, Christinas og
Kostjas øjne. Og det var som om rummet der havde skilt dem ad, fyldtes op. Deres øjenlåg sænkedes.
Og en ild omsluttede den gamles, Christinas og Kostjas sjæle. De bevægede sig ikke, rørte sig ikke af
stedet, vovede det ikke af frygt og desperation, for nu var det, som om der virkelig sad tre partnere på
de tomme stole - tre bedragere, en bedrager til hver, sendt af selve skæbnen.
25

Natten var tung og uudholdelig. Da Kostja vendte tilbage fra spisestuen, var han bange for at skulle
være alene i sovekammeret og rykkede ud til Ivan Trofimovic. De lå side om side på dragkisten i den
lille mørke gang ved bagdøren, mellem køkkenet og butiksmedhjælperens værelse. Ude i køkkenet
sludrede det billige etlods - ur sjusket og dumt. Men snestormen fejede mod døren og fløjtede, fejede
ovnen med ovnkosten, masede inde i skorstenen som om den vred sig i krampe, hylede og klagede
ynkeligt, som en lemlæstet lille hund. – Ak, Kostja - sukkede Ivan Trofimovic nedslået - Gud har ikke
villet, at jeg skulle blive stor. – Nej, det er meget enkelt at være lille, også uden Gud, - stønnede
Kostja, - men når man først begynder at lære noget, bliver man helt spoleret. Også jeg kunne have
været meget højere og mere velskabt, Ivan Trofimyc, jeg er min mor op af dage, men min mor var høj.
Ivan Trofimyc, jeg kunne ikke gå før jeg var ti år, jeg sad bare som en væggelus, eller lå og rodede. Og
jeg havde kun et legetøj - en lille gris, den var lavet af ler, grissebassen, jeg snakkede med den, og
grisen lå og hørte efter, den lille basse. - En lille kan ikke engang gifte sig, man griner bare. – Ingen vil
vove at grine, forstår du, at grine er forbudt. – Ja, om det er forbudt eller ej, det tager de ikke så nøje
hjemme i landsbyen, det er ikke til at gå i fred for dem, Pusling, siger de. – Så bid dem! – Jeg er da ikke
en hund, Kostja, der bare kan bide. – Der ser du, det er derfor Gud ikke lader dig blive stor, du bliver
bare ved med at være en splejs, hele resten af livet. – Hjemme i landsbyen, Kostja, tænder de alle
mulige lys og laver sol - oversvømmelse, når der er bal hos fyrst Mylovarov. Engang forsvandt fyrsten
sporløst, man søgte i syv dage, men han var bare væk. Til sidst dukkede han op, hvor ingen havde
tænkt at søge, fyrst Mylovarov dukkede op i laden, springfyren sad splitternøgen i hundehuset,
lænket til kæden. Han havde selv lænket sig til kæden, hvad siger du så - Han skulle ikke slippe med at
dø. Jeg ville skære det du ved, af ham! Hvad bilder han sig ind - Hvem har givet ham lov - Jeg har
endda hørt det der var værre, Kostja. Man siger, Kostja, sådan er naturen. Der lød støj fra køkkenet.
Og en eller anden kom gennem gangen, slæbende på de bare fødder. – Det er mester, - hviskede Ivan
Trofimyc stiv af skræk, - Semen Mitrofanovic selv, han kommer fra kokkepigen Njusa, så stikker han os
en igen! – Jeg er ikke bange for nogen! - sagde Kostja også hviskende. Men mester gik forbi uden at
røre nogen. Og da alt igen blev stille, vendte Ivan Trofimyc sig om mod Kostja, trykkede sig tæt ind til
ham og åndede ham lige ind i ansigtet. – Kostja, sig mig Kostja, hvorfor er din næse skæv - Og som et
ekko, slog ordene på stedet ud gennem væggen, styrtede ud på gaden, gik fra port til port, sprang
hurtigt vidt omkring, hvirvlede rundt, og der hamrede de på ny inde i hovederne. Kostja lå
ubevægelig. – Du skulle bede til Gud, Kostja. Kostja tav. – Du skulle bede til Gud, Kostja, om næsen. –
Jeg beder aldrig - vrissede Kostja, - jeg vil ikke bede. – Ved du hvad, Kostja, i Djævolien, sådan er der
et land der hedder, bor en stamme Stumpneserne, med skæve næser, og disse stumpnesere lever i
sandet, de har det varmt. De lægger kæmpeæg i sandet, som gåseæg. og dem lever de af, Kostja,
disse gåseæg. Kostja for op i vrede. – Gåseæg, andeæg - mumlede Ivan Trofimovic med læber der var
lige ved at falde i søvn, - med skæve næser! - og så snorkede han. Og sammen med Ivan Trofimovic
begyndte hele den lille gang at snorke.
Kostja lå længe med åbne øjne og lyttede. Tungsindet gnavede i hans hjerte. Og en eneste tanke - at
tage livet af sig, denne tanke beherskede hele hans forpinte sjæl. Her er han - Kostja Klockov, der har
magt over tiden og dens timer, der har forbudt at man griner og har truet enhver på jorden med
indespærring i enecelle, der kan lænke mennesker til sig med foden af en frø og få dem til at skælve af
frygt ved hjælp af en harepote, og så tror han ikke mere på sin uindskrænkede magt. Og hvordan
skulle han det: urene går som før, som de gik i går så også i dag, som før griner alle af ham, og Lidocka
26

Lisicyna er lige så langt fra ham som før. Ja, det kan ikke skjules - Lidocka giver ham ikke engang
hånden! Nej, der må gøres noget andet. Men hvad - Han havde gerne forskrevet sin sjæl til djævelen,
forbandet alt muligt i verden, som djævelen påbød ham at forbande, men øjensynligt havde selv
djævelen ladet ham i stikken. Han var helt alene og kunne ikke magte det. Og hvorfor skulle han leve -
Af hvilken grund - Hvorfor skulle man overhovedet leve med en skæv næse - Kostja gled forsigtigt ned
fra dragkisten, - nu var der ingen der ville kunne høre noget! - han famlede med hænderne omkring
sig. Men han fandt intet han kunne dræbe sig selv med. Der fandtes intet. Og rystende over hele
kroppen, som havde han skoldet sig på kulden, ravede han frem langs væggene, og mens han gik
befamlede han væggen med hænderne. Men han fandt intet han kunne dræbe sig selv med. Der
fandtes intet. Og en grufuld og uventet tanke jog som en nålespids gennem hans oppiskede hjerne:
altså kunne han ikke finde døden, han havde sejret over døden! Og en fantastisk følelse af
henrykkelse fyldte hans sjæl: “Udødelig! Jeg - Kostja Klockov, udødelig!” Kostjas følelse, fuld af
henrykkelse, brød frem som vinger og vingerne voksede og det forekom ham at de hævede ham fra
jorden op mod loftet. Kostja hævede sig på vingerne - hans fødder frigjorde sig fra jorden. Og et grønt
lys, grønt så det gjorde ondt, trængte ind i hans krop. “Udødelig! Jeg - Kostja Klockov, udødelig!” -
Udødelig er du, Kostja, og almægtig - hviskede nogen til Kostja, fra det grønne lys der omgav ham som
en ring. Lyset strømmede stadig grønnere og klarere, grønne skyer flød omkring og, pludselig
forvandlede det sig et kæmpemæssigt uhyre, der borede kløerne ind i Kostja, åd hans vinger og
klemte ham ind under sig med sit ildsprudlende røde gab. Kostja faldt ned på gulvet med et brag. Ved
braget for Katja op, greb den lille lampe, ilede fra barneværelset ud i den lille gang og stødte mod
stolene, mens hun smuttede forbi sengene ude i korridoren. – Kostja! Kostja! - stønnede Katja og veg
tilbage til barneværelsesdøren; vattet der var kommet i uorden, hang i totter om halsen på hende. Og
Kostja - hans stikkende øjne så hende stift ind i ansigtet. Han lå ubevægelig ved siden af dragkisten,
som død. Han troede at uhyret, der var kommet ud af den grønne, lysende grønne sky, havde spærret
sit ildrøde gab vidt op og slugt ham, og at han nu, nedsvælget af uhyret drejede rundt i dets kolde,
slibrige indvolde. Han roterede som en maskine på en fabrik, hurtigere og hurtigere, og han kunne
hverken sanse eller samle. Lampen blafrede og gik ud. Katja nåede tilbage til døren og forsvandt. Og
der var to tilbage i den lille mørke gang: Ivan Trofimyc på dragkisten og Kostja ved siden af dragkisten,
- Kostja der uden ophør roterede i uhyrets slibrige indvolde.
›Natten var tung og uudholdelig. Snestormen fejede og fløjtede, fejede ovnen med ovnkosten,
masede inde i skorstenen som om den vred sig i krampe, hylede og klagede ynkeligt, som en
lemlæstet lille hund. Og pludselig ved en kraftanstrengelse, sprang den ud af skorstenen og hvirvlede
af sted ud i det fri. Og ude i det fri skreg snestormen og skabte sig som en besat. Den bredte de
snehvide arme langt ud, klappede i hænderne og den forvandlede sig til en rask hvirvel, pilede
legende af sted. Så var hvirvlen ikke mere en hvirvel, ikke en kugle, men en granat. Granaten sprang, -
og tusind gange tusind flyvende slanger, tusind gange tusind flyvende budbringerlyde, bedrageriske
udråb, forvirrede opfordringer spredte sig i det fri af egen drift. Stålkløer rev i bliktagene. Portene
knagede under presset. Toget kaldte ensomt og hjælpeløst, det sad fast ude på marken.
Telegraftrådene summede og gyngede. En eller anden klædt i jern kom hujende i galop, brød
skinnerne op og væltede telegrafstolperne. Og sneen væltede ned. Under en lille ask på marken hvor
den vanvittige snestorm rasede, lå en lille hare. Haren var dækket af kvas, den vidste ikke hvad den
skulle gøre, - den trak de hvide poter ind under sig. Og snestormens mark var ude af sig selv. Fra aften
til hanegal, fra de første hanegal til daggry, var der, og skulle der ikke blive ro, snestormen øste op fra
dybet, den fik ikke danset af og udtømt sig, der er givet den hundrede år. Men højt over marken, over
husene, højt over byen, på stenkirkens høje klokketårn hamrede urets klokke vildt. Lange spidse
fingre vred de gamle urvisere frem og tilbage, efter behag. Og uret gik, og skønt uret ikke kunne slå
27

det fastsatte antal slag, så slog det. Uret kunne ikke standse og slog i bestyrtelse. Det kendte ikke
klokkeslettet, og ligesom mennesket vidste det ikke hvad der vil ske i morgen, hvad der skete i går,
hvor det vil være og hvor det var, hvem der havde trukket det op, og hvem der havde stillet det, hvem
der havde udset det til dette ukendte liv - denne ufarbare vej.
Nelidov havde gennem nogen tid været regelmæssig gæst hos Klockovs. Hver aften kom han hen til
dem for at drikke te. Hjælpe med forretningssagerne kunne han ikke - heller ikke han havde penge, og
han havde overhovedet ikke forstand på forretning - men alligevel blev han spurgt til råds om alt. For
Christina havde brug for en hun kunne fortælle om sine ulykker, og når hun ikke havde noget at
fortælle, havde hun brug for at der var nogen hos hende. Christina levede i en slags anspændt skræk,
om morgenen stod hun op med en følelse af at det bedste var, hvis hun slet ikke kunne stå op. Og
hele dagen, lige indtil aften, havde hun ikke ro et eneste øjeblik: hvert øjeblik kunne nye krav dukke
op, regninger som ingen havde haft anelse om kunne komme frem. Hun havde aldrig kendt noget til
forretningssager, som kun tilfælde havde puffet hende ud i, kun tilfælde havde stillet hende bag
disken. Tilmed var Klockovs forretningssager så håbløst forviklede, at selv en mand som Zacesov
dårligt kunne finde ud af dem, skønt han ellers i enhver sag vidste hvor hunden ligger begravet. Intet
under at det kunne svimle for den mindre kyndige. Og desuden ønskede Christina simpelthen at leve,
men gældsbyrden tyngede hende ned, og hendes angst og bekymringer holdt hende som fange. Hun
følte alt dette og vidste ikke hvordan hun skulle frigøre sig fra sin bitre ufrihed, og hun kunne ikke se
nogen ende på det. Hvem kunne hun fortælle det til - Sergej - Hun kunne ikke få sig selv til at skrive til
Sergej om det. Selv havde han, sandt nok, bragt sig i sikkerhed, men det var en skændsel, en skændsel
for ham selv, og han beklagede sig i hvert brev. Tilbage var Nelidov - Nelidov var den eneste, intet
andet menneske kunne hun fortælle så meget som et ord. - Hvis De bare vidste alt, Vladimir
Nikolajevic, - Christina standsede, hun kunne ikke med ord udtrykke alt det der levede i hende og
plagede hende, - De må virkelig forklare mig det! - sagde hun og faldt i tanker. Men det hendes øjne
bad om, krævede et svar af ham. Nelidov tav. Alt hvad han kunne sige, havde han allerede sagt
adskillige gange, og det kunne ikke bruges, hverken til det ene eller det andet. Forklaringerne
forvirrede bare og ætsede. Hvordan skulle man kunne forklare et menneske det mest uforklarlige -
dets skæbne: hvorfor der handles sådan med det, og ikke sådan, hvorfor alle mulige ulykker kommer
væltende, når alt tidligere havde været godt, hvorfor netop en og ikke en anden blev udvalgt til en
bestemt tugtelse, og hvorfor alle disse tugtelser - Og Nelidov tav. Han gik frem og tilbage i stuen og
satte sig så igen. Men hun så ind i sin sjæl og hendes stemme lød pludselig, som om hendes ord aldrig
før havde set dagens lys og nu blev født for første gang. – Når de ikke er her, er livet mig ubegribeligt,
- jeg lever og arbejder helt ved siden af mig selv, jeg venter på Dem, eller rettere sagt ikke på Dem,
men på Deres ord. Jeg har ikke brug for ordene, men stemmen. Jeg ser Dem ikke, jeg lytter kun, jeg
ser en anden. Og når jeg bliver forhindret i at høre Dem, ved jeg ikke hvad der sker med mig, så
genkender jeg ikke mig selv. Jeg er bange for mig selv. Ved De hvad det vil sige, at være bange for sig
selv - Nelidov mærkede pludselig hendes særlige stemme - sådan havde hun aldrig talt til ham før, han
blev bevæget. – Har jeg ikke fortalt Dem om den drøm jeg havde i nat - han sagde det første, der faldt
ham ind. - Nej, det har De ikke, - og hun kiggede på ham ligesom parat til at høre på alt, drøm eller
ikke drøm, det kunne være det samme. – I nat drømte jeg, - sagde Nelidov, - at jeg var havnet et sted
på en mark, rundt om er der modent korn, og mellem aksene står arbejdsvogne, i vognene ligger
bønder på knæ med bøjede hoveder, alle med skjorten trukket op. Og ved siden af vognene står en
klynge mennesker der tramper kornet ned med støvlerne, og nogle bønder i plydsesbukser skiller sig
ud, går ned i knæene, som om de danser, og de tæver løs af al kraft med kæppe på de nøgne rygge
28

oppe i vognene. Længere borte er der flere vogne, her ligger bønder i lilla kaftaner med blottede ben
og venter på at det bliver deres tur. Og himlen er så lav og sløret gul. Og jeg går fra vogn til vogn på
marken - og marken er endeløs. Christina hørte på ham, og trængte åbenbart ind bag ordene, og hun
kærtegnede sine korslagte arme, for at holde dem tilbage. Han genkendte ikke sin egen stemme. Han
kunne høre hendes åndedræt. Og mærkelige skygger gled hen over deres ansigter, og skyggerne
lignede hinanden. På den anden side af væggen hamrede en rallende hoste pludselig løs, og den gled
over i en lang stønnen og tog så fat igen som krillen og hoste. Christina rejste sig fra sin plads, og
trådte tæt hen til ham - helt hen til hans øjne. – Det gør ondt i hele sjælen, - sagde hun, - den gamle
raller, den syge Katja er ved at kvæles, og så går denne Kostja omkring, jeg kan ikke se ende på det, -
hun foldede hænderne, - gør noget, gør noget så det ikke bliver ved med at være sådan, bare nogle få
dage, bare et øjeblik, bare et lille øjeblik! - sagde hun og trykkede sig fast ind til ham. – Hvem ser
man? - sagde Kostja, der ubemærket var kommet ind i spisestuen, og nu stod og vred sig foran dem.
Christina sprang tilbage. Både Christina og Nelidov sagde noget, men hørte ikke deres egen stemme:
Kostja havde jo set det, og vidste det hele. Frosja kom ind med den kogende samovar. Christina satte
sig på sin sædvanlige plads. Og lidt efter lidt faldt hendes sjæl til ro. Kostja satte sig hen til Nelidov. –
Prøv at gætte, hvor jeg har været - sagde Kostja og skubbede sig ind på stolen. Nelidov smilede, - på
månen eller hvad’, Kostja - Hos stjernetyderen! - sagde Kostja med strålende øjne. – Her, værsgo’! –
Christina gjorde en krampagtig bevægelse med skuldrene da hun rakte Kostja tekruset, Kostja var
uopmærksom, og teen skvulpede over. – Og hvad sagde så din stjernetyder - spurgte Nelidov. –
Stjernetyderen, - Kostja spilede kinderne op - stjernetyderen ved alt ifølge Stjernebogen, en kokkepige
ved jernbanen spurgte ham, og han slog op i Stjernebogen og fortalte hende, at hun ville blive
forsørget af en overkonduktør, ha, ha, ha, forsørget af en overkonduktør, men det ville hun ikke, så
hun gik hjem fra stjernetyderen og hængte sig. – Kostja!! – Christina bankede med ringene, - hold op,
hører du! – Ved De hvad, Vladimir Nikolajevic, - fortsatte Kostja - han er lidt dum, han siger, at jeg har
en stjerne i håndfladen, se engang! - han åbnede hånden - men i Serezas hånd. i Serezas, tænkt Dem,
aftenen før han rejste, gik der en hel æske tændstikker af i hånden på ham. Giv mig lige Deres hånd! –
Kostja, drik din te og gå i seng! - afbrød Christina skarpt. – Giv mig Deres hånd, giv mig hånden! - han
greb efter Nelidovs hånd, og pludselig blev han bleg og skubbede kruset væk, - jeg drikker i hvert fald
ikke jeres hæslige te! - og mens han rystede over hele kroppen, rejste han sig med stolt hjerte og
trampede ud af stuen. Og Kostjas trampen var endnu ikke døet hen, før et par tøfler begyndte at
slæbe, som om den gamle kom listende ind i stuen for at afsløre Christina og Nelidov. Nelidov rejste
sig. De udvekslede et blik. Hun så længe og meningsfyldt på ham: han forstod - og det var klart uden
ord, at hun elsker ham. Vi ses i morgen! Men den gamle hilste ydmygt. Det smertede den gamle
meget, at Nelidov ville gå så tidligt: de kunne måske have spillet et parti, alene kedede han sig, der var
ingen han kunne fordrive tiden sammen med. - I morgen! I morgen skal jeg være hos jer, hele natten
om det skal være! - sagde Nelidov til afsked.
En trykkende tavshed lå i luften. Da Christina havde fulgt Nelidov ud, indtog hun sin sædvanlige plads.
Den gamle, der kun med største besvær havde slæbt sig hen til bordet, sad fuldstændig
sammensunket, uhyggelig at se på og hans buskede bryn stak ud som følehorn på en kakerlak. Og de
udgjorde for hinanden det overflødige, en hindring som man simpelthen ikke kan slippe af med, de
var for hinanden et tungt åg, et kors, som Gud åbenbart for livstid havde pålagt dem som straf for
nogle synder. Den gamle rakte ud efter brødet, skar en grimasse for ligesom at hjælpe til med
munden, men alligevel mislykkedes det. Teen uden tilbehør smagte ikke den gamle. – Ved De, - sagde
Christina skarpt, - at der ikke er noget håb for Katja - hun vil dø her, hun skulle straks sendes sydpå -
29

De ved jo at doktoren har sagt, hvad det er for en sygdom, og hvad den kommer af. det ved De
udmærket! Den gamle stirrede med glasøjne på kagefadet, og smaskede skuffet med læberne. – De
beslaglægger forretningen, der er intet at betale med, og vi er nødt til at gøre noget ved det, - hun
nikkede hen mod Kostjas tomme stol. – Han er ved at gå fra forstanden, forstår De - Gud må vide hvad
han finder på. For tre nætter siden fik han et anfald, vi troede ikke han ville komme over det, og han
skræmte Katja, så hun fik det værre, forstår De - Og så går han og siger de forfærdeligste ting. Det
ender med at han brænder huset af og slår os alle sammen ihjel. Jeg kan ikke mere, jeg har mit eget
liv. De har jo levet Deres, jeg vil også leve omsider, jeg har mit eget barn. Da hun kom til at tænke på
sin egen lille Irina, som hun havde været så lidt sammen med i den seneste tid, forlod hun den gamle,
og gik ind til sig selv. Og da hun i forbifarten kom til at se sig selv i spejlet, rødmede hun og slog
øjnene ned. - Vi ses i morgen! - hun gentog Nelidovs ord - vi ses i morgen! I soveværelset var der
uhyggeligt og rodet. Hjertet knugedes. Mens hun bøjede sig ned over sit lille blege barn, tænkte hun
på, hvordan de engang havde bedt sammen for far, for mor og for den lille fugl. Og hun smilte. – Mors
lille snutte - putte, min lille pipfugl, min allerkæreste, dejlige lille stumpnæse! Og Christina stod længe
ved lille Irinas seng. Hun var ikke søvnig. Men hun havde kun lige lagt sig, da en dyb søvn greb hende.
Hun drømte, hun står på banegården. Hun venter på et tog. Banegården er fyldt. Nogen siger: der er
et ungt par der bliver fulgt på vej. Pludseligt går en dør op, og en flok små piger i hvide kjoler med
hinanden i hånden slår kreds om hende. Og nu lyder klokken: første gang, anden, tredje. Og hun har
en fornemmelse af, at hun er kommet for sent og toget kører, hun kaster sig frem - bryder den
levende ring af børnenes arme, hun skubber pigerne i de hvide kjoler til side, men det er allerede for
sent, hun kan ikke se toget, toget er kørt. Hun ser: i lyset af nogle underlige projektører bevæger en
procession sig som et drømmesyn hen over et lærred, - de samme piger i hvide kjoler, og mellem dem
går en ung brud, man kan bare ikke se hendes ansigt, hendes ansigt er dækket af et slør. Og igen lyder
klokken: første gang, anden, tredje. Og nogen kalder hende klart og tydeligt ved navn. Og hun gætter
på, at bruden bag sløret er hende selv. Og på ny kalder nogen hende klart og tydeligt ved navn.
Christina for sammen som ved et frygteligt skub, og slog øjnene op og mærkede tydeligt: et sted i
mørket henne ved bordet sad en eller anden og græd utrøsteligt, fordi han ikke havde kræfter til at
beherske sig - og han var kommet i smug, og græd i smug, græd, som den der elsker og aldrig skal
møde gensidig kærlighed. Og nu kan hun ikke lukke øjnene og ikke stoppe ørene til, hun ligger som da
hun vågnede og brænder over det hele, men det er som om hjertet derhenne i mørket ved at. Men
hvad kan et hjerte vide - hjertet - det bedrages så tit! - hjertet - det bedrager selv så tit! Det var hende
selv der græd så stille, som den der elsker og aldrig skal møde gensidig kærlighed.
Da Nelidov brød op fra Klockovs, gik han ikke direkte hjem, han strejfede længe om i byen. Lyset fra
stjernerne lå på den tilsneede brolægning. Og gaderne virkede som en glat stenvej, og vejen var
ligesom uden ende - den ville aldrig ende. Snefnug dryssede ned som stjerner, drev ham i møde. Med
et højt hyl fløj en hvirvel imod ham, og da den opløstes, rejste der sig en ny. Vinden sang
lidenskabeligt, uden at klage, uden at sørge, og i dens stemme hørte Nelidov et ord, en ufravigelig
afgørelse, en vilje: elsk! Og nogen kaldte ham pludselig ved navn, skjulte sig et sted, og på ny lød
stemmen, - Nelidov hørte Christinas stemme. Og heste jog forbi hen ad vejen. Deres vanvittige
prusten sønderrev luften. Men stjerneskæret sitrede på husmurene, på fortovsfliserne og i hans øjne.
Vinden sang lidenskabeligt, uden at klage, uden at sørge, og i dens stemme hørte Nelidov et ord, en
ufravigelig afgørelse, en vilje: elsk! Og med et udbrød der en kamp i hans sjæl. Det var, som om
sjælens kræfter, som Gud havde udleveret til hans liv, rejste sig mod hinanden, gik løs på hinanden.
Det var de kræfter, som driver mennesket frem og standser det, standser det på bjergets tinde og
30

støder det i afgrunden, indsætter det på kejsertronen og fordriver det til natteherberget, foregriber
ulykken og bedrager den mest åndrige sansning, besidder viden og træder al viden under fode, håner
og spotter mennesket og tvinger det til at danse efter deres fløjte, så det derefter må rive sig i håret i
fortvivlelse. Og det var som om stjerneskæret, der spillede i hans øjne, fik det ene skæl efter det
andet til at falde fra hans øjne, klare tågen op, åbne vejen til hans sjæls løngange, til dens skjulte og
ikke hørbare boliger. En ransagende stemme begyndte at tale i hans sjæl: “Og du som troede du
havde drømt hele livet og, ligesom lille Irina når hun påkalder solen, havde fremkaldt den følelse af
stille og barnlig glæde hos dig selv og hos andre, den der alene kan retfærdiggøre den uophørlige
kamp og døden; du som troede at det sidste ord som belønning for al jordisk nød og ulykke som
mennesket går igennem, vil blive Retfærdets Sols ord, der klinger stille som lille Irinas glæde, fuld af
kærlighed og trøst: kom til mig! - og du som troede, at man for at kunne leve, må bygge sig et tempel
og tro på dets ubrydelighed og hverken ænse eller føle noget andet - ikke have øje for det jamrende
hyl fra den lille hund, der uden grund blev kørt over af en sporvogn - ellers styrter det ubrydelige
tempel sammen og ud af lille Irinas kære lille ansigt kigger et abefjæs på dig og tager dig gabende i sin
favn; og du som troede at dit hjerte ikke er stærkt, og at dine ønsker ikke kan gå i opfyldelse - en
andens død kunne du ikke afværge ja, selv kunne du ikke dø og stadig kan du det ikke, fordi du er
sprunget ind i en malstrøm af småting og kævl, bare for at leve, du, en ud af tusinde af samme slags,
der ligner hinanden og kun adskiller fra hinanden ved efternavnet, en tidligere tjenestemand,
skuespiller og lærer, bare en vis hr. Nelidov, en ud af tusinde forhenværende, nuværende og
fremtidige - og du har altid haft ret. Der er bare en ting du har overset, og den er uhyre vigtig, du har i
virkeligheden hele livet udelukkende søgt, og i drømme set og stræbt efter en kvinde som - Christina.
Og nu har du fundet hende. Tænk, du lykkelige, hun åbner skatte for dig, som du ikke engang har
turdet drømme om. Hun regnes for byens skønhed, hun er virkelig byens skønhed, hun er - kvinde til
bunden af sin sjæl, hun er som kvinden du hele livet har søgt og drømt om og stræbt imod, hun er den
kvinde - Christina. Og tænk, - du lykkelige, du taber vejret, og du får ikke brug for det du tidligere
ønskede, at forlade denne verden uden at ændre noget som helst, du behøver heller ikke at vende op
og ned på hele verden, som stakkels Kostja ønsker det, for alt, hvad der lever og kæmper og skaber
bliver dit, uden anstrengelse fra din side, og det vil adlyde dig. Du lykkelige, du bliver en verden og en
kejser og en Gud. – Verden! Kejser! Gud! - udbrød Nelidov højt. Men den ransagende stemme
fortsatte sin tale i hans sjæl: Sergej forstod ikke at værdsætte hende, men det gør du med din fine
smag og dit sikre blik, du kan på et øjeblik åbne for den fulde rigdom af hendes egenskaber. Og du
troede, at forskellen på dig og Sergej bare ligger i, at han aldrig har kendt og ikke kender sig selv,
mens du selv ikke kunne mindes en tid, hvor du ikke kendte dig selv. Og hvor bittert tog du ikke fejl!
Det er fint med al din viden, når du udelader, overser det allervigtigste, det allervæsentligste i dig selv
- målet for hele dit liv - du overså en elefant! Nej, du kender heller ikke dig selv, præcis som Sergej
ikke kender sig selv, præcis som ingen kender sig selv. Kun Gud kender sig selv, - og en charlatan, når
han spiller charlatan, kun disse to! Nej, forskellen på dig og Sergej består netop i, at du har den store
gave at kunne vurdere og vitterligt forstår at skelne, og at kun du og ingen anden forstår at værdsætte
Christina. For elsker Sergej hende virkelig - Jagter man andre, når man elsker - Tænk godt efter! Kan
du huske, han foreslog at køre til Den Nye Verden - “Skal vi ikke tage til Den Nye Verden og more os,
Volodja - “ Og det praktisk taget dagen før hans afrejse! Hun ved naturligvis ingenting, hun tillader sig
end ikke den tanke, at Sergej skulle være hende utro. Men hun elsker ham heller ikke, hun indbilder
sig bare at hun elsker ham. En kvinde kan ikke leve ude det, hun har altid brug for at elske, eller i hvert
fald tro det. Og så elsker hun. Men du. elsker du hende virkelig - elsk! - insisterede vinden; Nelidov
hørte kun et ord i dens stemme, en ufravigelig afgørelse, en vilje: elsk! – Jeg elsker hende, jeg kan ikke
længere leve uden hende, jeg elsker hende! - hviskede Nelidov. Men den ransagende stemme i hans
31

sjæl ville ikke forstumme: “Hvad nu hvis du fandt noget bedre, altså en lidt yngre, noget i retningen af
Katja, en på Katjas alder, hvad vilde du så gøre - “ Nelidov standsede op, - det kogte i hans sjæl. “Altså
elsker du hende ikke. Når man elsker, elsker for alvor, så man overhovedet ikke kan leve uden den
elskede, så er man minsandten ikke i syv sind og ræsonnerer ikke frem og tilbage. “ Nelidov satte
pludselig farten op: det kogte et sted i hjertet, hele hans sjæl vred sig. “Kan du i grunden huske,
hvorfor du kom hertil, og hvordan du havnede i byen, og hvorfor du havde brug for Sergej - Det var
dig, der sagde om dig selv, at du på et år eller to havde mistet alt hvad man kan miste her i livet. Men
hvad indebærer dit alt - Du var tjenestemand, skuespiller og lærer. Sæt nu alle offentlige institutioner
gik i opløsning, så ville du blæse på det, ikke - Og hvis alle teatre brændte, så ville du være ligeglad
med det, ikke - Og hvis man afskaffede alle skoler, så kunne det for dig være det samme, ikke -
Selvfølgelig ville du ikke blæse på det, ikke være ligeglad, det kunne ikke for dig være det samme.
Men alligevel ville du ikke af den grund styrte af sted til retterstedet - kan du huske den drøm du
havde - du behøvede ikke at kæmpe dig frem til retterstedet og bede den gamle kone - døden om
hjælp. Ja, og den gamle kone, åh, sikken snu gammel rad, hun havde ikke nøjedes med at vifte dig
væk, og kalde dig en lille skat, hun ville have spyttet dig i ansigtet: “Skrub ad helvede til, sådan en
rører jeg ikke med en ildtang!” Men skammer du dig ikke - Først nu kommer du i tanker om din
kæreste, først nu er du kommet i tanker om alt, først nu begynder dine læber at sitre, først nu bæver
dit hjerte. Der kan du bare se, hvor godt du kender dig selv! Der kan du bare se hvor godt mennesket
kender sig selv! Det var den mørkeblå nat. Kan du huske, i din sorg var du parat til at gnave i jorden,
men jorden svømmede væk under fødderne på dig, og om du vandrede hen over en afgrund eller
klatrede i bjergene, om du var hårdt såret eller uden en skramme, du mærkede det ikke, ænsede det
ikke. Der var jo heller ikke noget at ænse, og ingen grund til at ænse noget, hun var der jo ikke - din
kæreste. Og så løb du af sted hen til den gamle: den gamle kone døden, for at trygle om
barmhjertighed. Men dengang hun var i live, dengang hun blev din kæreste, kan du ikke huske det, da
stod hun for dig i en stråleglans, du så hendes ansigt omgivet af en glorie, som den man maler om
helgener på ikonerne, og der var ikke den krog af hende, du ikke ville gøre til din. Ja, du ønskede
hende helt, for at hun skulle være inde i dig, være din i ordets fulde forstand, uadskillelig fra dig,
uløselig, uafrykkelig fra dig, og ikke bare indgå i en slags mekanisk forening med dig, men være som
kemisk forbundet med dig, fordi du elskede hende helt oprigtigt og for alvor. Men at elske og ikke at
ønske at lægge fuldt beslag på det elskede menneske er umuligt. Men at lægge fuldt beslag på et
menneske og at tilintetgøre det - er et og det samme. Og det vidste du! Og selvom du vidste det, hvad
var det du følte - Hvad var det der begyndte at koge i dit hjerte - hvilken jalousi! Det var dette håbløse
mørke, denne tortur, at hun vedbliver at være sig selv, at hun kan se på andet, og andre kan se på
hende, og måske kan tænke. Du husker, de lyse dage blev sorte af din fortvivlelse, af dine skinsyge
tanker, fordi hun - vedblev at være sig selv, og disse tanker fortærede hele dit hjerte. Du elskede
hende, ja, hende elskede du oprigtigt og for alvor! Den mørkeblå nat. Men du husker den hede
julidag, du var på vej hjem fra kirkegården efter begravelsen. Og du blev overhalet af bedemændene.
Bedemændene var på vej hjem fra kirkegården. De skrumplede af sted i den tomme rustvogn. Deres
ansigter var fuldstændig udmattede, kraverne på deres hvide kaftaner stod åbne, og den snavsede
røde bomuldsskjorte tittede frem. De var sultne. En af dem sad på katafalken og gnavede på en bolle.
Og gaderne virkede så smalle, og himlen så lav. Hun var ikke mere. Hun var død. Men kærlighed kan
aldrig dø. Hvis du kommer til at elske helt oprigtigt og for alvor, så elsker du alene hende og for altid.
Du kan bedrage dig selv så meget du vil, du kan overdøve det for en tid, men udrive det, dræbe det,
kan du ikke. Kærlighed kan aldrig dø. Men hvordan kan du få hende du engang mistede tilbage - Ja,
hvordan! – Du får hende aldrig tilbage“. ”Elsk!” insisterede vinden. Nelidov hørte kun et ord i dens
stemme, en ufravigelig afgørelse, en vilje: elsk! “Ja, du får hende aldrig tilbage! Men hvem siger dette
32

aldrig til sig selv? Du lykkelige, du mødte hende, mistede hende, søger hende, selvom du ikke finder
hende. Men der findes andre: de har aldrig mødt den elskede, og de skal aldrig møde hende, - og de
er ligeglade. Men der findes også ulykkelige: de har mødt, men ikke fået den elskede. Christina er
ulykkelig. Men hun er ikke ulykkelig, fordi hun ingen penge har, mens hun har et hus på nakken - med
den gamle og Katja og Raja og Kostja og Motja, og sidder i gæld til op over begge ører. Det er ikke et
spørgsmål om penge. Gud ske lov at hun ingen penge har. Dette hus og denne gæld giver hende
mulighed for at rive hjertet op, og vælte hele sit vågnede og forelskede hjertes byrde over på noget
andet. Hun har også mødt den elskede, hun har mødt dig. Hun er kommet til at elske. Hun elsker for
altid dig alene. Men du, du elsker hende ikke, - hvad er det så du vil - For sidste gang spørger jeg: hvad
er det du vil - “ - elsk! - insisterede vinden; Nelidov hørte kun et ord i dens stemme, en ufravigelig
afgørelse, en vilje: elsk! Og igen sønderrev en vanvittig prusten luften: den løb løbsk hen ad vejen,
indhentede hestene. Men stjerneskæret sitrede på husmurene, på fortovsstenene og i hans øjne. Og
hele natten strejfede Nelidov omkring i de mennesketomme gader, på den brolagte vej, hans vej
fortsatte uden ende, og det syntes som om den aldrig ville ende. Hun kom livagtigt til syne foran ham.
Han kunne høre hendes hjerteslag. Og hendes hjerte hamrede og hamrede, som ville det sprænge sig
vej til friheden. Snefnug dryssede ned som stjerner, og drev ham i møde. Stjerner og vinden.
Stjernehimlen strålede stille som en glorie. Der var den Allerreneste Jomfru - Guds Moder ved at
brodere med silke på alterklædet - det guddommelige maphorion. Midtpå anbragte hun stjerners
stråleglans, langs kanterne striber. Tre engle, tre sølvengle, skyggede med deres vinger af ægte fjer
for den Allerreneste Jomfru - Guds Moder. Stjernehimlen strålede stille som en glorie.
Åbenbart havde lægerne ikke haft hindbærfarvede lygter, som man siger kan jage selv den ondeste
sot, kopperne, på flugt. Eller også kunne ingen lygter hjælpe Katja, om man så tændte i hundredvis af
dem, det være sig hindbærfarvede eller alle mulige andre afskygninger af rødt. Sygdommen
forværredes fra dag til dag og var ved at fortære Katja. Stakkels kære Katja - ulykkelige pigebarn! Sine
hemmelige, brændende pigeord fik hun ikke sagt, hun fik ikke udgydt sit elskende hjerte med alle dets
varme kilder, der var på nippet til at koge over og oplyse hele verden med deres lys. Det hvide, næppe
gryende lys faldt ind i barnekammeret gennem det lille vindue der var pakket til med sne. Men når
vinduet tør op og sneen forsvinder og solen titter frem vil Katja ikke mere være til. Stakkels kære Katja
- ulykkelige pigebarn! Hvem er det, der er skyld i hendes grusomme skæbne, i hendes unødvendige,
uforståelige, ufattelige død som nu nærmer sig - Hendes gamle far holdt af hende, den gamle ønskede
ikke hendes død. Og det hele var jo sket så tilfældigt. Engang for lang tid siden, kort tid efter sit
giftermål, havde den gamle været på en handelsrejse til Petersborg, og på sin første dag i Petersborg
var han, ligesom Motja, efter en munter adspredelse med en af de natlige damer fra
Nevskijprospektet, blevet syg. Og havde han måske haft mistanke om noget, havde han tænkt over
mulige ubehagelige følger - Nej, det var overhovedet ikke den gamles skyld. Men hvis skyld var det så,
når alt kommer til alt - Snart bliver det forår, snart vil solen titte frem, men Katja vil hverken få foråret
eller solen at se. Hun bliver sendt sydpå, ned til varmen. Lægen sagde at de øjeblikkelig skulle sende
hende af sted ned til varmen. Måske kommer hun sig, måske vender hun tilbage. Ja, alt er jo muligt!
Stakkels kære Katja - ulykkelige pigebarn! Katja sad og døsede i sin dybe lænestol. Hendes store øjne
var alt for meget ånd, der var ikke en dråbe blod i dem, de skarpe bryn aftegnede sig mod den
stramme hud, som to sorte visere, der er gået i stå på tyve minutter over otte, hun var ligesom blevet
en helt anden, og på hendes radmagre fingre hang nogle overflødige ringe, der hele tiden gnavede og
var ved at falde af. Hendes store øjne så ud til at tænke dybt over et eller andet, men det var stille
tanker, tanker der var ved at overskride livets grænse, og mens de time for time nærmede sig noget
33

andet, mistede de deres sædvanlige mæle. Katja kunne ikke forstå dem. Og en dyb ligegyldighed
gennemtrængte hele hendes væsen. Katja ville ingenting, intet drog hende, intet holdt hende fast, det
var som om hun intet, slet intet kunne mindes, kunne græmmes over eller drømme om. Hun kunne
hverken huske de sidste dage, badestedet, studenten Kuznecov eller sin bror Sergej. Og lad det bare
sne udenfor vinduet, lad skøjterne hænge på sømmet i hjørnet, nu er hun ligeglad. Katjas sorte ur på
natbordet ved sengen gik, det hviskede roligt og pålideligt time efter time: dets vej var afstukket, og
uret, det sorte ur havde ikke flere bekymringer. Det var helligdag. I anledning af helligdagen blev der
bagt pirogger hos Klockovs, og det lugtede af pirogger og af steg fra køkkenet: den fede madlugt lagde
sig som en ram smag i munden, et sted på Katjas tunge. Der var stille i huset. Den gamle sov, kun
Kostja der ikke kunne falde til ro, drev rundt ovenpå og trampede rungende som om han hamrede, og
kokkepigen Njusa smuttede af og til væk fra ovnen og kiggede ind til hende. Men nu var også
kokkepigen Njusa forsvundet - hun var gået i kælderen efter kål, og også lyden af skridt ovenpå var
ebbet ud. Sneen faldt, dryssede vinduet til, gjorde det i forvejen næppe gryende lys endnu svagere.
Det var midt på dagen, men det virkede som var det aften. Og nu blev døren til barnekammeret stille
åbnet. En ukendt kvinde med et tørklæde over hovedet så sig ligesom urolig omkring før hun gik ind i
barnekammeret. Katja ville hilse på den ukendte kvinde, men hendes tunge kunne ikke bevæge sig, og
kun læberne krængede sig til et enkelt smil. “Det må være vågekonen, som skal med mig ned til
varmen” - tænkte Katja og var rolig igen. Den ukendte kvinde - Vågekonen - satte sig i ro og mag
tilrette overfor Katja. – Det er tid, frøken, - sagde vågekonen, vi skal af sted ned til varmen, ned hvor
der er varmt og så godt kære frøken, at man ikke drømmer om det. Her er der intet af den slags, her
er ikke engang til at ånde, kære frøken. Katja betragtede indtrængende den ukendte, og det forekom
hende, at hun havde set hende før, men hun kunne ikke huske hvornår. – Der er forår, kære frøken,
der er det altid forår. Og når du, om Gud vil, vender tilbage og igen er hos os, vil du være en anden, du
vil være så lys. vågekonens stemme brød af, hun rakte hånden ud mod natbordet, greb i et snuptag
Katjas sorte ur, holdt det i sin knyttede hånd, og hun rejste sig højt og stolt fra stolen, svingede armen
og slyngede uret ned på gulvet, - der findes den slags ikke! Katja rystede som et espeløv: ud fra
vågekonens åbentstående hovedtørklæde skinnede hvidt en stram forbinding, som hendes afdøde
mors. – Der findes den slags ikke! Der findes tiden ikke! - vågekonen satte hælen i gulvet og maste
uret. Og det hvide næppe gryende lys, der trængte ind i barnekammeret gennem det med sne
tilpakkede lille vindue, døde hen. – Katja, lille Katja, hvad er der sket - Christina, der ved sin
hjemkomst fra messen i kirken havde fundet Katja dybt bevidstløs, knælede ned og tog hendes hånd.
Katja kom til sig selv og græd stille og ydmygt. – Nu skal vi af sted, lille Katja, i dag tager vi af sted ned
til varmen, der er der godt, der er varmt, vil du have at jeg tager med - Nej! - sagde Katja skælvende, -
nej, Christina, for dig er det endnu for tidligt! – Så fald nu til ro, Katja, det er din fødselsdag i dag,
tillykke! Katja græd stille og ydmygt. Nu kunne hun høre sine stille tanker, nu forstod hun dem, og
hendes stille tanker var ved at overskride livets yderste grænse, og nu røbede de deres anden
stemme, som kun hun kunne forstå. Det sorte ur på natbordet ved sengen tikkede ikke mere - det var
gået i stå.
Allerede midt på dagen påbegyndte Klockovs forberedelserne og madlavningen. Og det var som om
der var kommet en vældig lykke til huset, alle var af en eller anden grund mærkeligt muntre, og selv
om de skammede sig ved at vise deres glæde, så kunne de ikke skjule den. Lille Irina pludrede løs som
en høne, den tunghøre Motja sang og steg højere og højere op til helt utrolige fuglesangshøjder. Raja
hjalp ham - af mangel på stemme slog hun triller med en pibende mavelyd, og så gik begge pludselig
helt over gevind og brast i latter. Christina var i feststemning og havde i dagens anledning taget det
34

på, der klædte hende allerbedst, og i sin bløde, luftige bluse var hun som en sol, der gav den dystre
snevejrsdag farve. Kostja, der fra morgenstunden havde været dyster og urolig, blev lidt efter lidt så
kåd, at han ikke var til at omgås. Kostjas ansigt fik noget forvorpent over sig, og hele hans pjaltede og
forpjuskede person vred sig som i krampetrækninger. Med en abeagtig gnækken væltede ordene fra
ham, som et vandfald uden pause og uden blusel. Hvert øjeblik hev han en hemmelighedsfuld æske
op af lommen, åbnede den på klem og i smug slap han både menneske - og hundelopper fri, som han
gennem måneder havde samlet til formål, som kun han forstod. Frosja var rød som en samovar, og
kunne ikke være i fred for Motja og Kostja, hun hvinede, viste tænder og gav dem nakkedrag, dels for
den alt for påtrængende venlighed, men mest fordi de havde revet hendes nye bluse i stykker. Og den
forpjuskede gamle, med strithår der så ud som var det klistret på, og med den fedtede brune kittel på
vid gab, og med sennepsplastre overalt, hoppede rundt og fægtede med en avis, enten for sjov, eller
fordi senneppen sved. Og Kostja vrinskede, lavede uafladeligt spilopper og kom med spydigheder.
Uafbrudt trommede det ulykkelige klaver, fordummet af dumheder og dum musik, og glasrosetterne
på lysestagerne hoppede som forrykte. Hunden Kupon var utrøstelig og hylede og peb. Og Kostjas
befriede, sultne lopper hoppede rundt, menneske - og hundelopper mellem hinanden, og bed alle,
selv Kostja. Og det blev spisetid - alle satte sig til bords, men larmen tog ikke af. I dagens anledning var
bordet prydet med flasker, - sådan en middag havde man ikke set siden Sergej rejste. Og alt dette i
anledning af Katjas fødselsdag og rejse. Man ventede Nelidov, Klockovs eneste og trofaste gæst. Og
da det ringede på, sprang alle op. Men i stedet for Nelidov var det mester Semen Mitrofanovic der
kom ind i spisestuen. Og der rejste sig en larm så væggene rystede. Mester så sandelig også
forfærdelig ud, der var noget helt håbløst ved den sjuskefejl han havde begået, næppe på grund af
overdrevent hastværk, men i ophidselse: skjorten var bagtil ikke stoppet ned i bukserne, men stak
frem under den stumpede lapsejakke som en fedtvalk. Semen Mitrofanovic var kommet med det
faste forsæt at meddele indehaversken, at han sagde op og ville have en afregning, men den
usædvanlige modtagelse slog ham ud, så han kastede sig over vodkaen og udsatte sit ærinde.
Middagen gik sin gang. I sin iver væltede Kostja en tallerkenfuld nudler ud over sit hoved, og behængt
med klæbrige nudler gnubbede Kostja sig mod sidemændene for også at smøre dem ind. Raja havde
rykket sin stol så tæt ind mod Motjas, så hun nu ikke længere sad på den, men på Motjas knæ, og hun
lo hvinende med ansigtet dækket af røde pletter. Vodkaen gjorde sin virkning. Vodkaen begyndte at
gøre mester beruset, og da han var blevet fuld, begyndte han, rørt som en gammel kælling der har
fået for meget, at fortælle et og andet, der lød forvirret og usandsynligt: sine mesterfortællinger
begyndte han i tredje person, men røg hvert andet øjeblik over i første person, gik sindigt over til
noget mere ubestemt og stablede den ene rædsel oven på den anden, løj og afslørede selv sine løgne,
og løj straks ufortrødent videre. Og samtidig med alle disse historier som han opgav på halvvejen,
trængte han sig ind på Christina angående en eller anden hemmelighedsfuld nøgle og gravede i sine
udspilede lommer, mens han smilede en anelse ubehageligt. Midt i larmen åd den gamle for syv, og
smaskede og fedtede sig til. Kupon fik også noget ud af det: Kostja lod Kupon slikke sine hænder. Selv
Katja, der var blevet båret op fra barneværelset og sad i sine egne tanker i den dybe lænestol, blev
ligesom til den gamle Katja igen. Hun prøvede hele tiden at gætte hvad der ville ske om en måned,
hvad der ville ske til sommer og hvad der ville ske næste år. Og først da kukkeren sprang ud af sit
klokkehus og kukkede, og alle rejste sig fra bordet og skyndte sig til banegården for at sende Katja af
sted ned til varmen, begyndte Katja at græde. Og hun græd stille og ydmygt. Hun vidste det. Og mens
hun tog afsked og kyssede Christina, lille Irina, sin gamle far, søster Raja og bror Kostja og ønskede
dem lykke til, vidste hun det. Hun vidste hvad de endnu ikke vidste om sig selv. Og hun græd stille og
ydmygt.
35

Nu herskede der stilhed i huset, og derudover var der det særlige og uhyggelige, som kun forekommer
efter et dødsfald - en tomhed af en slags. Frosja bar samovaren ind i spisestuen, stillede den på
bordet, vendte sig bort og snøftede: Frosja havde ondt af den unge frøken, Katja. “Men hvorfor have
ondt af hende, - bondekonen, der havde samme frisure som Raja, bebrejdede straks sig selv - hun er
jo slet ikke taget af sted for at dø, med Guds hjælp skal hun nok komme sig, der er bare disse
jordpletter på læberne. de tegner ikke godt! Guds vilje ske!” - og hun gik ud i køkkenet til Njusa. Den
gamle var vært. Den gamle var den der bød: det er ikke hver dag der byder sig en sådan lejlighed. – Du
skulle tage at synge noget pænt, Kostja, i stedet for at vrøvle til ingen verdens nytte! - den gamle
lagde en klat af den dyre, storkornede kaviar på en skorpe rugbrød. – Jeg kan ikke den slags sange, far,
jeg synger kun røversange, far. Lillefar, hvorfor går Kravleren med sin negl rundt inde i mig og skraber
med neglen, og hvorfor kan jeg ikke sove og alt er mig imod - Du har en bændelorm. – En bændelorm
- Eller en anden orm, hold øjnene åbne, og kom med den, så skal vi beværte den, den lille snut.
Bændelorm eller en anden orm, det kommer ud på et. – Andre orm, det kommer ud på et. Kostja
tænkte sig om, men djævlen, far, hvad er han for en - Den gamle rejste sig fra stolen, hældte sig et
glas kryddersnaps op, drak snapsen ud med velbehag, smaskede, gav et grynt fra sig og blinkede en
gang: - Djævlen er sort. - Ha! - vrinskede Kostja, - sort! Men jeg har selv set ham i drømme, far, og ved
du hvad far, sådan er han slet ikke, han er slet ikke sort og han har hverken horn eller hale, men man
kan kende ham med det samme: han er ikke bange for noget, han er fredelig og man kan se tværs
gennem ham, man ser bare det hele som gennem et net. - Sov bedre, så ville du ikke se noget, eller du
skulle lægge et sennepsplaster på, det svier lidt, men det gør godt. – Hvad drømmer du selv om, far -
Hvad jeg drømmer om - Jeg drømmer om æbler, for nylig drømte jeg om rådne aborrer, om tre
aborrer, om dig, om Katja, om hvad som helst! – Men er det rigtigt hvad man siger, at hvis der sker
noget bestemt med en, du ved, noget syndigt, så er der penge på vej - Ja, bestemt! Hvad ellers! Helt
sikkert! - den gamle suttede på et stykke kandis, - dagen før jeg vandt tyve tusinde drømte jeg, at jeg
sad derude, du ved, og øste op med hænderne og slubrede det i mig, og din afdøde mor, drømte jeg,
sad i affaldshullet. – I morgen skal vi drukne killinger i affaldshullet, Maruska har født syv killinger, -
Kostja snublede over ordene af fornøjelse. Den gamle satte et trist ansigt op, og hans bryn begyndte
at stritte som kakerlakhorn: At du kan nænne det, din dumme djævleunge, så må du hellere drukne
dem i lunkent vand, de er jo nogle blinde småkravl, ellers kommer de bare til at fryse, drukn du dem i
lunkent vand, - den gamle rømmede sig og tog sig krampagtigt til hjertet, og fra det syge sted, hen
over nogle svulster rullede en endeløs brusen og fløjten og rallen og hoste. Kostja gik hvileløst rundt,
gik hen til klaveret, åbnede klaveret og gav sig til at hamre en finger ned mod en tangent, længe stod
han og slog den samme tone an med fingeren, så klappede han låget i og gik nedenunder. Men før der
var gået et minut kom Kostja tilbage. – Jeg er bange, far, - sagde han med en fremmed stemme. Den
gamle lå udmattet på divanen og var ved at falde til ro. – Jeg er bange, - gentog Kostja, - der sidder en
i barneværelset bag Katjas lille bord. - Lad ham bare sidde, - sagde den gamle klagende og stønnende,
- han sidder lidt og så går han nok igen. Kukkeren sprang ud af sit klokkehus og kukkede timeslagene,
det ene efter det andet. Nu herskede der stilhed i huset, og derudover var der det særlige og
uhyggelige, som kun forekommer efter et dødsfald - en tomhed af en slags.
Fra banegården kørte Christina ikke hjem, men drejede om i en anden gade - til Nelidov. Ikke en dag
kunne hun leve uden ham, og hendes hjerte glødede fra dag til dag, fra møde til møde, fra øjekast til
øjekast. Hun blev grebet af ængstelse: hvad er der i vejen - Hvorfor kom han ikke - mon han er rask -
Og virkelig, Nelidov var ikke helt rask: hans øjne brændte med en tør glans, som om han kunne se
36

noget uafvendeligt forude, og dybt i øjnene stod hele tiden den samme tærende tanke. Det begyndte
med Katja, men det var kun en biting, som alt andet Christina sagde om forretninger, om huset og
butikken. Disse ydre trængsler var nu for hende en krog, hvor man kunne skjule sig i timevis, og noget
man kunne give sit hjerte frit løb overfor. – Den gamle vil slet ikke høre: det er hele tiden samme
melodi, ingen penge og dermed basta, selvom forretningen kan blive beslaglagt hvad dag det skal
være. – Men hvordan med Sergej! Der har længe ikke været brev fra ham. – Sergej! Når butikken først
er beslaglagt, så dukker Sergej nok op. Og sig mig hvorfor, hvorfor er det sådan, at når nøden rammer
dig, så vil alle, som efter aftale, vende sig fra dig. er det altid sådan - Nøden har sin egen lov, som
kærligheden har sin. Hvis du kommer til at elske. - Hvis du kommer til at elske. - gentog Christina, som
når hun efter præsten gentager bønnen før uddelingen af nadveren: jeg tror, herre, og bekender. -
Hvis du kommer til at elske - fortsatte Nelidov, og du ikke bliver genelsket, så går du til grunde.
Hvordan - det er uvæsentligt, men du går til grunde. Alt sammensværger sig imod dig, al slags
modgang kommer til, du snubler på den jævneste vej. Lige nu er der, for eksempel, en mand der står
anklaget for mord: han dræbte fordi han var blevet krænket. Men det passer ikke, han dræbte ikke på
grund af en krænkelse - han ville aldrig have følt sig krænket, hvis han ikke havde været lige ved at
kvæles af ubesvaret kærlighed. Hvis du kommer til at elske og du ikke genelskes, så går du til grunde.
Men at elske, betyder at ønske sig den anden helt og holdent, til den sidste lille krog at gøre den
anden til sin, men den anden forbliver sig selv, og ser og hører og tænker adskilt fra dig. Jeg elsker dig
og ser på dig, men du er faldet i tanker. Hvad tænker du på - spørger jeg mig selv. Og straks svarer jeg
mig selv. Svaret er altid rede. Du tænker på et eller andet fra din fortid, fra gårsdagen, noget du har
oplevet uden mig, eller en tanke der er mig fremmed, optog dig, - og mere skal der ikke til, straks ser
jeg dig afsondret fra mig, ved at det ikke kan være anderledes, du kan ikke helt og holdent være min,
og det kan jeg ikke godtage. At elske og ikke ønske at lægge fuldt beslag på det elskede menneske, -
er umuligt. Men at lægge fuldt beslag på et menneske og tilintetgøre det, er et og det samme. Hun
stod som en dømt foran ham, og blodet strømmede til hendes hjerte, blev holdt tilbage for pludselig
at kunne bryde ud. Hun gentog hans ord som når hun efter præsten gentager bønnen før uddelingen
af nadveren: jeg tror, herre, og bekender. Hans øjne brændte med en tør glans, som om han kunne se
noget uafvendeligt forude, og dybt i øjnene stod hele tiden den samme tærende tanke. Han følte at
han elskede Christina og ikke ville kunne leve uden hende, og han syntes at lykken var kommet og
bankede på døren. Og han fortalte hende det, at han elskede hende og ikke kunne leve uden hende.
Og i samme øjeblik brød hendes hjerte ud, hun lyste op for ham alene, og han blev for hende den
eneste i hele verden, som enebarnet, mere dyrebar end lille Irina. Hun kunne ikke få et ord frem,
kunne ikke sige det som allerede klart var sagt med hjertet, der for altid elskede ham alene. Og da
blev for dem begge på et øjeblik det uforenelige forenet, det umulige forvandledes til det mulige, som
vinen forvandles til blod og brødet til legemet.
Støjende og usikre til bens brød de berusede gæster op fra det lystige Den Nye Verden. Lamperne
slukkedes i Den Nye Verden, man forberedte sig til det osende natteleje. Musikanten klappede sin
billige musik sammen, klaverspillersken anslog den sidste fortvivlede node. Heller ikke udenfor kunne
mester Semen Mitrofanovic styre sig, selvom han allerede havde sendt tusind fingerkys til Den Nye
Verden: han rev sig løs af Motjas favntag og gav sig selv til at favne en imaginær munter dame, mens
han slingrede ned ad gaden. – Da valsede bødkersken med bødkeren, pokkers også, ikke hjemme, ikke
på ovnen, med støvletramp til hælen sprak! Oho, ho. - mester var igen faldet sammen og klyngede sig
til Motja, - jeg, brormand, jeg ved nok besked, det vigtigste er om damen hopper når hun danser, dem
der hopper kan mere end det, finere damer fås ikke, men det forstår du jo ikke, hit med en tændstik! -
37

han tændte og spyttede, - din lille Raja er dum, og det er du også. – Jeg forstår det hele, - snøftede
Motja. – Du forstår ingenting, men jeg, brormand, behøver ikke engang briller, og nu skal jeg forklare
dig det hele. Har du meget til gode hos Klockovs - Du får ikke en rød reje. Og hvilket fjols tror du
egentlig vil betale dig - Jeg snakker med min søster Christina. – Hvad fanden vil du snakke om! – Jeg vil
snakke om pengene, lønnen. – Ja, den kender jeg, din lille dillerik! - mester gav Motja et puf. Motja
sparkede igen. – Du kan selv være en dillerik, din bisse. Men mester var allerede kommet i kog, og han
baskede med armene som om han lige havde lagt et æg: - Jeg skal smadre snuden på dig! Sådan at
spille kong Gulerod! Her vil man være venlig, og så skælder han sgu bare ud! Vil du ha’ at jeg skal lære
dig lidt sund fornuft, vil du - spørger jeg. – Ja. – Nå, så tag og stik af fra Klockovs - jeg svigter dig aldrig,
stol på det! Sanjka siger: “Kom endelig! Senja, siger hun, alt er klart, og tag bare en kammerat med!” -
for fanden da! – Christina er jo ikke en fremmed, hvor skal hun tage hen alene - Alene - grinede
mester af fuld hals, - alene - Hun ligger jo i med den træmand, Nelidov. Det må man sige, hun er
finere end os! – Christina er min søster. – Din søster! En søster er en søster, og så kan du gå i
hundene! - mester tog et par skridt fremad og gjorde skarpt omkring, greb Motja ved struben, og gav
sig til at ruske i ham af alle kræfter, - øretæver er for godt til dig, din drukkenbolt, din kvajpande,
djævel, hvor skal du gå hen, dit døve apparat - Hvem vil have sådan en dryppert som dig, Saljapins
kammerat - Sikken en kunstner! Som en kugle affyret fra. Jeg vil hjælpe dig på vej, er du med - Jeg
forstår alt. – Du forstår ingenting! - mester slap Motja og tog ham under armen, og som om
overhovedet intet var hændt, gik han fredeligt og småsnakkende videre: - for ikke at lade det blive
ved snakken, brormand, jeg siger op hos fruen, du må hellere tage direkte til Petersborg med Raja,
forpasser du tiden er det sket. Søster! Vi kender de søstre, fanden ta’ dem! – Og pludselig blev hans
stemme blødere, - jeg siger dig, Motja, helt ærligt, din søster er første rangs, vi andre er selvfølgelig
ikke dannede, vi er bønderkarle, vi kan ikke, den grå masse. første rang. Og Semen Mitrofanovic kom i
sort humør, gav sig til at mumle noget fuldstændig uforståeligt og han trak Motja med hen til
gadelygten, udøste sit hjerte på det uskyldige jern, og førte så atter sin ledsager ud midt på gaden. Og
han fortalte om nogle rotter, som det var umuligt at fange, og som var dukket op overalt i alle huse, til
stor plage for alle, men at gårdmændene med tiden ville få alle rotterne jaget væk med koste, og at
der så ikke længere ville være noget der hed bønderkarle og den grå masse, men at alle ville have
første rang, så de kunne nyde livet og svælge i salighed. Og mester lignede en vild hest, der sparkede
sne op med benene, men fra en vild hest forvandlede han sig temmelig pludseligt til en daglejerkrikke,
stak piben ind, mumlede, beklagede sig og bandede. Men i Motjas tunge hoved svingede en eneste
tanke som et pendul. Og han satte sig ikke imod denne tanke, men klyngede sig tværtimod fast til
den. Han vidste at hvis han ville komme med indvendinger, ville han træde forkert, falde om i en
snedrive og aldrig rejse sig mere: “Han måtte snarest stikke af fra Klockovs. “ - Forpas ikke tiden,
forpas ikke tiden, - brølede Motja. Således nåede de to venner hjem, med møje og besvær. Og mens
den søvndrukne Ivan Trofimovic udførte sit natarbejde - at trække mesters støvler af - lyste den
dystert sindede Semen Mitrofanovic pludselig op, pegede med fingeren i retning af det beskidte
hjørne, hvor lokumsspanden stod om natten, og sagde ligesom henkastet: - Ivan, gi’ mig den! Drengen
bøjede sig lydigt - og den krævede spand kom frem. – Skænk dig en kop - befalede mester og gabte
selv af velvære. Og drengen skænkede uhumskheder op i sin kop, og ventede, mens han anede hvad
der skulle ske. – Ned med det! - kommanderede mester. Og drengen korsede sig flere gange og tømte
koppen til sidste dråbe.
Motja snorkede. Mester snorkede. Næsesangens mætte fløjtetoner gav genlyd gennem huset. Et
uigennemtrængeligt mørke lå i den kolde gang omkring Ivan Trofimovic, der lå og vred sig i
38

væmmelse. Ivan Trofimovic lå og vred sig på sin elendige lille kiste, han havde trukket benene op
under sig og rullet sig sammen som en ært, men pludseligt kastede han kludetæppet af sig og for op.
Snart rystede han af kulde, snart af hede, og der stod en modbydelig salt slim i halsen på ham. –
Slubbert. - hviskede Ivan Trofimovic, - slubbert. Min lille mor, min egen mor. Og på den anden side af
væggen lå Kostja, med sengetæppet trukket op over hovedet, og trykkede sig ind til væggen for at
undgå en eller andens grufulde øjne, øjne som uafladeligt fulgte ham, badede ham i kold sved. Kostja
drømte om Katja, og Katja sagde, at han skulle gå hen i en forretning og købe en kiste til hende. Og
han gik længe rundt i forretningerne og kunne ikke finde en kiste der passede. Og da han kommer
hjem, ser han at kisten allerede står der, og Katja står ved kisten. Katja siger til ham: “Kostja, hvorfor
har du købt sådan en smal kiste til mig - “ Og så ligger de ligesom på en skrå seng ved siden af
hinanden: Kostja ude til siden med armene helt nede på bunden, han har det ubekvemt, indeklemt og
koldt, og Katja øverst, hun har det godt, blødt og bekvemt. Og hvorfor har Katja det godt, blødt og
bekvemt og han det ubekvemt, indeklemt og koldt - Og hvorfor har han en stjerne i håndfladen - Og
hvorfor er hans næse skæv -
Undertiden forekom det Nelidov, at han i Christina havde fundet hende han havde mistet for altid,
hende han engang havde elsket - sin kæreste. Og de mørke nætter brændte med sol - ild, kvalte tiden,
han lagde ikke mærke til timerne, eller når klokken slog - den samme følelse hvilede både på tingene
og i hans sjæl. Ja, han havde i Christina fundet hende han havde mistet for altid, hende han havde
elsket for altid. Men så snart det tidlige tågede lys, - vinterlyset før daggry - tittede ind ad vinduet,
turde han ikke kigge ud af vinduet, ud i det fri, og han kunne have punkteret sine ører, blot for ikke at
høre de hamrende minutters gang. Det var som om et uhyre kravlede frem fra et sted under de flade
hovedpuder, der endnu var varme af de natlige kærtegn, uhyret pressede sin slimede mave mod ham,
maste hans hjerte, torterede ham, hånede ham. Hvorfor havde han nu gjort det - Han elsker jo ikke
Christina. Hvorfor piner han hende - Hvorfor bedrager han sig selv - Han ved jo, at han ikke elsker
hende, hvorfor så hykle - Hvorfor vil han ikke sige sandheden til hende og sig selv - Eller glemmer han
det - Mon han glemmer det - Mon man kan glemme sådan noget - “Se - drævede uhyret, - hvor hun
ser på dig! Hun tror dig, hun elsker dig, ligesom du også for altid alene elskede din kæreste, husker du
- Men hun vil snart mærke dit bedrag. Og hun vil leve som en bedraget - verden vil synes hende så
lille, himlen så lav, alle gader så smalle, som de virkede på dig den hede julidag, husker du, da du
vendte tilbage fra kirkegården, og for altid havde mistet hende du elskede, din kæreste. Ja, hun vil gå
på disse smalle gader og huske, og hendes hjerte vil briste, - og hele brystet vil gøre ondt. Snart,
meget snart vil hun instinktivt opdage dit bedrag, du kan fortælle hende det eller lade være, det er
lige meget, hun vil alligevel opdage det. For den der elsker en, kan man ikke skjule noget. Hvis ikke i
dag, så i morgen, hvis ikke i morgen, så i overmorgen vil det hele blive opdaget, opdaget uden et
eneste ord, bare instinktivt. Hun troede at hun elskede Sergej. Hun elskede ham ikke og han ikke
hende. Det er dig hun elsker, men du elsker ikke hende. Hvorfor bedrager du så hende - Hvorfor
bedrager du dig selv - “ Forpint døsede Nelidov hen. Men heller ikke i døsen forlod uhyret ham: fra tid
til anden skubbede det til ham, trak tæppet af ham eller greb ham om skuldrene og rystede ham i
feber. Nelidov sprang op og spidsede ører. Og han syntes at nogen inde ved siden af slog et søm i, slog
det grundigt i, så der kunne hænges en stærk løkke op på sømmet, og så hovedet ind i løkken. Nelidov
lytter og kold sved bryder frem på hans pande. Og hans tænder begynder at klapre. Og den
fortvivlede derinde havde sikkert nået det, hovedet ind i løkken, sparke fra med benene og færdig, -
nu hang han der. Et minut går, et til, og et tredje. Nelidov ligger ubevægelig, lytter, venter. Og
pludselig er det som om det begynder at støje inde ved siden af: nogen havde åbenbart savnet den
39

fortvivlede, befriet ham fra løkken, men for sent. – For sent, - hviskede Nelidov, - nu er det for sent,
intet kan hjælpe! - og han lagde sig og ønskede igen at falde i søvn, bare for et øjeblik. Men igen var
det som om uhyret kravlede frem fra et sted under de fladklemte, glohede hovedpuder, pressede sin
slimede mave mod ham, maste hans hjerte, torterede ham, hånede ham. Hvorfor havde han nu gjort
det - Han elsker jo ikke Christina. Hvorfor piner han hende - Hvorfor bedrager han sig selv - Han ved
jo, at han ikke elsker hende. Hvorfor så hykle - Hvorfor vil han ikke sige sandheden til hende og til sig
selv - Eller glemmer han det - Mon han glemmer det - Mon man kan glemme sådan noget - Dagen
kom sent i gang, forvirring, hverdagsliv. Så blev det aften. Om aftenen plejede Christina at komme,
eller også var han selv hos Klockovs. Og når han var sammen med hende glemte han alt. Han kunne
simpelthen ikke forstå hvor han fik den tanke fra, at han skulle bedrage hende, at han skulle bedrage
sig selv. Var det måske ikke sandt, når han fortalte sig selv, at han elskede hende og at han ikke kunne
leve uden hende - Jo, han talte sandt, han bedrog ingen. Sådan prøvede Nelidov hele tiden på trods af
sig selv og sin dybeste erkendelse at skjule sandheden for sig selv, men når han var ved at nå den
yderste udmattelse, på højdepunktet af selvberoligelse, stivnede han pludselig og hengav sig helt til
lytten: stemmen der skjulte sig om dagen og krøb frem som et uhyre kort før daggry, indhyllede ham i
et snærende net af bebrejdelser og udtalte bydende som en zar og dommer over ham: ‘Skyldig til
døden!’ Og fra alle ting og alle øjne sås den tavse godkendelse af dommen: ‘Skyldig til døden!’ Og
døden, den genstridige, hans død, som han to gange forgæves havde forsøgt at hidkalde fra dybet af
sit hjerte, kunne nu ikke lade være at vise sig, kunne ikke nægte at svare, kunne ikke nægte at tage
imod ham. Og han følte dette, han - en vis hr. Nelidov, en ud af tusinde af samme slags, der ligner og
kun adskiller sig fra hinanden ved efternavnet, en tidligere tjenestemand, skuespiller og lærer, som
var sprunget ind i en malstrøm af småting og kævl, bare for at leve, han kunne nu for første gang finde
styrke i sit hjerte til frivilligt at modtage hende. Op til fastelavn åbnede et marked i byen, butikkerne
lukkede sent, og Christina kunne ikke komme hen til Nelidov, og selv kom han ikke hen til Klockovs.
Han ville ikke se Christina, han ønskede ikke at se hende aftenen før sin sidste dag.
I går var mester Semen Mitrofanovic rejst fra Klockovs. Og det var det første slag mod Christina,
bagefter kom alle mulige ulykker dryssende som nødder. Men hun havde ikke anet, at det hele skulle
komme sådan på en gang. Og hun blev grebet af den sorgløshed, der med sikkerhed indvarsler en
bitter morgendag. Kun Kostja, der pludselig var blevet tavs af sig, mumlede en masse vrøvl, når han
var ved at falde i søvn bag disken, og når han var vågen gik han dystert rundt og bed sig i læben som
om han forberedte sig på noget stort og uhørt. Lørdag over middag kom fogeden for at gøre butikken
op. Fogeden satte kæden for, læste en forordning op, anbragte en betjent ved døren og begyndte på
opgørelsen. Christina, Motja, Raja og Ivan Trofimyc stod på geled bag disken, og deres ansigter var
slående hverdagsagtige, som om der ikke var sket noget særligt og alt var som det skulle være. Og kun
i hver enkelts øjne rumsterede, endnu skjult for dem selv, en tanke på morgendagen: hvad skulle de
gøre i morgen - Kostja stod lidt borte, fordybet i den altopslugende tanke om at udføre en uhørt
handling, pustede kinderne op og slikkede sig om munden. Og omkring vinduerne standsede
forbipasserende op gloede ind i butikken, rakte tunge, grinede og lavede ansigter - de kunne ikke
tilbageholde den særlige glæde, der vækkes i folk ved andres ulykke. Selvfølgelig duede det ikke at
vise den alt for åbenlyst, man kunne jo aldrig vide, vi er jo alle i Guds hånd, men det var svært at
beherske sig. Også fogeden, der gik rundt og forseglede værdigenstande og nips, holdt kun med nød
og næppe smilet tilbage. Men urene fortsatte med at gå, som de gik i går, de var de samme før som
efter opgørelsen. Et ur udråbte en lille fortærsket sang - livets tomhed og dets uigennemtrængelige
anstand, dets anstændige tøjler og dets feje løgnagtighed. Og et andet ur slog med et dumpt,
40

langtrukkent slag dødstimen som folk frygter når den lille fortærskede sang - livets småting - har
bedraget dem. Og grammofonen tordnede, uden skam og hæmninger, en galopperende
fandenivoldsk dans, så gulvet gyngede. – Da valsede bødkersken med bødkeren! – Betjenten kunne
ikke længere beherske sig og knipsede med fingrene. Fogeden satte segl, det ene efter det andet, på
alle vægge på alle montrer, han lukkede kæften på tingene med segl. Butikken forstenede. Og da
opgørelsen var slut og fogeden forsvandt og kun de ure der tilfældigvis ikke var blevet forseglet
tikkede i den forstenede butik, var deres tikken som tynde søm der trommer mod hjertet, hager sig
fast i det og river det i småbidder. Sådan lød det for Christina, og hun skyndte sig ad bagdøren at
forlade den forseglede, forstenede butik, der ikke længere var hendes. Raja og Motja skævede til
hinanden: de havde nu alt klappet og klart. Raja og Motja ventede kun på at det skulle blive aften. Om
aftenen ville de sætte sig i toget og køre lige til Petersborg, til kammeraten Senja - til mester Semen
Mitrofanovic, til et nyt liv. – Om forladelse, lev vel, bær ikke nag til os! - nynnede Motja mens han
snoede overskægget og spilede næseborene ud som Saljapin eller Saljapins ven. Med den imiterede
lammeskindshue klemt godt ned over hovedet vendte Ivan Trofimovic hjem til sin lille korridor, så
tungsindigt og langsomt som havde han et halvt århundrede på bagen. Hvor skulle han gøre af sig
selv, hvor skulle han begynde et nyt liv - “Jeg vil være brandmand, - drømte Ivan Trofimyc med
bedrøvet hjerte, - jeg sætter livet på spil. Men sikken en hjelm de brandmænd har, to puds messing,
man brækker halsen! Nej, jeg vil være røver hos Curkin, alle slipper fri igen, men mester Semen
Mitrofanovic får en med øksen.
For sidste gang steg Kostja op i klokketårnet for at trække uret op. Lynhurtigt hoppede han fra trin til
trin. Vinden overfaldt ham, puffede ham i brystet som om den ville kaste ham ned. - Du vover det
ikke! Vover det ikke! - syntes Kostja at vinden råbte gennem glughullerne. Og de grå klokker dirrede
og ville skræmme ham, de gungrede deres ældgamle drøn, gungrende langede de ud med
støbejernstungen for at smadre hovedet på den skævnæsede vanskabning, der havde udpønset det
uhørte. Kostja følte ingen træthed, Kostja kendte ikke til skræk. Hvorfor skulle han være træt eller
angst - Hans hjerte brændte af et ufravigeligt fast ønske - han havde udtænkt en tanke, større end alle
andre tanker. Det er hverken mennesket eller det vilde dyr, men tiden og dens timer, der hersker over
livet og sender dage og nætter, alt kommer derfra - alle livets kvaler og pinsler. Og han vil dræbe den
forbandede tid! - dræbe den og dens timer og befri sig selv og hele jorden og hele verden. Han sætter
ikke sine ben på jorden igen, går ikke ned fra klokketårnet, før han har fuldendt sin gerning. Og hvis
det bliver nødvendigt, vil han kravle højere op, op på selve kuplen, træde op på korset og videre. Han
er klar til at klatre op på skyerne. Det har han svoret, og det vil han sværge på ved alle sin
skævnæsede vemods dage, ved sin håbløse kærlighed til Lidocka Lisicyna, ved solen og natten - solen,
ved hvis lys andre havde pint ham, og natten, i hvis skjul han selv udmattet havde udtænkt sine
pinsler. “Kostja, hvis der slet ikke fandtes ure, ikke fandtes tid, hverken nutid, fortid eller fremtid!” -
Nelidovs ord, som var faldet for en måned siden, blussede op et øjeblik og gjorde Kostja endnu mere
beslutsom. Da Kostja var kommet op på det øverste stokværk gjorde han usædvanligt let alt det, der
før havde kostet ham så stort besvær - arbejdet med at trække uret op. Håndsvinget drejede sig som
et halmstrå i hans hænder. Kostja hørte hvordan uret levede, myldrede som tusind gange tusind
flygtende år, tusind gange tusind små giftige orme. Og af dette jernuhyre afhang hans skæbne,
jordens og hele verdens skæbne. Nej, han kan ikke længere leve, kan ikke længere vandre på jorden,
før han har kastet jernåget af sig, han vil med sine egne hænder kværke denne jernhals! Med vidt
åben mund og de spredte fortænder blottet greb Kostja jernstangen. Han for hen til glughullet, og
som var den let som en fjer, slyngede han jernstangen op, og behændigt klatrede han selv op på
41

vinduesbrystningen. Han krummede sig helt sammen og strakte armen umenneskeligt langt op, så
den dirrende jernstang lige netop nåede urets store viser. Han fik fat i viseren og tvang den frem.
Langsomt førte han den frem indtil uret var en hel time foran. Indtil sidste minut, fra kvart over til
halv, fra halv til kvart i, fra kvart i til ti, fra ti minutter i til fem, fra fem til tre og til ét minut i. Og et
øjeblik stivnede han og rykkede så i den store viser med jernstangen. Den knækkede viser knasede og
klirrede og som en lille blå flamme forsvandt den i stjerneaftenen. Og urets klokke slog med
støbejernstungen mod sit syngende hjerte, og istemte sin ældgamle uforanderlige sang - klokken slog
sin time. Uret kunne ikke standse den fastsatte kimen. Et efter et rullede de ti slag frem: de ni efter
Guds vilje, det tiende efter Kostjas. Rædsel og gråd og latter rev sig løs fra urets syngende hjerte. De
hendøende lyde hævede sig fra jorden, fløj op mod stjernerne og dirrede som hvide fjer mens de
vajede med en hvid gennemsigtig damp. De strålende stjerner i det fjerne tænkte deres stjernetanker,
velsignende med deres lys strålede de. Og på jorden blev der rædselsvækkende stille. Byen hvis liv
fulgte kirkens ur skælvede. Brandmanden på vagttårnet, hyllet i fåreskind og iført sin skrækindjagende
messinghjelm, standsede brat op, og gav sig til at spejde efter ildebranden, men ildskæret over
klokketårnet var blegnet, og han gav sig igen til at trave rundt om de mørke signalkugler og susende
ledninger. De afgående tog ilede af sted med en times forsinkelse og forsøgte at sætte farten op,
mens de fløjtede fortvivlet. Kuskene skyndede på deres udsultede, afpillede krikker og slog løs på dem
med pisken, selv følte de på ryggen knytnæverne fra de forskrækkede passagerer, der var en hel time
forsinket. Telegrafisten sad sammenbøjet og lod den hornede finger danse alt for hurtigt på tasterne:
telegrammerne blev forvansket og udspredte vrøvl og opspind. De fine frøkner fra det lystige Den Nye
Verden havde endnu ikke fået sovet den ud, men da de ventede gæster, tværede de sminke ud over
de blålige, koparrede kinder og de uafvaskelige ar på de slunkne, overbegramsede bryster. Notarius
lukkede kontoret og lagde veltilfreds med klokkeslettet en hel stak forfaldne veksler i sin mappe. Og
kirkebetjenten tog spaden under frakken og gik ud for at grave grave til morgendagens døde. Hans
gris gryntede til sin herre. Ølsælgeren åbnede de sidste flasker. Og statens spiritusbutik lukkede. Nød
og sorg og alle deres søstre gik over byens grænse, spredte sig over byen og gik ind i de udsetes huse.
Og den mærkede sjæl ængstedes. Den hellige dåre Markusa Napoleon stirrede med udslukte øjne et
eller andet sted op bag de strålende stjerner, og han istemte i henrykkelse sin nattebøn: “Herre
forklar os ved din sols, din månes og dine stjerners lys!” Kostja var blevet slynget omkuld på
stengulvet og havde ikke hørt timeslagene. Han vågnede, og som en kat sprang han op på
vinduesbrystningen for at kikke ud på uret. På uret sad den lille viser alene, ubevægelig. Det var det
Kostja havde ventet på, hans time var kommet! Kostja havde dræbt den forbandede tid! Der findes
intet uigenkaldeligt mere. Der findes ingen forventninger mere. Tiden findes ikke mere! Som halsen
på en gås strakte Kostja sig langt ud og med de knoklede håndflader støttet mod den murede
vinduesbrystning gav Kostja sig til at le af fuld hals som en vanvittig. Det var det Kostja havde ventet
på, hans time var kommet! Kostja havde dræbt den forbandede tid! Der findes intet uigenkaldeligt
mere. Der findes ingen forventninger mere. Tiden findes ikke mere! Og da han havde sendt et
fingerkys ned til den myldrende by, som han havde befriet, istemte han befrierens kongesang. Kostja
sang, Kostja Klockov, kongen der havde besejret tiden, dens trængsler og tab, kongernes konge,
befrieren af jorden og verden fra timernes jernåg. Der findes intet uigenkaldeligt mere. Der findes
ingen forventninger mere. Tiden findes ikke mere.
Kostjas lille sammenbøjede hætteklædte figur, der humpede fredsommeligt af sted langs floden som
en hare, smuttede ud af snedriverne. Kostja gjorde holdt ved guvernørboligen, og kastede et blik ind
ad porten. “Nej det bliver for meget, lad ham selv finde ud af det!” - besluttede Kostja om
42

guvernøren, som han havde tænkt på at gå ind til, for at fortælle om det nye liv uden tiden. Og han gik
videre. Da han var udfor skilderhuset, råbte han til skildvagten: - Jeg har aldrig set guvernørfruen, hun
siges at være gammel, men vældig tiltrækkende. Der brændte et bål på torvet, en vægter og nogle
vagabonder stod og varmede sig ved ilden. En af vagabonderne sagde: - Tiden findes ikke mere. Kostja
nikkede som tegn på sin velvilje. – Du har ret, tiden findes ikke mere. Det er mig der har befriet jer,
jeg, Kostja Klockov. Fra nu af er alt muligt, det umulige findes ikke! - og han gik videre. Sådan gik
Kostja og opmuntrede og roste de af ham befriede slaver - sine undersåtter, der ikke mærkede tiden
mere. Portnerne lukkede portene for natten. I gårdene blev bidske hunde sluppet løs. På gaderne var
nattens hjemløse allerede ude, de vimsede tyvagtigt omkring, gemte sig langs plankeværkerne, i
åbningerne mellem dem, rystede og hoppede af kulde. To gamle tiggersker havde anbragt sig på en
bænk udenfor det tilsodede natteherberg, og som om intet var hændt, beklagede de sig og
udvekslede tiggersladder. Kostja afbrød dem: - Hvorfor sidder I der, tiggersker, har I ikke hørt: tiden
findes ikke mere, alt er forbi og der er ikke noget at skændes om! - og han tog urnøglen op af lommen
og smed den i hovedet på tiggerskerne: - tag dette planetkød og del det ud til de hungrende, jeg vil
ikke have at nogen skal klage, fra nu af er alt muligt og det umulige findes ikke. Men netop da
dukkede Nelidov op, som fra jordens dyb, han gik i retning af banegården. Kostja genkendte ham
straks på den høje hue. – Hvor skal De hen, hr. Nelidov - Kostja standsede sin bekendt. Nelidov trak
uret frem, så på det og sagde: - Der er kun en halv time til, Kostja. Farvel! – Skyldig til døden! - skreg
Kostja rasende. Han var oprørt over denne opsætsighed fra Nelidov, som havde vovet at nævne tiden.
Men så kom han i tanker om, at han for evigt havde dræbt tiden, og det gamle ikke kunne vende
tilbage, og han begyndte at snurre rundt i en lykkerus. Og han snurrede rundt hen ad gaden, som en
Fastelavnskarrusel. Det forekom ham at han selv var en Karrusel, som enhver gratis kunne tage sig en
tur på. Nogle pjaltede lømler, der ved nattens begyndelse var strømmet ud af hundehuller og
natasyler for at lave smårapserier, løb hen til Kostja, klyngede sig til ham fra alle sider og snurrede
rundt med ham, som en karrusel. Kostja roste lømlerne og lovede dem, at han engang ville vise dem
fjælebodsteatre, hvor zarer og fornemme folk spiller Petruska, men han, den mægtige stridsmand,
den første og den sidste Petruska, vil for sjov puffe solen ned, thi fra nu, hvor tiden ikke findes mere,
er alt muligt, og det umulige findes ikke. – Tuj - tuj - rata - tuj! – Kostja fik noget i den forkerte hals
men snurrede rundt som en karrusel. Og mens han snurrede rundt, følte Kostja hvordan noget et sted
i hans hjerte langsomt, men stædigt smeltede, og hvordan en vældig væg knapt mærkbart, men
sikkert lænede sig ind over ham, og en voksende bevidsthed om en mageløs kraft, en ubegrænset
styrke skubbede til ham, så han snurrede rundt som en karrusel. – Omstrejfende lømler, jeg vil give
jer en frihed, som ikke engang kærligheden eller døden siden verdens skabelse har kunnet give selv
det mægtigste folk på jorden. Hør, I lazaroner og tyveknægte, jeg har taget tiden, jeg har dræbt tiden
med dens timer, - fra nu af findes tiden ikke! Hør I skiderikker, jeg har taget verdens synd, jeg har
dræbt synden med dens sorg og anger, fra nu af findes synden ikke. Hør, I kujoner og bedragere, jeg
har taget døden, jeg har dræbt døden med dens rædsel, - fra nu af findes døden ikke. Tiden findes
ikke, fra nu af er alt muligt, det umulige findes ikke. Og jeg vil give jer, I sultne og forpinte, første rang,
for at I kan nyde og beruse jer i salighed! Nyd og berus jer, enfoldige trælle, vellystninge og horkarle,
mine kære brødre. Det er min vilje - at skære det hele godt og grundigt af jer og proppe det ned i jeres
egne forslugne kæfte. Jeg er Herren din Gud! En af Alfonserne slog pelshuen af Kostja, spottede ham
og spyttede ham i ansigtet. – Og hvad vil der ske med mig, Kostja - Du vil komme til at slikke min lille
grisebasse - Kostja tørrede sig godmodigt og vendt mod den sammenstimlede fastelavnsskare hylede
han - kom til mig! - og han smilede: - se, hvilken sær krage jeg er! Og smilende gik han videre. Kostja
gik af sted uden at mærke tiden og med en finger tegnede han cirkler foran næsen. Han havde fået
nok af at daske rundt, han var en grisk Hvepsevåge, om dagen ville han straffe efter
43

forgodtbefindende, han ville piske til blodet skummede, men om natten ville han fylde alle brønde
med frøæg, småkravl i lunkent vand, for at de ikke skulle fryse. – Den gamle gik - frem kom han ikke,
barnet gik - men fandt ham ikke, djævlen fryder sig over jer, - Kostja smilede, stak hænderne i
lommen og forestillede sig at han var en Frøfod mens han skubbede med skulderen til gadelygten.
Lygten vaklede og bum, ned på stenbroen, glasset klirrede. Kostja rev sig løs fra stedet og satte i løb.
Han løb som en hest. Han er ikke en karrusel og ikke Petruska, ikke en frøfod, han er en hest, en
gråskimmel, sadlen af sølv, trensen forgyldt. Han galoperer af sted til kirken, han køber alle
vokslysene, han sætter sig på alteret, han tvætter sig med kold dug, han læser alle bøger og begynder
at brænde som et hundredepuds lys for øjnene af ikonerne Palmesøndag og Tordneren, for øjnene af
Lidocka Lisicyna. Han har silkebælte på, bæverskindshue, atlaskforet pels, og en næse som på et
billede. Han er ikke længere Kostja Klockov, men læreren og detektiven Kurinas, den første og den
sidste Kurinas Kurinasovic. Og han slår i jorden med hoven, en kulsort hest, han bærer
kæmpemæssige gåseæg og andeæg i sand. – Ky - ke - li - ky! Ét æg i hver by! - skriger Kostja af fuld
hals og overdrysser gaden med gyldne nødder, som han har fået et eller andet sted fra, og så bliver
han klar over at han står ved indgangen til Lisicyns galanteriforretning, og han føler hvordan noget
smertefuldt snurrer rundt i hans hjerne, som om en tændstik blev strøget og blussede op med en klar
grøn flamme. – Hej, I spættede, nettede høns! – Kostja rev galanteriforretningens dør op, åbnede sin
usædvanlige frakke af valmueblade og stirrede grådigt direkte på Lidocka. Skræmt fra vid og sans
spærrede Lidocka sine azurblå øjne op, og af bar skræk satte hun sig ned uden en lyd. Men Kostja
sneg sig hen mod disken mens han bed sig i sin blege læbe og rystede over hele kroppen. Han skulle
lige til at svinge benet for at sætte over disken, men ombestemte sig af en eller anden grund. Han
strakte sig forover, famlede efter den siddende Lidocka, trak hånden frem foran disken, trykkede
hende ind til sig og sugede sig fast til hende med læberne, kyssede hende på hendes sukkerlæber og
lyserøde kinder, gav hende smækkys mens han hvislede og smaskede og mumlede, og pludselig
åbnede han munden på vid gab, og haps! - bed han i hendes sukkertopslebne porcelænsnæse.
Lidocka stønnede, vendte det hvide ud af sine kønne, azurblå øjne og besvimede. Lidocka besvimede,
og afmægtig, som en død, modsatte hun sig ikke den frygtelige Kostjas frygtelige omfavnelser og kys.
Den lysblonde kommis, Kloge Hoved, kom springende, hidkaldt af larmen, han virrede med
hentekrøllerne, og mens han skældte ud af alle kræfter greb han Kostja, trak ham væk fra den
forpjuskede Lidocka og kylede ham som en kat ud af døren, ud på gaden. Kostja havnede for fuld fart i
sneen, og han hørte butiksdøren smække i med et brag. Skælvende af gråd formede hans læber den
børnesang, som Christina plejede at synge for sin lille Irina, og en dødelig angst fik langsomt tag i hans
hjerte og rejste ham op. Kostja rejste sig og vaklede hen ad gaden, nu var han ikke længere Kostja
Klockov, ikke en karrusel og ikke Petruska, ikke en hvepsevåge, ikke læreren og detektiven Kurinas,
ikke en kulsort hest, men en afskåret dillerik på kakerlak ben. Rundt omkring ham løb folk frem og
tilbage, forfulgte ham, men de rørte ham ikke, puffede ikke til ham - den afskårne dillerik på kakerlak
ben. Fastelavnsgaden gjaldede af hundreder af berusede stemmer. Og hver eneste stemme fløj ind i
Kostjas ører, og Kostja havde fornemmelsen af, at han var althørende. Fastelavnsgaden gjaldede. – Vi
vil gerne spørge Dem om hvordan vores sag står - prikkede en stemme ind i Kostjas althørende øre.
Men en anden kørte frem med sit: - For fanden, du skulle have en våd klud på næsen! Og en tredje
plagede en fjerde: - Giv mig lidt ild! Min gode, giv mig lidt ild. – Uf! Sådan et fjols! - snerrede den
fjerde. Og den tyvende og forkølede stemme undskyldte sig: - Jeg har ikke så meget som en kopek,
hvad skal jeg så give dig! – Jeg siger dig det lige ud, jeg har tabt mine tændstikker et eller andet sted, -
masede den ét hundrede stemme på. Men den ét hundrede og tyvende stemme afbrød ham: - Jag
ham væk og pas godt på! - indskærpede den ét hundrede og én og tyvende. Og som om intet var
hændt ræsonnerede den ét tusinde og tredje: - Men en anden idiot arbejder hele livet, forstå det
44

hvem som kan. - Hvor bliver han dog af, min mand! - jamrede en drukken kvindfolkestemme. Og en
gammel kones stemme istemte klynkende: - Drengen bedrager pigen. Og en sagde fortvivlet: - Vi får
hverken svar eller hilsen. Og en stoppede munden på den gamle: - Og så synger hun oven i købet, den
gamle! Og en truede: - Skab dig ikke, ellers vanker der! Og en skældte ud: - Fanden ta’ dig! Og mens
politibetjenten stængede døren udgød hans tenor: - Da valsede bødkersken med bødkeren! Og det
gjaldede og gjaldede af hundredvis af drukne, festoprømte stemmer. “Men hvad er det de vil have -
spurgte Kostja sig selv, - jeg har givet dem planetkød, jeg har givet dem alt. Og hvad er det jeg selv vil
have, jeg, zaren over alle zarer - “ I Klockovs forseglede butik, der ikke længere var oplyst af den altid
vågne nattevagt, kunne man gennem gitteret, der var sat for vinduet, se noget mørkt, som en tom
øjenhule. Udenfor butikkens vindue stod Christina og tænkte på et eller andet. Kostja fik øje på
Christina og styrtede hen til hende. Og de så på hinanden: han en glubsk Hvepsevåge - hun en
hundue. Og han gennemborede hende fra top til tå med sit afsindige hvepsevågeblik. – Kostja, hvad
er der med dig, Kostja - spurgte Christina angst. Men fra kørebanen råbte nogen, truende: - Hej,
Kostja, hvorfor sidder din hue sådan, jeg skal give dig! Kostja hørte truslen og tav, og tavs
gennemborede han Christina med sit afsindige hvepsevågeblik. Han - en glubsk hvepsevåge, hun en
hundue. – Du er syg, Kostja, gå hjem, Kostja! – Christina fik tårer i øjnene. Og igen snurrede noget
smertefuldt rundt i Kostjas syge hjerne, som om en tændstik blev strøget og blussede op med en klar
grøn flamme, og den vældige væg lagde sig helt ned over ham. Kostja rakte Christina begge hænder,
lænede sig helt ind til hendes ansigt og hviskede til hende: - Det gør ondt, Christina, det gør meget
ondt, men hvis man spørger, Christina, hvad Kostja sagde, så sig at Kostja sagde: pyt! – Kostja rakte
tunge og gik sin vej. Det var mørkt i Kostjas sjæl, et trykkende tungsind omsluttede ham: - Stjerner,
forbarm jer over mig! - skreg han med sit sidste skrig fra det forpinte hjerte. Og som svar på dette
skrig fra det forpinte hjerte sortnede det et øjeblik for hans øjne, og da dukkede en på tynde
dameben op - sådan forekom det Kostja - ganske spinkel, stilfærdig og gennemsigtig som et net.
Kostjas egen djævel viste sig på fortovet, trippende af sted på sine tynde ben. Djævelen indhentede
Kostja, forsvandt, viste sig igen og stirrede ham pludselig lige ind i øjnene med et stornæset, leende
ansigt: - Kostja, mægtige Kostja, menneskeslægtens frelser, der har befriet verden fra jernåget, -
skælvede den Næsede - du gud, du zar, du zar over zarer, du har overvundet tiden, du har givet
menneskeheden frihed, alle lande, alt jordisk, hele verden er underlagt dig. Kostja, du er ikke Kostja,
ikke Klockovs Kostja, du er Kostja Zebaoth. På dit bud vil selv stjernerne falde ned fra himlen, på dit
bud vil solen slukkes, og alligevel, Kostja, kære Kostja, allerkæreste ulykkelige Kostja, så har du en
skæv næse. Og pludselig vendte den Næsede sig behændigt om, greb Kostja ved hånden - sådan
forekom det Kostja - og trak ham efter sig, mens han banede vej til Kostjas nye slot og tempel og
himmel. Og Kostja så tydeligt tre sorte søjler på stjernehimlen, på de sorte søjler sad tre grønne
præster, præsterne åbnede tre røde bøger og læste op fra dem. Kostja blev ikke forbavset, og
modsatte sig ikke den Næsede, Kostja humpede af sted med den Næsede, ikke Kostja Klockov - Kostja
Zebaoth, han rakte tunge og smilede. Han overvejede med sin guddommelige forstand, betænkte sig:
Hvilke verdener, hvilke lande skulle han, Kostja, den almægtige nu skabe -. Eller skulle han forvandle
alle engle til djævle, eller også anbringe et urglas over himlen, så man kunne se hvad der foregår i
himlen uden at himlen støves til - Eller skulle han vende op og ned på alt, på alt i verdenen
forhåndenværende, og derpå som på den syvende dag hvile ud - ikke som en himmelblå due, men
som en sær krage - Hvor er jeg dog en sær krage! - mumlede Kostja smilende, og med tungen ude af
munden gik han videre ad vejen til sit nye slot og tempel, og himmelen i sit dårskabens kongerige.
45

Christina kunne knap nok holde sig på benene. Hun var styrtet byen rundt i forsøg på at redde om så
blot nogle stumper. Intet lykkedes for hende: enten smækkede man døren i for næsen af hende,
enten var det alt for sent, eller også tog man ikke imod. “Ingen vil åbenbart have noget med mig at
gøre!” - og hun lod hænderne synke. Og da Christina til sidst helt ødelagt vendte hjem og ville have fat
i Motja, så var der hverken nogen Motja eller nogen Raja at finde, de var sporløst forsvundet. – Han
og frøkenen er rejst, de har forladt huset, - sagde den fåmælte Frosja som havde nogle usandsynligt
store ørenringe i ørerne - en gave fra Motja, og hun hulkede, - han er minsandten en hurtig kavaler,
ham Matvej Michailovic, Deres lillebror, Gud tilgive ham. Og en anelse om noget endnu værre greb
Christina. Det ville have hjulpet at græde, men der kom ingen tårer: brændende hede vældede de
frem et sted dybt nede i hendes hjerte. Det var som løftede nogle arme hende fra jorden og holdt
hende ud over en afgrund. Og ordene trængtes i hendes sammensnørede strube: hun havde svært
ved at få et ord frem. Hun lod øjnene løbe hen over brevet som hun lige havde fået fra Sergej. Sergej
skrev, at han ikke kunne leve længere på denne måde, og at han først nu kunne mærke hvor meget
han elskede hende, og til sidst at han havde besluttet at tage hjem, og at han ville være hjemme igen i
overmorgen. - “I morgen kommer han. - tænkte Christina, - han kunne mærke hvor meget han
elskede, hvordan var det nu -. hvis du kommer til at elske og du ikke bliver genelsket, så går du til
grunde. og da hun kom til at tænke på Nelidov, spurgte hun pludselig sig selv: - elsker han mig virkelig
- Og hvis han elsker mig, hvorfor er han så ikke her, han var her heller ikke i går, hvorfor kom han
hverken i går eller i dag - “ Christina styrtede hen til Nelidov. Hun vil spørge ham, hvorfor han ikke
kom hverken i går eller i dag, hun vil fortælle ham om alle sine bange anelser, alle sine tanker vil hun
fortælle ham om, hendes onde tanker, hun har det ondt, det er hårdt for hende at stå alene, men det
er ikke hendes skyld. Hun vil bønfalde ham om at sige sandheden, hele den frygtelige sandhed, - hun
er ikke bange, hun er ikke bange for noget som helst, blot han vil sige hende sandheden: elsker han
hende, eller elsker han hende ikke -. I morgen kommer Sergej, hun har jo et lille barn, og alt er
beslaglagt, hun ejer intet, hun har intet at leve af. Hvorfor kiggede han dog ikke ind, hvorfor - Bare et
minut, bare for at spørge til dem, hele byen vidste jo, at der havde været fogedforretning. Og hvorfor
havde han ikke været der i går - Men hvis han ikke elsker hende. Jamen elsker han da virkelig ikke
hende -. Blot han vil sige sandheden, han skal sige den, han skal sige alt, som det er. Nelidovs lejlighed
var aflåst. Hun måtte forespørge på kontoret. Men på kontoret sagde de han var rejst fra byen. – Han
er flyttet hjem, hvor han kommer fra, - sagde portneren. Og hendes tanker filtrede sig sammen.
“Hvorfor dog det - Og uden at underrette mig - Uden at sige et ord - Hvor hjem - Hvor er hans hjem - “
Og en sort skygge faldt på hendes sjæl. Christina mærkede denne skygge og vidste, at hun aldrig
nogensinde ville komme ud af den. “Hvis du kommer til at elske, og du ikke bliver genelsket, så går du
til grunde. Nej, ikke det. at elske og ikke ønske at lægge fuldt beslag på det elskede menneske, - er
umuligt, men at lægge fuldt beslag på et menneske og tilintetgøre det, er et og det samme. Nej, det er
heller ikke det. “ - hendes tanker og ord flimrede forbi. Men hun havde ikke kræfter til at tænke: hun
gjorde det, øjeblikket dikterede hende. Christina tog en droske. Kørte hen mod banegården. Og hvad
ville Nelidov nu sige til hende - Hvad kan han sige - “Men hvis de spørger, hvad Kostja sagde, så sig at
Kostja sagde: pyt” - lød pludselig Kostjas sidste ord. Men måske er alt dette kun en drøm, og om lidt
ville hun vågne op igen - “Herre, hvis dette bare er en drøm, - så pyt!” - Hvorfor mangler den store
viser - Christina standsede kusken udfor kirkens klokketårn. – Vi ved ingenting, - svarede den gamle
kusk, - åbenbart behager det Gud sådan. – Åbenbart behager det Gud sådan. gentog Christina, og hun
gentog det både med hjertet og med hele sjælen, hun havde glemt alt om viseren, glemt hvad hun
havde spurgt kusken om. Jamen hvilken Gud - Og hvorfor skulle det behage Ham - Hvad skal Han med
hendes lidelser - Havde hun måske ikke bedt til Ham - Havde hun måske ikke bedt Ham om hjælp -
Hun havde jo bedt så brændende til Ham, hun havde troet og håbet så fast. Og hvad gør Han så -
46

Hvorfor behager det Ham sådan - Hvad skal Han med hendes lidelser - Hvor er Han - Hører Han hende
- Nej, hvis Han hører hende, ville Han ikke have ladt hende i stikken, hun havde jo bedt sådan til Ham.
Hvorfor så overhovedet bede - Så kunne man jo lige så godt lade være. - “Herre! Herre! Jeg tror, Du
hører. Du er almægtig. Du hører! Du ser alt. Tilgiv mig! Hele mit liv ligger for dine fødder, men jeg har
ingen, jeg vender mig til dig som mit sidste tilflugtssted. Jeg er helt alene. Du ser det. Jeg er helt alene.
Hjælp mig!” Christina steg ud af drosken. Hun fortsatte til fods. Hun gik hurtigt, som om hun skøjtede,
og hun lagde ikke mærke til hvor hun gik. Hun kom først til sig selv ved indkørslen til banegården.
Banegården var stuvende fuld. Og hun smuttede ind mellem de små borde, banede sig vej, spejdede
efter Nelidov. Det forekom hende, at hun oppe over hovederne så et glimt af hans høje hat. “Han er
her, han er ikke taget af sted endnu” - tænkte hun og fortsatte med at søge efter ham. Men nej, hun
havde taget fejl: han var her ikke mere. Christina styrtede hen til døren. Der var mange mennesker
der ventede på toget. Man sagde at toget var forsinket, men snart ville være der. “Altså, toget er ikke
kørt endnu!” - tænkte hun glad, og gik en halv snes gange frem og tilbage på stationen. Hun kastede
et blik på enhver, hele tiden søgte hun ham. Nej, hun tog fejl: han var her ikke mere. “Måske står han
dernede bag togvognene og venter på mig!” Og hun gik ned på banelegemet og gik hen langs sporet.
Christina passerede signalmasten, passerede ledvogterhuset, passerede broen, og her begyndte det
ubebyggede land og køkkenhaverne, og hun blev ved med at gå. Over lunden som sporet drejede ind
i, brændte en stjerne klart, som lyste den netop for hende, og ledte hende langs skinnerne hen forbi
det ubebyggede land og forbi køkkenhaverne. Og pludselig hørte Christina en klokke ringe et sted
langt borte: første gang, anden, tredje. Og samtidig oplyste et skarpt lys banelegemet, og det blev
skarpere og skarpere, gav genlyd i sporene. Og det forekom hende: stjernen over lunden blussede og
dunkede. Som døden, som angsten jog toget fremad mod Christina. – Åh, Gud! - hun kastede sig til
side, væk fra skinnerne, og i hendes sjæl var der noget der rev sig løs og bristede. Hun så: foran det
frembrusende tog i reflektorens lysfelt fløj en mand med høj hat, Nelidov fløj med udbredte arme
ligesom en kæmpestor, sort ørn. Hun så, længe fløj han, den sorte ørn, og hans falske vinger faldt
sammen og han styrtede med ansigtet ned mod de fedtede sveller. Og de hvæsende stålkløer greb
deres bytte, og hvæsende og ildsprudlende rev de det i småstykker. Og toget løb hurtigere og
hurtigere, indsmurt i menneskeblod, skyldig til døden. Og der, over lunden dunkede stjernen.
Det var langt over midnat. Ved den kolde samovar, på sin sædvanlige plads sad Christina, som var hun
taget ned fra et kors. Hun havde siddet sådan en times tid, efter at man havde kørt hende halvdød
hjem fra banegården. Og en stædigt nagende tanke trak en dyb gammelkonerynke over hendes
pande. Den gamle lå halvt tilbagelænet på divanen med opspilede øjne, og det forekom den gamle, at
hans hoved var tungt af kakerlak æg. Og det forekom den gamle, at nogle rødskæggede fjæs var
stimlet sammen omkring ham: en lille djævel med ryg så krum som et hjul savede i hans ben, og en
anden, med opstoppernæse ristede hans fodsål med glødende jern. – Der er ingen medlidenhed
nogen steder! Der ingen man kan vende sig til! Der er ingen medlidenhed nogen steder! - stønnede
den gamle, forpint af afmagt og smerte. Og de rødskæggede fjæs forsvandt et øjeblik, som om de
havde bønhørt hans stønnen, men snedige som de var, dukkede de op igen efter at de havde givet
ham håb: de viftede med de røde skæg, vimsede rundt på gulvet, stak den gamle: en lille djævel med
ryg så rund som et hjul savede i hans ben, og en anden, med opstoppernæse ristede hans fodsål med
glødende jern. – Der er ingen medlidenhed nogen steder! Der er ingen man kan vende sig til! Der er
ingen medlidenhed nogen steder! - stønnede den gamle, af afmagt og smerte. På bordet blafrede
lampen, den var ved at brænde ud. Natten blæste med åben mund på den døende flamme, og vimse
skygger pilede omkring som små mus, hoppede og klæbede sig fast på den gamles blålige ansigt,
47

undt om de strittende grå bryn, og da de var udkørt, kravlede de hen over skægget ind i den
opspærrede mund. Og de kravlede, de dunkle, ubønhørlige, nattemørke skygger, på gulvet, på
tæppet, i alle hjørnerne, i hele det Klockovske hus. Og de lagde sig søvnløst til hvile i hundens søvn.
Klockovs hund Kupon, der lå rullet sammen ved den gamles fødder, drømte at den ikke var en
familiehund, men en lænkehund, en gårdkøter, og at den havde et varmt hundehus, og at nogen
sådan bare uden videre kom og kneb den i halen og ødelagde dens hundehus. Og hunden Kupon
bevægede sig uroligt ved den gamles fødder. Og kun i pulterkammeret mellem dørene sad en, som
havde søgt tilflugt i pulterkammeret sent om aftenen. Tronende på lokumsspanden som på en
kejsertrone, afklædt på nær de lange sorte sokker, sad Kostja, ikke Kostja Klockov, men Kostja
Zebaoth, ikke Kostja Zebaoth, men den sære krage, og han sad helt uden tiden, lykkelig og tilfreds,
lagde gåseæg og andeæg, talte kakerlakhylstre, for at ingen mere skulle tælle de forbandede hylstre,
pillede sin skæve, sin vanskabte næse, og pillede med iver, med velbehag. Og tiden gik, urene styrtede
det ene øjeblik efter det andet uigenkaldeligt i afgrunden, og de gentog hele tiden det samme og det
samme, i dag præcis som i går.
›Kirkens klokke slog tre. Tre eftertænksomme, tre lange slag drønede forbi, det ene efter det andet.
Tre fastlagte ældgamle melodier. Og på jorden blev der dødsens stille. Den hendøende klokkeklang,
der hævede sig op over jorden, fløj op mod stjernerne, vajede som en hvid spøgelsesagtig damp og
vuggede som hvide fjer. Men de fjerne strålende stjerner sang deres sidste overjordiske sange og,
skønt ujordiske, hyllede de den kolde himmel i jordisk tungsind. – Hvorfor laver du narrestreger,
Kostja? - skændte den gamle kirkevægter søvnigt, lagde hovedet tilbage, bøjede sig pludseligt
sammen og begyndte at skridte sit lille område af, rundt om det kolde, hvide stenklokketårn. Højt
over husene, på det allerhøjeste stokværk med kirkeklokkerne, stod en skikkelse i vinduesåbningen
med de knoklede håndflader støttet mod den murede vinduesbrystning. Som halsen på en gås strakte
den sig langt ud og lo med de grå sammenknebne øjne tårefyldte, og mellem latter og tårer sendte
han fingerkys ned til jorden i denne stjerneklare nat.
48

Efterskrift ved Poul Johan Preben-Hansen (1987)
Alexej Michailovic Remizov (1877-1957) præsenteres her for første gang i dansk oversættelse. Efter at
Remizovs forfatterskab i den seneste tid er draget frem igen i Sovjetunionen, har det også i Vesten
fundet fornyet interesse. Flere af hans værker er blevet oversat til vesteuropæiske sprog. Allerede i de
to første årtier af vort århundrede blev Remizov oversat til såvel tysk som engelsk. Hans “Legender og
Fortællinger” udkom i 1918 til 1919 som bind 60 og 61 i en bogrække (1913-1921) under fællestitlen
“Der Jüngste Tag, die Bücherei einer Epoche” (1). Franz Werfel var medredaktør med den særlige
opgave at sikre, at et udvalg af yngre eller ukendte talenter, typiske for perioden, blev repræsenteret.
Flere siden hen store navne fik deres debut i denne bogrække, hvor vi blandt digterne finder fx. Kafka,
Capek, Max Brod, Strindberg, Paul Claudel foruden Franz Werfel selv, i alt omkring 60 forfattere til de
86 bind.
Aleksej Remizov blev født i Moskva, på mødrene side stammer han fra en frigiven livegen. Hans
bedstefar, formentlig blot anden generation, ejede allerede en papirfabrik, og hans ældste morbror
var ikke alene fabrikant, men tillige en velmeriteret formand for Moskvas børskomite. Remizovs
slægtshistorie kan minde om Maxim Gorkijs berømte roman “Dele Artamonovych” (dansk titel:
“Familien Artamonov”). Moderen var veluddannet og overbevist nihilist. Efter en ulykkelig
kærlighedshistorie blev hun gift med en rig enkemand med fem børn. Hun fødte ham også fem børn,
men forlod så pludselig manden, og tog sine børn med. Hendes brødre, fabrikanterne, forsøgte at få
hende til at ændre beslutning, men forgæves. Hun kom da under strengt formynderi fra brødrenes
side, men hendes børn blev lærere eller kunstnere, den næstældste søn tillige professionel
revolutionær. Alexej var yngste søn. Han voksede op på fabriksgården, overladt til sig selv. Her iagttog
han alle slags moskovitter, “uophørligt bedende” oldinge, pilgrimme der besøgte hjemmet, og frem
for alt fabriksarbejderne med deres usle kår - alt dette gav næring til hans levende fantasi. I sin
alderdom har han kommenteret barndommens oplevelser: “Bitterhed rasede i mig, og smerte
dryppede ned i mit hjerte“. Efter gymnasiet studerer Remizov på det Fysisk - Matematiske fakultet på
Moskvas universitet, men følger samtidig ivrigt forelæsninger i historie, filosofi, jura og biologi. Han
kaldte sig selv socialdemokrat, men var ikke tilsluttet en politisk bevægelse. Videbegærlig rejste han
to måneder til Zürich for at studere det “som derhjemme var illegalt” og på hjemrejsen medførte han
en stor kuffert med skjulte sidelommer. Han slæbte den tunge kuffert, hvori der kun lå en eller to
skjorter gennem tolden, hvilket selvfølgelig medførte at han kom i politiets søgelys. Under en
studenterdemonstration i 1896 bliver han arresteret, man anser ham for at være hovedpersonen,
agitatoren, han udelukkes fra studierne og forvises for tre år til Penza, en by ved Volga, sydøst for
Moskva. Illegalt rejser han til Moskva og henter sin efterladte Zürich - kuffert, og studerer på egen
hånd den revolutionære litteratur, herunder Herzen og Cernysevskij. Efter forvisningstidens udløb
organiserede han begejstret en fælles strejke for jernbanearbejderne og papir - og
brændevinsarbejderne, hvilket på ny endte med forvisning, denne gang til Vologda. Remizov var i
virkeligheden ikke revolutionær, hverken teoretiker eller “praktiker”. For ham drejede det sig ikke om
en kamp mod overklassen, men en “brændende tørst efter at opbygge en ny verden efter
retfærdighedens principper”; han var idealist. I Vologda begynder et nyt liv for Remizov. Her midt
imellem Moskva og Arkhangelsk begejstres han for naturen, skovene og bjergene, sommerens lyse
nætter, vinterens rene sne og strålende stjernehimmel. Og Vologda var absolut ikke upåvirket af
tidens kulturstrømninger. Tværtimod levede her i forvisning mange fremtrædende repræsentanter
49

for den russiske intelligens, fx. filosoffen Berdjajev. Enhver nyudgiven russisk bog kunne fås i Tarutins
boghandel, og der var etableret en “direkte linie” fra Paris, Zürich og Geneve. Remizov møder her den
forviste Serafima Dovgello, og de levede sammen hele livet. Hun var professionel oversætter,
oversatte fra flere sprog og ansporede Remizov til at skrive. I Vologda, i dette inspirerende miljø, blev
Remizov forfatter og han forsøgte sig aldrig igen med “revolutionær virksomhed”. Fra 1905 lever
Remizov i Petersborg. I 1921 foretager han en rejse til Berlin og vender ikke mere tilbage til Rusland.
To år senere flytter han til Paris. I alt er der udgivet 82 bøger fra hans hånd, heraf 37 fra tiden før
1921.
Remizov er tydeligt påvirket af forskellige strømninger omkring århundredeskiftet, hvor en
Apokalypse, den eksisterende samfundsordens undergang, ansås for nært forestående. Og helt
anderledes end i Vesteuropa nærede intelligensen i Rusland en udtalt modvilje mod liberalismen;
man var indifferent overfor marxismen, tog afstand fra den vestlige udviklingslære og var modstander
af materialisme og utilitarisme. Blandt lyrikere vandt Symbolismen frem, og efter forbillede fra de
franske Symbolister fra 70’erne og 80’erne søgte de russiske Symbolister at udtrykke det uforklarlige
gennem det musikalske element i deres lyrik. Kort før århundredeskiftet udskilte der sig blandt de
russiske Symbolister en gruppe, hvis mest kendte digter er Alexander Blok. Disse digtere havde tillige
et messiansk budskab i deres værker; de profeterede en ny tidsalders komme, de mente at krig og
revolution ville føre til åndelig fornyelse. De var til dels inspireret af filosoffen og lyrikeren Vladimir
Solovev (1853-1900), hvis religiøst - filosofiske system, “Sophiologien”, går ud på at kærlighed, ånd og
viden, symboliseret ved det kvindelige princip Sophia, ville komme til at danne grundlaget for
menneskehedens fælles eksistens i fremtiden. Solovev var antagelig bl. a. inspireret af en hæretisk
bevægelse fra sidste halvdel af 1400 - tallet, af modstanderne kaldt “De Judaiserende”. Denne
gnostisk påvirkede bevægelse havde i middelalderen haft væsentlig betydning for russisk åndslivs
udvikling, og dens grundtanke kan indeholdes i følgende: “Troen, søgen efter det ubegribelige og
dyden danner en treklang - en uadskillelig enhed. “ Digteren Dmitrij Merezkovskij (1866-1941) tog på
lignende måde den italienske munk Joachim Fiore’s tanke fra 1100-tallet op. Joachim varslede
verdensordenens undergang og en ny tids komme, Helligåndens tidsalder, den sidste og endelige,
efter Faderens (gammeltestamentlige) og Sønnens (nytestamentlige). Merezkovskij kalder de samme
tre tidsaldre Enheden, Forgreningen og den sidste tidsalder Foreningen, der medfører den åndelige
fuldkommengørelse. De givne biografiske oplysninger om Remizov stammer fra hans erindringer -
Iverenj - der ikke er udgivet, men den fuldstændige tekst opbevares i Håndskriftafdelingen på
Instituttet for russisk litteratur (Puskinhuset), Leningrad, sammen med flere andre ikke udgivne
værker og en betydelig del af Remizovs efterladte arkiv. Fedor Stepun skriver i sine erindringer:
“Remizov har beriget vort store, sande og frie russiske sprog og skal ikke alene have tak, men
berømmelse og ære for mangt et arkaisk ord. Den fødte digter, den fyrige sjæl, den lidenskabelige
elsker af ordet bliver år for år sjældnere iblandt os. “ De tidligere sovjetiske litteraturhistorikere hæver
Remizovs førrevolutionære produktion til skyerne: “... den var med til at føre frem til revolutionen.
Men da revolutionen brød ud, tabte Remizov hovedet. Han blev løjerlig, han anvendte fortsat den
udtryksform, der før var nødvendig, fordi man ikke kunne sige tingene rent ud, men nu brugte han
den til legender og fortællinger, der var helt løsrevne fra virkeligheden”... “og utilgængelig for den
almindelige læser. “ Heller ikke efter revolutionen har Remizovs værker altid været velset på bjerget. I
fortællingen “Hofjuveleren” fra 1906 sidder den gamle hofjuveler på befrielsens dag i sit usle
kælderværksted og slynger sin bidende hån ud til de mange fødder der passerer vinduet. De tror, de
har vundet friheden! Magthaveren er frivillig trådt tilbage, men den ældgamle krone - dvs. magten
selv - funkler stadig i al sin ondskab.
50

Diverse bilag til Efterskrift
Vedr. Hofjuveleren. “Fortællingen” er skrevet allerede 1906 (Slav. Propylæen 84 s. 43), den er udgivet
i tysk oversættelse 1919. Oversættelsen er delvis uforståelig, efter min mening på grund af fejl, men
min konklusion er måske også usikker. Jeg synes ikke at fortællingen kan være en reaktion på 1905.
Ser Remizov allerede i 1906, hvor det bærer hen -
Oversættelse. “HOFJUVELEREN”
– De ved ikke selv, hvad det er de ønsker! - sagde den ensomme oldinge - juveler, som havde levet
hundreder af år og begravet en tidsalder i sit hjerte. Tilsyneladende spøgende og skæmtende gik den
pukkelryggede lille dværg fra det ene lille menneskehjerte til det andet, idet han med sine tynde
fingre tog om de i dybet skjulte levende og varme hemmelige skjulesteder. Og han åbnede dem lige så
let og behændigt som sine skrin, der var fyldt med perler og sjældne stene, og han kastede et
vedholdende blik ind i sjælen af de ord og tanker der myldrer i hjertets skjulesteder. Dag og nat, uden
at trættes beskæftigede han sig med sine stene, vaskede stenene, vaskede dem igen og igen,
anbragte dem: snart spredte han dem ud på fløjl og silke, snart befæstede han dem på sig selv, på
sine pjalter. Og hans øjne løb i vand, hans små øjne blev som tallerkener. På sine ædelstenes fine
blinkende facetter kunne han aflæse de evige hemmeligheder. Og den ene forbrydelse efter den
anden sprang frem for ham, stillede sig på rad som soldater, og han legede med dem, som med
tinsoldater. Og der eksisterede ikke længere forbrydelser, der eksisterede alene en bestemt
forbrydelse, og den havde for al tid taget bolig her, lige til al menneskelig livs ophør. Til alle tider
samledes ædelstene fra alle verdenshjørner hos oldingen i hans usle, mølædte og mugne hul af et
værksted, hans tilflugtssted i kælderen på den mest befærdede hovedgade. Længe havde oldingen
drømt om at flytte ud, et eller andet sted i bjergene, og der bygge sig et ukrænkeligt tårn, så han fra
dets top i fred og ubemærkethed kunne holde øje med jorden. Men denne drøm var det ikke givet at
blive til virkelighed. Men tiden var mærkværdig, og der ville være nok at se fra et lille tårnvindue i de
høje bjerge. Ikke blot en by, ikke blot en landsby, - nej, hele landet fra hav til hav var grebet af det ene
afsindige ønske. Alle ønsker, der stammede fra den byrdefulde og ynkelige tilværelse, flettedes
sammen og voksede til en frygtelig svøbe, og som en orkan rejste denne svøbe sig, tung og blind, fløj
fra hav til hav, skreg igen og igen sit eneste skrig: - Frihed! – Men ved I hvad frihed er - spurgte den
ensomme oldinge - juveler og blinkede med øjnene, han som havde levet hundreder af år og begravet
en tidsalder i sit hjerte. Menneskelivet regnedes for en sølle spytklat, og at spytte og tvære det ud
koster intet. Man henrettede folk som lopper. Man lurede, man pågreb mennesket, og slog til på
stedet, som var det en loppe på neglen. Som en gunstbevisning førte man ham fra skafottet til
fængslet, som en gunstbevisning gav man ham livet, livsvarigt indespærret. Aldrig før var
mistænksomheden mellem mennesker vokset i et så skrækkeligt omfang, og venner der traf hinanden
og hilste hinanden med håndtryk, havde for tilfældet kniven skjult i lommen. I de mørke kroge, i de
trange gyder anstiftedes grusomt forræderi. Og der gravedes minegange under livets sidste
fæstninger og grundvolde. Der fremstilledes sprængstoffer med rivende afsætning, den mest
gangbare og let sælgelige vare, der dag efter dag blev afsat en gros og en detail, som tændstikker. I de
mørke kroge, i de trange gyder, kvalte venner deres venner og hængte dem op i rebet. Overalt på
gaderne hævede brolægningen sig, den var oversprøjtet af blod: stenene blev gloende i heden, og
luften fyldtes med en berusende og gennemtrængende lugt af blod. De fredelige gader berusedes,
51

gerådede i raseri, og i raseri lemlæstedes børn og kvinder, og man udsatte dem for tortur. Og hestene
blev besatte ved lugten af blodet på hesteskoene. Men i landsbyerne, ude på markerne satte kornet
purpurrøde aks, og kornet modnedes for med de blodfyldte kerner at forgive menneskene. Her og der
vandrede de døde på gaderne. De døde standsede deres bekendte og blandede sig, som de levende, i
deres tilværelse. Men de levende forlod deres huse, og som de døde gik de ud på kirkegården, og der
rykkede de ind i de dødes rige, og i gravene byggede de hus, som det derhjemme. Profeter
forudsagde et nyt riges komme, og uden skam solgte de deres profetier. Men de der troede på dem
gik fra forstanden, og dræbte sig selv, idet de med bitterhed kastede deres sidste ord ned på jorden: -
Nej, på jorden findes ingen sandhed! Men den skånselsløse og vanvittige svøbe hævede sig i vejret,
tung og blind, og som en orkan fløj den fra hav til hav, idet den som tordenen drønede sit frygtelige
skrig: - Frihed! – Men ved I hvad frihed er - spurgte den ensomme oldinge - juveler og blinkede med
øjnene, han som havde levet hundreder af år og havde begravet en tidsalder i sit hjerte.
Dagen før den store dag, som havde lovet at ville åbenbare sig som den nye frie dag, og som i bund og
grund ville vende op og ned på hele verden, vækkede man tidligt om morgenen oldinge - juveleren,
man satte ham i den sorte heraldiske karet, som kun brugtes til at befordre betydningsfulde
dignitarer, og man kørte ham til slottet. Gennem det for vinduet nedrullede gardin opfattede oldingen
hundreder af skarpe, stikkende og hadske øjne rettet imod sig. Og han syntes at disse hårde øjne fik
karetens ruder til at gløde, og at der var noget under vognen der buldrede, parat til at slå kareten i
stumper og stykker. Eftersom der i den seneste tid var forøvet mange voldshandlinger af almægtige
yndlinge, i hvis hænder byen og folkets liv og død var overgivet, blev lignende fornemme korteger
fulgt af onde øjekast, og ikke altid endte det godt. Men juveleren - var et almindeligt menneske: aldrig
havde han dømt eller straffet nogen, han var blot beordret til omhyggeligt at pudse den gyldne krone,
som kongerne efter landets skik viste sig med, når de ved sjældne lejligheder skulle kundgøre statslige
forordninger af enestående vigtighed. Hvem ellers, hvis ikke ham, den gamle og erfarne, der så godt
formåede at holde tand for sin skarpe tunge, kunne man betro den skrækkelige kongetrone til, den
der med sin glans forblænder alle - Spøgende og skæmtende gik juveleren op ad den fornemme
slotstrappe og der, i den sal man havde ført ham til og låst ham inde, gik han i gang med arbejdet. Det
var en sjælden lejlighed til at se ting, som oldingen ellers blot kunne ane noget om. Det var ikke så få
vidundere der her viste sig for hans øjne, og mere end en gang havde det uforstående folk jaget deres
legitimerede magthaver fra tronen som en sidste lommetyv, men i alle tilfælde kom i Guds lys en
krone svømmende, til en ny konge, og oldingen blev tilkaldt for at reparere og lodde revnerne. Men
aldrig før var der fra de afspærrede slotskældre fremkommet en så majestætisk, et så vanvittigt af
umenneskelige hænder frembragt værk. I sandhed, den store morgendag hemmeligholdt det uhørte.
Med yderste forsigtighed, sitrende som ved en helligdom, som den skinsyge djævel hvert øjeblik
kunne kaste til jorden, tog oldingen stenene ud af den gyldne krone, der var oversmurt af snavs og ler.
Med de indtørrede, kuldskære overarme hyllet i det varme lasede kvindesjal, og knap synligt i den
kæmpestore sal, lod han sine tynde fingre løbe hen over ædelstenene. Og han legede med skatten -
de eventyragtige ædelstene, de dybblå, og de purpurrøde, og de sorte stene, og smaragderne der
brændte forårsagtigt. Han vendte dem om og om igen, kastede dem op og op igen, trak vejret, og tog
dem, som var de levende, lagde dem på sin behændige slangetunge, og rullede dem i de fintfølende
håndflader. Han byggede rækker, standsede og rev det hele sammen i en bunke, og han blev som
forstenet, ved alt det grønne, og det purpurrøde, og det dybblå, og det sorte, den blandede
førstefødte stråleglans. Hundredetusinde menneskehoveder flimrede frem og tilbage foran ham,
hundredetusinde hænder straktes ud imod ham, og en sværm af alle slags mennesker, den ene efter
52

den anden, kom ind i salen og fyldte den helt, spækkede væggene fra øverst til nederst, og der, under
salens stjernekuppel, hang de og begyndte at slingre frem og tilbage uden arme, uden ben, og øjnene
spejdede fra alle kanter... Oldingen blev forpustet og lod stenene falde. Stenene hængte sig fast,
klæbede til hans pelsværk, de trillede videre ned på tæpperne, på brokaden, på marmoret, og det
syntes som om de gungrede, som kirkeklokken. Denne buldren og funklen fik hans øjne til at rulle. Og
øjnene løb i vand - hans små øjne blev som tallerkener. Og han så den første og den sidste dag af
menneskelivet. Han rensede stenene, skyndte sig, rensede alle de små stene, prøvede alle mulige
sammenstillinger og satte stenene i sin kongekrone, sådan som han fandt det var bedst. Han
genkendte den, den ældgamle kongekrone, som ingen kraft på jorden ville vove at øve attentat på, og
som tiltrækker mennesker og dynger lig på lig. Ved dæmringstid, da lysekronerne blev tændt, da
rejste også oldingen sig fra sin plads midt i salen, kronet som kongen. Da funklede kronen sådan at
slottets ubrydelige vægge skælvede. Men morgendagens frihed, der var bestemt til i bund og grund at
vende op og ned på hele verden netop i morgen, på den nye frie dag, den ville også flyve ad helvede
til ved kronens funklen. Og trællenes rygge vil tre gange bøje sig til jorden, og tre gange vil den døve
underjordiske hævn skrækkeligt sværge at knuse tronen og sprede den ubrydelige kongekrones
ædelstene. – De ved ikke selv, hvad det er de ønsker! Den gamle gik ned ad den fornemme trappe,
mellem de krybende rækker af slottets trælle, ledsaget af smigrende smil, bag hvilke
uforskammetheden bemægtigede sig hele byen og rystede enhver lille underordnet sjæl.
Natten var forbi. Og frihedens dag var ved at vågne. Ønsket om frihed, der havde brændt sådan med
smerte og vanvid, sløvedes, og den vanvittige svøbe, tung og blind, for ikke mere af sted i flyvende
fart, slog ikke mere som stormklokkens ringen. Ønsket, der var bedøvet af det kongelige løfte, jagede
med svøben såvel gamle som unge på gaderne, og drev dem sammen på pladserne. Og skaren med af
mistænksomhed fordrejede øjne, de tusind og en gange bedragne og skuffede, gik på må og få med
hjertet knuget af fortvivlelse. Med de indtørrede, kuldskære overarme hyllet i det varme lasede
kvindesjal sad oldingen i sit usle hul, og så frem for sig, og hans små øjne blev som tallerkener. Og i
vrede kogte i hans forfærdede øjne selve rædselen, angsten og latteren. Men forbi vinduet gik og løb
frem og tilbage tusinder usikre ben, som berusede, berusede af fortvivlelse. Og oldingen gned sig i
hænderne, og som spiddet på en pæl, krummede han sig sammen ved tanken om friheden fra i dag.
Og han som engang havde løftet hele livet op fra menneskelivets afgrunde og engang havde set den
første og den sidste dag i øjnene, han lo af, og tilkastede den frie skare hån og spot. Men i friheden
stak aftenrøden i brand over den frie by og det frie land, og udøste angst, flammede op, for at
fastholde århundredet i blod og græmmelse.
Jeg mener at oldingen er mere end et menneske - det fremgår ikke af den tyske oversættelse,
tværtimod normaliserer den! Sidste afsnit i oversættelsen siger det stik modsatte af hvad jeg er
kommet frem til. )
Vedr. “Abekattenes store og frie kabinet. “ (har ikke interesse for efterskriftet. )
Manifest: Vi af nåde fra den almægtige enehersker over skovene og hele naturen, Asyka den Første
den ophøjede hersker over alle abekatte og over dem som frivilligt tilslutter sig os, idet de foragter
den nederdrægtige menneskehed, der fuldstændig tilsøler ethvert ords og enhver drøms lys, vi
kundgør for de halede såvel som de haleløse, for de behårede såvel som de skaldede: Her i skoven og
53

ødemarken er der ikke plads til nederdrægtig menneskeligt hykleri, her er vægt mål ægte og må aldrig
ændres, og løgn vil altid være løgn, nederdrægtighed altid nederdrægtighed og vil aldrig blive
besmykket. Dem som dypper halespidsen i blækhuset, og dem som bruger lillefingeren fordi de er
haleløse abekatte skal jeg derfor minde om, at ingen som helst list fra de tykmavede giftmordere,
eller deres tjeneres spjætten eller lakajers bukken, som ville svare til en uanstændigt opfordring, ej
heller nogen strid om et sådan opfordring vil blive tålt i de åbenhjertige og uforfærdede abekattes
rige, og alle der overtræder dette er hyklere og frygtsomme trælle blandt abekattene og bliver straf
skyldige til udvisning til de menneskelige folk, hvilket hermed kundgøres til almindelig oplysning. Givet
i urskoven, ved den venstre sti ved brændevinen og undertegnet egenhalet - Kontrasigneret og
modtaget penge i sølvpapir, den forhenværende kancellist, bortløben fra den politiske - abevogter.
Cancellarius. Aleksej Remizov 1908 -
Kloge Hoved] Kloge Kålhoved (-)
Populær middelalderbog, oprindelig “Den dybe visdommens bog”, I folkemunde opkaldt efter
Helligåndens symbol
kejseren] = zaren (-)
kejserinde] = zarinaen (-)
Remizov, Timerne. Persongalleriet
Kostja Andreevic Klockov: hovedperson
Andrej Petrovic Klockov: Kostjas gamle fader
Sergej Andreevic Klockov (Sereza): Kostjas ældre broder
Christina Michajlovna Klockov: Sergejs hustru
Matvej Michailovic (Motja): Christinas yngre broder
Irina: Sergejs & Christinas lille datter
Raja Klockov: Kostjas ældre søster, frøken
Katja Klockov: Kostjas yngre søster, gymnasieelev
Nelidov: Sergejs kammerat
Fëdorov
Semen Mitrofanovic: mester
Ivan Trofimyc: dreng
Frosja: familien Klockovs stuepige
Njusa: familien Klockovs kokkepige
Kupon: familiehund
Lidocka Lisicyna: smuk kvinde, i hvem Kostja er håbløst forelsket
Kloge Hoved
Markusa Napoleon: hellig dåre
54